(1893-1985)
Kirsten Kjær blev født 1893 i Vester Thorup, hvor hendes far var mejeribestyrer.
I 1918 blev hun gift med Frode Nielsen fra Himmerland. Hans bror, Jens Nielsen, blev siden en kendt maler med museum i Holstebro.
Kirsten Kjærs ægteskab blev dog ikke nogen dans på roser (ægteskabet blev opløst igen i 1934).
Efter et par år blev adressen forlagt til København, hvor hun turnerede med forskellige teaterrevyer i et par år. Det kaotiske liv gav også uligevægt i sindet og førte i 1924 til en kort hospitalsindlæggelse. Hun fik dog aldrig nogen psykiatrisk diagnose hæftet på sig.
Maler som 32-årig
Først i 1925, i en alder af 32, fandt Kirsten Kjær ud af, at hun kunne male. Året efter rejste hun sammen med Frode til Californien, hvor hun færdedes i kunstnerkredse og oplevede sin egentlige frigørelse som maler.
I 1929 vendte hun tilbage til Danmark og havnede i Århus, hvor hun i 1930’rne malede mange kendte personligheder, bl.a. statsminister Stauning. Efter 2. verdenskrig rejste Kirsten Kjær i så mange lande, at det vil føre for vidt at opremse dem alle.
Det er karakteristisk for Kirsten Kjær, at hun har haft en mere eller mindre organiseret vennekreds om sig fra sin 50-års fødselsdag i 1943 og indtil sin død i 1985. Det er også grunden til, at Kirsten Kjærs Museum blev åbnet i 1981 i Langvad.