I 1959-60 skrev Anders Bæksted ”Besættelsen i Tisted”, hvor han detaljeret berørte en sag om en række besættelser. I det følgende er der i høj grad taget udgangspunkt i hans gennemgang af sagen.
I 1696 starter en sag om besættelser i Thisted, som er med til at markere enden på heksejagter i Danmark. Her er tale om en meget mærkværdig sag, ikke blot for den lille købstad Thisted, men også i forhold til sagens forløb, der griber vidt omkring, og får selveste kongen inddraget. Selvom man på dette tidspunkt har langt færre sager om hekseri, da man begynder at forklare mystiske hændelser med videnskab frem for overtro, var mange stadigvæk dårligt uddannet. Og der var ikke mange af Thisteds under 1000 indbyggere, der gik på latinskole, så overtroen herskede stadig i Thyområdet.
De første besættelser
I begyndelsen af 1696, ender Maren Christensdatter Spillemands hos den lokale præst i Thisted, Ole Bjørn. Maren har igennem flere år opsøgt forskellige præster for at få hjælp, da hun jævnligt var udsat for voldsomme anfald. Præsterne prøvede med djævleuddrivelser, og nogle var i tvivl om årsagen til hendes anfald, men lige lidt hjalp det.
Ole Bjørn nyder anseelse hos befolkningen i Thisted, der anser ham som en god og from mand. Han kommer ret hurtigt frem til, at Maren er besat af en djævel. Dette kan dog, ifølge tidens tro, ikke ske af sig selv. Djævelen skal bruge hjælp fra en heks for at kunne besætte en person. Her mistænkes Anne Christensdatter i Skinnerup, der er kendt for gerne at løbe med sladder. Anne er meget interesseret i Marens tilstand og udtaler sig vidt og bredt om den, hvortil Anne tilføjer, at hun ikke mener Maren vil få det bedre. Dette tolkes som, at Anne måske har indflydelse på Marens tilstand.
De næste måneder vokser antallet af historier om Anne Christensdatters ugudelige gerninger. Desuden siger djævelen igennem Maren, at det er Anne, der har sendt denne ind i Maren.
Sagen bliver endnu mere alvorlig for Anne, da den 9-årige Kirsten Olufsdatter Langgaard bliver bragt til præsten Ole Bjørn af hendes far. Kirsten har i lang tid døjet med svaghed og faderen mener, at hun fejler noget lignende Maren Christensdatter, som i forvejen er i behandling hos Ole Bjørn.
Det er sandsynligt, at den 9-årige Kirsten er blevet inspireret til at efterligne Marens anfald med råben og skrigen, efter selv at have oplevet dem. Det kunne i hvert fald forklare, hvorfor Kirstens anfald ligner Marens, og hvorfor faderen derfor kommer til at tro hun fejler noget lignende. Desuden anklager Kirsten også Anne Christensdatter, samt to andre kvinder fra Skovsted, for at være hekse.
Præsten samler beviser
Den 22. februar sørger Ole Bjørn for, at Anne Christensdatter bliver hentet og ført til Maren og dernæst Kirsten, som overbeviser Ole Bjørn om, at deres djævle taler til deres ”morlil”, Anne. To dage senere bliver Anne indkaldt til et møde på herredstinget, hun bliver desuden sat i fangenskab på opfordring fra Ole Langgaard, Kirstens far.
Den 3. marts 1696 afholdes mødet på herredstinget. Anne bliver dette og senere møder beskyldt for en lang række anklager af Ole Bjørn, blandt andet skulle Anne have ført djævelen ind i Maren og Kirsten, samt være skyld i, at en anden præst glemmer ordene til sin prædiken. Anne benægter alle anklagerne.
Sagen om besættelser udvikler sig yderligere da en tredje kvinde, Anne Jensdatter, kommer til Ole Bjørn for at søge hjælp mod sit tungsind, hvilket Ole Bjørn også mener skyldes en besættelse. Her er det en kone fra Istrup, der menes at være den skyldige heks. Og efter endnu flere retsmøder kommer endnu en heks frem: Anne Vert fra Thorsted.
Antallet af besatte voksede i alt til 13 Det mest opsigtsvækkende tilfælde var Inger Fusmand, der bliver besat i forbindelse med sin graviditet. Både hun og hendes nyfødte søn dør under den formodning, at det er som følge af besættelsen. I virkeligheden skal hendes bortgang nok forklares en hård fødsel, hvilken sønnen heller ikke overlever, og at hun bliver udsat for stokkeslag kort efter fra en præst, der ønsker at Inger Fusmand skal tilstå, at hun har foregivet sin besættelse. Dette nægter dog både Inger Fusmand og hendes mand, hvilket får præsten til at tage hårdere midler i brug.
Anklagerne vokser
Anne Vert bliver nervøs over anklagen som heks og forsvinder fra sit hjem i Thorsted i hele syv uger. Dette betragtes som en bekræftelse af mistanken mod hende og da der udstedes en arrestordre mod hende, er det mod en heks der forsøger at undgå sin straf.
Den 1. juni bliver Anne Vert pågrebet og ført til Thisted. Modsat Anne Christensdatter går der kun en uges tid, før Anne Vert begynder at tilstå flere forskellige heksegerninger. Hun nævner udover Anne Christensdatter yderligere to nye hekse.
Anne Vert beskyldes for mange ting. Heriblandt at være skyld i, at en ko er blev gal, at forårsage søvnløshed, at en mand har mistet sin manddom og at en anden fik problemet med sin højre hånd.
Anne Verts bekendelser gør Ole Bjørn så glad, at han skynder sig at sende brev til biskoppen for Aalborg stift, hvor Thisted hører under, Jens Bircherod. I brevet opmuntrer Ole Bjørn biskoppen til hurtigst muligt at få tændt bålene, således heksene kan blive brændt.
Biskoppen blander sig
Midt i juni er antallet af nye besættelser kraftigt stigende og biskop Jens Bircherod er efterhånden ret bekymret for området. Derfor beslutter han sig for selv at efterforske sagen nærmere og ankommer den 21. juni til Hillerslev sammen med præsten Jacob Ottesen, der har lidt medicinsk viden. Biskoppen vil gerne være sikker på, hvorvidt kvinderne virkelig er besatte eller blot syge og sender derfor bud efter to af de besatte kvinder, navnlig Maren Spillemands og Kirsten Langgaard. Begge kvinder får kraftige anfald foran biskoppen og præsten, der dog er noget tvivlende angående rigtigheden af deres anfald. Ole Bjørn bryder sig ikke om deres tvivl i sagen, da han føler, at de dermed tvivler på hans ord i sagen. Herefter er forholdet mellem Ole Bjørn og biskoppen dårligt, hvilket kommer til udtryk når sagen diskuteres.
Biskoppen tager tilbage til Aalborg, hvor han får arrangeret, at Maren Spillemands skal føres til Aalborg, væk fra de kendte omgivelser i Thisted. På turen til Aalborg får Maren adskillige anfald, hvor hun bl.a. gør som en hund, galer som en hane, råber og er vild, men da hun bliver truet med at blive bundet, hvis hun ikke falder til ro, bliver hun straks rolig.
I Aalborg indrømmer Maren, at hendes tilstand alligevel ikke skyldes en besættelse. I mange tilfælde har hun blot gjort og sagt det, som hun tror præsten gerne vil høre.
Biskoppen sender efter hendes bekendelse bud til præsterne i Thy om, at kvinderne ikke er besatte, og han regner derefter med, at Ole Bjørn vil vedkende sig, at han er blevet offer for kvindernes bedrageri. Det vil han dog ikke. Biskoppen sender derefter bud efter flere af de besatte, men støder på kraftig modstand. Blandt de efterspurgte er Kirsten Langgaard, hvis far kæmper kraftigt imod at hun skal møde i Aalborg. Han bruger alle mulige kneb for at slippe og bliver hjulpet af Ole Bjørn, der heller ikke er interesseret i at lade Kirsten udspørge af biskoppens folk, der klart og tydeligt har vist, at de ikke tror på hans beviser for at kvinderne er besatte.
Kommissionsundersøgelse
Biskoppen Jens Bircherod og vicestiftsamtsmand Jespersen ønsker en kommissionsundersøgelse af besættelsessagen. Dette bryde de lokale Thistedfolk sig dog ikke om og sender derfor en bøn til kongen, hvori de forklarer, hvordan de mener sagen virkelig hænger sammen. De beder om en undersøgelse af Maren Spillemands bekendelse, som de mener er tvunget ud af hende. Bønnen er underskrevet flere borgere, men formodentligt udformet af Ole Bjørn. Han får dog intet ud af bønnen.
En desperat Ole Bjørn forsøget få sagen godt dokumenteret inden den forestående kommission. I den forbindelse forsøger han at få en af byens mægtigste fruer, Anne Søe, anklaget for hekseri. Et påfaldende valg eftersom Ole Bjørn tidligere har fået nej til giftermål med dennes datter. Anne Søe er dog for mægtig i sin egenskab af, at være gift med en justitsrådmand og anklagen kommer ikke videre.
Ole Bjørn bliver i august suspenderet, da biskoppen vil have ham retsforfulgt. Samtidigt giver biskoppen besked på, at områdets andre præster skal prædike i kirken at hele besættelsessagen er én stor misforståelse. Ole Bjørn forsøger fortsat at modarbejde kommissionen og holder befolkningen i Thisted ophidsede gennem private samtale, nu han ikke må prædike offentligt.
De besatte straffes
Biskop Jens Bircherod er ivrig i kommisionsarbejdet, og når frem til, at kvinder ikke blot kan undskyldes med sygdom og svaghed, straffes for bedrageri. Kommissionens domme over de besatte er hårde. Maren Spillemands og flere af de andre bliver dømt til halshugning. Anne Jacobsdatter får, på den baggrund, at noget skyldes sygdom, lov til at ”nøjes” med landsforvisning. De resterende får lov til at slippe med kirkelig disciplin, hvilket vil sige offentlige skriftemål i Thisted kirke.
Desuden Ole Bjørn fratages hans præsteembede, hans magistertitel og forvist fra Jylland. Kirsten Langgaards far, Ole Langgaard, får frataget al sin ejendom, som bliver solgt på aktion, formodentligt grundet hans modarbejdelse af undersøgelsen.
Både kongen og hans nærmeste rådgiver, højesteretsdommer Matthias Moth, var dog utilfreds med kommissionens arbejde. Sagen kommer derfor for højesteret, netop med Matthias Moth som dommer. Her bliver straffene noget mildere. Alle de besatte kvinder, med undtagelse af Kirsten Langgaard, bliver straffet med kagstrygning og forvaring på livstid, Maren Spillemands på Odense hospital. Kagstrygning vil sige at man blev bundet til en pæl og pisket. Maren Spillemands bliver benådet i 1703, de andre i 1700. Den 9-årige Kirsten Langgaard bliver dømt til at bo hos sin moster, væk fra faderens dårlige indflydelse. Sikkert også fordi Ole Langgaard jo ikke længere har nogen ejendele og derfor ikke kan tage være på sig selv, for slet ikke at tale om Kirsten. Også Ole Bjørn bliver straffet. Han bliver forbudt at gøre præstegerning og dømt til fængsel på livstid. Han bliver dog benådet i 1699 men får ikke sit præstembede tilbage.
Heksene
Sagen tager i sommeren 1696 en noget anden drejning, hvorved hekseprocesserne ikke længere er i centrum, men alligevel bliver de gennemførte.
Anne Vert, der fra starten tilstår, bliver i starten af august dømt som heks, men bliver trods tilståelsen frikendt i landstinget i november.
I september bliver Anne Christensdatter først frikendt, men få dage efter dømt for gudsbespottelse. Hun bliver dog frikendt for alle beskyldninger i landstinget i december samme år.
Litteratur
Besættelsen i Tisted af Anders Bæksted
Thisted Købstads Historie af Svend Sørensen
Troldkvinden og Hendes Anklagere af Merete Birkelund
Fra Heksejagt til Heksekult af Gustav Henningsen
En af de besatte i Thisted af P. L. Hald