(1760-1845)
De tidlige år
Gerhard Andreas Faye blev født den 22. februar 1760 i Lyngdal i det sydlige Norge. Norge hørte på dette tidspunkt under det danske kongerige og var derfor at betragte som dansk. Det var da også i Danmark han havde sit virke og satte sine spor for eftertiden.
I sin ungdom skulle Faye beskæftige sig med en række forskellige ting, inden han fandt sin plads i livet. Som 15-årig mistede han en huslærer, som skulle have haft stor indflydelse på Faye. Og da efterfølgeren ikke kunne udfylde sin forgængers sko, skulle det angiveligt have haft en stor effekt på Faye, der herefter virkede både skoletræt og tungsindig.
Faye må dog have fundet gnisten igen, for i 1779 rejste han til København, hvor han året efter fik sin studentereksamen med topkarakter (ud af tre mulige karakterer for bestået eller derover). Efter at gennemføre sin filosofikum, et universitetsforberedende studie, rejste Faye i 1781 hjem til sin familie i Norge, hvor han opholdte sig i 3 år.
Her hjalp Faye blandt andet sin far med sit præstembede ved at prædike og føre kirkebog. Han studerede i perioden også engelsk og tysk og fandt tid til at hjælpe sin bror med sine studier. I denne periode får Faye også smag for at skrive digte. Hans digte var i tråd med romantikken og den kommende guldalder i dansk kultur. På denne måde var han med til at varsle nye tider, dette galt både hans digtning og hans senere arbejde.
Faye mente nemlig ikke, at han skulle leve af at være digter. Han syntes i stedet, at digtekunst skulle være med til at forskønne embedsmandsarbejde. Med denne indstilling tog Faye igen til København for at læse teologi, en af samtidens tre store studier, sammen med jura og medicin. Efter at have læst i halvandet år bliver Faye syg dagen før sin eksamen og bliver forhindret i at studere det næste halve år. Dette tolker Faye som et tegn fra oven og opgiver at gøre teologistudiet færdig.
I en tid herefter bruger Faye sine kræfter på litterært arbejde. Han bliver redaktør på tidsskriftet ”Minerva” og skriver også en del digte. Dette er dog ikke særligt indbringende for Faye, der til sidst bliver presset til at tage en stilling som huslærer på Falster. Her underviser Faye i 4 år. Selvom han virker til at have nydt sin tid på øen, egnede han, ifølge Faye selv, sig ikke til at undervise. Han begiver sig derfor tilbage til København i 1789 og måtte se sig om efter en ny levevej.
Faye som embedsmand
I disse år var der mangel på jurister i de danske kolonier i Asien og Faye besluttede sig for at blive jurist og søge lykken i de fjerne egne. Efter kun ét år får Faye sin embedseksamen med topkarakter, men tiderne har ændret sig og der er ikke længere brug for jurister i kolonierne. Faye blev i stedet ansat i Rentekammeret, et af statens centrale administrationsorganer.
Her skulle Faye dog ikke befinde sig længere end et år. Rentekammeret blev ledet af grev Christian Ditlev Reventlow. Reventlow var en af tidens store reformmænd og var med til at indføre mange forbedringer i samfundet. Oftest gik han og hans familie selv foran ved at indføre reformer på deres egne godser inden de blev udbredt til hele landet. Faye må have gjort indtryk på Reventlow, for efter en dag at være blevet indkaldt på grevens kontor, opfordrer greven Faye til at søge stillingen som forvalter på Vestenborg gods på Falster, ikke alt for langt fra grevens eget gods på Lolland.
Faye fik naturligvis stillingen, greven havde jo ment han skulle have den. Som den ny forvalter gjorde Faye en stor indsat for mange af de reformer Reventlow selv var stor fortaler for. At Faye er på forkant med tidens tendenser, giver ham stor succes og med tiden bliver flere godser lagt under Fayes ledelse.
Han bliver på Falster i 14 år. I løbet af den tid bliver Faye både gift og konstitueret som amtmand. Og det var som amtmand han skulle få betydning for Thisted. I 1805 blev positionen som amtmand ledig i Thisted, Faye søgte stillingen og fik den kun 8 dage efter. Den 29. september ankom Faye til Thisted amt og måtte konstatere, at han fik en svær start. Kontorpersonalet havde taget plads andetsteds og der var kun en enkelt ansat tilbage. Desuden var lønnen utilstrækkelig, dog kun indtil Faye fik et løntilskud på 500 rigsdaler årligt, ikke nogen helt ubetydeligt sum. Det blev ikke bedre af, at amtets økonomi blev udfordret af genoplivningen af Englangskrigene i 1807.
Faye var med til at indføre mange forbedringer i amtet. Noget af det første han gav sig i kast med, var at anlægge nye veje. I praksis blev det bøndernes arbejde at anlægge disse, mod deres vilje, men de indså hurtigt fordelene ved den forbedrede infrastruktur. Den store kyststrækning i amtet havde også Fayes interesse, både i freds- og krigstid. I fredstid var Faye med til at udbygge fiskeriet som erhverv i Thisted og da krigen lurede var Faye med til beskyttede kysten vendt mod den engelske fjende. Der blev oprettet et skyttekorps på 400 mand og 3 batterier ved Klitmøller og 4 i Vigsø bugt, alle befæstet med kanoner.
Med skoleloven af 1814, begyndelsen på den danske skole, kan Faye dog påstå, at han forinden allerede tænkte på uddannelsen af amtets indbyggere. Allerede i 1807 fik han oprettet et bibliotek i Thisted og han stod bag oprettelsen af et seminarium i Snedsted præstegård i 1812. Blandt seminariets deltagere kan tælles Christen Kold, der sidenhen skal få stor indflydelse på det danske skolevæsen.
Udover alt dette, var Faye også aktiv på en lang række andre områder: landbrug med udlægning af gårde og indførelse af dyrkningsmetoder, skovvæsen og oprettelsen af plantager, fabrikker, sygestuer og et utal af andre ting, ved siden af hans stadige digtskrivning. Fayes arbejdsomhed gik da heller ikke upåagtet hen. I 1809 blev han udnævnt til ridder af Dannebrog, i 1827 Dannebrogsmand, 1829 konferensråd og i 1840 kommandør af Dannebrog. Endelig kunne han fejre 50 års jubilæum i 1841, hvor han opnåede rang af stiftsamtsmand.
Fayes sidste hvilested
Faye dør den 11. marts 1845 i en alder af 85 år. Selv i døden sætter han dog spor i Thistedområdet. Faye er nemlig noget så sjældent som begravet i en gravhøj. Hvordan dette helt præcist er kommet i stand, hersker der dog noget usikkerhed omkring. Efter sigende skal det forklares med, at to af Fayes sønner dør før deres far. Og Faye, der selv er interesseret i arkæologi, har efter deres begravelser fået den tanke, at han vil flytte deres lig over i en eksisterende gravhøj for at lave et gravminde til dem. På dette tidspunkt var gravhøje ikke fredede og man skulle blot have tilladelse fra det tilhørende menighedsråd. Dette består af byens spidser og er derfor alle godt bekendte med Faye grundet hans position som amtmand.
Man kunne forestille sig, at Faye, med sin arkæologiske viden, fandt, at en gravhøj, beregnet til høvdinge og stormænd, var en passende måde at ære sine sønner på. Han fik således gravhøjen udvidet og placeret sine to sønner deri. Ved Fayes død bliver han derfor selv placeret i gravhøjen, der ligger på Thisted Gamle Kirkegård. Kirkegården er i dag taget ud af brug, men enkelte grave står tilbage, heriblandt Fayes og J.P. Jacobsens.
Litteratur: Historisk årbog for Thisted amt 1958, side 404-417