Jagtglæder

Om stenalderbønderne i Skyum Bjerge.

Der lød et glad, ungdommeligt råb ovre fra skovkanten:

- Vi har skudt det største vildsvin, der nogensinde har rodet i jorden mellem Skyum Bjerge og Gudnæs Strand.

Kvinderne, der sad med deres gøremål på pladsen foran husene, så op og fik øje på Ubbe og Ville, der kom brasende ud fra tykningen. De slæbte et vildsvin i et reb, der var flettet af langt, grønt græs.

Ungersvendene lo og snakkede opstemt i munden på hinanden, mens de forpustede fik jagtbyttet bakset det sidste stykke. Ubbe var den mest rapmundede.

- Efter at have levet af vandet muslingesuppe og tørt brød i de sidste fjorten dage er der nu friskt kød til alle, bekendtgjorde han med høj røst, så det gav genlyd mellem de lerklinede hytter.

- Ja, nu er der friskt kød til alle, gentog Ville. Han havde det altid med at gentage det, de andre sagde – til stor ærgrelse for hans mødrene ophav.

Ubbe var ikke til at stoppe: – Alle skal have sin part! Birk og Ard og dem alle sammen. Høvding Cilla ikke at forglemme! Ubbe gjorde en lille pause for at snappe efter vejret og fik i det samme øje på troldkvinden, som også var kommet til. Han skyndte sig at tilføje: – Men først og fremmest skal troldkvinden naturligvis have alt det, hun kan bruge.

Ubbe bukkede let i retning af troldkvinden. Det samme gjorde resten af de omkringstående. Man kunne vel nok vise lidt respekt for den, der besidder overnaturlige evner.

Der blev efterhånden opført et helt lille optrin omkring det nedlagte dyr. Ubbe og Ville nød at være genstand for så meget opmærksomhed og fortalte vidt og bredt om, hvor farligt det havde været. Folk kunne bare se på vildsvinets hugtænder.

- Det er en orne, konstaterede Ubbe nøgternt.

- Ja, det er en orne, gentog Ville og flyttede vægten over på det andet ben.

Ubbes mor stod og betragtede de unge. Der var noget, hun ikke kunne få til at passe. Hvor havde de unge været den halve dag? Ingen skulle bilde hende ind, at de blot havde været på vildsvinejagt. Og hvorfor var de så opstemte? Hun måtte over for sig selv indrømme, at hun ikke altid havde styr på, hvad Ubbe foretog sig. Hvor gammel var det nu, han var? Hun kunne huske, at han var født om sommeren, men var det femten, seksten eller sytten somre siden? Hun stod og blev helt ærgerlig, dels over at hun ikke kunne huske, hvor gammel han var, og dels over han føjtede rundt, uden at hun anede, hvad han foretog sig. Det begyndte at stramme omkring munden, øjnene blev skarpe og mørke, og hun trådte tæt hen til Ubbe:

- Man kunne måske få en forklaring på, hvad I har brugt formiddagen til! Hun løftede ansigtet. – Det er meget godt, at I går på jagt, men jorden og dyrene herhjemme skal vel også passes.

Ubbe blev for en gangs skyld en smule usikker.

- Jamen, det at gå på jagt er skam ikke noget betydningsløst, man slumper til at gøre. Sommetider må man vente i en uendelighed, inden der kommer et stykke vildt. Til andre tider må man snige sig ind på byttet.

Ubbe stod med åben mund og blinkede med store, uskyldige øjne. Ville søgte at komme ham til undsætning:

- Ja, til tider må man snige sig ind på byttet.

Det kneb for Ubbes mor at blive ved med at holde den strenge maske, selv om hun helst havde villet. Hun kiggede ud over fjorden.

- Se nu at få gjort skik på dyret, sagde hun, og nu lå tonen i et mere fredsommeligt leje.

Snart vendte den lette og lyse stemning tilbage. Snakken gik, og latter lød over pladsen mellem husene.

For at få vildsvinet flået og parteret måtte der bruges redskaber, som var egnede. Skyumfolkene havde altid et parti flintblokke liggende, så der kunne laves knive og skrabere efter behov. Sten var en mester i at hugge flækkeknive og skiveskrabere, og snart fortalte hurtige bankelyde, at der var gang i fremstillingen af slagteværktøj.

Ubbe havde trukket Birk til side for at få en samtale med ham under fire øjne. Birk var hjemme fra marken for at hente nogle hegnspæle, da de unge ankom med vildsvinet. Med et glimt i øjet havde han stået og lyttet til deres vidtløftige snak.

- Vi kunne vel ikke låne bådene i morgen aften, så vi kunne sejle en tur over på den anden side af fjorden? spurgte Ubbe frejdigt. – Vi vil godt besøge de folk, som bor der.

- Låne begge både! og sejle over på den anden side!! Du må have spist flintafslag, knægt.

Birk så skuffelsen i Ubbes ansigt og begyndte at trække i land igen. – Er du egentlig klar over, hvor dyb fjorden er? Man skal strække tæerne godt for at nå bunden.

Ubbe anede straks en chance og bedyrede, at de selvfølgelig skulle være meget forsigtige og være meget, meget gode ved bådene. Snart måtte Birk erkende, at begge både var lånt ud den følgende aften.

Vildsvinet blev parteret efter alle kunstens regler. Med Stens flintflækker skar man let og præcist gennem kødet, og det fyldte godt op i lerkrukker og trækar. Mødrene og konerne holdt øje med de unge slagtere. Kødstykkerne skulle være af passende størrelse, så de var nemmest muligt at stege og koge, og der måtte heller ikke komme for meget skidt på.

De unge var helt omringet af kvinderne, der gav gode råd eller skældte ud. De unge mente ellers, at de sagtens selv kunne klare sagen uden så megen indblanding. Hvor tit havde de ikke renset både ål og makrel uden problemer. Det kunne vel ikke være så meget sværere at gøre skik på et vildsvin.

Ubbe blev ved med at vende tilbage til jagten, som han gengav i malende beskrivelser.

- Jeg ved ikke, hvor mange pile vi skød efter svinet, før vi fik ram på det. En overgang var bæstet ved at angribe os, inden vi endelig fik det gjort af med uhyret. Men en snes pile gik ind mellem træerne og var ikke til at finde igen.

Han så op fra arbejdet.

- Mor, i morgen må vi altså ud for at lede efter de pile, vi mistede.

- Skulle det virkeligt være nødvendigt?

- Du tror da vel ikke, at vi sidder i dagevis og hugger pæne pilespidser blot for at skyde dem væk til ingen verdens nytte.

- Ja, ja, men så først på dagen da, sukkede Ubbes mor. – I morgen eftermiddag skal du i alle tilfælde være herhjemme og hjælpe.

Så var den sag afgjort.

Én af dem, som kom og så til uden så mange kritiske bemærkninger, var Cilla. Hun var blevet valgt til høvding, efter at Høver var blevet dræbt ved Vildsund. Endnu gik hun med et bundt ravnefjer ved bæltet som tegn på, at hendes mand var død inden for det sidste år. Valget havde været let, for hun var den mest tænksomme og kloge i landsbyen. Til at begynde med havde mændene i de andre bygder langs fjorden skumlet over, at der var blevet valgt en kvinde til høvding i Skyum Bjerge. Men det var hurtigt gået over, og nu mødte hun kun velvilje alle vegne.

Nu stod Cilla så smilende og iagttog de unge mennesker, der arbejdede sveddryppende, mens munden næppe stod stille et øjeblik. Hun samlede vildornens skarpe hugtænder op fra græsset og stod og kiggede på dem en tid. Så sagde hun:

- Det er selvfølgelig farligt at være vildsvinejæger, men på den anden side er det jo de modige, der er de lykkelige.

Cilla lagde hugtænderne på jorden igen, og Ubbe og Ville tav en rum tid og nøjedes med at rømme sig en gang imellem. De var tydeligvis påvirket af, at høvdingen havde været på nippet til at rose.

Da kødet var ved at være fordelt, begyndte forsamlingen at spredes. Ubbe og Ville havde sat sig på en træstamme. De kiggede hen til vildsvinets indvolde, som var lagt til side. De vidste lige nøjagtigt, hvad troldkvinden ville have dem til at gøre med de uspiselige rester, når hun om lidt kom ud fra sin hytte.

Troldkvinden plejede altid at opholde sig indendørs et stykke tid hver eftermiddag. Så ville hun ikke forstyrres. Nogle mente, hun foretog sig mystiske og overnaturlige ting. Ubbe troede, at hun slet og ret tog sig en middagssøvn. Men det skulle han nok lade være med at sige, når de voksne var i nærheden.

Hvad troldkvinden så end havde været beskæftiget med, så styrede hun nu sin gang over mod de unge, samtidig med at hun tyggede på en skrå af rødder og planter. Da hun nåede frem, holdt hun skråen i ro et øjeblik.

- Nu husker I jo nok, at man for jagtåndens skyld altid begraver indvoldene på det sted, hvor dyret blev dræbt. Hun så skarpt fra den ene til den anden, som om hun troede, de kunne finde på at være sløsede. – Og det skal helst være med det samme!

Ubbe røg op fra træstammen.

- Det skal vi hjertens gerne gøre.

- Det skal vi da gerne gøre, forsikrede Ville.

Deres iver foruroligede ligefrem troldkvinden, der ellers ikke lod sig slå ud af kurs. Hvad var der nu? De plejede ikke at være hurtige, når det drejede sig om at tjene ånderne. Og stod de ikke allerede der og øste indvolde op i en kurv, næsten før hun havde bedt om det. De havde trukket jagten ud i formiddags, og nu havde de så travlt med at komme afsted igen.

Troldkvinden tyggede et par gange ekstra på skråen, mens hun så efter Ubbe og Ville, der nu var klar til at drage af sted. Måske var der en sammenhæng. Hun stod undrende og kiggede efter dem.

De to asede med kurven. Småkrat og græs rev deres bare ben, men det tog de ikke så nøje. Sommersolen skinnede varmende og dejligt. Det var helt stille. Landet på den anden side af fjorden spejlede sig i vandet.

Da de kom ned på den sydvendte skråning, og de ikke længere kunne ses hjemmefra, smed de sig i græsset for at puste ud. Der var ikke andet end dem selv, himlen, bakkerne og fjorden. Ubbe lå og kiggede op i det blå, mens han tyggede på et græsstrå. Hans ene stortå bevægede sig frem og tilbage – det betød, at han lå og tænkte på noget. Så rejste han sig i siddende stilling. Omkring dem var en pragt af vilde blomster. Mange af dem havde de navne til, fordi de blev brugt til farvning og som lægeurter. Ubbe så på floraen og lod tænderne løbe hen over underlæben et par gange.

- Måske skulle vi plukke lidt gul snerre og tage med derover.

Ville rejste sig op på den ene albue.

- Mener du, at vi også skal have blomster med til jagtånden.

Ubbe fnøs let.

- Er du gal. Selvfølgelig skal ånden have sit, men man skal vel ikke overdrive. Nej, jeg tænkte…

Ville så på Ubbe. Så gik der et lys op for ham.

*

Pigerne stod der endnu. De var alle tre rødhårede og havde hele dagen været beskæftiget med at plukke bær.

- Nå, nu har vi dem nok igen, sagde de til hinanden og fniste og bøjede sig over buskene, som om de var meget fordybet i arbejdet med at plukke bær.

Ubbe og Ville råbte til pigerne, der så op fra buskene som om, de blev meget overraskede.

- Men er det jer, sagde én af de rødhårede.

- Det havde vi slet ikke ventet. I stod jo her og snakkede så længe i formiddag.

- Vi var vel også på jagt noget af tiden, sagde Ubbe. Han havde for længst erfaret, at det kunne være svært at hamle op med kvinder i en ordveksling.

- Og I har taget blomster med, sagde én af de andre piger og slog hænderne sammen.

Ubbe havde listet Ville til at bære blomsterne, så han måtte nu for en gangs skyld selv finde på noget at sige:

- Vi var på vej hen for at ofre til jagtånden, og så var der så mange et sted.

Ville stod og flyttede buketten fra den ene hånd til den anden, mens han indvendigt bandede Ubbe langt ned i jorden, fordi det var hans idé.

- For resten, sagde Ubbe, – så har jeg spurgt Birk, om vi kunne låne bådene i morgen aften til den tur over på den anden side, som vi snakkede om. Det var han straks med på.

- I morgen aften, sagde den tredje.

- Jeg ved snart ikke, om det går. Vi må i hvert fald være hjemme igen, inden det bliver sent.

Pigen lod en håndfuld bær falde ned i træspanden. Ubbe og Ville gjorde sig langt om længe parat til at gå videre.

- Vi skal plukke hele dagen i morgen, sagde én af pigerne, og så føjede hun til med en stemme, som var det noget af det mest ligegyldige i verden:

- Så I kigger måske herover?

- Naturligvis gør vi det, sagde Ubbe.

- For i morgen skal vi ud at lede efter pile.

- Ja, i morgen skal vi ud at lede efter pile, gentog Ville.