De større købmandsgårde var et dominerende træk ved 1800-tallets Thisted. Det var et langt hus langs gaden med beboelse og butik, og bagved lå gårdspladsen omgivet af stalde, vognhuse og pakhuse. Kunderne fra landet havde fast tilholdssted i en købmandsgård, når de kom til byen. Gårdskarlen sørgede for vogn og heste, mens kunderne blev ekspederet og beværtet med kaffe og måske en dram. Derefter besørgede landboerne andre ærinder i byen, inden de hentede hest og vogn. Man kan sige, at købmandsgårdene var 1800-tallets parkeringspladser.
Det var af betydning for købmandsgårdens forhold til kundekredsen, at købmanden selv eller hans folk kom fra oplandet og havde slægtninge der. På den måde knyttedes båndene tættere mellem købmand og kunde. Det var også et tegn på tillid, at kunden altid lod lidt gæld stå. At betale hele sin gæld blev opfattet som en uvenlig handling.
Til de fleste købmandsgårde hørte der landbrug. Alle gårdene lå inde i byen, mens markerne var uden for bygrænsen. Morgen og aften blev kreaturerne drevet gennem byen, og møddingerne var med til at fremkalde en særlig stemning af landlighed.
De forskellige aktiviteter krævede mange folk. Avlsgården skulle passes, og der var til stadighed noget at gøre i pakhusene, på kornlofterne og i saltkældrene. Og der blev også gjort daglige forretninger med byens borgere. De, der ikke havde landbrug, måtte købe mælk og mel. Alle handlende indkøbte kaffe og krydderier.
I én af de store købmandsgårde i Thisted i 1850 udgjorde købmandsfamilien otte personer.
Desuden var der en handelsbetjent, en handelslærling, fire karle, tre tjenestepiger og en husjomfru. Alle boede hos købmanden. Ofte havde man også logerende. Slægtninge eller kunder på landet sendte deres børn til skolegang eller konfirmation i købstaden.
Atmosfæren i en købmandsgård har J. P. Jacobsen skildret i romanen ”Niels Lyhne”:
”I den mørke krog var bagdøren ind til butikken, der tillige med bønderstuen, kontoret og folkestuen dannede en lidt skummel verden for sig selv, hvor en blandet lugt af simpel tobak og jordslåede gulve, af krydderier og ram tørfisk og vådt vadmel gjorde luften tyk og næsten til at smage.”
(Svend Sørensen)