Måneformørkelse

Om stenalderbønderne i Skyum Bjerge.

- Kan du huske dengang i vor barndom, da der var måneformørkelse?

- Jae, det kan jeg vel lige med nød og næppe. Var det ikke dengang, vi af bar skræk ville gemme os i jættestuen?

Ordskiftet udspandt sig mellem Birk og Ard, der gik og såede seksradet byg på en lille mark, som de drev i fællesskab. Birk strøede kornet ud med øvet hånd, og Ard gik bagefter med en stor rive, så kernerne blev dækket med muld. De to havde tradition for at så et stykke byg, når den fjerde fuldmåne viste sig efter vintersolhverv.

Det var godt at have noget at snakke om, når man arbejdede. Så Birk hankede op i posen med sædekorn og sagde:

- Jeg tror, det var en begivenhed, der rystede de voksne her i Skyum Bjerge. Men det har det vel også gjort andre steder.

- Det har det vel nok, sagde Ard.

- Men jeg synes, der var noget med, at siden dengang var der ingen, der lod sig skræmme af en måneformørkelse, i hvert fald ikke her omkring.

- Vi var jo kun børn dengang og tog vel ikke begivenhederne på samme måde som de voksne. Det kan bare ærgre mig, at jeg ikke husker mere, end jeg gør.

- Men der er én, som er ældre end os og var voksen dengang.

- Du tænker vist på Eg, kan jeg næsten gætte mig til.

- Ja, Eg kan sikkert huske det hele. Så er spørgsmålet, om han vil fortælle noget. Han har for eksempel aldrig villet fortælle om dengang, han blev overfaldet af Vild. Men det er selvfølgelig også noget andet end måneformørkelse.

- Det ville ellers være godt, om vi i aften omkring fællesbålet kunne få Eg til at komme med en historie fra dengang.

Birk strøede den sidste håndfuld korn ud.

- Vi kan da altid forsøge.

*

Der stod en kvalmende og ulmende røgsky op fra bålet, fordi brændet sidst på eftermiddagen var blevet vådt af et kraftigt regnskyl. Også terrænet mellem husene var blødt op.

Birk og Ard glædede sig naturligvis over, at det nysåede korn fik en god start med vand i rigelige mængder. Så stemningen var god, da de fandt sig en plads på græstørvsbænken ved bålet. De satte sig ligesom helt tilfældigt i nærheden af Eg, der altid kom i god tid.

Eg var et meget værdsat medlem af landsbyfællesskabet i Skyum Bjerge. Det var tit, at høvding Cilla spurgte ham til råds, fordi han havde indsigt i mange forhold, og fordi han var én af de lidt ældre. Nu sad han let foroverbøjet med albuerne støttende mod knæene, mens han gumlede på et stykke brød og så med et fjernt blik ind i ilden.

Ard hostede lidt.

- Du Eg, du vil vel ikke have noget af min sortbærvin? Jeg, æh, tåler ikke selv så godt vin for tiden.

Eg vendte ansigtet mod Ard og åbnede øjnene en anelse mere.

- Det er da noget helt nyt. Men lad gå. Du skal i hvert fald ikke til at bære den hjem igen.

Han fik Ards læderdunk med vin og tog sig et par gode drag for at skylle brødkrummerne ned. Så satte han pludselig dunken på jorden og kiggede på Ard.

- Du er ude på noget, grønskolling! Frem med sproget.

Ard var helt lettet over, at han var afsløret. Med få ord gjorde han Eg begribelig, at det ville være god underholdning, om han ville fortælle om dengang for længe siden, da der var måneformørkelse.

- Du er sikkert den eneste, der rigtigt kan huske, hvad formørkelsen betød.

Eg brummede et eller andet om, at man da først og fremmest skulle have snakket om de ting, man egentlig var samlet for at tale om. Han hentydede til, at det var skik og brug, at man ved det store fællesbål først talte om de mere praktiske ting fra hverdagen. Denne gang var det for eksempel de problemer, der var med løsgående husdyr, nu hvor der efterhånden blev sået det ene kornstykke efter det andet. Man var vant til, at det altid var de samme beboere, der havde noget at beklage sig over. Men debatten ebbede alligevel snart ud, da folkene omkring bålet erfarede, at Eg ville fortælle om måneformørkelsen.

Eg sad næsten ubevægelig, mens han talte om formørkelsen. Han rørte kun på sig, når han engang imellem førte Ards vindunk til munden. Eg havde beholdt den, for når nu Ard ikke tålte drikken så godt, så var det også synd, at han skulle plages med den.

- Det er snart længe siden, begyndte Eg.

- Vi havde en anden troldkvinde dengang. Og det er vel ikke nødvendigt at sige, at folk som Birk og Ard var rene rollinger på det tidspunkt. – Det var ligesom i aften, en aften med fuldmåne. Og alle skyumfolk sad i en kreds omkring ilden. Her må jeg indskyde, at der også i forsamlingen var en ældre, hvidskægget mand, som ikke just hørte til i landsbyen. Men han kom gerne på besøg, når vi havde fællesbål. Han havde altid et eller andet med til egen fortæring og holdt sig gerne for sig selv.

- Der var ingen af os, der i vor vildeste fantasi drømte om, at månen kunne blive slukket. Vi var vant til, at vi selv stod på den flade jord, og at himlen kuplede sig over vore hoveder. Vi vidste, at solen, månen og alle stjernerne gik op i øst og ned i vest, uanset om det var sommer eller vinter, regn eller blæst. Vi vidste også, at når solen om vinteren gik ned ved et bestemt punkt, så begyndte dagene at blive længere og lysere igen. Jeg nævner det for at slå fast, hvor sikre vi var på, at alting på himmelhvælvet altid ville opføre sig på samme, kendte måde. Mens vi nu sad der og havde det rart, var der én af de yngre, der pludselig råbte:

»Se månen! Den er ved at forsvinde«.

- Alle sprang op og strakte hals mod himlen som en flok fugle, lige før de letter. Ingen ville tro deres egne øjne. En mørk skygge havde bredt sig et stykke ind over måneskiven.

- Der blev en jammer og et spektakel. Månen kunne ingen undvære.

- Troldkvinden, der altid gik med en stor flintøkse i den ene hånd og en kæp i den anden, skreg, at det var skyumfolkenes ugudelige levevis, der var skyld i, at månen blev formørket. Hun forlangte, at vi mindst skulle ofre en ko til himmelånderne. En eller anden råbte tilbage, at det i alle tilfælde ikke skulle være hans. Forvirringen blev værre, fordi månen stadigvæk blev mere og mere mørklagt.

- Den eneste, som ikke havde flyttet sig ud af flækken, var den gamle hvidskæggede. Han sad nok så roligt og spiste sin mad, som om intet var hændt. Det var der bare ingen, der lagde mærke til.

- Nu må jeg fortælle, at vi dengang her i Skyum Bjerge var begyndt at holde lidt tamsvin. Vi havde i fællesskab en lille fold bag ved husene, hvor der gik en halv snes dyr. Troldkvinden for nu derom med hævet økse og slog et af de intetanende svin for panden for at ofre det til ånderne. Lige lidt hjalp det. Månen var nu næsten væk, og én af kvinderne skreg:

»Den forsvinder for tid og evighed!«

»Gu’ gør den ej. Jeg har set det før. Den kommer igen.«

- Det var den hvidskæggede, der et øjeblik så op fra spisningen, som han ellers ikke lod sig forstyrre i. Men ham var der ikke nogen, der hørte efter.

- Hvad ville det næste blive? Det var galt nok, at månen var forsvundet. Men var formørkelsen ikke også et varsel fra ånderne om, at der ville komme straf og ødelæggelse over os. Flere råbte i kor:

»Vi må gemme os i jættestuen.«

- Det er som bekendt en uhørt handling at trænge ind i gravkammeret, når det ikke er for at begrave én af vore døde. Men folk var skræmt fra vid og sans, og snart var alle på vej op ad bakken mellem træerne. Endog troldkvinden var med. Selv var jeg én af de bageste, og jeg husker, som var det sket i dag, at jeg jævnligt så mig tilbage over skulderen for at forvisse mig om, at vi ikke blev forfulgt af et eller andet djævelskab.

- Vore trængsler var ikke slut endnu. Da vi nåede op på bakken til jættestuen, så vi, at plankedøren var taget væk, og der skinnede lys ud fra selve gravkammeret. Bevar mig vel hvor blev vi forskrækkede! Troldkvinden var helt hvid i ansigtet og hviskede, at det var månelyset, der havde taget bolig blandt de døde.

- Det viste sig snart, at der var en lidt lettere forståelig årsag til lyset. Det var simpelt hen nogle af fiskerne fra Gudnæs, der også var blevet bange for formørkelsen og som havde formastet sig til at søge beskyttelse i vores jættestue. Nu sad de så der med deres tranlamper – i vores jættestue!!

- Selvfølgelig blev vi endnu mere ophidsede og ville smide dem ud. Men de havde lange, spidse stokke, som de truede os med ved den snævre indgang. Så vi kunne hurtigt se, at vi ville blive stukket halvt fordærvet, hvis vi gjorde forsøg på at trænge ind til dem.

- Nogle af vore folk var allerede begyndt at søge hen mod et tæt buskads, som var lige i nærheden, og snart fulgte resten efter. Her var et godt skjulested, og vi sad og faldt lidt til ro, mens vi kiggede efter månen, som nu var helt væk. Mange var ved at glemme formørkelsen af bar arrigskab over, at fremmede var brudt ind i jættestuen. Der gik så nogen tid, hvor vi sad og krykkede sammen mellem træerne.

- Nu ved ethvert tænksomt menneske, at når det ser sortest ud, så er der gerne en bedring på vej. Det var der også for os dengang. På et tidspunkt begyndte der ved månens østlige side at vise sig en skinnende kant. Længe så vi på den lyse kant, uden at nogen turde sige noget. Så var der én af de unge, der ikke længere kunne tie stille, men sprang op og råbte:

»Den vender tilbage! Månen er begyndt at skinne igen«.

- Folk sprang ud fra deres skjul under træerne og råbte op. Månelyset ville komme igen! Endnu manglede meget, men det var tydeligt, at skyggen foran månen var ved at trække væk.

- Der blev næsten mere tumult, end da månen forsvandt. Troldkvinden råbte op om, at det var ofringen af svinet, der havde hjulpet. Hun glemte helt, at hun aldrig var nået længere end til at slå dyret ihjel. Folk løb frem og tilbage og stødte jævnligt ind i hinanden, fordi blikket var vendt mod himlen og den tilsvarende måne. Alle var glade, og vi glemte helt vort fjendskab med gudnæsfolkene i jættestuen.

- Som tingene nu stod, kunne vi lige så godt begive os tilbage til landsbyen. Det siger sig selv, at hjemturen foregik i en anden stemning end udturen. På lang afstand kunne vi se, at den hvidskæggede sad på samme sted endnu. Nogen kom i tanker om at han jo netop havde sagt, at månen altid kom igen. Det slog os, at vi bare skulle have hørt efter ham.

- Manden med skægget ikke så meget som så op, da vi igen satte os ved bålet. Jeg tror, at vi et øjeblik følte os en smule flove over vores hysteri. Siden der dag har der aldrig været nogen her i Skyum Bjerge, som har været bange for måneformørkelse.

Eg tav og langede ud efter Ards vindunk en sidste gang. Han bøjede armen, og det klukkede let. Så tørrede han sig om munden med bagsiden af den ene hånd og stillede dunken tilbage til sin ejermand.

Tilhørerne havde siddet forholdsvis stille og lyttet. Nu kiggede alle op mellem trætoppene, hvor fuldmånen hang. Den var helt rund og uformørket. Og det blev den ved med at være. I hvert fald den aften.