Susanne Pedersen

(1960-

Da kajakroeren Susanne Pedersen i 1988 deltog ved OL, var hun flyttet til Kjelstrup og har således været med til at kaste glans over idrætten i Thy.

Vi har bedt hende skrive lidt om sin sportskarriere. I dag underskriver hun sig Susanne Karlshøj:

- En majdag i 1973 sad jeg som 13 årig for første gang i en kajak. Uerfaren som jeg var, kunne jeg jo ikke se forskel på en nybegynder-kajak og en konkurrence-kajak, var måske også lidt naiv, satte mig i alt fald i den kajak der blev sat i vandet for mig, – det blev til mange dukkerter i det kolde vand den aften.

Fandt dog senere ud af at det var lidt sjovt, hvis man kunne lokke en nybegynder i én af de “smalle” både, som var noget sværere at holde balancen i. Jeg fik det dog lært og blev også meget glad for det.

Det var meget nærliggende, at jeg skulle prøve at ro kajak, da mine forældre boede, og i øvrigt stadig gør det, nabo til Kajakklubben “Pagaj”, som ligger ved Vandkraftsøen i Holstebro.

De første mange år, jeg roede, var “Pagaj” den kajak-klub i landet med de fleste ungdoms- og juniorroere, og en klub med et godt kammeratskab, hvilket var med til, at motivationen blev der.

I 1975 var jeg for første gang udtaget til landsholdet og var, indtil jeg sluttede efter OL i 1988, fast på landsholdet.

De bådtyper, jeg roede i, var både ener- toer- og firekajak, og distancerne var 500m, 1000m, 5000m og maraton (42km), det jeg primært trænede var distancen 500m, da det var den eneste distance, der var på OL programmet.

At være på landsholdet betød, at jeg kom med til mange regattaer i udlandet samt mange træningslejre i ind- og udland, men træningslejre kunne ikke gøre det hele, hvis man f.eks. gerne ville vinde et dansk- eller nordisk mesterskab eller udtages til VM el. OL. Der skulle mange timers træning til hver dag året rundt, og meget af det var træning alene, for mit vedkommende specielt de sidste to år, jeg roede konkurrence roning.

Her flyttede jeg til Thy (Kjelstrup). Da der ingen kajakklub var i Thisted, blev jeg medlem af roklubben, hvor min båd lå om sommeren, og var bølgerne for høje i Thisted Bredning, måtte jeg ro på en kajak-romaskine derhjemme.

I vinterhalvåret roede jeg på Storå i Bromølle og Lønnerup Fjord, til tider lidt besværlig, især når der var så meget vand i åen, at jeg ikke kunne ro under Ålborgvej, men måtte gå med kajakken på skulderen over vejen, hvilket godt kunne få nogle bilister til at måbe en gang, når de så mig gå der våd og på bare fødder i januar måned.

Mit mål på dette tidspunkt var at komme til OL i Seoul i firekajak. Jeg roede sammen med én fra Horsens og to fra København. Vi skulle ligge mellem de 9 bedste firekajakker i verden for at blive udtaget, det havde vi heldigvis ikke det store besvær med og blev udtaget.

Som eliteidræts m/k er det at blive udtaget til OL prikken over i’et, der ligger meget prestige i det. Det er en meget stor oplevelse at være en del af et OL-hold og opleve atmosfæren ved så stor en mediebegivenhed, som et OL er.

Selve det at bo i en OL-by er speciel. Hele det danske hold boede i mindre lejligheder i den samme bygning, sammenholdet var stort, og det var spændende at være sammen med andre end lige netop nogle fra ens egen idrætsgren. Men også det at bo sammen med idræts-stjerner fra hele verden var en oplevelse.

I dag, hvor jeg mere eller mindre har lagt kajakken på hylden, er jeg glad for, at jeg brugte ca. 15 år på at være konkurrence kajakroer. Det har været nogle år, som har givet mig mange gode oplevelser, hvor den største var OL i Seoul, men også at være med på et ungdomshold ved OL i Moskva i 1980 var en stor oplevelse.

Jeg opnåede ikke at vinde medalje ved OL (vi blev nr. 7 i finalen). Ved VM blev mit bedste resultat en 4. plads i maraton. Har vundet 12 nordiske mesterskaber og har ikke tal på mine danske mesterskaber. Men når jeg ser tilbage, er det ikke medaljerne der tæller, men de mange gode oplevelser ved selvfølgelig at vinde, men også det at være med.”