S

Sjørring Volde, Skyum Bjerge og Stenbjerg

Sjørring volde

Sjørring Vold er Thys største voldsted fra middelalderen.

Sjørring VoldeSjørring Vold er kendt af de fleste thyboer. Den ligger der, med sin store midterbane og de stejle volde, midt i landskabet. Sjørring Vold er i dag et fredeligt og idyllisk sted. Det er velegnet til sommerens gymnastikstævner og vinterens kælketure.

Voldene består af en midterbanke omgivet af voldgrav og ydervolde. Midterbanken hæver sig ikke mindre end 7,5 m over gravens bund. Der er tale om et forsvarsanlæg, hvor man kunne søge tilflugt i ufredstider. Det betegnes som et motte-anlæg, hvor “motte” er en fransk betegnelse for midterbanken.

Kunne man gå tilbage i middelalderen, ville alt tage sig anderledes ud. Ingen store træer, og i voldgraven flyder vandet ind under de høje træbroer, der i vest og nord fører ind til midterbanken. På toppen af banken står et trætårn med bevæbnede vagter, der kigger efter vagtafløsning fra kongsgården nord for voldene. Mod vest blinker den store Sjørring sø, hvis vand løber ind og fylder voldgravene.

Ifølge Knytlingasaga skulle Knud den Hellige have opholdt sig Sjørring i 1086, da han blev forfulgt af oprørske undersåtter. Historikerne er i dag ret enige om, at det ikke kan passe. Voldanlægget er sandsynligvis yngre, men det er umuligt at sige noget bestemt om alderen. Fra selve voldstedet er der ingen fund, som kan datere det. Lignende anlæg kendes dog allerede omkring 1070 fra Bayeaux-tapetet, og da Sjørring nævnes som kronens ejendom i 1231, kan der udmærket være sket en befæstning af kongsgården tidligere, måske allerede i 1100-tallet. Den tiltagende uro i årene efter Valdemar Sejrs død i 1241 kunne imidlertid også have givet anledning til befæstning.

 

Skyum Bjerge

Omkring 4 km syd for Vildsund på vejen til Skyum viser et skilt fra til Skyum Bjerge, der er et fredet naturområde ud mod Limfjorden.

På parkeringspladsen er der opstillet et kortbord med nærmere oplysninger om fredningen og færdselsmulighederne i området.

Skyum BjergeSkyum Bjerge er et højrigt og lyngklædt bakkeparti, der når en højde af 47 m over havet.

Der er bevaret 17 gravhøje i området, men endnu flere er forsvundet i tidens løb, især som følge af overpløjning. Seks oldtidshøje ligger ualmindeligt smukt på rad og række hen over en bakkekam.

I én af de overpløjede høje blev der allerede i slutningen af 1800-tallet fundet to gravkister og en urne. Gravfundene befinder sig på Nationalmuseet. Foruden et sværd og en dolk drejer det sig bl.a. om en armring og en bøjlenål, alt sammen af bronze og fra ældre bronzealder. Også en spiralfingerring af tynd guldtråd med en vægt på kun 3,7 gram fandtes i den ene stenkiste. Lignende spinkle finger- eller ørenringe af guldtråd kendes fra andre samtidige fund og er især udbredt i det vestlige Limfjordsområde og vidner om velstand og gode forbindelser udadtil. Ombord på store plankebyggede eller skindbetrukne kanoer kom guldet og bronzen til Thy gennem en lang kæde af gaveudvekslinger mellem de enkelte bronzealdersamfund. Om nogen egentlig handel i vore dages forstand har der ikke været tale.

Flere eksempler på bronzealderens guldringe kan ses i oldtidsudstillingen på museet i Thisted, hvor der også er udstillet fundene fra en veludstyret kvindegrav, der omkring 1100 år før Kristi fødsel blev bygget i Skyum Bjerge af en halv snes store, flade sten tætnet med ler og fjordgrus.

 

Stenbjerg

Stenbjerg adskiller sig fra flere andre fiskerlejer ved at være placeret i et forholdsvis grønt område. Jorden er ikke helt dårlig og har i nogen grad været skærmet af klitter. Dertil kommer, at mange ejendomme har haft engpaceller inde i landet (Nørhå), hvor man bjærgede en væsentlig del af foderet til køer og får.

På de store arealer rundt om Stenbjerg græssede engang store fåreflokke frit året rundt – de var kun hjemme, når vinteren satte ind, og det var umuligt at finde føde. Fåret var et vigtigt led i økonomien. Af dens talg støbtes lys, og kødet blev enten spist eller solgt. Ulden blev kartet og spundet og brugt til strømper, undertøj og gangtøj.

Stenbjerg fik egen kirke i 1895. Den er korsformet som den i Vorupør, og de to kirker har da også haft samme arkitekt. Kirken i Stenbjerg blev bygget med et højt, massivt midterparti med pyramidetag, men p.g.a. for stor vægt blev det i 1922 erstattet af det nuværende rytterspir.

I 1894 blev der oprettet en redningsstation i Stenbjerg. Baggrunden var nok så tragisk: i november året før havde omkring 50 fiskere fra Thy mistet livet. Huset til redningsbåden blev lagt midt i byen. Herfra var det muligt at komme til stranden både mod nord og syd, og det var centralt i forhold til redningsmandskabet (opsynsmand og 12 bådsmænd).

I årene omkring år 1900 var der en redningsaktion om året. Men fra slutningen af 1920′erne blev egentlige strandinger sjældnere langs hele vestkysten. Skibene blev bedre, og der kom radioforbindelser og vejrvarsler. I stedet blev redningsbådene i større udstrækning brugt til at hjælpe ved fiskerbådenes landing i hårdt vejr. Som konsekvens heraf blev redningsbåden i Stenbjerg da også i 1931 flyttet ned til landingspladsen. Helt indtil midten af 1960′erne blev redningsbåden trukket af heste ned til vandet.

Selv om fiskeriet med de store kystbåde blev indstillet i 1972, så er det gamle fiskerleje i Stenbjerg ikke forsvundet. En forening til bevarelse af landingspladsen afholder den 2. søndag i juli måned hvert år Stenbjerg-dagen, hvor overskuddet går til vedligeholdelse af dette enestående miljø, hvor både redningshuset og spilhuset er bevaret. Her er der indrettet museumsudstilling. Efter redningsstationens nedlæggelse i 1975 kom redningsbåden på museum i Esbjerg. Den udstillede redningsbåd har haft hjemsted ved Thorup Strand.