Heksene i Stagstrup

I 1616 blev Margrethe Christensdatter og Elle Jensdatter dømt som troldkvinder ved Hassing Herreds Ting. De boede begge i Stagstrup, men var flyttet dertil.

Det startede med et skænderi mellem de to kvinder, og i hidsighed beskyldte de hinanden for at være troldkvinder. Elle Jensdatter var særlig forbitret over, at Margrethe fra jul og til Valborgs dag (1. maj) af én ko havde samlet, hvad der svarer til 78 kg smør. Det måtte være fanden selv, der havde hjulpet hende.

Niels Pedersen havde hørt skænderiet og fortalte om det rundt om i byen. Snart fik de to kvinder skyld for alle de ulykker, der havde været i sognet i den tid, de havde boet der.

Foruden Niels Pedersen var der mange andre vidner. Jens Christensen fra Stagstrup vidnede, at han mistede to kreaturer efter at have været uenig med Elles mand om en byager. Efter den tid avlede han kun tidsler på den omtalte ager, selv om han gødede lige så godt som sine naboer, der avlede godt med korn på deres agre.

Ved Landstinget i Viborg blev Elle Jensdatter frikendt, mens Margrethe Christensdatter blev dømt og kort tid efter brændt.