En kraftprøve fra vikingegravpladsen ved Tømmerby.
Erik Stærk blev han kaldt her i Tømmerby. Han var kendt fra Aggersborg til Vestervig for sine mange kræfter. Han kunne løfte en hest, hed det sig. Men det var sikkert kun noget, man sagde for at lægge ekstra vægt bag ordene.
Denne fredfyldte aften i Svend Tveskægs regeringstid var noget særligt. Gamle Thorsten skulle gravsættes. Erik Stærk trak den lange kappe tættere om sig med den ene hånd – med den anden beskyttede han øjnene mod den lave sol, der spejlede sig i fjorden.
Nu måtte der snart ske noget dernede ved sivkanten. Røgsøjlen kunne ikke længere skimtes. Men der var ikke tegn på opbrud. De forsamlede mænd lod stadig ølkruset gå på omgang.
Brummende vendte Erik Stærk sig og kiggede ind over gravpladsen. Nu måtte han se at få den kampesten på plads. Det var den sidste i den stenkreds, der skulle værne Thorstens grav. I dagene siden hans død havde trællene anbragt tyve store sten i en aflang kreds, der havde form som et skib. Trækdyrene havde slæbt mange af stenene en lang og besværlig vej.
Kun stenen i stævnen manglede. Men det var også den største. Nok var der et par sten, der var større i andre skibssætninger på gravpladsen. Men alligevel måtte trællene give op. Derfor var Erik Stærk blevet tilkaldt i sidste øjeblik.
Sølle tolv fod. Mere manglede der ikke.
Trækdyrene kunne ikke komme til for de andre sten, så trællene havde opgivet at få stenen over den sidste lille forhøjning. Nu skulle stenen bare trilles et par omgange og derefter rejses på højkant.
Det var en underlig spids sten.
Erik Stærk kradsede sig i det lange skæg. Han lod foden glide hen over stenens ru overflade. Hvis stenen stod på højkant, ville den vel gå ham til hoften. Han mindedes dengang, han stødte foden mod en flintsten. Det var på bjerget ude ved havet. Stenen lignede nærmest hovedet på en økse. Der var hugget i den, så det ud til – små bitte hug. Han havde undret sig… kigget ud over havet og undret sig. Så fin en sten måtte guderne have skabt. Flint kunne slå gnister… lige som tordenguden. Så på hjemvejen havde han ofret den fine sten til Thor. Mosen havde taget vel imod den.
Erik Stærks tanker vendte tilbage til gravpladsen. Han spyttede i næverne og bukkede sig ned efter en kraftig træstage. Han borede stagen godt ind under den store sten og lagde alle kræfter i. Stagen stod spændt som en bue. Stenen rokkede sig. Nogle dyriske lyde pressede sig ud af struben og blandede sig med en ildevarslende knagen fra træstokken.
Så skete det. Den stærke viking fnyste arrigt, da han kylede den ene halvdel af den brækkede stage langt væk. Erik Stærk tørrede sveden af panden og slængte kappen over den nærmeste sten. Nu skulle der andre midler til. Den bluseagtige kofte trak han op om livet. Så bøjede han sig ned og tog fat med begge hænder under stenen. Skindstrimlerne borede sig ind i lægmusklerne, og de læderbetrukne fødder sank en håndsbredde ned i lyngen, da Erik Stærk med et brøl spændte alle kroppens muskler og trillede stenen næsten en omgang op på forhøjningens top. Herfra var det en let sag at trille stenen endnu en omgang.
Nu skulle stenen blot rejses på højkant og rokkes det sidste stykke på plads. Erik Stærk tog fat om stenens spidse ende og fik uden større besvær rejst stenen på højkant. Herefter var det mere et spørgsmål om snilde end om kræfter. Stenen skulle rokkes den sidste albuelængde, før den kunne glide ned i den gravede fordybning.
Det vanskelige var, at det var opad. Stenen ville hele tiden tippe bagover, mens Erik Stærk tomme for tomme skubbede stenen fremad ved at vrikke den fra side til side. Da skete det! Højre fod landede på én af de bortgravede lyngtørv. Med lyngtørven som en skøjte gled foden fremad, mens stenen væltede bagover. Erik Stærk kunne intet gøre. Med en dump lyd landede stenen på hans venstre ben. Den bløde lyng gav efter. Benet brækkede ikke, men sad uhjælpeligt fast. Da han forsøgte at trække benet til sig, gik der en jagende smerte op gennem hoften.
Vanæren truede. Benet måtte løs, før de andre kom med Thorstens aske.
Her kunne alene Odin hjælpe. Med besvær fik Erik Stærk vristet sin kniv løs fra bæltet. Febrilsk gravede han et hul på størrelse med et hoved. Derefter stak han hånden ind på brystet til sin amulet. Mens han knugede det forstenede søpindsvin, lukkede han øjnene og svor ved Odin, at han ville ofre kniven, hvis han slap fri ved egen hjælp.
Det gjorde ikke længere ondt i benet, der var som bedøvet. Hæse skrig fra en ravn fik Erik Stærk til at rette sig med et ryk. Odin var kommet til hjælp. Hurtigt plukkede han en stor bunke lyng og lagde det som en pude mellem stenen og det højre knæ. Med opbydelse af alle sine kræfter pressede han stenen opad med knæet og den ene hånd, mens han med den anden hånd trak det følelsesløse ben fri.
Kniven var det første, Erik Stærk tænkte på, da han var kommet fri af stenen. Omhyggeligt lagde han kniven ned i det gravede hul. Da hullet var dækket, trampede han lyngtørv over, så der ikke var spor efter ofringen.
Det lykkedes for Erik Stærk at få stenen på plads i rette tid. Smerterne i hoften var værst. Æren har sin pris – Erik Stærk kom over tabet af kniven, men han genvandt aldrig sin fulde styrke. Man sagde, Thorsten havde taget hans styrke med sig i graven.
Da de kom med Thorstens aske, blev de modtaget af Erik Stærk, der stod med den ene hånd på den besejrede sten. Han var bleg og deltog ikke i arbejdet med at kaste den lave jordhøj over asken inde mellem de store sten. Men stenen stod godt, sådan skulle den blive stående de næste tusind år… mindst.