Politikens bog om Nordjylland (Svend Sørensen)
Ved P-pladsen nord for Vestervig kirke er der mulighed for at studere en del af en jernalderlandsby, der blev udgravet af Nationalmuseet i første halvdel af 1960’erne. Med en arkæologisk betegnelse fra den nære orient omtales flere af Thy’s jernalderlandsbyer ofte som byhøje, fordi de har et meget tykt kulturlag. Det skyldes en århundredlang bosætning samt anvendelse af op til en meter tykke græstørvsvægge i husene. Når husene blev jævnet for at give plads til nybygning, skete der en væsentlig forøgelse af kulturlaget.
Landsbyen har bestået fra ca. 150 før Kristi fødsel til 400 e. Kr. Mindst otte gange har husene været nedrevet og opført igen på samme sted. Mange af husene har været små. Kun et enkelt var 18 m langt med beboelse i vestenden og stald mod øst, hvor der var plads til 20 kreaturer.
Husene i landsbyen har nok været tækket med tagrør eller lyngtørv. Græstørvsvæggene var indvendigt forsynet med et lag af ler. I indgangene var der flere steder fine brolægninger af strandsten lagt i sildebensmønster. På det lerstampede gulv var ildstedet, hvor maden blev tilberedt.
I et af husene blev der fundet over 50 kg bygkorn. Det har sikkert ligget på loftet og er faldet ned på gulvet, da huset brændte. Nedgravet under staldgulvet i et andet hus er der fundet et kranium og lemmeknogler af en hest, måske ofret til guderne efter et hesteblot. Før nedgravningen kan man se for sig hestens hoved på en stage med skind og lemmer svajende i vinden.
Vest for Vestervig kirke ligger “Æ Beeshus”. I denne lille kampestensbygning søgte kreaturerne engang læ. Nu er huset rammen om en lille plancheudstilling om byhøjen, klosteret og naturen. Klostermøllen fra 1860 er sat i stand på privat initiativ.