Under sagen mod Anna Malers beskyldte den anklagede søstrene Maren og Dorethe Svendsdatter i Elsted for trolddom. De slap fri ved denne lejlighed, men allerede om sommeren 1622 blev de anklaget ved Hassing Herreds Ting. 37 bevidnede, at i al den tid, de havde kendt de to søstre, havde disse været berygtede for at bruge trolddom.
Christen Mogensen i Elsted fortalte, at for nogle år siden stod han i Nørhaa præstegård og arbejdede, da Maren Svendsdatter kom ind til ham og bad ham vise hende den rette vej til havet. Da de kom sønden for kirken, sad søsteren der. Maren sagde så, at hvis han ville gifte sig med søsteren, så skulle det ikke blive til skade for ham. Efter hans afslag truede de ham, og da han kort tid efter blev gift med en enke, blev hun syg nogle dage efter brylluppet. Derefter lå hun afsindig til sengs i over 4 år, før hun døde.
Dødsdommen over søstrene blev stadfæstet ved Landstinget.