Om de første jægere 10.000 år før Kristi fødsel.
Den korte sommer var forbi. Rensdyrflokken var på vej sydpå. Isen havde allerede lukket sig over de mange vandområder, der dækkede store dele af det navnløse land, hvor fremtiden ville give plads til thyboerne.
Solen glimtede i rensdyrenes pelse. Mod øst hørtes strømmen fra den store smeltevandsflod, der førte det sidste af sommerens smeltevand væk fra indlandsisen længere mod nord.
Et lille stykke efter rensdyrflokken fulgte en lille flok skindklædte mennesker med bylter på ryggen. De var tidligt på færde. Endnu otte tusinde somre skulle hengå, før Abraham slog sig ned i Mamrelund.
Bagest i flokken voksede der en ekstra stor dampsky ud af munden på en pustende kvinde. Hendes store mave og den let vraltende gang afslørede, at hun var med barn.
Den lille jægerflok blev standset af et skrig fra den gravide, som vi af hensyn til fortællingen kan kalde Norna. Hun var den eneste udvoksede kvinde i den lille flok, der blev ført an af en mager og senet, gråskægget mand med et stort spyd. Nu gik han hen til Norna, der var sunket ned på det ene knæ. Han hjalp hende hen til en stor sten, så hun kunne hvile sig lidt. Efter en kort pause skubbede han hende hen til de andre, så de kunne komme videre. Hvis de skulle overleve vinteren, var de nødt til at følge med rensdyrene.
Norna fik det igen lidt bedre. Hun var stærk. Hendes krop var dækket af et sundt fedtlag, der sammen med det lange hår og rensdyrskindet beskyttede hende mod kulden.
Jægerflokken forlod isen og bevægede sig op over bakkerne – de bakker der engang i fremtidernes fremtid ville blive dækket at træer og få navnet Skovsted.
Også Nornas mave var som en bakke under skabelse. Der var uro under overfladen. Snart voksede der en lille bule frem på maveskindet for snart efter at forsvinde. Norna tænkte på det lille væsen, der var inde i maven. Mon det var en han eller en hun? For sit indre blik så hun et billede af et hun-menneske. Det ville være bedst sådan. Hun ville bære det på ryggen i en skindpose. Norna havde ikke kræfter til at forestille sig, at det kunne være et hanvæsen. Dem var der nok af i flokken. Han ville blive efterladt til ulvene.
Da lød der pludselig et hyl, der kunne få indlandsisen til at revne, hvis den havde været lidt nærmere. Det var den gråskæggede fører, der langede ud efter den dreng, som fulgte ham i hælene det meste af tiden. Der var ikke plads til drengen i hans hoved, der var fyldt med rensdyr og fødselsbesvær. Han skulle sørge for at følge rensdyrene, så de kunne få mad. Men han kunne heller ikke efterlade Norna. Hun var den eneste, der kunne skabe nyt liv i flokken. Den halte var for gammel, og de to rødhårede var endnu for unge. Den gamle fører fnyste arrigt. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre.
Turen op ad bakken var mere, end Norna kunne klare. Udmattet sank hun ned på knæene og lod sig ikke rokke ud af stedet. Noget måtte der gøres. Den gamle fører kiggede fortvivlet efter rensdyrflokken, der allerede var nået ned på den smalle stribe is på den anden side af bakken. Sollyset blev kastet tilbage fra de kridhvide kalkskrænter og skar i øjnene.
Føreren kneb øjnene sammen og fik øje på et afbrækket stykke af et rensdyrgevir. Han smilede. Her var løsningen. Ivrigt skyndte han sig hen og samlede geviret op og fortsatte i løb ned mod isen. Her trak han rentakøksen op af sit snoede bælte og begyndte at hakke i den tynde is. Snart havde han løsnet en lille isflage på to fods længde.
Med sin grove flintkniv skar den gamle fører et hak i geviret og stak det gennem hullet i isen og ned i den bløde bund. Snart ville isen lukke sig efter ofringen. Samhørigheden med rensdyrene var beseglet.
Den gamle fører vendte tilbage til bakketoppen, hvor der allerede var gjort forberedelser til fødslen. På den bare jord var der lagt et rensdyrskind, hvor Norna lå på sine knæ. Mellem knæene var der en lille Sø af fostervand som tegn på, at fødslen var startet. På trods af den kølige luft løb sveden i store dråber ned over Nornas krop, der var blevet befriet for alle generende skindstykker.
Ånderne derimod var det ikke så let at befri sig for. De benyttede enhver mulighed for at tage bolig i et nyt væsen. Som flokkens åndemager var det den gamle førers pligt at hindre dem i det. Han hentede sin hemmelighedsfulde skindpose frem fra skjulestedet på maven under rensdyrskindet.
Især de yngste i flokken var mere interesserede i skindposen end i den fødendes besværligheder. Alligevel lykkedes det dem ikke at afsløre posens indhold. Dens hemmeligheder blev bevaret til den næste åndemager. Men man tager nok ikke meget fejl ved at gætte på, at der var ravstykker, tænder, småsten og knoglestykker. Ét ved vi imidlertid med sikkerhed. Da førerens hånd kom til syne, holdt det et aflangt stykke af en knogle, der var forsynet med en lang snor af rensdyrtarme.
Da skindposen igen forsvandt under den gamle førers skindbeklædning, døde også nysgerrigheden i de omkringståendes øjne. Knoglestykket var nemlig kendt af alle. Det var åndemageres vigtigste instrument. Det var lidt længere end en finger og tynd som en øreflip. Men det var snoet, skåret til, så det så ud, som om man havde holdt fast i den ene ende og drejet den anden en kvart omgang.
Mens de øvrige i flokken var ved at sætte en læskærm af skind op omkring den fødende, gjorde den gamle klar til at skræmme ånderne væk. Først tog han benstykket i sine hule hænder og åndede al sin kraft ind i det. Så tog han fat i enden af snoren og begyndte at svinge benstykket rundt i en stor kreds. Snart begyndte det at rotere i luften og fremkalde en brummende lyd, der steg til en tuden, som når stormen jager sneen hen over ødemarken.
Uhyggeligt lød det i ørerne på mennesker, der kendte til naturens kæmpekræfter. De kendte kun et svar på de truende lyde fra åndernes verden, nemlig underkastelse. De bøjede hovedet helt ned mellem de spredte græstotter og værgede sig med en ensformig klagesang.
Norna var den eneste, der ikke lagde mærke til den magiske kraft, som tonede hen over thyboernes fosterland. Hun lå jo også allerede på knæ, og alene de fysiske smerter lukkede hende ude fra de andres skrækfyldte verden. Hendes eneste lindring var, at hun havde prøvet det før.
Den halte, gamle kvinde var den første, der slap sit tag i ånderne. Hun havde oplevet den gamle åndemager så ofte, at hans krumspring hurtigt kom til at virke som en kedsommelig gentagelse. Med besvær kom den gamle kvinde på højkant og haltede hen bag læskærmen til Norna, der modtog hende med taknemlige øjne.
Fra sin pjaltede rygsæk tog den gamle kvinde en læderpose med rensdyrfedt. Med øvede hænder gned hun fedtet ud over lænden på Norna. Det lindrede smerten. Med et træt smil overgav Norna sin ømme krop i den erfarnes hænder, hænder der bad om at spare kræfterne til senere.
Efter en tid havde de bøjede hoveder vænnet sig til åndemagerens tuden. De rejste sig én efter én for at komme skumringen i forkøbet. Læskærmen blev med flettede skindstrimler gjort fast til rensdyr-takker, der med besvær blev banket gennem den tynde frostskorpe med en sten. Også teltet skulle rejses. Et antal spydstager blev sat i en rund kreds og bundet sammen for oven. Til sidst blev træstagerne dækket med rensdyrskind, der for neden blev holdt fast til jorden af en række halvstore sten.
Den lille lejr synede ikke af meget på bakketoppen i det vidtstrakte, øde landskab, som vinteren var ved at pakke ind i sin ugæstfrie kappe. Omgivelserne virkede livløse. Alligevel gik to bueskytter på jagt efter tilskud til aftensmaden. De opsøgte straks en bakkeskråning i nærheden, hvor der voksede nogle små, krogede birketræer, der strakte sig ned mod et åbent vandløb.
Den ene jæger skjulte sig bag en stor sten neden for bakken, mens den anden gik i en stor bue uden om birketræerne, indtil han nåede bakketoppen. Da han på vej ned ad bakken nærmede sig birketræerne, stivnede han med et. En hvid plet bevægede sig bag en birkegren. Ganske langsomt lagde han en pil på buen og tog sigte. Nu gjaldt det om at jage byttet i den rigtige retning.
Musklerne aftegnede sig som mørke skygger i det svindende sollys, da bueskytten spændte buen helt ud til den grove pilespids. Idet pilen hvislede gennem de gulnede birkeblade, blev stilheden brudt. Med et sæt flygtede dagens jagtbytte ned over bakkesiden i lange hop.
Det var en snehare. Tyngdekraften drev den hvide hurtigløber lige ned mod den store sten, hvor den blev mødt af en dræbende pil, der gik lige gennem struben. Således opgav sneharen livet uden nogensinde at have set et menneske.
Det var et godt varsel. Harens indvolde blev lagt ud til de omstrejfende ulve. Så kom det slidsomme arbejde med at skaffe ild. Ved uafbrudt at dreje en tynd træstok rundt i en fordybning i et stykke træ lykkedes det at skaffe ild i noget tørt mos.
Så snart den gamle åndemager opfangede madlugten fra bålet, sænkede han den trætte arm med brummeren. Nu måtte selv den modigste ånd have fået nok. Han satte sig hen til bålet og kiggede sultent på det kødfulde dyr, der hang på spid hen over ilden. Han sad og grublede over, hvad han skulle gøre med et nyfødt barn på denne årstid. Bare det nu blev et hun-menneske, så kunne de måske bytte én af de to rødhårede væk, hvis de engang mødte en anden jægerflok. Han blev helt fornøjet ved tanken. Trængte han ikke til en ny bue? Måske kunne han få én, der var lidt længere, oven i handelen.
Den gamle fører var ikke den eneste, der tænkte på det endnu ufødte væsen. Hele Nornas krop søgte i al sin styrke at give det ukendte væsen et nyt liv i dagslys, nu. Hele hendes krop var badet i sved. Hun lå stadig på knæ, mens hun knugede med begge hænder om en spydstage, hvis ene ende hun pressede ned i rensdyrskindet foran sig. I hendes mund bed tænderne sig ned i en stump af en nyskåret birkegren.
Den ældste af de rødhårede var kommet til for at hjælpe. Med en håndfuld halvvissent græs tørrede hun sveden af Nornas ansigt. Den gamle, halte kvinde lå på knæ parat med sin flintkniv til at tage mod barnet, hvis rynkede og blålige hovedbund næsten var synlig i fuld størrelse.
Da skete der noget afgørende. Med al sin styrke forsøgte Norna at rejse sig ved hjælp af spydstagen. Birkegrenen røg ud af munden, og et dyrelignende brøl undslap hendes mund. Barnet gav efter for trykket. På én gang kom hovedet til syne, og med en øvet bevægelse drejede den gamle barnet frem i fuld størrelse. Norna nåede lige at se, at barnet havde det rette køn, før hun udmattet tumlede om på ryggen.
Den gamle, halte kvinde holdt barnet op i benene, indtil det første skrig kom, og gav så barnet til den rødhårede. Derefter skar hun med sin flintkniv navlestrengen over og bandt en knude på den.
Barnets skrig havde tilkaldt de øvrige, og der var glæde i deres ansigter, da de beundrede det lille menneskebarn. Først da føreren havde kysset barnet, blev det lagt til Nornas bryst. Efterbyrden kom lidt efter, og barnet blev viklet ind i skind og anbragt sammen med moderen på hæderspladsen inde i teltet. Endnu et menneske var født til en usikker fremtid.