Den store kornbeholder

Da man i ældre jernalder lavede store lerkar i Nørhå.

Omkring Kristi fødsel lå der en samling huse på en bakke langt vester ude. Der var faktisk nok til, at man kunne kalde det en lille landsby. Bygningerne var for det meste med græstørvsvægge og stråtag, men et enkelt havde dog lerklinede vægge.

Husenes græstørvsvægge var et godt værn, når det i vinterhalvåret satte ind med tåge, slud og kulde. Hvis ellers folkene havde nok at leve af, kunne de hygge sig omkring arnens ild i husenes ene ende, mens dyrene gumlede på deres hø i den anden.

Et godt stykke vest for jernalderbyen lå en sø, som fik vand fra en sprudlende kilde lige ved siden af. En helligkilde kaldte man den, fordi folk valfartede hertil med alskens skavanker, som man mente kildevandet kunne kurere – enten ved at man vaskede sig i vandet, eller ved at man drak af det.

Når det med kildevandet skal med, så er det, fordi der gik en vej forbi landsbyen ned til stedet, og de mange gående og kørende standsede op og lavede en byttehandel med de fastboende.

Der blev byttet med mælk og ost og fjerkræ og meget andet. De lokale skulle nok sørge for, at helligkilden fik en pæn omtale, så der stadigvæk kunne blive ved med at komme folk og dermed aftagere til landsbyens overskud af varer.

Hvis én eller anden af de tilrejsende spurgte, hvorfor helligkilden egentlig hed »Fredskilde«, så kiggede jernalderbonden direkte og alvorligt på den spørgende og sagde, at det selvfølgelig var, fordi man fik fred dernede.

Og hvis nogen på tilbagevejen holdt ind i landsbyen for at gøre endnu en handel, og det ikke havde hjulpet alverden på den ømme skulder eller det stive knæ, så fik vedkommende gerne det svar, at det ville være godt at komme flere gange… så skulle det nok hjælpe!

Når så endelig de fremmede igen var forsvundet østpå bag indlandets lyngbakker, så stod de lokale gerne tilbage og havde gjort en pæn byttehandel. Nogle kunne oven i købet smykke sig med romerske mønter.

*

Selvom handlen med fremmede kunne være meget godt, så var det alligevel jorden og dyrene, der var det egentlige livsgrundlag.

At dyrke korn på marken vidste man, hvad var. Det gav simpelthen det daglige brød til hele året, selvom det somme tider nåede at blive noget tørt, inden det blev spist.

Så var der køerne. De fik gerne kalv i det tidlige forår og malkede så af sommerens saftige græs, inden de hen på efteråret igen blev golde og skulle til at samle kræfter til næste forårs kælvning. Men var der ikke megen mælk i vinterhalvåret, havde jernalderbonden osten, som var blevet lavet af sommerens rigelige mælkemængde.

Der var også andre fødemuligheder, så sammenlagt så det ikke så galt ud, selvom meget kunne ødelægges af tørke og misvækst.

Der skete ikke så store forandringer i landsbyen. Der kunne gå år og dag, inden nye måder at gøre tingene på fik lov til at vinde indpas. På ægte bondevis holdt folk fast ved det velprøvede og kendte. Når der endelig kom noget nyt til, så var det gerne den stadige strøm af kildesøgende, som bragte det med sig ude fra den vide verden.

Her skal vi høre om én af de nyskabelser, der kom til landsbyen.

*

Det begyndte faktisk med et godt, gammeldags skænderi mellem mand og kone i et af husene. Skænderi er måske ikke helt det rigtige ord, for det var mest konen, der brugte mund. Manden sad på en skammel i et hjørne. Han var noget mørk og tilsodet at se til ligesom husets øvrige inventar; kun det hvide i øjnene lyste op i rummets halvmørke.

Han var noget langsommere end konen til at formulere sig, så hver gang han skulle til at åbne munden, kom han bestandig bagefter. Hun formelig overfaldt ham med hån og giftigheder.

Det var rotterne, man diskuterede.

- De æder efterhånden det hele! En skønne morgen, når vi vågner, befinder vi os under åben himmel, fordi de fordømte dyr har fortæret både hus og hjem!

Det gav et ryk i manden. Hvorfor skulle hun altid overdrive sådan? Han kunne da nok se, at der var gnavet et par huller i tag og vægge, men det havde et par skovlfulde komøg da altid kunnet hjælpe på, så hvorfor så megen molør?

- Det værste er, at de tager det meste af vores brødkorn! Hvad hjælper det, at vi har en hæderlig kornavl, når det om efteråret bliver stillet i sytten forskellige utætte poser og krukker, så rotterne frit kan hugge i sig! Når vi kommer halvvejs gennem vinteren, er vort gode korn blevet til halvt rottegnav og halvt rottelort.

Hun smed et eller andet fra sig, og spektaklet fik manden til at fare sammen henne i sit hjørne. Jamen, nu overdrev hun jo igen. Han kunne da nok se, at der var lidt rottelort i kornet, men det var der vel ingen, der tog skade af.

Det var lige i samme øjeblik, han kom i tanker om noget, de fremmede øst fra havde talt om. Om store lerkar der kunne rumme et helt års forbrug af brødkorn. Det måtte da være noget. Her var jo løsningen på rotteproblemet!

Et stort kar med låg på ville ikke give dyrene en chance! Sært at han aldrig havde tænkt på det før. Han havde da ellers tit nok måttet høre på, hvor plagsomme rotterne var i forbindelse med brød-kornet.

Han sprang op, så skamlen væltede:

- Hør her! Han kom for en gangs skyld hende i forkøbet, ligesom hun skulle til at fortsætte, hvor hun havde sluppet.

- Nogen af de fremmede, som kommer ned til kilden, har fortalt om folk, der har et stort lerkar med låg på til alt deres brødkorn.

Han gav stammende en beskrivelse af, hvordan den skulle laves, og om hvor godt det ville blive, når rotterne ikke længere kunne gå i deres brødkorn.

Men han havde forregnet sig, hvis han havde troet, at konen uden videre lod sig forblinde:

- Du er så klog, at det ender med, at de ofrer dig nede i mosen, næste gang der skal være ofring til gudinden, spottede hun og var hverken til at hugge eller stikke i.

Manden mærkede raseriet vælde op i sig. Nu kunne det være nok! Han ville ikke høre et ord mere om rotter og ofringer! Han sprang hen over lergulvet mod døren og tumlede ud i det fri. Nu skulle han én gang for alle vise kællingen, hvordan man lavede kæmpekar med udvendigt pynt og lister og det hele!

*

Han stod længe på det samme sted udenfor huset og rystede over hele kroppen, mens han med jævne mellemrum strøg den ene hånd gennem det tynde hår som for at berolige sig selv. Nu skulle det være! Nu skulle der, så sandt som han hed Jul, komme et lerkar så stort og rummeligt til huse, at både hans kone, Sisse, og naboerne ville måbe. Og det skulle blive indenfor de næste dage.

Han ville ikke sidde med sit forehavende henne på den sædvanlige plads i landsbyen, hvor kvinderne ellers plejede at opholde sig, når de lavede lerting. Der var ellers både materiale og værktøj, men han ville ikke risikere at være omringet af kvindfolk og deres gode råd, når han nu skulle til at gå i gang med sit projekt.

Kvinderne lavede altid deres lertøj på den samme bestemte måde uden ret mange formmæssige svinkeærinder, så hvad ville de ikke sige, når han begyndte på noget, de aldrig før havde lavet?

Nej, han gik ned til den lille lergrav, der lå lidt afsides halvt skjult af hyldebuske. Her satte han sig ned og grublede og planlagde.

I de næste dage så Sisse ikke meget til Jul. Han passede det daglige arbejde hjemme, men hvert øjeblik stak han ned til lergraven. En dag så hun ham drage af sted med en sæk avner og var nær blevet bange for hans velbefindende. Avner? Hvad i alverden skulle han bruge avner til? Hvis han da endelig ville lave en lerkrukke i overstørrelse, så var det vel ler, der skulle bruges.

Nede ved lergraven hældte Jul avnerne ud over det ler, som han allerede havde fået gravet op og begyndt at blande med vand på en træplade. Avnerne, mente han, ville gøre leret mere let og nemmere at forme af. Også lidt knust lerkrukkeskår og små granitstumper brugte han. Mange småsten blev samlet fra, og snart begyndte lermassen at blive, som han gerne ville have den. Jul arbejdede med blandingen, så sveden drev, for leret skulle hverken være for vådt eller for tørt.

Jul ville ikke lave beholderen i ét stykke, men i stedet en side ad gangen for så til sidst at samle karret inde i huset. Stort og firkantet skulle det være.

Den side af karret, der ville være mest synlig, gjorde han sig megen umage med og pyntede med otte felter.

Et stykke tid lå siderne og tørrede i solen. Så foretog han en let brænding, hvilket han var meget forsigtig med, for at leret ikke skulle revne. Nået så langt var han ved at være færdig til at stille beholderen op.

Sisse havde nær flået hovedet af ham, da han begyndte at rumstere henne i hjørnet af beboelsen; men hun indså da efterhånden, at han hellere måtte løbe linen ud med sit forehavende. Han kunne altid få lov til at rydde op efter sig, når det hele var mislykket, for det var der efter Sisses mening ingen tvivl om, at det ville blive.

Jul begyndte med at slæbe vådt ler ind til den firkantede bund. Lerbunden skulle ligge på husets gulv, som også var af ler. Karret ville komme til at hænge fast i gulvet, så den ikke siden kunne flyttes. Det behøvede man heller ikke at tænke på, for det ville blive så stort og skrumlet, at det alligevel ikke var til at flytte.

Da bunden var lagt, stillede Jul med uendelig forsigtighed de fire sider i hundens bløde ler og kittede så til sidst siderne sammen med mere ler.

Nu begyndte det hele at syne af noget! Sisse stod på nogen afstand og så til. Efterhånden sagde hun ikke så meget.

At få lavet den øverste dækplade var det, der voldte Jul mest hovedbrud. Gang på gang faldt store klatter af ler ned i beholderen og måtte bjærges op igen med stort besvær.

Endelig – endelig kunne han rette ryggen og med en leret hånd stryge det svedige hår tilbage over issen. Han skævede i smug bagud efter Sisse. Hun sagde ikke noget længere, men var travlt optaget af egne sysler. Det kunne tyde på, at hun så småt var ved at forstå, hvad det hele drejede sig om.

Det store lerkar skulle brændes helt færdigt. Det var ikke ufarligt inde under det knastørre stråtag, men det var nødvendigt, for bunden og sidernes sammenføjninger samt karrets øverste del var endnu ubrændt.

Jul tog gløder fra ildstedet og lagde dem ned i beholderen. Han havde vand i nærheden for en sikkerheds skyld og lagde så en træplade hen over karrets munding, for at gnister og småflammer ikke skulle slå op og tænde ild i husets tag. Det varede ikke ret længe, inden lerkarret var så varmt indvendigt, at Jul ikke kunne holde en hånd på det. Han nikkede tilfreds hen for sig selv. Nu ville det ikke vare længe, inden arbejdet var overstået – men han var alligevel glad for, at Sisse var gået på besøg hos sin søster, her mens han arbejdede med ild inde i huset.

*

Nogle dage efter blev naboerne inviteret hen for at se vidunderet. En lille forsamling af mænd og koner kom ad den smalle byvej hen mod Jul og Sisses hus. De gik let foroverbøjede i mumlende samtale om vind og vejr. Engang imellem rettede én og anden ryggen lidt og så frem for sig, om de nu snart var fremme. Det passede dem meget godt at holde en lille pause i det hjemlige arbejde og den daglige trummerum.

En af konerne sagde så passende højt, at de andre kunne høre det:

- Mark, du kunne da godt have trukket i et par andre bukser, når vi sådan skal på besøg.

Sisse stod i døren, da man nåede frem. Hun var både bred og høj, så hun fyldte det meste af døråbningen.

De fremmede blev budt indenfor og bankede fodtøjet af på stenene foran indgangen. Så fulgte de med Sisse ind, hvor de hilste på Jul og fandt sig en siddeplads.

Dér på stedet havde man en skik med, at fremmede blev trakteret med varm mælk med honning i, og Sisse gik nu rundt med et fad og skænkede op til gæsterne. Et par fluer, som var druknet i mælken, blæste hun behændigt væk fra fadets tud, så de ikke blev hældt med.

Jul sad på den vante plads på skamlen. Han var noget tynd og splejset sammenlignet med Sisse. Når der var gæster, lod han gerne Sisse føre ordet og nøjedes med samtykkende at nikke med hovedet til det, hun sagde.

Da de fremmede havde nydt den varme mælk, begyndte de at kigge sig om i huset. Det store lerkar var ikke at se, men henne i et hjørne var der for nylig lavet et lille ekstra rum. Så måtte åbenbaringen vel stå derinde?

- I har nok muret »hende« inde, var der én af naboerne, der sagde. Han syntes nok, at det var ved at være på tide, at der kom gang i fremvisningen.

Sisse var der straks:

- Ja, nu skal I se. Det hænder, at et dyr fra stalden går løs og forvilder sig herind, så Jul mente, at det var bedst med en mur til at beskytte kornbeholderen. Sisse gik hen og åbnede en dør ind til det store kar.

Naboerne blev overraskede ud over alle grænser:

- Og den har Jul lavet ene mand!

De måtte helt hen og mærke på dens kanter og krumninger. De trængtes omkring karret og snakkede uafbrudt i munden på hinanden. En stak en lang arm ned i beholderen for at føle i dens indre.

- Og så har I alt jeres korn rottefrit!

Sisse stod rigtigt og nød de andres begejstring. Hun rettede lidt på spændet, som sad på skulderen af den ternede dragt, hun havde på. Hvad hun nogle dage forinden havde ment om Jul og hans planer om at lave et kæmpelerkar, var som blæst ud af hukommelsen. Hun løftede den ene hånd:

- Det er det, jeg altid har sagt, når man har en både klog og begavet mand i huset, så kan der ske hvad som helst.

Der blev lidt mere ørenlyd, så hun kunne få snakket færdig.

- Det begyndte med, at vi en dag sad og snakkede om, at det i grunden var rart, hvis vi kunne have alt vort brødkorn ét sted i én beholder, ikke mindst af hensyn til rotterne. Så var det, at Jul, der altid kender råd, mente, at man sagtens kunne lave et så stort kar af ler. Jeg var straks klar over, at når Jul mente, det kunne lade sig gøre, så kunne det også, for Jul véd altid, hvad han snakker om.

Én af gæsterne sagde:

- Hvordan får I for resten kornet op af beholderen?

Sisse kiggede på ham:

- Ja, når man har gaver til at lave et vidunderkar, så kan man også finde ud af at få det tømt.

Hun hentede en stage, der havde en flad skål fastgjort vinkelret ved den ene ende. Hun stak skål og stage ned i karret og fiskede en portion korn op. Så kiggede hun hurtigt tilbage på ham, der havde spurgt.

Det blev ikke lige med det første, at naboerne slap for at høre på Sisse og hendes omtale af den store kornbeholder.

Jul stod let ludende uden at fortrække en mine. Sommetider, når han mente, det var passende, nikkede han til det, Sisse sagde. På et tidspunkt trak han sig ubemærket tilbage til den mørke krog og skamlen. I et flygtigt øjeblik gled der et skær af undren hen over hans ansigt. Men det var der ingen, der så.