M-R

Madstedborg i Sønderhå, Oldtidskirkegården i Ydby hede og Runestenen i Vang kirke

Madstedborg

Fra Sønderhå plantage, som med sine mange fredede gravhøje i sig selv er et besøg værd, har man en fin udsigt over Ove Sø ud til den lille holm, hvor voldstedet Madstedborg ligger.

Sønderhå plantage ejes af Thisted kommune og nås ved fra Legindvej i Sønderhå at dreje ad Gadegårdsvej og til højre ad Sønderhå Hedevej. Madstedborg kan også ses fra rastepladser ved Legindvej for nordenden af Ove Sø.

Voldstedet består af en svagt krummet 155 m lang og ca. 2 m høj jordvold, som afskærer den nordlige del af holmen. Bag volden er der en jævn flade der skråner ned mod søen. Der er ikke nogen egentlig grav uden for volden. Som de øvrige voldsteder i Thy blev Madstedborg opmålt i 1905, bl.a. med deltagelse af den senere voldstedspionér Vilh. la Cour. Allerede året efter blev Madstedborg fredet.

Da Vil h. la Cour igen undersøgte stedet i 1952, fandt han ingen spor af bebyggelse inde på borgpladsen, og der var ingen spor efter palisader el. lign. Det tyder således på, at anlægget aldrig er blevet fuldført. Hensigten har været at etablere en tilflugtsborg for egnens befolkning. Man kender ikke borgens alder, men den er givetvis fra vikingetiden eller måske endnu ældre.

Forhistoriske forsvarsanlæg er sjældne. Thy har rester af endnu et anlæg al den karakter, nemlig Færgeborg i den nu udtørrede Sjørring Sø. Det er imidlertid temmelig ødelagt af senere tiders byggeri.

Et af de kendteste befæstede oldtidsanlæg i Danmark er Borremose i Himmerland, der daterer sig helt tilbage til det 2. århundrede før vor tidsregning.

 

Oldtidskirkegården, Ydby hede

På bakkerne ud mod Skibsted fjord ligger der en så stor samling af gravhøje, at området med rette har fået benævnelsen Oldtidskirkegården.

Oldtidskirkegården rummer i alt 32 høje, men delvist skjult i bevoksningen rundt omkring ligger endnu flere høje. De største er op til 5 m høje, mens de mindste er under ½ m. Forud for fredningen i 1916 blev et par af de små høje undersøgt af Nationalmuseet. De rummede grave fra midten af bondestenalderen. Men ellers er der ikke foretaget fagmæssige udgravninger, så vi kan kun gætte på, at højene på Ydby Hede fortrinsvis indeholder begravelser fra bronzealderen.

Året efter at Laurids Kjær, Boddum skole, i 1837 havde indsendt beretning om jættestuen Lundehøj, afleverede han en rapport om Boddum/Ydby-området. Heri fremgår det, at der i en langhøj på Oldtidskirkegården tidligere var fundet en stenkiste. Uden hans og andre ligesindede amatørers indsats havde Thy været fattigere på fortidsminder, både hvad angår antal og oplysninger.

Langhøjene i Dover:

Oldtidskirkegården støder op til Dover plantage, der blev anlagt i 1888. Nord for Kløvenhøjvej, ca. 2 km fra Ydby, ligger to kolossale langhøje samt to medtagne rundhøje. Den vestlige langhøj er 54 m lang, men den skal have været længere. Tidligere tiders vejvæsen får skyld for at have fjernet sydenden, hvor der skal være fundet en mandslang stenkiste. Den østre langhøj er 63 m lang, men lavere end den vestre. Ifølge gammel folkelig overlevering er der i langhøjene begravet to kæmper, som huggede hovederne af hinanden. Hovederne skulle da ligge i rund højene og kroppene i de to lang høje (”Dås’er”).

I 1878 undersøgte Nationalmuseet et midterparti på 8 m af den østlige langhøj, hvor der blev fundet 3 grave fra bronzealderen. Én af gravene gemte et sværd, en dolk og en slank stridsøkse (pålstav). I hver af de to andre grave lå en bronzedolk.

 

Runesten, Vang kirke

Danmarks mindste runesten fra vikingetiden befinder sig i våbenhuset til Vang kirke. Stenen er oprindelig fra Sjørring, hvor den i 1741 stod ved kirkegården. Senere levede den en skjult tilværelse som grundsten i en ejendom og kom først for dagens lys igen i 1800-tallet. Den historisk interesserede pastor Madelung fra Vang fandt i 1841 runestenen hos en bonde i Sjørring. Han købte den for en speciedaler og tog den med hjem til Vang, hvor den siden har stået i kirkens våbenhus.

Indskriften har en lidt ejendommelig placering. Første linje begynder forneden på forsiden og fortsætter i en bue langs kanten. Anden linje er anbragt på lignende måde inden for den første. Endelig læses slutningen af indskriften på toppen af stenen. I nutidig sprog lyder indskriften:

Åse satte denne sten efter Ømunde, sin mand, som var Finulvs hirdmand.

At være hirdmand betyder, at man indgår i en stormands bevæbning. Indskriften kan altså underbygge, at der måske har været en kongsgård i Sjørring.

Runerne er danskernes første skriftsprog. Da germanske folkeslag i tiden omkring Kristi fødsel kom i forbindelse med Romerriget, skabte de ud fra de latinske bogstaver deres eget runealfabet på 24 bogstaver. Af uvisse grunde omskabte man i Norden alfabetet i slutningen af 700-tallet. Runetegnenes antal blev skåret ned til 16, der benævnes futharken efter de første 6 tegn. Runerne blev benyttet helt frem i 1100-tallet.