Livet ombord
Søfolkene på de gamle sejlskibe medbragte kun det nødvendigste til eget brug.
Hvis en sømand var ugift, kunne alle hans ejendele være i en køjesæk og en skibskiste. Køjesækken var en lærredssæk, der kunne snøres sammen. Sommetider malede ejeren sit navn eller et billede på sækken. Den indeholdt gerne en dyne, et tæppe og en hovedpude.
Skibskisten var en enkel trækiste med fladt låg, som man kunne sidde på. Den var solidt lavet, og mange kister gik i arv fra far til søn. Låget var som regel sort, mens selve kisten var grøn. I kisten havde sømanden sit pæne landgangstøj, undertøj og strømper. Desuden var der få personlige ting som f.eks. breve.
Striktrøjer af uld og træskostøvler blev brugt af de fleste sømænd. De havde altid deres egen lommekniv, og på større skibe havde matroserne ofte medbragt deres egen ”sejlpose” Det var en pose, som de ofte selv havde syet af sejldug. Heri havde de sejlmagerværktøj, så de man kunne reparere sejlene Desuden hørte der forskellige værktøj til skibets udrustning. Der var selvfølgelig sejlmagerværktøj. Desuden var der f.eks. økser, save, hamre og stemmejern. Der var også en gryde til beg (tjære), som blev brugt til at tætne sprækker i skibet med.
Sejlskibene i Thisted Havn havde en besætning på to til fire mand. Den almindeligste bådtype var en jagt. En mindre jagt havde en skipper og en dreng. En større jagt havde en skipper, en bedstemand og en dreng. Skibene var indrettet sådan, at der skulle være mest mulig plads til lasten. Derfor boede besætningen under meget trange forhold.
Hvis der kun var to mand ombord, så havde de et lille lukaf (rum) i stævnen under dækket. En lejder (stige) førte ned til rummet. Der var en køje i hver side og kun ca. en meter mellem dem. Desuden skulle der være plads til en lille ovn, hvor de kunne lave mad. Man fik som regel varm mad til middag, og der blev spist meget saltet kød og flæsk, men selvfølgelig også fisk. Ellers blev der spist meget rugbrød og drukket hvidtøl, te og måske kaffe.
Hvis der var tre mand på skibet, så havde skipperen sit eget lukaf i agterenden af skibet. Som toilet brugte man en oversavet øltønde, hvis man da ikke valgte at sætte sig direkte ud over rælingen.
Fra den gamle skibskiste
”Fra den gamle skibskiste” er titlen på en erindringsbog af Jens Konge.
Han blev født i Vangså i 1855 og kom ud at sejle i 1872. I bogen fortæller han bl.a. om de første par år som rigtig sømand. Der nævnes en ”kåg” – det er en lille fladbundet pram (båd):
”Skibet, jeg sejlede med det første år, var en slup, en lille skude med 1 mast. Vi sejlede fra Thisted til Øland efter brænde. På Øland, der ligger i Limfjorden over for Nibe, findes nemlig en del skov. Brændet blev bragt ud til os fra land i kåge. Derefter sejlede vi til Augustenborg efter æbler. Foruden skipperen og mig havde vi af mandskab en fuldbefaren matros. Jeg gjorde i virkeligheden tjeneste som styrmand. Skipperen, der hed Jens Kristian Knudsen og var hjemmehørende i Hou, var egentlig mere landmand end sømand, men han kunne bande helt fænomenalt og fantastisk. Han skal for øvrigt senere være blevet ivrig missionsmand.
Næste år, 1873, sejlede jeg med en Thisted-jagt, hvis skipper hed Jens Kr. Jensen, men gik under navnet Jens ”Tilefår”, fordi han ”tile”, nemlig 16 år gammel, var blevet far til et barn. Skibets ejer Niels Andreas Pedersen, kaldet ”æ røde bos”, havde tidligere selv sejlet med skibet mellem Thisted og København, før der gik dampskibe, og havde herved tjent så meget, at han nu, skønt han var en yngre mand, ikke længere vilde sejle selv. I hans tid havde det været sådan, at alle fandt det ret naturligt, at der gik lidt svind i de varer, der blev sejlet med, at lidt blev ”bjerget hjem”. Ja, da jeg første gang skulde til Vestindien, og vi havde en del øl ombord i flasker i halmhylstre, blev jeg af en mere erfaren sømand belært om, at det gjorde ikke noget, om øllet manglede nogle af flaskerne; men proppen måtte ikke trækkes ud, for det så nemlig ikke så godt ud. Men man kunde godt knække halsen på en hel del af flaskerne og tømme dem og derefter igen anbringe dem i halmhylstrene. Det var der ingen, der sagde noget til!
Med nævnte fartøj, der for øvrigt var fint at se til, malet i 3-4 kulører langs siderne, sejlede vi bl.a. til Frederikshavn med kartofler. På hjemvejen gik vi ind Muldbjerg syd for Hals, hvor vi indtog en ladning sand, som i Thisted blev anbragt i en kælder og i vinterens løb solgt som gulvsand, så vidt jeg husker for 4 skilling skæppen.”
Svend Sørensen