Vestervig sogn, Refs herred,Thisted amt, Aalborg stift
Vestervig kirke er Nordens største landsbykirke, fordi den i 1100-tallet blev bygget som en del af et kloster. Vestervig havde også en sognekirke, Skt. Thøgers kirke, der lå ca. 200 m nordvest fra den nuværende kirke. Efter reformationen i 1536 blev klosterkirken ny sognekirke, og materialer fra Skt. Thøgers kirke blev efterhånden brugt andre steder (de sidste kvadersten forsvandt 1752). Ved en udgravning i 1939 konstaterede man, at der var tale om en korskirke.
Vestervig kloster tilhørte augustinermunkenes orden. Klosteret blev nedlagt i forbindelse med reformationen i 1536, og kongen overtog klosteret og de mange jordbesiddelser. Den sidste provst på klosteret blev kongens lensmand. Jordbesiddelserne bestod i 1568 af 316 gårde, 44 små gårde (bol), 118 huse og 3 møller. Omkring 100 år senere kom klosteret i privat eje.
Klosterbygningerne blev nedbrudt i 1660’erne af ejeren Jochum Irgens. Han byggede en ny, trefløjet bygning, som imidlertid brændte 1703. En mere simpel bygning blev herefter rejst, men 1732-33 opførte Jens Moldrup en ny, prægtig hovedbygning. Den blev nedrevet 1839-40, fordi gården var blevet delt i to: Overgård og Nedergård.
Helt frem til 1800-tallet har Thy’s største marked været afholdt ved kirken. Vestervig var tidligere den førende by i Sydthy. Det ændrede sig først, da Hurup blev stationsby i 1882 og derefter voksede hurtigt.
Vestervig fik nyt tinghus 1833, amtssygehus i 1853 – det fungerer i dag som genoptræningscenter. Andelsmejeri 1887, missionshus 1900, teknisk skole i 1915.
Krik udviklede sig i 1900-tallet til en betydelig ladeplads med statshavn og savskæreri.
I begyndelsen af 1900-tallet blev ”Thycyklen” fremstillet i Vestervig.
Folketal: 1801: 1029 indb. – 1850: 1823 indb. – 1901: 2209 indb. –1930: 2367 indb. – 1955: 2472 indb. fordelt på 686 husstande – heraf boede 704 i Vestervig by.
Oldtidsminder: Sammen med Ydby er Vestervig det sogn i Thy med flest gravhøje. 115 høje er fredet, mens 244 høje er sløjfet.
Nord for kirken er der mulighed for at se en del af en jernalderlandsby, der blev udgravet af Nationalmuseet i første halvdel af 1960’erne.
Vestervig kirke
Da Vestervig kirke blev bygget i 1100-tallet, bestod den af et stort midterskib, to lidt lavere sideskibe og et tværskib. I 1400-tallet blev kirken ombygget. Tværskibets korsarme blev fjernet, og sideskibene kom under samme tag som hovedskibet. Ved den lejlighed blev tårnet bygget, og koret blev forlænget ved at inddrage korets runding (apsis). Senere kom der andre forandringer til, så der måtte en omfattende restaurering til i årene 1917-21 for så vidt muligt af genskabe den oprindelige romanske kirke. Under dette arbejde var det nødvendigt at rekonstruere kor og apsis. Kirkens indre har derimod bevaret det gotiske præg fra ombygningen i 1400-tallet.
Kirken rummer mange interessante detaljer. F.eks. er der på sydmuren et solur, der har målt tiden lige siden kirkens grundlæggelse. Det anses for at være et af de ældste solure i Norden. Bogstaverne T, S og N markerer, når munkene skulle samles til tidebøn i den tredje, sjette og niende time. Inde i kirken er døbefonten usædvanlig. Den stammer formentligt fra Thøgers sognekirke og er fremstillet af norsk klæbersten.
Ved siden af kirken er resterne af en jernalderboplads. Sagnet om den middelalderlige helgen Skt. Thøger beretter, at han skulle være kommet til Danmark fra Norge. Her fandt han Vestervig, hvor han omvendte den vantro befolkning til Kristus. Da der endnu ikke fandtes en kirke på stedet, byggede han en kirke af “ris og kviste”. Efter et godt liv døde Skt. Thøger og blev begravet inde i den lille kirke.
Da byggeriet af kirken begyndte, anvendte man granit som byggemateriale. Murene blev opført som kassemure, der består af en ydre og indre skal af tilhuggede granitkvadre omkring en kærne af rå kampesten i kalkmørtel.
Hele kirkens arkitektur viser, at dens bygmester og stenhuggere havde kendskab til jævnaldrende domkirker i Ribe og Viborg, men også til arkitektur i England og Sydeuropa.
Liden Kirstens Grav
Ude på kirkegården ligger en aflang romansk gravsten, som allerede Resen kaldet “Liden Kirstens Grav” på sit atlas fra omkring 1680. Tilsyneladende skal gravstenen dække over to personer, der er lagt i forlængelse af hinanden og ikke ved siden af hinanden, som det ellers ville være naturligt for et ægtepar i en dobbeltgrav.
Gravstenen giver ikke svar på hvem der ligger der, men der står på latin ; “cum fratre sororem dispar habet tumulus…” , “en adskilt grav rummer en søster med en broder”. Men der fortælles en folkevise om, at gravstenen dækker over kong Valdemars ugifte søster Kirsten og hendes elsker Buris, der var broder til den onde dronning Sofie. Det fortælles at Sofie lokkede Buris til at forføre Kirsten, mens kongen var bortrejst. Kongen blev rasende, da han kom hjem og fandt Kirsten med Buris´ barn. Rasende lod han Kirsten piske ihjel, og bagefter lemlæstede han Buris og stak hans ene øje ud. Endelig bestemte han, at Kirsten skulle begraves i Vestervig, og Buris skulle leve der resten af sit liv.