Voldsteder

Et voldsted er et kunstigt anlagt forsvarsværk, hvor der engang har været én eller flere bygninger.

De fire store ringborge fra vikingetiden er nok landets kendteste. Her er Aggersborg den ringborg, der ligger nærmest Thy.

I Thy kender vi til fire forskellige slags voldsteder. Den ene type er forhistoriske anlæg fra vikingetiden eller endnu ældre. De øvrige tre typer stammer alle fra middelalderen:

1. Borghøj med voldgrav udenom (kaldes motteanlæg).

2. Dobbeltvoldsted med to banker.

3. Herregårdsplads.

Borghøjen er det sidste tilflugtssted i tilfælde af et angreb. På højen har der engang stået et tårn af træ eller sten. Voldstedet i Sjørring er den bedst bevarede borghøj.

Dobbeltvoldstedet består af to banker. Den ene har været brugt til en fæstning, mens der har ligget en gård på den anden. Ørum voldsted i Sydthy er et godt eksempel på et dobbeltvoldsted.

Herregårdspladsen er et sted, hvor der engang lå en stor gård. Det var mere et bosted end et forsvarsanlæg.

De fleste af de middelalderlige voldsteder stammer fra tre tidsperioder. De første er fra omkring 1150-1190, mens den næste periode er fra 1286 til 1375. Den sidste anlægsperiode er fra 1486 og frem til reformationen i 1536.

Med fremkomsten af krudt og kanoner i midten af 1400-tallet blev de gamle voldanlæg helt utidssvarende. Derefter gik man over til at bygge egentlige borge, som man kan se det i Spøttrup på Salling.

Forhistorisk voldsteder
Færgeborg, Madstedborg

Forhistoriske forsvarsanlæg er sjældne. I Thy er Færgeborg i den nu udtørrede Sjørring Sø rester af et sådant anlæg. Det er imidlertid temmelig ødelagt af senere tiders byggeri.

Fra Sønderhå plantage har man en fin udsigt over Ovesø ud til den lille holm, hvor voldstedet Madstedborg ligger. Madstedborg kan også ses fra rastepladser ved Legindvej for nordenden af Ovesø.

Voldstedet består af en svagt krummet 155 m lang og ca. 2 m høj jordvold, som afskærer den nordlige del af holmen. Bag volden er der en jævn flade, der skråner ned mod søen. Der er ikke nogen egentlig grav uden for volden. Som de øvrige voldsteder i Thy blev Madstedborg opmålt i 1905, og allerede året efter blev Madstedborg fredet.

Da Nationalmuseet undersøgte stedet i 1952, fandt man ingen spor af bebyggelse inde på borgpladsen, og der var ingen spor efter palisader el. lign. Det tyder således på, at anlægget aldrig er blevet fuldført. Hensigten har været at etablere en tilflugtsborg for egnens befolkning. Man kender ikke borgens alder, men den er givetvis fra vikingetiden eller måske endnu ældre.

Borghøje (Motteanlæg)
Sjørring, Djernæs, Voldhøj, Brokær, Øland

Sjørring Volde er et af de mest imponerende voldsteder i Nordjylland. Voldene var i mange år rammen om store folkefester, bl.a. gymnastikstævner. Voldstedet består af en midterbanke omgivet af voldgrav og ydervolde. Midterbanken hæver sig ikke mindre end 7,5 m over gravens bund. Der er tale om et forsvarsanlæg, hvor man kunne søge tilflugt i ufredstider. Det betegnes som et motte-anlæg, hvor “motte” er en fransk betegnelse for midterbanken.

Kunne man gå tilbage i middelalderen, ville alt tage sig anderledes ud. Ingen store træer, og i voldgraven flyder vandet ind under de høje træbroer, der i vest og nord fører ind til midterbanken. På toppen af banken står et trætårn med bevæbnede vagter, der kigger efter vagtafløsning fra kongsgården nord for voldene. Mod vest blinker den store Sjørring sø, hvis vand løber ind og fylder voldgravene.

På den anden side af den udtørrede Sjørring Sø ligger voldstedet Djernæs. Der er adgang til stedet fra en P-plads ved gården St. Djernæs. Voldhøj ligger et par kilometer vest for Hundborg ved den udtørrede Mejlsø, men banken er meget ødelagt. Endnu en borghøj ligger i moseområdet Brokær ved Boddum.

Voldanlægget og gården Øland kendes i de skriftlige kilder helt fra 1300-tallet. Som i Sjørring er der tale om et voldsted, hvor man kunne søge tilflugt i en kortere periode. Det middelalderlige voldsted ligger i dag som en lille, vandomkranset holm i et gammelt haveanlæg. Der findes en lille P-plads, hvorfra man kan gå en tur i anlægget.

Et sagn fortæller, at der er nedgravet en guldplov i slotsbanken. Hvis gården brænder for tredje gang, skal den graves op, så der kan blive penge til at opføre en ny gård. Men pas på! Den, der graver før tiden, skal miste sin forstand. Sådan er det efter sigende gået en ejer før i tiden.

Dobbeltvoldsteder
Hillerslev, Søgård, Ørum

Voldstedet Ørum ligger tæt op ad Kystvejen umiddelbart nord for det sted, hvor Hvidbjerg Å krydser vejen på sit løb mod Ørum Sø. Anlægget blev fredet i 1943 og består af to banker, adskilt ved en tværgrav. Resterne af et tilsvarende anlæg med to banker kendes også i Hillerslev, i engen neden for kirken. I den udtørrede Sperring Sø ligger voldstedet Søgård, der er ret udjævnet, fordi jorden har været dyrekt.

Borgen i Ørum var anlagt på en lille holm, der oprindelig har ligget i den østlige ende af Ørum Sø. Efterhånden som søen i oldtiden trak sig tilbage til sin nuværende udstrækning, blev omgivelserne omdannet til eng, hvori åen har fundet sit naturlige løb. Åen blev reguleret i slutningen af 1930′erne, men mod nord tegner det gamle åleje sig dog endnu tydeligt i engen. Ved reguleringen blev der fundet en jernhandske, der er på Thisted Museum.

Ørum var i middelalderen en befæstet adelsgård, der lå på den største banke mod øst, mens den vestlige banke med sin befæstning har spærret adgangen til gården. Adgangen til gården har været i vest.

Den ældste skriftlige kilde om Ørum er et brev fra 1373 udfærdiget af væbneren Mogens Maltesøn Juul. Han havde i de forudgående urolige år ødelagt Ørum og blev nu at Valdemar Atterdag beordret til at genopføre borgen. Kongen havde i 1367 overtaget gården, der frem til enevældens indførelse i 1660 var sæde for kongens lensmand i Thy.

Herregårdspladser
Torp, Lyngholm

Fra sydsiden af bakkeknuden ved Hanstholm har man en storslået udsigt ud over det store Hanstedreservat. Ved bakkens fod ligger det anselige voldsted Nørtorp eller blot Torp. Det er en herregårdsplads på ca. 65 x 70 meter, der består af kalksten. Derfor har den kunne holde stand mod fugt og opdyrkning. Mod vest og syd har vandet gået helt hen til banken, mens der har været voldgrave mod nord og øst. På banken er der fundet munkesten, men der er ikke foretaget egentlige udgravninger, kun opmålinger.

Torp nævnes første gang i 1365, da Valdemar Atterdag holdt tingmøde her. I 1401 forlenede dronning Margrete gården til Jens Bondesøn Due, der havde gjort en hurtig karriere ved hoffet. På et tidspunkt er hovedbygningen flyttet over i nærheden af ladegården, der hele tiden har ligget mellem voldstedet og skræntens fod. Flytningen kan være sket efter en brand i 1573.

Herregården Nørtorp var i mange år adeligt gods. Den sidste ejer af gammel adel var rigsråd Erik Juel, der købte den i 1622, efter at han fire år før havde ægtet Sophie Sehested til Højriis. Man ved, at de i perioder har opholdt sig på Nørtorp. Fra ægteskabet kendes to berømte sønner: søhelten, admiral Niels Juel og statsmanden Jens Juel. Sidstnævnte blev født på Nørtorp i 1631. At den to år ældre Niels ikke blev født her, skyldtes de urolige tider, hvor moderen havde bragt sig i sikkerhed i Christiania i Norge.

At det var fornemme folk, der boede på Nørtorp, giver Hans August von Pagelsens begravelse i 1723 et indtryk af. Selv om han døde i februar, begav enken sig i vogn til Viborg for at indkøbe sørgetøj til sig selv og børnene. Desuden lejede hun 200 m sort stof til at beklæde sørgestuen med, og fra Skive indforskrev hun en kogekone. Gårdens egne folk lod hun iklæde sørgedragt, og til det formål fik hun tøj farvet hos én af sine fæstebønder i Hjardemål.

Lyngholm er en herregårdsplads, der ligger på en holm i engen ved Hvidbjerg Å. Den nuværende gård, Lyngholm, blev i 1836 flyttet væk fra voldstedet. Her blev der rejst en vindmølle, som for længst er fjernet.

(Svend Sørensen)