V-Ø

Vestervig kirke, Vorupør, Øland og Ørum Voldsted

Vestervig Kirke

Sagnet om den middelalderlige helgen Skt. Thøger beretter, at han skulle være kommet til Danmark fra Norge. Her fandt han Vestervig, hvor han omvendte den vantro befolkning til Kristus.

Vestervig KirkeDa der endnu ikke fandtes en kirke på stedet, byggede han en kirke af “ris og kviste”. Efter et godt liv døde Skt. Thøger og blev begravet inde i den lille kirke.

I 1100-tallet fik Vestervig to stenkirker: en sognekirke og en klosterkirke. Skt. Thøgers primitive trækirke blev afløst af en kirke i korsform, hvis grundplan kan studeres på den nedre kirkegård ca. 200 m nordvest for Vestervig kirke.

Rekonstrukrionen er foretaget efter udgravninger i 1939. På kirkegården ses også den stensatte Skt. Thøgers kilde, der nu er næsten udtørret. Skt. Thøgers kirke fungerede indtil reformationen som sognekirke, men straks derefter startede nedbrydningen, som stod på i flere århundreder.

Efter reformationen i 1536 overtog den nuværende klosterkirke rollen som sognekirke. Det er forklaringen på, at Vestervig kirke i dag er Nordens største landsbykirke. Den er er sandsynligvis planlagt som en domkirke, men først bygget færdig, efter at bispesædet var flyttet til Børglum.

Under restaureringen omkring 1920 vurderede Nationalmuseets arkitetk, at kirken tidligst er fuldført i 1160′erne. Han mente derfor, at kirke har haft en forgænger på samme sted, måske bygget i frådsten, der er fundet som fyld i den nuværende kirkes mure.

Da Vestervig kirke blev bygget, bestod den af et stort midterskib, to lidt lavere sideskibe og et tværskib. I 1400-tallet blev kirken ombygget. Tværskibets korsarme blev fjernet, og sideskibene kom under samme tag som hovedskibet. Ved den lejlighed blev tårnet bygget, og koret blev forlænget ved at inddrage korets runding (apsis). Senere kom der andre forandringer til, så der måtte en omfattende restaurering til i årene 1917-21 for så vidt muligt af genskabe den oprindelige romanske kirke. Under dette arbejde var det nødvendigt at rekonstruere kor og apsis. Kirkens indre har derimod bevaret det gotiske præg fra ombygningen i 1400-tallet.

Kirken rummer mange interessante detaljer. F.eks. er der på sydmuren et solur, der har målt tiden lige siden kirkens grundlæggelse. Det anses for at være et af de ældste solure i Norden. Bogstaverne T, S og N markerer, når munkene skulle samles til tidebøn i den tredje, sjette og niende time. Inde i kirken er døbefonten usædvanlig. Den stammer formentligt fra Thøgers sognekirke og er fremstillet af norsk klæbersten.

Ude på kirkegården ligger en aflang romansk gravsten, som allerede på et kort fra omkring 1680 kaldes “Liden Kirstens Grav”. Tilsyneladende skal gravstenen dække over to personer, der er lagt i forlængelse af hinanden og ikke ved siden af hinanden, som det ellers ville være naturligt.

Ifølge en folkevise kan gravstenen dække over kong Valdemars ugifte søster Kirsten og hendes elsker Buris, der var broder til den onde dronning Sofie. Det fortælles, at Sofie lokkede Buris til at forføre Kirsten, mens kongen var bortrejst. Kongen blev rasende, da han kom hjem og fandt Kirsten med Buris’ barn. Rasende lod han Kirsten piske ihjel, og bagefter lemlæstede han Buris og stak hans ene øje ud. Endelig bestemte han, at Kirsten skulle begraves i Vestervig, og Buris skulle leve der resten af sit liv. Er det mon kong Valdemars søster Kirsten og hendes elsker, der ligger i graven?

 

Vorupør

I sin storhedstid var Vorupør det førende fiskerleje mellem Skagen og Esbjerg og havde 27 store, velholdte kystbåde. I år 2000 er der 19 fiskere, som driver fuldtidsfiskeri med de tilbageværende 9 kystbåde. Det er til gengæld den største attraktion for det tusindtal af turister, der hver sommer besøger fiskerlejet.

Bådene trækkes endnu ud og ind fra åben strand. Tidligere skete det med håndkraft, men siden 1940 har man haft et motorspil til hjælp. De mange fiskekroge agnes stadig manuelt med muslingekød eller makrelstykker. Fordelen ved denne form for fiskeri er, at de landede fisk er helt friskfangede.

Den første roredningsbåd kom til Vorupør i 1851, og i 1920 fik man motorredningsbåd. I perioden 1851-1986 blev der reddet 621 menneskeliv fra strandinger ved Vorupør. 296 blev reddet i redningsbåd, mens 325 skibbrudne blev trukket ind i redningsstol.

Den missionske vækkelse har haft et stærkt tag i Vorupør. Den 26. marts 1885 blev i den forbindelse noget af et vendepunkt. Otte fiskere mistede denne dag livet i brændingen. Redningsbåden var gået ud og havde bjærget ti fiskere, men båden kæntrede, og alle blev kastet i havet. Kun to af fiskerne blev reddet foruden de 12 redningsfolk, der alle bar redningsbælter.

Vækkelsen fik et særdeles praktisk udtryk, da man i 1887 stiftede Vorupør Fiskercompagni med lærer Jens Munk-Poulsen som drivkraft. Det startede som en menighed, et åndeligt fællesskab uden love og bestyrelse. Den kristne næstekærlighed skulle omsættes i dagligdagens virke. Det indebar, at udbyttet blev udbetalt i lige store portioner til medlemmerne, uanset hvor meget den enkelte båd havde landet af fisk. Denne form for solidaritet eksisterede dog kun i få år.

Som følge af vækkelsen blev der i 1887 opført et missionshus i Sdr. Vorupør. Selv om kirken var blevet bygget så sent som i 1878, så blev den for lille og lå ucentralt. Kirken blev nedrevet, men kirkegården ligger der endnu. Her finder man graven efter de otte fiskere, der mistede livet i 1885. Materialerne fra den gamle kirke blev genanvendt i den nuværende kirke, der blev indviet i 1902. Selv om der blev anvendt frivillig arbejdskraft, var det en krævende opgave.

I nærheden af kirken har missionshuset “Filadelfia” ligget siden i 1916. Huset blev i 1944 okkuperet af tyskerne, der afleverede det året efter i en elendig forfatning. Efter en frivillig indsamling blev missionshuset sat i stand, men 40 år senere var kraften sevet så meget ud af missionen, at der blev indledt forhandlinger med menighedsrådet om at overtage huset. Der gik flere år, før formaliteterne faldt på plads, men d. 6. juni 1999 kunne man hejse flagene i Vorupør. Byen havde fået en ny sognegård, og samtidig havde en nænsom renovering bevaret et fornemt monument over en vigitig epoke i dansk historie.

Samme år som missionshuset blev indviet (1916), kom det elektriske lys til Vorupør, og petroleumslamperne blev sat væk. Lyset var for stærkt for øjnene, mente mange imidlertid, og det var den direkte årsag til, at folk i større omfang begyndte at bruge briller!

Vest for kirken (Vesterhavsgade 21) fik Vorupør i år 2000 eget museum som en afdeling af Museet for Thy og Vester Hanherred. Vorupør Museum er indrettet i et gammelt bådeværft, der er samtidig med kirken. Mange af de gamle maskiner er bevaret og istandsat, så de besøgende på givne tidspunkter kan se dem i brug. Museet fortæller desuden om Vorupørs udvikling og om de specielle livsvilkår, kystbefolkningen har haft.

Bådebyggeriet blev drevet af Jens Kr. Andersen, der var lidt af en tusindkunstner. Han udviklede i 1919 den store type kystbåd, hvis hovedlinier stadig benyttes. Som grundtype var den udviklet på Chr. Thomsens bådebyggeri i Sdr. Vorupør, hvor J. K. Andersen havde stået i lære.

Da J. K. Andersen havde overdraget virksomheden til en søn, begyndte han at skrive gudelige romaner, som han cyklede omkring og solgte. I 40′rne blev det til i alt fem bøger, hvoraf flere udkom i to oplag. Det var titler som “Strandvagten” og “Der går Bråd over Revlerne”.

Ved landingspladsen har Viborg Amt indrettet en lille naturudstilling, hvor man bl.a. kan se, hvad bølgerne skyller op på stranden. I bygningen ved siden af ligger Nordsø Akvariet, hvor man kan få et spændende indblik i livet under havets overflade.

 

Øland

Voldanlægget og gården Øland kendes i de skriftlige kilder helt fra 1300-tallet.

Som i Sjørring er der tale om et voldsted, hvor man i ufredstider kunne søge tilflugt i en kortere periode. Midterbanken har sandsynligvis været forsynet med et trætårn. Det middelalderlige voldsted ligger i dag som en lille, vandomkrandset holm i et gammelt haveanlæg, som især i forårsmånederne byder på et fornemt blomsterflor. Der findes en lille P-plads, hvorfra man kan gå en tur i anlægget.

Hovedbygningen på Øland blev nyopført omkring 1780 og ombygget i 1868, da huset blev skalmuret og fik sine nuværende svungne gavle. Ombygningen blev foretaget af Kr. M. Nyby, der ejede Øland fra 1863 til 1909. Efter istandsættelse af huset gik han i gang med at anlægge haven og rense op ved voldstedet. I 39 år sad Nyby i Thisted amtsråd og vandt sig tilnavnet ”Kongen i Thy”.

1909-48 var gården ejet af Vilhelm Fibiger, en kendt konservativ politiker, der var kirkeminister og senere handelsminister. Såvel Nyby som Fibiger ligger begravet på Harring kirkegård.

Et sagn fortæller, at der er nedgravet en guldplov i slotsbanken. Hvis gården brænder for tredje gang, skal den graves op, så der kan blive penge til at opføre en ny gård. Men pas på! Den, der graver før tiden, skal miste sin forstand. Sådan er det efter sigende gået en ejer før i tiden.

 

Ørum voldsted

Voldstedet Ørum ligger tæt op ad Kystvejen umiddelbart nord for det sted, hvor Hvidbjerg Å krydser vejen på sit løb mod Ørum Sø. Anlægget blev fredet i 1943 og består af to banker, adskilt ved en tværgrav. Resterne af et tilsvarende anlæg med to banker kendes også i Hillerslev.

Borgen er anlagt på en lille holm, der oprindelig har ligget i den østlige ende af Ørum Sø. Efterhånden som søen i oldtiden trak sig tilbage til sin nuværende udstrækning, blev omgivelserne omdannet til eng, hvori åen har fundet sit naturlige løb. Åen blev reguleret i slutningen af 1930′erne, men mod nord tegner det gamle åleje sig dog endnu tydeligt i engen. Ved reguleringen blev der fundet en jernhandske, der er udstillet på Thisted Museum.

Ørum var i middelalderen en befæstet adelsgård, der lå på den største banke mod øst, mens den vestlige banke med sin befæstning har spærret adgangen til gården. Adgangen til gården har været i vest.

Det er svært at sætte nøjagtig alder på de næsten 1000 voldsteder, der findes i Danmark. Sådan er det også med voldstederne i Thy. Noget kunne dog tyde på, at nogle af dem er yngre, end man engang troede.

Efter Valdemar Sejrs død i 1241 var der 100 år med opløsningstendenser i det danske samfund, indtil Valdemar Atterdag igen fik sat skik på landet. I denne urolige periode var det nødvendigt for de lokale adelsmænd at sikre deres ejendomme og magtposition. De fleste voldsteder har sikkert været et led i denne forsvarskamp. Ved Erik af Pommerens tronbestigelse i 1396 fik adelen forbud mod at befæste sig, og med fremkomsten af krudt og kanoner i midten af 1400-tallet blev de gamle voldanlæg helt utidssvarende.

Den ældste skriftlige kilde om Ørum er et brev fra 1373 udfærdiget af væbneren Mogens Maltesøn Juul. Han havde i de forudgående urolige år ødelagt Ørum og blev nu at Valdemar Atterdag beordret til at genopføre borgen. Kongen havde i 1367 overtaget gården, der frem til enevældens indførelse i 1660 var sæde for kongens lensmand i Thy. I 1627 og 1644 blev borgen slemt medtaget under trediveårskrigens fjendtlige besættelser.