Engang var Vestervig Thy’s ”hovedstad”.
Den position blev befæstet allerede i vikingetiden, da Limfjordens åbning ud til Vesterhavet var den store udfaldsport mod England. Den vestre vig i fjorden var det ideelle sted for en handelsplads, som sikkert har været en blanding af en lokal markedsby og en kontinental søhandelsby.
Omkring år 1060 foretog Svend Estridsen en kirkelig nyinddeling af Jylland, hvor Vendel Stift strakte sig fra Skagen til Thyholm. Indtil ca. 1134 fungerede Vestervig som bispesæde, hvorefter det flyttede til Børglum. Udover beliggenheden var den hellige Thøger sikkert afgørende for, at Vestervig blev bispesæde. Han var Thy’s apostel og byggede omkring 1030 egnens første kirke i Vestervig af ”ris og kviste”. Den blev i 1100-tallet afløst af en kirke i korsform, hvis grundplan kan studeres på den nedre kirkegård ca. 200 m nordvest for Vestervig Klosterkirke.
I forbindelse med oprettelsen af bispesædet blev der ret hurtigt oprettet et augustinerkloster. Denne orden havde navn efter Augustin (354-430), den mest betydningsfulde af de katolske kirkefædre. Tolket bredt kunne flere munkeordener betegnes som augustinere. I Danmark er det augustiner-korherrer, der betragtes som augustinere. Det var et fællesskab af kannikker, især ved domkirker.
De havde ry for lærdom og varetog uddannelse af præster. Antallet af kannikker var sædvanligvis 12, og de virkede som præster ved omegnens kirker. Efter at biskoppen var flyttet til Børglum, blev kannikkerne ledet af en provst.
I 1280 var der 9 augustinerklostre i Danmark. Det år var repræsentanter for disse klostre samlet i Vestervig for at vedtage fællesregler. Desværre ved man ikke meget om klosterlivet i Vestervig, fordi klosterets bøger og dokumenter er brændt.
Nordens største landsbykirke
Inden reformationen var Vestervig kloster blevet et af landets rigeste. Efter reformationen blev klosteret nedlagt, og den sidste provst blev lensmand for kongen, der nu ejede klosterets bygninger og store landområder. Selv om der allerede var solgt ejendomme fra, så ejede klosteret i 1568 ikke mindre end 316 gårde, 44 bol (mindre gårde), 118 huse og 3 møller.
Det eneste bevarede af klosteret er kirken, der lå som den nordlige længe i klosterkomplekset.
Efter reformationen blev den sognekirke. Det er forklaringen på, at Vestervig Klosterkirke i dag er Nordens største landsbykirke. Den er sandsynligvis planlagt som en domkirke, men først bygget færdig, efter at bispesædet var flyttet til Børglum.
Kirken rummer mange interessante detaljer. F.eks. er der på sydmuren et solur, der har målt tiden lige siden kirkens grundlæggelse. Det anses for at være et af de ældste solure i Norden. Bogstaverne T, S og N markerer, når munkene skulle samles til tidebøn i den tredje, sjette og niende time. Inde i kirken er døbefonten usædvanlig. Den stammer formentligt fra Thøgers sognekirke og er fremstillet af norsk klæbersten.
Liden Kirsten og prins Buris
Nogle få meter nord for kirketårnet fanges øjet af en ca. 3 m lang gravsten. Så omgæret af dramatik og romantik er myten om denne grav, at det må være et af Danmarks kendteste gravsteder. Enhver brud med respekt for sig selv lægger da også en buket blomster på graven efter vielsen i kirken.
Ifølge folkeviseoverleveringen ligger Liden Kirsten og prins Buris i graven. Hun var søster til Valdemar den Store (1157-82), og han var bror til Valdemars ”onde” dronning Sofie. Mens kongen var i leding, fik de en datter sammen, og som straf lod kongen hende danse, indtil hun segnede. Han gav ordre til, at hun skulle begraves ved klosteret i Vestervig. Prins Buris fik højre øje stukket ud og fik afhugget en arm og en fod. Han havnede også i Vestervig, hvor han ifølge én af visens udgaver stod lænket, så han kunne nå sin elskedes grav. Her blev han forenet med hende ved sin død.
(Svend Sørensen)