Da man i 1939 byggede et vandtårn klos op ad et oldtidsminde, var Nationalmuseet ikke glad for placeringen, men man ville ikke “lægge sig i vejen for det praktiske livs behov.”
Da Langdyssen i 1878 blev målt til 175 m, var den Danmarks længste. Allerede på det tidspunkt gik der en markvej hen over den nederste ende, og senere blev 40 m af højen helt amputeret. Da man i 1960 skulle bygge et hus i forlængelse af højen, tænkte man ikke på, at det var et indgreb i højen.
Nationalmuseet var dog opmærksom på de gamle optegnelser og foranstaltede en udgravning, hvor man fandt et gravkammer med brudstykker af en bøjlenål, der daterede graven til ældre bronzealder. Der er derfor grund til at tro, at den eksisterende del af højen har samme alder.
I virkeligheden er der altså tale om en langhøj og ikke en langdysse, som hører bondestenalderen til. Men det får selvfølgelig ikke folk i Thisted til at udskifte navnet. Hvis man kunne kigge ind i højen, ville man uden tvivl kunne se en række stenkister i lighed med den udgravede.
Under udgravningen fandt man skår af lerkar fra middelalderen. Det undrede dengang, men senere har man fundet ud af, at skriftlige kilder omtaler en helligkilde ved langdyssen. Skårene stammer med andre ord fra lerkar, som har været brugt til optagning af vand fra kilden. Sådanne krukker måtte ikke bruges igen til daglige gøremål, men blev efterladt på stedet.
Ifølge gammel overlevering skjuler Langdyssen en mægtig kæmpe, Langdosmanden, som børnene engang ofrede nåle til, når de var med familien på udflugt til højen. Disse ritualer har uden tvivl rødder tilbage til helligkildens tid.