To Sjørring-drenges oplevelser i ældre bronzealder.
Året gik på hæld. Egetræernes blade var blevet gule i kanten, og egernet var begyndt at samle forråd til vinteren. Det var tid at gå på jagt.
Hauk løsnede buestrengen og smed buen og pilehylsteret i det halvhøje græs på solsiden af den lange gravhøj. Fjernede så bronzenålen, der holdt kappen sammen om skuldrene. Derefter bredte han kappen ud på højsiden og slængte sin ranglede drengekrop på den tykke uldkappe.
– Ædelse, gryntede han med ru stemme. Det skulle gerne lyde myndigt. Han kunne blive næsten rasende, når der slap en pibende lyd ud af struben.
Heldigvis lystrede Visla bedre end stemmebåndene. Han satte sig ved siden af Hauk på kanten af kappen. Derefter løsnede han den flettede snor til madposen og skubbede maden hen til Hauk, så han kunne vælge først. Det var altid Vislas opgave at slæbe madposen, når de var på jagt. Som træl måtte han jo ikke bære våben.
I dag var Hauk usædvanlig tavs. Han gnavede, ja næsten flåede det brankede kød af andelåret med sine stærke tænder. Visla måtte nøjes med bær, men dem var der heldigvis nok af i skindposen. Visla sagde heller ikke noget. Han havde lært at holde mund, når Hauk var i det humør.
Visla kendte udmærket grunden til Hauks dårlige humør. Ulf havde skældt ham ud som en anden træl. Ulf var Hauks far og én af de mægtigste mænd mellem havet og fjorden. Han boede i husene ved enden af søen. Hans vrede var sjælden, men voldsom.
Visla havde siddet uden for døren til trællehytten og udbedret et fiskenet, da han havde fået øje på Hauk nede ved søens bred, hvor han lagde alle kræfter i for at trække stammebåden op på det tørre. Han havde intet net med, da han forlod båden, lagde Visla mærke til.
Da Ulf fik at vide, at Hauk havde mistet nettet ude på søen, var han blevet rasende. Han slog Hauk med et spydskaft, så det knækkede, og drengen gik i knæ. Han skulle lære sådan en hvalp at gøre nytte for føden.
Det var derfor, de sad her på langhøjen nu. Hauk skulle vise sin far, at han kunne skyde et stykke vildt og bringe mad til huset. De havde også jaget en hare op, men de måtte opgive at følge den. Andet havde de ikke set, selv om de havde gået i over en time i den opadgående sols retning.
Mens Visla bandt for madposen, kravlede Hauk helt op på langhøjen. Holdningen var rank nu. Skuldrene havde rejst sig igen efter de hårde slag, men uden kappe virkede de ekstra spinkle i deres nøgenhed. Hauk hævede hånden for at skygge for øjnene, der stirrede længselsfuldt ud over fjorden. Han vidste, der boede mennesker på den anden side af fjorden. Den oprakte arm røbede arm hulens fine hårdusk, der tittede frem fra koftens øverste kant. Uldkoften var viklet halvanden gang om kroppen og strakte sig ned til knæene. Den blev holdt sammen om livet af et læderbælte.
Visla kravlede op på højen til Hauk. Trælle havde ingen kappe, så han måtte klare sig med Hauks gamle kofte. Han havde heller ingen skindstykker svøbt om fødderne ligesom Hauk. Visla blev også grebet af det store udsyn, der var fra højen. Fjorden slog en stor bugt ind mod dem. Hen over de spredte egetræer kunne han se nogle mennesker nede på stranden. De var sikkert ved at reparere en båd. Hvor langt var der mon ned til stranden? Lige så mange pileskud som han havde fingre? Nej, sikkert lidt flere.
Visla skævede hen til Hauk, der så mæt og tilfreds ud. Nu gik det vist an at snakke til ham. Og Visla vidste, hvad han skulle spørge ham om.
– Du Hauk, hvad hed ham høvdingen, der er begravet her i højen?
– Der er flere begravet, svarede Hauk lidt kort for hovedet.
– Ja, men ham du har blod fælles med?
– Eik hed han. Han havde et krumt sværd. Han var en rigtig kæmpe.
Nu var Hauk endelig tøet op. Han fortsatte med ivrig stemme:
– Ulfs far hed Bryde. Du kan godt huske ham. Før han døde, fortalte han mig om Eik. Eik var far til Brydes far.
– Hvad fortalte Bryde? Visla lod som om, han ikke havde hørt det før.
– Han fortalte, at Eik var ude på en lang rejse. Flere somre og vintre varede den. Med sig hjem havde han en mand, der kunne støbe bronze. Det havde folk aldrig set før. De havde kun set ting af bronze, som de havde handlet sig til. De mente, at bronzestøberen var sendt af den store solgud. Derfor blev Eik lige så mægtig som de egetræer, han havde navn efter. Og han blev begravet her i de store høvdinges høj.
Hauk så betydningsfuldt over på Visla og føjede til:
– Her skal Ulf også begraves.
Visla vidste godt, at Hauk også regnede med at skulle begraves her. Men det ville være for pralende at sige det højt. Sådan var Hauk heller ikke.
Pludselig råbte Hauk næsten vildt:
– Hvem kommer først ned til stranden? Du tager pilene!
Hauk styrtede ned ad højen, greb kappen og buen og fortsatte i løb ned mod fjorden. Visla fulgte med så godt, han kunne. Men han var ikke nogen hurtigløber. Heldigvis, så var han fri for at lade Hauk komme først.
Da de nåede vandkanten, sank Visla om i gruset. Han pustede som en okse foran ploven. Hauk stod der allerede og hev efter vejret, men han behøvede sandelig ikke at sætte sig ned. Han opførte sig som en voksen, når der var voksne i nærheden. Og mændene henne ved båden havde fået øje på dem.
– Kom her hen, råbte én af dem.
Hauk tog sin kappe på og gik hen mod dem. Visla fulgte efter, stadig blodrød i hovedet.
– Er du Ulfs søn? Det var stadig den samme, der talte. Visla lagde mærke til, at én af de andre havde skæg i hele hovedet. Det måtte være en træl. Han lignede nærmest en gedebuk, syntes Visla.
– Ja, jeg tænkte nok, du var Ulfs søn. Det ses tydeligt. Hils ham og sig, at vi snart sejler over på den anden side. Hvis han har noget at handle med, så må han komme med det i morgen.
Manden vendte tilbage til arbejdet. De var i gang med at skifte ud i det fletværk af grene, der spilede skindet stramt ud til siderne.
Da Hauk og Visla havde forladt mændene, gik de et stykke langs med strandkanten. Så fulgte de en å ind i landet. Visla var begyndt at tænke på, hvor dejligt det ville være at sidde hjemme ved bålet. Men det skulle gå anderledes.
Hvad var det? Hauk standsede brat. De var kommet til en skovplet med tæt krat, hvor fårene ikke kunne trænge ind.
Nu kunne Visla også høre det. Et svin der gryntede. Hauk fandt en pil frem og lagde den på buen. Spidsen var af flint. Det var kun Uif, der havde pilespidser af bronze.
Hauk sneg sig hen bag en træstamme og vinkede Visla hen til sig. Jagtiveren lyste ud af Hauks øjne. Han havde aldrig før skudt et vildsvin.
– Visla, hviskede Hauk, – list i en bue udenom og jag svinet ud til mig.
Det var let nok sagt. Visla var ikke nogen god sporhund. Fisk var, hvad han havde forstand på. Det havde han lært hjemme ved søen.
Da Visla nåede om på den anden side af krattet, tøvede han. Hvad skulle han gøre? Han bevæbnede sig med en håndstor sten. Men han kunne ikke komme ind i krattet uden at rive sig til blods. I stedet begyndte han at klatre op i et stort træ i kanten af krattet. Bare nu han kunne undgå at skræmme fuglene op. En kraftig sidegren strakte sine lange fingre ind over krattet. Visla stoppede den store sten ind under koften. Nu var det om at holde tungen lige i munden.
Da Visla nåede op på den høje gren, kunne han overskue det hele. Hen over krattet kunne han skimte det træ, hvor Hauk stod gemt. Og nede i krattet kunne han se en lille lysning, en lysning der forvandlede leg til alvor. Det var ikke et almindeligt vildsvin, der gik og rodede op i skovbunden. Det var en stor orne med lange stødtænder. Her kunne Hauks flintpile ikke stille meget op. Men Visla vidste, at det ville blive svært at forklare ham. Havde de endda bare haft et spyd.
Visla var i vildrede. Men opdragelsen sejrede i hans sind. Han måtte adlyde. Han fandt stenen frem fra koften og tog sigte. Ornen stod med ryggen til ham. En orne lod sig ikke skræmme, så det var om at ramme foran den, så den løb i den rigtige retning.
Ornen gav et vildt hyl fra sig, da den blev ramt midt på næseryggen. I afsindigt raseri brasede den fremad gennem krattet.
Visla så det hele og glemte det aldrig. I samme øjeblik ornen kom ud af krattet, sprang Hauk frem og spændte buen. Pilen ramte i halsen. Ornen virrede med hovedet og tog så retning direkte mod Hauk. Han nåede at afskyde endnu en pil, før stødtænderne flåede benet op lige over knæet. Hauk væltede omkuld med et skrig. Ornen standsede brat og drejede rundt i hele sit frygtelige skue. Fråden stod ud af gabet, blodet dryppede fra halsen, og den anden pil vibrerede på ryggen som en gren i stormvejr.
Der var intet at stille op. Hauk var overladt til sin skæbne. Han nåede skrigende at hæve overkroppen, før ornen med hele sin dyriske vildskab borede stødtænderne ind i maven på ham. Med sine kolossale kræfter hævede ornen det døende legeme op fra græsset for igen at kaste det til jorden. Angreb fulgte på angreb, jorden blev æltet op med blod og blev et liv fattigere. Visla holdt hånden for øjnene og kastede op. Bærrene blev givet tilbage til naturen. Da han igen kom lidt til hægterne, kravlede han ned af træet og løb. Bare væk, væk fra dette forbandelsens sted.
Med vestenvinden ind i ansigtet løb Visla, indtil han segnede af udmattelse. Som et jaget dyr trykkede han sig ned i græsset, forsøgte at flygte fra jordens overflade. Han sansede kun stråene, der rejste sig som en skov foran hans udtryksløse øjne. De små ting fyldte hans hoved, de store kunne ikke være der uden at sprænge det.
Visla blev vækket til live af et får, der snusede til hans fødder. Så måtte der ikke være langt hjem. Hjem, det ord åbnede døren ud til virkeligheden. Nu huskede han, hvad der var sket. Men turde han overhovedet komme hjem? Kunne han leve videre?
Som en ven i nøden kom gråden. Endelig. Den gennemrystede hans spinkle drengekrop og fjernede de krampelignende spændinger. Så kom trætheden. Og overvejelserne. Ville han, Visla, få skylden? Ville Ulf begrave ham sammen med Hauk? Tanken var ikke til at bære. Visla havde hørt om trælle, der var flygtet, men hvor skulle han flygte hen? Han hørte til i husene ved søen. Anderledes kunne det ikke være. Han rejste sig langsomt og tørrede øjnene med bagsiden af hånden.
*
Ulf lå i en båd ude på søen og fiskede. Visla var gået direkte ind i trællehuset. Han sad op ad én af de store tagstolper med knæene oppe under hagen. Han var bange. I huset var kun Urs, den ældste af trælkvinderne. De andre arbejdede på tærskepladsen.
– Hvorfor sidder du her? Urs kom vraltende henne fra bålet. Det var tydeligt, at der var noget galt med drengen.
Visla svarede ikke.
– Har du fået varmet rygstykkerne? Stadig intet svar fra Visla. Kun disse tomt stirrende øjne.
– Hvad er du ked af dreng? Urs sank besværet ned på en træstub ved siden af Visla.
– Mig kan du godt betro dig til. Sådan en gammel kælling er det ikke så let at forskrække.
Den gamle lagde armen om drengen, der uden at gøre modstand lænede hovedet ind mod hendes raltede kofte. Det var den samme lugt af røg og sved, han huskede fra sin tidligste barndom, da han om natten krøb sammen under den gamle trælkvindes soveskind. Måske var det disse minder, der fik tårerne frem. Med hulkende stemme fik han fremstammet, at Hauk var død på jagtturen, dræbt af en vildorne.
– Det er sket før, sagde Urs og strøg Visla over håret.
– Men hvad gør vi nu? Hvis du gemmer dig, tror Ulf bare, at det er din skyld.
Efter en kort pause fortsatte Urs:
– Hent min skindpose henne bag den store sten i hjørnet.
Visla rejste sig og tørrede øjnene. Han havde aldrig før måttet røre den lille skindpose.
Urs snørede posen op og rodede lidt i den med en pegefinger. Der var en stump af en ragekniv, en ravperle, kloen fra en rovfugl og en hel masse små sten. Urs tog en rødlig sten og stoppede den i munden på Visla.
– Slug den. Så længe den er i dig, vil dens kraft beskytte dig mod de onde kræfter.
Det hjalp. Vislas mave tog godt imod stenen, der fik de spændte bugmuskler til at slappe af. Men hvad nu? Det havde Urs allerede besluttet.
– Hjælp mig på benene, så skal jeg snakke med Ulf. Han slår ikke en gammel trælkvinde ihjel.
Nej, det gjorde Ulf ikke. Da Urs traf ham ved hestefolden, var han på vej hjem fra søen med en kurvfuld fisk. Hans rødmossede ansigt blegnede, og han måtte støtte sig til risgærdet. Raseriet udeblev. Måske han følte sig skyldig, fordi han havde slået Hauk. Var det gudindens straf?
Inden længe var der råb og skrig overalt. Larmen blandede sig med en tuden fra Ulfs horn – kraften var vendt tilbage i hans krop. Han sad allerede på ryggen af sin lavstammede hest.
– Tag de tre andre heste og følg efter mig, kommanderede han til de første mænd, der kom løbende hen til ham.
– Husk jeres spyd, føjede han til.
– Og hent drengen til mig, råbte han til Urs, der endnu ikke var nået tilbage til trællehuset.
Visla var grebet af ærefrygt. Han sad bag på Ulfs hest, hvor han så ofte havde set Hauk sidde. Han måtte holde fast i Ulfs bælte under kappen, der blafrede ham op i ansigtet. Den spinkle drengekrop synede ikke af meget bag den store mandsskikkelse. Men Visla mærkede ikke trætheden længere, han var opsat på at opfylde de krav, der blev stillet til ham.
– Dernede ved krattet, råbte Visla og pegede frem under Ulfs arm.
Selv hesten blev forskrækket, da de nåede frem. Den stejlede med en vild vrinsken, før Ulf nåede at springe af. Visla sejlede bag af hesten og måtte forskrækket rulle sig til siden for at undgå de dansende hove.
De tre andre ryttere havde holdt deres heste an lidt derfra. Da hørte de et svagt grynt inde fra krattet. Ulf fik hesten under kontrol, og før han nåede jorden, havde han sværdet oppe af skeden. Med spyddet hævet huggede han sig med sværdet igennem buskadset ind til lysningen. Her lå ornen døende med blodet løbende fra såret i halsen.
For anden gang den dag holdt Visla hånden for øjnene. Men de hæse brøl fra Ulf kunne han ikke lukke ude. Selv lyden fra spyddet, der blev boret durk gennem ornen, kunne han høre igen og igen.
Efter henrettelsen bredte roen sig. De tre ryttere sad tavse på deres heste, og Ulf vaklede som i en rus hen til sin søn. Med den blodige krop i sine arme begyndte han langsomt at vandre den lange vej op til toppen af det nærliggende højdedrag. Da han nåede sit mål, lagde han forsigtigt Hauk med hovedet i den nedadgående sols retning.
De andre var ikke i tvivl: her skulle Hauk stedes til hvile. Hvad ornen havde brudt ned, ville Ulf genopbygge. Han kunne ikke vække Hauk til live, men han kunne rejse en gravhøj, der i fremtiden ville vise mennesker, at her lå en høvdingesøn begravet.
Før de red tilbage, dækkede de liget med sten for at beskytte det mod ulvene. Derefter hentede de vildornen. Det var jo mad, trods alt.
Mørket havde sænket sig over søen, da de nåede hjem. Kun de lyse pletter fra svanerne var at se på den mørke overflade. Husene var knuget af stilhed. De lå øde, men ikke forladte. Den dumpe lyd fra hestenes hove kaldte folk frem i døråbningen. Ingen spurgte, men ansigterne var vendt mod Ulf. Visla ledte efter sorg, men blev skuffet. Folkene her var ikke fremmed over for døden. De var ikke grusomme, men tog begivenhederne som de kom, store som små.
Ulfs stemme var usædvanlig lav, da han bad folk om at have vogne og redskaber klar ved solopgang. Så vidste alle, hvad der skulle ske. Ulfs næste handling derimod var uvant. Han tog Visla i armen og førte ham med ind i huset.
Da Visla krøb sammen under Hauks soveskind, var han for træt til at spekulere. Før han faldt i søvn med stenen i maven, hørte han en svag hulken henne ved Ulf. Det var Hauks mor.
*
Den følgende tid kom senere til at stå i et særligt lys for Visla. Om morgenen drog de fleste af beboerne ved søen afsted med heste, vogne og trækstude. Da de nåede frem til stendyngen, gik folkene i arbejde under Ulfs ledelse. Fra hesteryggen kunne han overskue det hele, ingen fik lov til at være i ro.
Visla fjernede stenene, der dækkede Hauks døde krop. Da han var færdig, dækkede han den døde med et tæppe og tog en kniv, han havde fået af Ulf. Jorden var heldigvis blød, så det var en let sag at skære græstørvene væk til det nye gravsted. Da han var færdig med det, kom Ulf og viste, hvor han skulle grave hullerne til de store sten. Mens han var i gang med at grave den sidste aflange rende, kom den første vogn med græstørv. De blev læsset af i en stor bunke tæt ved.
Den sidste græstørv havde næppe forladt vognen, før der hørtes høje råb. Det var en okse, der blev gennet på med en lang pilekvist. Oksen havde besvær med at slæbe kampestenen op ad bakken. Så sprang Ulf af hesten og løb hen og halede i det svære hørtov. Endnu en mand kom løbende, og ved fælles hjælp fik de stenen trukket hen til én af de gravede huller. Her blev stenen rejst på højkant og den løse jord stampet godt ned om siderne.
Trætheden fik det næsten til at svimle for øjnene af Visla, da han bukkede sig efter de sidste småsten, der skulle lægges i bunden af graven. Ulf var tilfreds med arbejdet og lagde med sine stærke arme den døde krop ned mellem de store sten.
Om aftenen blev der tændt bål, og der blev lavet grød i flere store lerpotter. Efter måltidet lejrede folk sig omkring bålet med soveskind og måtter. Mætheden virkede som bedøvelse på Visla. Og så kom udmattelsen og derefter søvnen.
Da solen stod op den næste dag, var den store kiste næsten færdig. Der manglede bare den store, flade sten, der skulle anbringes som overligger hen over Hauks hoved. For første gang siden ulykken tænkte Visla på andet end arbejde. I Hauks pande fik han øje på et ar, der stammede fra én af deres lege. Visla trak tæppet lidt mere til side og fik en klump i halsen. Det ansigt havde engang været levende, engang for længe siden. Han tørrede øjnene og fik øje på tænderne i den halvåbne mund. Hauk havde stærke, hvide tænder. Hvad ville der ske med dem, når graven lukkede sig om dem? Passede det, hvad Urs sagde, at Hauk ville flyve væk som en fugl?
Visla rejste sig langsomt og begyndte at gå ned ad bakken. Nu vidste han, hvad der manglede. Da han kom ned til krattet, begyndte han at lede rundt i græsset efter Hauks bue. Eftersøgningen blev kort. Den brækkede bue var smidt hen til kanten af krattet.
Denne brækkede gren af asketræ var det eneste våben, Hauk fik med sig i graven. Derimod var der en lille kniv og en lille lerkrukke med forråd til den sidste rejse.
Da den sidste store sten var lagt hen over graven, blev hele sten kisten dækket med jord og sten. Solen havde nu nået sit højeste, og alle havde samlet sig om graven. Kun Ulf manglede. Han var hjemme efter den gyldne bronzeskive. Ved siden af graven var der tændt et bål med et lam på spid.
De kom ikke til at vente længe. Da Ulf viklede skindet af den hellige solplade, faldt alle på knæ. Ulf holdt pladen op, så solens stråler blev kastet fra skiven mod graven. Mens solens kraft på denne måde blev ført ned i graven, fyldtes luften af en vedvarende tuden fra flere horn. Dertil kom den ensformige lyd af klagende menneskestemmer. Så rejste flere kvinder sig med lerkrukker fyldt med vand hjemme fra søen. Med alvorlige miner øste de vandet ud over graven.
Da Ulf igen havde viklet solskiven ind i skindstykket, begyndte én af de andre at slå på en træstamme med to trækøller. Med langsomme dansetrin fulgte man nu Ulf i en lang række rundt om graven. Den ene omgang fulgte den anden lige så mange gange, som vinter havde fulgt sommer i Hauks unge liv. Derefter det samme antal omgange i modsat retning. Livet var tilbage ved sit udgangspunkt. Så blev graven dækket med et lag af græstørv, og Hauk var opslugt af jorden.
Ved bålet kunne Visla næsten ikke få en bid ned. Ornens brøl og Hauks opsprættede mave forstyrrede hans appetit. Men de andre holdt sig ikke tilbage. Med den mest naturlige glubskhed åd de om kap, og ingen bemærkede Visla, da han listede bort med kvalmen rumlende i maven.
Først hen på eftermiddagen næste dag fortsatte arbejdet. Gravhøjen skulle gøres færdig. Det ene læs græstørv efter det andet blev stablet hen over graven. Dag for dag voksede højen næsten umærkeligt. Efterårsregnen kom, og det blev en kamp mod vinteren om at blive færdig.
Visla var hele tiden i arbejde ved højen. Ulf havde boret pæle ned i jorden i to rækker, der strålede ud fra graven som en kæmpestor spydspids. Inderst stod de to rækker tæt sammen, men yderst var der flere skridt mellem de to pælerækker. Det var Vislas arbejde at flette pilegrene mellem stolperne, så der blev høje vægge som på et hus.
Inde mellem stolperækkerne blev de fedtede græstørv stablet op i mandshøjde, mens Ulf og Visla lavede en ny væg af pilegrene. Yderst blev der lagt nogle store sten for at holde græstørvene på plads.
Da den første nattefrost kom, var man nået hele højen rundt.
De sidste anstrengelser kostede flest kræfter. To af trællene døde og blev lagt ud til ulvene. En af okserne sank ned i pløret og måtte slås for panden. Men det gav mad, og man slap en tid for at hente mad hjemme ved søen.
Ulf var imidlertid utrættelig. Han råbte sig hæs for at få de afkræftede folk til at tage endnu et nap. Og ved gudernes hjælp lykkedes det.
Den færdige gravhøj lignede mest en klump æltet ler, der var anbragt på en stor, sort flade. Men da de udslidte folk tog hjem til søen, lagde sneen et formildende tæppe over Ulfs livsværk. Visla lænede sig ind til Ulfs ryg, og før han blev vugget i søvn af hestens langsomme bevægelser, kastede han et sidste blik op mod den hvide kuppel, der strakte sig mod himlen. Til sommer ville den blive grøn.