Sjørring sogn, Hundborg herred, Thisted amt, Aalborg stift
På kirkegården ved Sjørring kirke findes den berømte bispegrav fra middelalderen. Ved kirkegården er der fundet en runesten, som nu befinder sig i våbenhuset ved Vang kirke. Navnet Sjørring betyder ”søens ende” og hentyder til beliggenheden ved enden af Sjørring sø. Søen blev afvandet i perioden 1858-62 på initiativ af kaptajn Jagd.
Sjørrings placering gjorde, at der udgik mange veje herfra. Arkæologerne har fundet op til en meter tykke kulturlag fra vikingetiden, så allerede dengang har det været en bebyggelse af betydning. I middelalderen blev der opført et voldsted, Sjørring Volde, der er et imponerende forsvarsanlæg med en høj midterbanke omgivet af voldgrave og ydervolde.
Efterhånden fik Sjørring en mere beskeden betydning, men efter anlæggelsen af Thybanen i 1882 voksede stationsbyen op. Sjørring by havde i 1955 516 indbyggere fordelt på 161 husstande. Byen fik nyt andelsmejeri i 1954 og alderdomshjem i 1959.
Folketal: 1801: 515 indb. – 1850: 747 indb. – 1901: 1180 indb. – 1930: 1339 indb. – 1955: 1406 indb. fordelt på 394 husstande.
Mod sydvest strækker sognet sig over Næstrup til hovedvej A 11. Her ligger gårdene Nørre og Sønder Nordentoft, der før 1780 var én gård. Ifølge traditionen kom folkevisens Ebbe Skammelsen fra Nordentoft.
Oldtidsminder: En langdysse uden kammer samt 50 fredede gravhøje, heraf 5 langhøje. En langdysse og 157 gravhøje er sløjfet.
Sjørring kirke
Sjørring har i middelalderen spillet en betydelig rolle som kirke for den kongelige borg, der har ligget i nærheden, og hvoraf der endnu er bevaret et meget imponerende voldsted. Som kongelig kirke har den indtaget en fremtrædende stilling i Thy, og dette er forklaringen på dem rige arkitektur.
Kirken, der i middelalderen var indviet til Vor Frue, er en anselig, blytækket kvaderstensbygning fra romansk tid bestående af apsis, kor og skib. Hertil slutter sig et sengotisk våbenhus i nord og et tårn fra 1929 ved vestsiden. Apsiden samt korets og skibets nordside har bevaret de oprindelige rundbuevinduer, og skibets to portaler er de eneste søjleportaler i Thy, der endnu står på deres plads, bortset fra dem i Vestervig. Den tilmurede sydportal er den rigeste med fire søjler, der to og to flankerer indgangen. Den er genfremstillet ved en istandsættelse i 1875. Nordportalen, der stadig er i brug, blev omdannet i 1890. I korets sydside er der en oprindelig præstedør, der nu er tilmuret.
Indvendig står rummene med flade bjælkelofter, og triumfmuren med velbevaret, rund korbue og flade sidealternicher er i behold. Det sengotiske våbenhus er bygget omkring 1500 af gule munkesten. Indvendig har det et oprindeligt krydshvælv og rester af murede vægbænke. Et sandsynligvis sengotisk tårn blev nedrevet i 1700-tallet, inden 1769, da kirken omtales som kullet. Det ny tårn blev bygget 1929 i enkle sengotiske former med H. Paludan som arkitekt. Hele bygningen blev restaureret 1875 og 1890 af F. Uldall, en restaurering der i nogen grad bidrog til dens nuværende, noget nøgterne udseende.
Ved istandsættelsen 1890 blev der i apsis fundet sparsomme rester af et romansk kalkmaleri, men de blev ikke bevaret, idet apsishvælvet måtte fornyes. En kalkmalet dekoration blev fremdraget på skibets vægge 1928, men bevaringstilstanden var så ringe, at man atter dækkede den.
Inventar
Alterbordet, der 1875 blev fornyet af mursten, skjules af en fyrretræskasse, der på forsiden bærer Christian Vs forgyldte navneciffer i en blad-krans. Altertavlen er en opbygning i senrenæssance. Det bevarede storfelt har to malerier, forneden Nadveren, foroven Korsfæstelsen. Et nyere altermaleri, Den fortabte søns hjemkomst, signeret Caja Prytz 1910-11, hænger i tårnrummet. En altertavle fra 1590 er nu i Hansted kirke. Alterkalken er fra 1738, sygekalken fra omkring 1775. Alterstagerne er skænket 1608 af Svend Andersen, Nestrup og Staffen Pedersen, Sperrind.
Den romansk granitfont er af Thybo-type, og fadet er sydtysk fra omkring 1575 med Bebudelsen. På skibets nordvæg hænger der et korbuekrucifiks fra omkring 1350 af den type, der ofte forekommer i Thy med udtæret, lidende skikkelse og stærkt fremvældende blod fra sidesåret. Den rigt udskårne prædikestol fra 1639 har karyatider på hjørnerne og portalfelter med relieffer af evangelisterne og Korsfæstelsen samt Opstandelsen.
Stoleværket er fra omkring 1590-1600 med parvis sammenstillede gavlplanker med vifterosetter. Langs korets vægge er der opsat panelfyldinger fra et pulpitur fra begyndelsen af 1600-tallet. I loftet hænger der en lysekrone fra 1785 med graveret indskrift »H. C. Søltoft Steenstrup 1785«. Klokken er støbt af M. & O. Ohlsson i Lybæk, 1899 med gentagelse af den omstøbte klokkes indskrift 1478 – den var støbt af Johannes Petri, kaldet Jes Smid i Slagelse.
På skibets nordvæg hænger der et Mindeplade fra 1653 over sognepræst Jens Christensen Spend, død 1653, og hustru, død 1658, med maleri af ægteparret knælende foran et krucifiks. I koret er deres gravsten og en anden over Mogens Villadsen, død 1677.
Bispegraven
På kirkegården findes den såkaldte Bispegrav, der består af to parallelt liggende prismedannede kampesten med tilhørende gavlsten. På den ene prismes skråsider er der udhugget en engel med opløftede vinger og en biskop, antagelig Nicolaus af Myra; den anden sten har derimod ingen figurfremstillinger. Mellem de to sten ligger en flad sten, på hvilken bland andet ses et kors og en latinsk indskrift, der nu kun brudstykkevis kar læses. Gavlstenene er prydede med reliefkors.
Sagnet har ment, at monumentet er sat over en Børglum-bisp, der led skibbrud i Vesterhavet, eller over en engelsk bisp, der led skibbrud på den sorte døds tid og selv bragte smitten til landet. Stenene er dog fra den romanske tid henimod 1200 og har sikkert dannet tre selvstændige gravminder, der først i begyndelser af 1800-tallet synes at være samlet i én gruppe. Ved en af J. B. Løffle, 1875 foretagen undersøgelse fandtes under der flade midtsten en forstyrret gravkiste af kløvede granitsten og heri de forstyrrede skeletdele af et ungt individ; tæt syd derfor fandtes en anden, velbevaret gravkiste.
Yderligere er der ved kirken et par romanske gravsten, den ene, muligvis med tilknytning til bispegraven, nu indsat i skibets sydmur, den anden i sydmuren på det ny tårn.
Litteratur: Danmarks Kirker. XII. 379-96.