Jesper Grønkjær

Han mente selv, han havde begge ben solidt plantet på grønsværen, det var også hvad familie, venner og bekendte kunne fortælle, og det er unægtelig en fordel, når det nu er fodboldspiller, man er.

Det er Jesper Grønkjær, det drejer sig om. Thisted-drengen, den professionelle fodboldspiller, landsholdspilleren med de gyldne støvler og det uimodståelige ryk på kanterne. I slutningen af 2000 – som 23-årig – skrev han fodboldhistorie som Danmarks dyreste spiller ved skiftet fra Ajax Amsterdam til Chelsea.

I nogle aviser blev det oplyst, at den engelske Premier League-klub havde givet 95 millioner kroner for thyboen – andre skrev 100. Under alle omstændigheder var det store penge, en anden én ville jo være lykkelig for blot renteafkastet, men sådan var det i dén branche, kunne man forstå, og selv Jesper Grønkjær havde lidt svært ved at forholde sig til dette beløb og de 250.000 kr., han ville få i hyre pr. uge. Der blev gættet på, at han selv fik en overgangssum på 12 millioner.

”Det siger mig ikke noget. Faktisk kender jeg ikke den nøjagtige overgangssum, da det har været et anliggende mellem Ajax og Chelsea”, sagde han i telefonen fra Amsterdam hjem til den lokale avis.

”Jeg har da en idé om prisen, og jeg må sige, at det er vanvittige summer, som fodboldspillere i dag bliver handlet for”.

Jo, han måtte tage det stille og roligt og så ellers notere sig, at fremtiden – dén var i al fald sikret økonomisk. For der kom jo en dag også efter denne, og han var fast besluttet på til dén tid at udnytte sin studentereksamen fra gymnasiet i Thisted til en ”rigtig” uddannelse. Den engelske kontrakt løb over fire og et halvt år.

Den tidligere TFC’er spillede i efteråret 1993 stadig for barndomsklubben. Men siden var det gået stærkt for Jesper Grønkjær. Via superligaklubben AaB kom han til Ajax. Så fik han sin debut på det danske landshold. Og i 2000 var han så klar til at tage fat på et nyt kapitel i fodboldeventyret om lilleputten fra ”lillebyen”, der blev international fodboldstjerne. Af en fløjspiller at være var han stor (1,83 meter høj). Og af en stor angriber at være var han hurtig. Kunne man læse i den københavnske sportspresse i dé dage. Han var en spiller med lange skridt og et dovent løb, hed det videre med tilføjelsen: Det skal man imidlertid ikke lade sig narre det mindste af! Han havde kreativt og offensivt været det lysende punkt på det danske fodboldlandshold.

”Han kan blive landsholdets stjernespiller i dette årti!”

Årets Thybo

Jesper Grønkjær var tidligere i 2000 blevet kåret som ”Årets Thybo”. Det var anden gang, prisen i form af en statuette med Thisted-pigen blev uddelt. Thisted Erhvervs- og Turistråd og Sparekassen Thy hædrer på denne måde en person, der ved en usædvanlig indsats har fremmet landsdelen. Og Jesper Grønkjær var et symbol på det ”drive, der skal føre Thisted og Thy ind i det nye årtusinde”, som det hed.

Tidligere formand for TFC, Carl Gustav Larsen, husker ham tydeligt fra kampene på Lerpytter:

”Han kom imidlertid tidligt til AaB. Jeg har faktisk en kopi af den første kontrakt – eller nærmere aftale – med AaB, der blev indledningen til hans karriere. Det glæder naturligvis alle i klubben, at han er kommet så vidt, og det gamle ord om, at ”de største er de nemmeste”, det gælder virkelig ham og hele hans familie. Hvis der skulle arrangeres noget, og der var brug for en eller flere hjælpende hænder, så skulle vi blot sende bud efter dem, så kom hele familien. De passede cafeteriet for os en periode, og Jesper var der, også efter at han var blevet professionel og millionær. Han var ikke bange for at tage en tørn, hvis det var.”

Spillet om Jesper Grønkjærs fodboldfremtid formede sig i sommeren 2004 som et godt gammeldags slaw poker. Langvarigt, men spændende, inden spillet omsider fandt sin afslutning. Da kortene blev lagt på bordet efter et maratonlangt spil, viste det sig, at engelske Birmingham City sad med alle esserne. Dermed blev spanske Sevilla FC sorteper i sagaen om den danske landsholdsfløjs skifte fra engelske Chelsea. Thyboen forlod Chelsea og skifter til Birmingham på en toårig kontrakt for en overgangssum på knapt 25 millioner danske kroner.

Når det regner på præsten, så drypper det på … og så videre. Men den er nu god nok – også i tilfældet Jesper Grønkjær og Thisted FC. I forbindelse med spillerhandelen tolkede briterne de internationale regler på området sådan, at der betales en kompensation til de klubber, som en udenlandsk spiller har været i frem til sit 23. år. Det er jo disse klubber, der så at sige har ”uddannet” spilleren. Og dermed var der penge til både Thisted FC, AaB og Ajax. For Thisted-klubben var det 10.000 engelske pund eller 116.000 danske kroner direkte ned i den slunkne klubkasse. Som Thisted-formanden Poul Erik Christensen udtrykte det:

”Det gør livet nemmere for os!”

Kilde: Thy i bevægelse, idrætsliv i 100 år