Vestervig Kirke
Sagnet om den middelalderlige helgen Skt. Thøger beretter, at han skulle være kommet til Danmark fra Norge. Her fandt han Vestervig, hvor han omvendte den vantro befolkning til Kristus.
Da der endnu ikke fandtes en kirke på stedet, byggede han en kirke af “ris og kviste”. Efter et godt liv døde Skt. Thøger og blev begravet inde i den lille kirke.
I 1100-tallet fik Vestervig to stenkirker: en sognekirke og en klosterkirke. Skt. Thøgers primitive trækirke blev afløst af en kirke i korsform, hvis grundplan kan studeres på den nedre kirkegård ca. 200 m nordvest for Vestervig kirke.
Rekonstrukrionen er foretaget efter udgravninger i 1939. På kirkegården ses også den stensatte Skt. Thøgers kilde, der nu er næsten udtørret. Skt. Thøgers kirke fungerede indtil reformationen som sognekirke, men straks derefter startede nedbrydningen, som stod på i flere århundreder.
Efter reformationen i 1536 overtog den nuværende klosterkirke rollen som sognekirke. Det er forklaringen på, at Vestervig kirke i dag er Nordens største landsbykirke. Den er er sandsynligvis planlagt som en domkirke, men først bygget færdig, efter at bispesædet var flyttet til Børglum.
Under restaureringen omkring 1920 vurderede Nationalmuseets arkitetk, at kirken tidligst er fuldført i 1160’erne. Han mente derfor, at kirke har haft en forgænger på samme sted, måske bygget i frådsten, der er fundet som fyld i den nuværende kirkes mure.
Da Vestervig kirke blev bygget, bestod den af et stort midterskib, to lidt lavere sideskibe og et tværskib. I 1400-tallet blev kirken ombygget. Tværskibets korsarme blev fjernet, og sideskibene kom under samme tag som hovedskibet. Ved den lejlighed blev tårnet bygget, og koret blev forlænget ved at inddrage korets runding (apsis). Senere kom der andre forandringer til, så der måtte en omfattende restaurering til i årene 1917-21 for så vidt muligt af genskabe den oprindelige romanske kirke. Under dette arbejde var det nødvendigt at rekonstruere kor og apsis. Kirkens indre har derimod bevaret det gotiske præg fra ombygningen i 1400-tallet.
Kirken rummer mange interessante detaljer. F.eks. er der på sydmuren et solur, der har målt tiden lige siden kirkens grundlæggelse. Det anses for at være et af de ældste solure i Norden. Bogstaverne T, S og N markerer, når munkene skulle samles til tidebøn i den tredje, sjette og niende time. Inde i kirken er døbefonten usædvanlig. Den stammer formentligt fra Thøgers sognekirke og er fremstillet af norsk klæbersten.
Ude på kirkegården ligger en aflang romansk gravsten, som allerede på et kort fra omkring 1680 kaldes “Liden Kirstens Grav”. Tilsyneladende skal gravstenen dække over to personer, der er lagt i forlængelse af hinanden og ikke ved siden af hinanden, som det ellers ville være naturligt.
Ifølge en folkevise kan gravstenen dække over kong Valdemars ugifte søster Kirsten og hendes elsker Buris, der var broder til den onde dronning Sofie. Det fortælles, at Sofie lokkede Buris til at forføre Kirsten, mens kongen var bortrejst. Kongen blev rasende, da han kom hjem og fandt Kirsten med Buris’ barn. Rasende lod han Kirsten piske ihjel, og bagefter lemlæstede han Buris og stak hans ene øje ud. Endelig bestemte han, at Kirsten skulle begraves i Vestervig, og Buris skulle leve der resten af sit liv. Er det mon kong Valdemars søster Kirsten og hendes elsker, der ligger i graven?