H

Hanstholm, Helledis i Vestløs, Hov Dås, Højstrup Vikingegravplads og Høverhøj i Hørdum

Hanstholm

Omkring 1900 boede der et par hundrede mennesker i fiskerlejet Hansted – nu bor der ca. 2500 i havnebyen Hanstholm, der er kommunecenter for en kommune med et indbyggertal på 6.000.

Udbygningen af Hanstholm er sket efter en byplan, der er strikket sammen i København i 1960′erne. Især synes Albertslund vest for København at have dannet forbillede. Stisystemer fører gennem beboelsesområderne frem til skole, idrætsanlæg og indkøbscenter. Det har fungeret udmærket for byens borgere, men turister kan køre gennem Hanstholm uden at opdage, at de har besøgt én af de største byer i Thy.

De fleste butikker er samlet i Hanstholm-Centret, der i 1987 fik et nyt rådhus som nabo. I samme område ligger de hvide huse, der er opført omkring 1920 og minder om havnebyens første bygningskultur.

I 1917 vedtog folketinget loven om bygning af en havn i Hantholm. Havnebyggeriet blev dog ramt af alskens fortrædeligheder. I 1930′rne lå havnearbejdet næsten stille som følge af de beskedne bevillinger i en økonomisk krisetid. Da tyskerne besatte Danmark, indgik Hanstholm havn i deres planer som base for krigsflåden. Disse planer blev imidlertid opgivet, og havnearbejdet blev definitivt stoppet i juni 1943. Alle maskiner blev fjernet fra havnen, og bygningerne på stranden blev sprængt i luften.

Midt i 50′erne begyndte der at komme lidt skred i udviklingen. Den 29. april 1960 skred folketinget til afstemning og vedtog enstemmigt loven om “havn ved Hanstholm”. Endelig – 50 år efter den første lov – kunne man i 1967 indvi fiskerihavnen under stor festivitas. Ti år senere var turen kommet til trafikhavnen, og i dag er omkring 70 % af kommunens indtægter på den ene eller anden måde afledt af havnens virksomhed.

Fiskerihavnen har udviklet sig til Danmarks største for konsumfisk. Alle hverdage mødes opkøberne i de store haller på havnen til fiskeriauktion, hvor der er adgang for alle, så er man ude af fjerene kl. 7 om morgenen, er der mulighed for at få skæl på fingrene. Når man er blevet vågen, kan man kigge efter redningshuset ved havnebassinet mod vest – måske er der mulighed for at få et glimt af redningsbåden Claudi, der er opkaldt efter stifteren af redningsvæsenet. Den første færgeforbindelse til Norge blev etableret i 1979, og der udfoldes store anstrengelser for at bibeholde færgeforbindelse med Færøerne og Norge.

Besættelsen

Efter besættelsen af Danmark i gik tyskerne straks i gang med at opbygge et fæstningsanlæg, der skulle blive Skandinaviens største og stærkeste. Ved befrielsen i 1945 dækkede fæstningsanlægget et areal på omkring 9 km2. Det bestod af op mod 300 betonbygninger med over 80 kanoner fra de største 38 cm kanoner ned til de mindste 20 mm luftværnskanoner. Desuden var der på jordoverfladen opført bygninger til bespisning, underholdning (teater og biograf), hospital, depoter og lignende. Mod slutningen af krigen var mandskabet oppe på omkring 6000 soldater.

For beboerne i Hanstholm betød den tyske besættelse et kraftigt indgreb i hverdagen. I den første del af krigen blev byen udsat for noget nær en invasion af folk, der skulle arbejde for tyskerne. Man regner med, der har været 3-4000 danskere beskæftiget ved opførelsen af det tyske fæstningsanlæg. Der var med andre næsten ikke et hus, der ikke havde arbejdsfolk boende.

I efteråret 1942 var anlægget så udbygget, at de fleste arbejdere kunne afskediges og deres barakker sløjfes. Beboerne havde tyskerne heller ikke brug for længere, og i november fik de fleste af de 800 indbyggere ordre til at flytte. Folk skulle være ude af byen inden marts 1943, men en tidligere flytning gav en bonus. De fleste flyttede til Ræhr og Nytorp, hvor staten havde stillet barakker til rådighed. Over 30 familier flyttede til Hirtshals, mens resten slog sig ned forskellige steder i Thy.

I 1946 fik folk tilladelse til at vende tilbage, og det benyttede godt halvdelen sig af. Det var især folk fra barakkerne, der flyttede hjem, mens familier, der havde fået mere solide boliger, ofte valgte at blive boende. Inden beboerne kunne vende tilbage, skulle de mange minefelter ryddes, og husene skulle gennemgribende istandsættes.

Fyr og museum

Med placeringen yderst på pynten i uspolerede omgivelser udgør kirken og fyret et historisk samlingspunkt for Hanstholm. Efter fyrets lys og kirkeklokkens lyd har man i mange slægtled navigeret, såvel timeligt som åndeligt.

Hanstholm FyrByggeriet af fyret blev påbegyndt i 1842, men murermesteren sparede på murstenene, så konstruktionen blev for svag. Der viste sig faretruende revner i murværket, så året efter måtte han modstræbende nedrive tårnet og starte forfra. Den 15. december 1843 kunne fyret starte sin oplysende virksomhed som Danmarks første roterende linsefyr med 180 spejle. Da der blev installeret elektrisk lys i 1889, blev det Danmarks stærkeste fyr, en status det fortsat har, selv om lysstyrken er sat ned. Der er adgang til fyret, som i 1970 blev automatiseret.

Da Hanstholm fyr blev automatiseret, var der ikke længere brug for størsteparten af de tilhørende bygninger. Derfor kunne man i 1979 åbne et museum her med udstillinger om egnens natur og historie. Redningsvæsenets historie fortælles i det gamle redningshus, som er flyttet op til fyret. Her er også opstillet en faresignalstation og to signalkanoner. I en bygning ved siden af belyses skudefartens historie, og der er udstillet en skibningsbåd fra Klitmøller. Den blev brugt, når de større skibe skulle omlade gods til søs.

I klitterne syd for fyret kan man se ruinerne af et batteri med fire 17 cm kanoner. På Molevej er der indrettet museum i én af de fire kanonstillinger, hvor den tyske besættelsesmagt havde anbragt kæmpestore 38 cm kanoner (de 38 cm angiver kanonløbets indvendige diameter). I Norge var der opstillet tilsvarende kanoner. Med en maksimal skudvidde på 55 km dækkede de to batterier hovedparten af de 120 km, der er fra Hanstholm til Kristianssand.

Hver kanonen vejede ca. 650 tons, hvoraf det næsten 20 m lange kanonløb alene var på 110 tons. De største granater til kanonen vejede 800 kg, men skulle man op på maksimal skudvidde, måtte man “nøjes” med granater på 495 kg, som nåede ud på de 55 km efter en flyvetid på godt to minutter. Kanonen blev betjent af et mandskab på 90 soldater. De kunne føre en forholdsvis behagelig tilværelse, idet der i bunkeren var indrettet både opholdsrum, baderum og toiletter. Isoleringsplader var med til at give betonmurene en mere menneskevenlig karakter.

I forbindelse med museumsbunkeren er der genopført ca. to km af fæstningens ammunitions-jernbane.

Reservatet

Reservatet er på ca. 40 km2 og. strækker sig fra havet og ind i landet mellem Hanstholm og Klitmøller. Sammen med de tilstødende fredede områder i Tved og Vilsbøl plantager er den samlede fredning Danmarks største på i alt 65 km2. Mange sjældne planter og dyr har et fristed i disse store, øde og fugtige klitarealer med mange små klitsøer. Som det eneste sted i Danmark yngler tranen her, men også tinksmedens og hjejlens reder er at finde.

 

Helledis, Vesløs

Parkeringspladsen til voldstedet Helledis ligger ved hovedvej A 11 ca. 100 m vest for vejkrydset i Vesløs by. Helledis har været egnens naturlige samlingssted. Om sommeren var der store, folkelige fester, bl.a. grundlovsfester. Her har Jeppe Aakjær talt og selvfølgelig egnens lokale digter og folketaler, Johan Skjoldborg.

Helledis er et såkaldt motteanlæg fra middelalderen. Betegnelsen »motte» er fransk og betegner den banke, der er det centrale i anlægget. Motteanlægget kendes bedst fra det berømte Bayeux-tapet fra ca. 1070. På banken har der været et tårn omgivet af palisader og grav. Hertil trak man sig tilbage som den sidste udvej. Et sådant anlæg har fungeret som en slags »sikringrum» for den gård, der har ligget tæt ved. Ved Helledis har gården sikkert ligget vest for voldstedet på det sted, hvor herregården Vesløsgård lå indtil udstykningen i 1912.

Helledis består af en forholdsvis lille banke, der er omgivet af en ret bred voldgrav på en halv snes meter. Før Vejlernes udtørring i 1800-tallet har grundvandet sikkert stået op i graven. Voldgraven er ikke omgivet af en ydervold. På nord- og østsiden er der ganske vist et svært dige, men man mener, det er et gammelt havedige. Det kan dog ikke udelukkes, at havegærdet har fulgt en oprindelig ydervold. Midterbanken bærer præg af, at den har været en del af Vesløsgårds have, idet der på østsiden har været indgravet et lysthus. Det øverste af banken indeholder et tilkastet gravkammer, som ejeren i begyndelsen af 1800-tallet fik muret, men aldrig tog i anvendelse. Fredningen kom først i 1912.

Voldsteder som Helledis er den almindeligste opbygning af et forsvarsanlæg i middelalderen. I Thy findes der 6 tilsvarende motteanlæg. Desuden er der to anlæg med dobbelt banke og 4 befæstede herregårdspladser, hvor der også har været fast beboelse. Endelig er der to eksempler på forhistoriske tilflugtsborge.

 

Hov Dås

Man finder lettest til Hov ved at følge hovedvej A 11 fra Thisted mod Aalborg. Efter 7 km drejes mod øst ad Hovsørvej. Man kan også følge Sennelsvej fra Thisted eller Skovsted. Opkørslen til Hov Dås er ved skiltet Sennelsvej 156-164. Grusvejen følges helt til toppen af bakken, hvor der er parkeringsplads.

På toppen af Hov Dås ligger en langhøj på 54 m med en fritliggende rundhøj ved østenden. Begge høje har spor efter nedgravninger, uden at man har kendskab til, om der er fundet noget. Før naturfredningsloven af 1937 var det ikke usædvanligt, at gravhøjene blev angrebet af ”skattejægere”. På trods af fredningen blev der så sent som i 1984 forsøgt på nedgravning i rundhøjen med en gravemaskine; en handling der er yderst strafbar.

1½ km mod sydvest er der på højdedraget fundet spor af et ”industriområde” med op til 8 m dybe mineskakter, hvor man i bondestenalderen har hentet flint op fra skrivekridtet, der er dannet for millioner af år siden. Der er fundet lignende spor efter minedrift i Hillerslev og i skrænterne ved Bjerre nord for Thisted flyveplads. I disse områder ligger skrivekridtet tæt ved overfladen, fordi isen har fjernet de yngre lag af danskekalk, som er presset opad af saltforekomster i undergrunden. I øvrigt er det danskekalken, også kaldet limsten, der har givet Limfjorden navn.

Hvis man fra højen går gennem træbevoksningen mod nord, åbenbarer der sig en pragtfuld udsigt over Lønnerup Fjord og Limfjorden. For enden af dæmningen ses landsbyen Hovsør, der i 1500-tallet spillede en afgørende rolle i kampen mellem kongemagten og kirken. I forsøget på at tage købstadsrettighederne fra Thisted lod kongens lensmand opføre en del bygninger i Hovsør, hvor der var gode besejlingsforhold. Efter reformationen i 1536 faldt der dog ro om sagen, og Thisted kunne beholde sine købstadsrettigheder.

Ordene ”dås”, ”dos” eller ”døs” er beslægtet med ordet ”dysse”, men har i Thy øjensynligt udelukkende været brugt om lang høje som den ved Hov, der ikke har noget med en dysse at gøre. Da ”dås” også kan anvendes om de højdedrag, hvor mange af højene ligger, er det ikke til at afgøre, om navnet ”Hov Dås” kommer af højen eller højdedraget. Nu dækker navnet imidlertid området, som før i tiden var et yndet udflugtsmål, hvor der bl.a. blev holdt grundlovsmøder. I midten af 1930’erne blev der bygget et udkigstårn på højen. Det blev fjernet igen i begyndelsen af 1970′erne.

 

Højstrup vikingegravplads

Gravpladsen er beliggende tæt ved vejen mellem Vesløs og Tømmerby. Gravpladsen består at 37 små, runde eller aflange høje samt omkring dobbelt så mange rejste sten. Stedet blev nødtørftigt undersøgt af Nationalmuseet i 1880 og blev året efter fredet.

Vikingegravpladsen

De døde blev enten brændt på et ligbål eller gravsat ubrændt i en kiste eller lignende. I én at gravene dateret til første halvdel at 900-tallet var en kvinde anbragt i ladet på en vogn. At gravgaver er der fundet enkelte knive, hvæssesten, glasperler samt et par jernøkser. På én at de fundne økser er der fundet dun, hvilket kunne tyde på, at vikingen er begravet med sin dyne!

Gravene var dækket at små høje eller markeret med skibssætninger og bautasten. Kun én at skibssætningerne er bevaret i næsten intakt stand. Med en længde på 30 m er der tale om et rigtigt langskib. Det var skibe at denne størrelse med plads til ca. 50 roere, som i vikingetiden sejlede over havet til Færøerne, Island og Grønland.

Søvejen var den mest farbare vej i oldtiden, når man skulle langt omkring. Stednavnet »Snekkerbjerg» et par km øst for gravpladsen taler da også sit tydelige sprog, idet »snekke» er et gammelt ord for skib. I vikingetiden kunne man sejle den døde næsten til det sidste hvilested, idet vandstanden i fjorden har været noget højere end i dag. Under begravelsen har vikingerne kunnet skue ud over et åbent, forblæst landskab med marker og enge samt lidt buskads at el og pil på fugtige steder. En lignende gravplads findes ved Lindholm Høje i udkanten at Nørresundby, hvor der ligger en hel armada af skibssætninger. En skibssætning skulle sikkert symbolisere det skib, der bragte den døde til dødsriget.

På gravpladsen i Højstrup oplyser de mange tilgroede fordybninger, at mange sten er blevet gravet op. En at de tilbageblevne sten bærer præg at, at man forgæves har forsøgt at kløve den. Stenene er sikkert blevet anvendt som fundamenter på gårdene og slået til skærver på vejene. Mange af de tilbageblevne sten var væltet og blev i 1937 igen sat på højkant. Ved den lejlighed blev der rejst en mindesten.

 

Høverhøj i Hørdum

Den imponerende Høverhøj ligger tæt op ad Hørdumvej i den østlige udkant af Hørdum. Med en højde på 9 m og en diameter på 40 m er den én af Thy’s største gravhøje. I nordsiden af højen er der tilgroede spor efter en indgravning fra 1855, da man fjernede en grav, der indeholdt et bronzesværd samt en ring af spiralsnoet guldtråd.

Hvis man fra toppen af Høverhøj skuer godt en km mod nord, kan man se det sted, hvor man i 1932 gjorde et enestående fund af 5 store ravøkser. De blev fundet under en meget stor sten, der blev fjernet, fordi den generede pløjningen. økserne er nedlagt som et offer i bondestenalderen for omkring 4000 år siden. Fra de tidligste tider har ravet fristet til fremstilling af smykker, som i form af små miniatureøkser findes i stort tal i gravene fra bondestenalderen. De store ravøkser fra Hørdum befinder sig nu på Nationalmuseet, men museet i Thisted har udstillet kopier. Bortset fra et par tilsvarende eksemplarer på museet i Nykøbing Mors har Hørdum-fundet ikke sin lige. I forbindelse med et besøg i Thisted i 1989 fik dronning Margrethe overrakt en kopi af én af økserne.

Hørdum er en typisk stationsby, der er vokset op i forbindelse med jernbanen, som blev taget i brug i 1882. Tidligere lå landsbyen i tilknytning til kirken, der ligger i ensom majestæt mellem Koldby og Hørdum. Hørdum stationsby er i sig selv et stykke danmarkshistorie. Som det er sket med et utal af andre danske stationsbyer, trak bilerne efterhånden handel og håndværk fra jernbanen til hovedvejen. Stationsbyens æra er slut, og Koldby har overtaget Hørdums rolle som handelscentrum.