Vejlerne

Et af Nordeuropas vigtigste vådområder. Det prædikat får Vejlerne i Politikens håndbog “Danmarks Natur”, og med rette.

Foto af VejlerneMed sine ca. 10.000 tønder land af vidtstrakte strandenge, lavvandede brakvandssøer og tætte rørskove udgør Vejlerne et panorama, der kan få selv sindige jyder til at nikke anerkendende.

Fuglene derimod bryder ud i sang, når årstiden kræver det. Og fugle er der nok af. Vejlerne er det vigtigste yngle- og rasteområde for mange fugle, især gæs, ænder og vadefugle.

Af de firbenede dyr er ræven nok den, der kender smutvejene bedst, men rådyrene kan udmærket selv finde ud på de små holme i de store rørskove. Den sjældne odder har fundet sig et fristed i det våde element. Vejlerne kan også byde på et særdeles rigt planteliv, der bl.a. kan opvise ikke mindre end fem orkidéarter. Purpur gøgeurt og plettet gøgeurt er nogle steder meget talrige.

Vejlerne er resterne af to fjordarme, som strækker sig mod nord på hver side af det landområde, som kaldes Hannæs (altså et næs til Hanherred). Østvejlerne ligger bag Bygholm dæmning og består af Bygholm Vejle, Selbjerg Vejle og Lund fjord. Vestvejlerne har Arup dæmning som yderste bolværk, og bag den ligger Østerild Fjord, Arup og Vesløs Vejle og Tømmerby Fjord.

I midten af 1960′erne blev hovedvejen mellem Thisted og Fjerritslev lagt om, så den nu skærer ind gennem Vejlerne. På Bygholm dæmning kan man standse op og besøge en udstillingsbygning, som åbnede i 2001 med plancher om egnens natur og historie. Forlader man hovedvejen, kan man finde naturstier og fugletårne.

Engang var det forbundet med noget større besvær at komme over Vejlerne. At det kunne lade sig gøre, er selve ordet vejle garant for; det er nemlig et gammelt ord for vadested. Ved at studere de lokale kirkebøger kan man finde eksempler på, at en tur over Vejlerne har kostet menneskeliv. Eksempelvis druknede ridefogeden på Ågård, da han i 1682 var på vej til Vesløsgård. Godt ti år senere druknede en vandringsmand på vej over Vesløs Vejle – “Gud give, han ikke var fuld”, skrev præsten fromt i kirkebogen.

Uberørt natur er mere en talemåde end en faktuel beskrivelse. Vejlerne har da også i usædvanlig grad været påvirket af menneskets indgriben. Efter en problemfyldt udtørring var området i mange år kampplads for modstridende naturinteresser, længe før ordet miljødebat kom på dagsordenen.

Med skovl og trillebør
Allerede i 1720′rne begyndte man at undersøge mulighederne for at udtørre Bygholm Vejle. Selv om der blev udarbejdet ret detaljerede planer, skal man dog frem til 1861, før der kom realiteter i bestræbelserne. På initiativ af en købmand fra Løgstør blev der nedsat en landvæsenskommission, som fastsatte betingelserne for en udtørring, og i 1863 fik englænderen John Ghorney overdraget rettighederne til inddæmning. At det blev en englænder, var ikke så usædvanligt. De havde dengang aktiviteter i store dele af verden.

Krigsudbruddet i 1864 var med til at forsinke opstarten, men i 1866 kunne dæmningsarbejdet ved Bygholm gå i gang under ledelse af en entreprenør fra Odense. Man startede med opførelse af barakker, materialehus og marketenderi, og allerede midt på sommeren havde ca. 200 arbejdere bygget et par hundrede meter i hver ende af dæmningen. Men videre kom man ikke på grund af økonomien, og arbejdet lå herefter stille et par år.

I 1868 overgik koncessionen til den engelske jernbaneingeniør John Trewhella, der havde stået for oprettelsen af flere jernbanelinier i Europa og Asien. Når han i lange perioder var væk fra Vejlerne, overlod han ledelsen til sin unge assistent William Stevens, der viede resten af sit liv til udtørringen af Vejlerne.

Nu kom der for alvor gang i sagerne, og i løbet af to år blev hoveddæmningen opført. Fremgangsmåden var meget arbejdskrævende. Langs dæmningen byggede man aflange kasser, indtil 45 m lange og halvt så brede. De havde dobbeltvægge og blev holdt på plads af nedrammede pæle. Når en kasse var færdig, blev vandet pumpet ud med håndkraft. Derefter blev indholdet fyldt på hjulbøre og på planker kørt over til dæmningen – unægteligt et slidsomt arbejde.

Ved dette arbejde var der beskæftiget 3-400 mand, og det krævede ikke fine anbefalinger at blive ansat. På den tid var man begyndt at bygge jernbaner, og det hændte, at et jernbanesjak fandt vejen op til Hannæs. Blandt disse såkaldte jernbanebørster var der flere tyskere, polakker, hollændere og svenskere – som regel blev de af nemhedshensyn (eller uvidenhed) kaldt svenskere. Nogle arbejdere var indkvarteret hos egnens beboere, andre boede i primitive jordhytter.

Mod vest blev der opført en pumpestation med to store pumper, der blev drevet af kulfyrede dampmaskiner. Kullene blev importeret fra England og fragtet til Bygholm med skib, hvorfra de i pramme blev ført ind til land. Da den 5 km lange hoveddæmning var færdig, blev der bygget en næsten 13 km lang dæmning med kanal nordpå til Lund Fjord.

I 1871 begyndte tilplantningen ved Lund Fjord. Der kunne være næsten 100 børn og voksne i gang med at plante græs. Betalingen var 8 kr. pr. tønde land, og det kunne en dygtig planter klare på 4 dage. Forfatteren Johan Skjoldborg arbejdede som 10-årig med græsplantning. I sine erindringer skriver han om dette arbejde bl.a.:

“Vi skulle i grøfter og på lave steder inde i land plukke græsset med rod, og det skulle være af den rigtige slags, ellers blev det kasseret af formanden. I huller, som en slags pigtromle lavede, plantede vi og trådte til med foden. Arbejdstiden var fra 6 morgen til 7 aften. Men vi fra det sydlige Øsløs havde 14 kilometer at gå til arbejdspladsen, så vi måtte ud af kludene ved 3-tiden.”

Ikke så sært, at den lille skomagerdreng efter en tid indlogerede sig midlertidigt i Vust. Men det tog for meget af fortjenesten, så han lod snart græs være græs.

Stormfloden 1874
I 1873 stod græsset godt i hen ved 1500 tdr. land, men den 4. januar 1974 blev der sat en brat stopper for den gunstige udvikling. Pumpningen var på dette tidspunkt indstillet, fordi et kulskib fra England ikke var ankommet til den fastsatte tid. Da vandstanden samtidig var høj, og vinden drejede om i sydvest med orkanagtig styrke, kunne dæmningen ikke modstå Limfjordens angreb. I løbet af ganske kort tid blev to store stykker af dæmningen revet væk.

Hele natten opholdt William Stevens sig ude på dæmningen sammen med nogle af sine folk, men de kunne intet stille op med deres skovle. Da det første gennembrud skete, var Stevens ude midt på dæmningen sammen med en arbejdsmand. De vendte straks vognen og kørte østpå, væk fra hullet. Inden de nåede ret langt, brød bølgerne igennem nogle få hundrede meter foran dem. Faretruende så det ud, og der var ikke anden udvej end at køre ned fra dæmningen og flygte nordpå ud over Vejlen. Med de frådende bølger i baghjulene kørte de alt, hvad remme og tøj kunne holde til, og med nød og næppe nåede vognen i land.

Katastrofen tog dog ikke modet fra Stevens. Han udarbejde straks en rapport, der understregede, at dæmningen ikke havde været helt færdig – bl.a. manglede der stenbelægning på ydersidens øverste del. Stevens kom også med en økonomisk beregning over udgifterne til en udbedring af skaderne.

Med lokomotiv og tipvogne
Reparationen af dæmningen kom dog til at vente i to år. Ejeren havde tilsyneladende fået nok, og i 1876 blev Vejlerne solgt til tre engelske brødre med efternavnet Livingstone-Learmonth. De var sønner af en skotsk købmand og godsejer, der i sine unge dage skabte sig en stor formue i Indien og senere på Tasmanien.

I foråret 1876 blev arbejdet ved Bygholm genoptaget. Den ledende ingeniør var hollænder og havde tidligere arbejdet ved Amsterdam-kanalen. Med i ledelsen var William Stevens, der dog inden et år igen stod alene med lederansvaret. Dæmningen blev repareret og forstærket, og denne gang foregik det med den mest moderne teknik. Fra England kom lokomotiver, tipvogne og andet svært materiel.

Fylden blev denne gang hentet på land og ført med jernbane ud på dæmningen. Man rådede over 150 vogne, så de to lokomotiver havde en stor del af tiden et træk af vogne at køre med. Desuden blev en del store sten i nærheden sprængt og ført ud til dæmningen af heste. Da dæmningen var færdig, blev den forsynet med to store betonsluser i stedet for den gamle træsluse.

For at hindre en gentagelse med så omfattende ødelæggelser blev det inddæmmede område delt i tre. Lund Fjord blev afsondret af en dæmning og blev gradvist omdannet til en ferskvandssø. Desuden blev Selbjerg Vejle og Bygholm Vejle adskilt af den såkaldte Krabdæmning.

Mens arbejdet stod på, opnåede det engelske firma retten til udtørring af de vestlige Vejler. Her gik man i gang i 1878, da inddæmningen ved Bygholm var næsten færdig. Først byggedes dæmningen over Vesløs Vejle, hvor hovedvejen nu forløber. Den stod færdig i foråret 1880 i en længde af 2,2 km. Derefter byggede man i perioden 1880-84 den 3,5 km lange dæmning fra Arup til Hovsør. Arup dæmning blev bygget af kalkbleger, der blev hentet på Hovsør-siden, hvor den markante udgravning endnu ses tydeligt.

Da Arup dæmning var færdig i 1884, havde ejerne brugt ca. tre millioner kroner til hele udtørringsprojektet. Vandet i Vejlerne var en større mundfuld, end mange eksperter havde regnet med. Tidsfristerne kunne heller ikke overholdes, så der måtte søges forlængelse af koncessionen. Men i slutningen af 80′erne, over 20 år efter de første tiltag, var udtørringen af Vejlerne stort set tilendebragt. I den anledning sendte egnens beboere en takkeadresse til de engelske ejere.

I 1890 blev der i den udtørrede Tømmerby Fjord opført to stalde med plads til 300 kreaturer, men opdræt af kreaturer blev dog ikke nogen succes. Dertil kom, at 90′erne bød på såvel hårde vintre som høj vandstand, der fik græsset til at vantrives. I slutningen af århundredet stod det efterhånden klart, at udtørringen af Arup og Vesløs Vejler var et mislykket landbrugsprojekt, og det økonomiske udbytte ved Bygholm lod også vente på sig.

På danske hænder
Udpumpningen ved Bygholm blev indstillet i år 1900, og året efter måtte staten træde til med en bevilling for at sikre vedligeholdelse af de to hoveddæmninger. I januar 1912 døde Stevens, og et halvt år senere blev Vejlerne solgt til et nordjysk konsortium bestående af grosserer Georg Bendtzen og murermester Jens Rasmussen, begge Aalborg, samt proprietær Thorvald Isager, Nr. Skovsgård. Købesummen var 211.500 kr. De ansatte en søn af Stevens som den første inspektør, men han forlod egnen allerede året efter.

Da Vejlerne i 1912 kom på danske hænder, skete der en markant ændring i målsætningen for driften af Vejlerne. De engelske ejere søgte gennem udtørring at indvinde store landbrugsarealer, men de nye ejere opgav enhver tanke om udtørring og kultivering. De ønskede en billigere driftsform med vægten lagt på jagt og fiskeri suppleret med græsning og rørhøst.

Da det under 1. verdenskrig blev sværere at skaffe kul, standsede man pumpningerne ved Tømmerby Fjord, hvor den bedste landbrugsjord var. Store dele af området kom igen under vand, og staldene blev opgivet. Det skabte et modsætningsforhold til de omkringboende lodsejere, som ønskede en lav vandstand for at kunne udnytte deres landbrugsjord optimalt. I 1941 blev lodsejerne organiseret i et lodejerlaug. Mange klagesager blev i årenes løb behandlet ved forskellige instanser. Modsætningerne var dog ikke større, end at landmændene var interesserede i at leje græsning til deres husdyr. I 1960 var der ikke mindre end 1700 dyr, flest kreaturer, men også heste og får.

I årenes løb har der været større eller mindre brud på både Bygholm og Arup dæmning. Det hidtil største brud i nyere tid skete på Arup dæmning i januar 1984, da en stormflod næsten skyllede 60 m af dæmningen væk.

Allerede i 1930′rne var der tanker fremme om at gøre Vejlerne til et naturvidenskabeligt reservat, men først i 1958 blev der ad frivillighedens vej tinglyst en fredning af Vejlerne. Derefter lavede Vildtbiologisk Station på Kalø mange undersøgelser i Vejlerne. I 1978 oprettede Skov- og Naturstyrelsen en feltstation, der nu ligger i Lynge ved vestsiden af Selbjerg Vejle. Feltstationen er nu organiseret under DMU (Danmarks Miljø Undersøgelser).

Vejlerne blev i 1993 overtaget af Aage V. Jensens Fonde, der har som hovedformål at bevare naturen og beskytte dyrene. Dermed er den erhvervsmæssige udnyttelse nedprioriteret, selv om Vejlerne fortsat har en stor produktion af tagrør. Men jagten lejes ikke længere ud, og udbyttet af fiskeriet er gået tilbage. Som det altid har været tilfældet sker den daglige administration af Vejlerne fra Bygholm. Her blev William Stevens gamle herskabsvilla fra 1870 nedrevet i 1987 og erstattet af en mere beskeden driftslederbolig. Her ligger også Vejlernes vartegn, den gamle hollandske mølle. Den stod først ved Lund Fjord, men to år efter stormfloden i 1874 blev den flyttet til Bygholm.

Damppløjning
I 1880 forsøgte man sig med damppløjning på Vejlerne. To stillestående dampmaskiner trak to flerfurede plove frem og tilbage mellem sig. Der kunne pløjes 6-7 tønder land om dagen, og der kunne arbejdes i flere dage uden at flytte dampmaskinerne. Dampkraften var ikke billigere end hestekraft, men der kunne pløjes dybere og mere jævnt. Til gengæld skulle der 5-6 mand til at betjene hver plov. Mange mennesker søgte ud på Vejlerne for nærmere at betragte disse “uhyrer”. Damppløjningen havde dog ikke nogen fremtid for sig, fordi den gamle fjordbund var uegnet til korndyrkning.