Når man går vesterpå fra Krik til Agger, er kommen over æ Kåst halvvejs til Agger, ser man nede ved fjorden (æ ævr) en række små jordhøje med en fordybning i midten og ud mod syd. Det er en skandse. I disse høje kunde stå en kanon og rettes ud imod fjenden. Rimeligvis stammer skandsen fra krigen 1657-58, idet skandsebakken, som var sønden for Agger, men nu helt er slugt af havet, var bygget på samme måde, og ved nævnte skandsebakke faldt en del landeværnsmænd.
Meddelt af J. Nielsen, Randrup til Evald Tang Kristensen.
Der strandede et skib ud for Agger. Kapitainen druknede og drev senere i land. Så fandt Per Hansen ham, og da han havde en kostbar ring på fingeren, bed Per den af, for han havde ingen kniv ved sig. Ringen gav han siden til hans kjæreste, og de blev gift, men havde ikke nogen lykke med dem. De kom siden til at bo i Færgegården ved Ottesund.
Meddelt af J. Nielsen, Randrup til Evald Tang Kristensen.
Nummer 14 (gendigtet af Egon Nielsen)
Et sted ude i Vesterhavet, der hvor det gamle Agger nu ligger begravet, boede en mand som hed Jeppe. Han havde godt ry på sig for sin arbejdsomheds skyld. Andet fik han til gengæld ikke ud af det. Jo han fik selvfølgelig en flok børn. Konen hed Sidsel. Hun blev i daglig tale kaldt Jeppes Kone – så var det nemt at skelne hende fra alle de andre Sidseler i Agger. Hun var altid tyk og hun bragte sit afkom til verden så præcist at man kunne stille klokken efter det. Den nat da Jeppes Kone skulle nedkomme med nummer 14, blæste det op til en gruelig storm. Havet tordnede mod klitterne. Sand og skum piskede. det var et Herrens vejr. Jordemoderen var til alt held kommet før blæsten og der skete det mærkelige at fra det øjeblik, Jeppes Kone krængede den ny aggerbo fra sig, løjede stormen pludselig af. Det var i dagbrækningen. Da de havde drukket en dram og takket Gud for hans velsignelse, begav Jeppe sig afsted til Vestervig. han skulle melde fødselen for præsten så alt kunne gå kristligt til.
Lige netop den stormvejrsnat havde Jeppe haft andet at tænke på. Ellers er det noget der siger sig selv at aggerboerne bøjede knæ i sådan et vejr og bad om beskærmelse for dem der var på havet. Naturligvis bad ingen om at fremmede skibe skulle strande. Det ville være en barbarisk bøn. På den anden side er det nu engang naturens orden at den slags vejr fører strandinger med sig. Og så kunne skibene lige så godt strande i Agger som andre steder. Derfor bad aggerboerne ikke kun om beskærmelse. De bad også inderligt om at et og andet skib som alligevel skulle slås ind mod kysten, måtte blive slået ind mod kysten ud for Agger. Den nat Jeppes Kone fødte Nummer 14, hørte Gud bønnerne. Og dét i et vejr, hvor mennesker ikke kunne råbe hinanden op.
Jeppe var knap og nap kommet i vej mod Vestervig før han fik øje på strandingen. den lå med knækkede master og agterstavnen helt oppe i klitterne. Det var et skønt syn. Men det var en frygtelig situation – for Jeppe: nu måtte han vælge mellem kristenpligt og timelig attrå! Skulle Nummer 14 indtegnes i Guds bog straks – eller kunne det vente til Jeppe havde sikret sin husstand nogle af de gode gaver der altid så godt som altid fulgte med en stranding? Umiddelbart forekom valget ikke svært. Jeppe styrtede afsted mod havet. men Gud talte til ham hele tiden mens han løb. Gud sagde, det var den gale retning. og så turde Jeppe ikke fortsætte. Han snurrede rundt og løb mod Vestervig. men hans tanker var helt andre steder da han med tungen ud af halsen svingede ind i præstegården.
For at få meddelelsen om den glædelige begivenhed overstået i en fart, løb Jeppe til et åbentstående vindue. Indenfor sad præsten fordybet i sine hellige gøremål. Jeppe tog huen mellem hænderne og fremførte sit ærinde.
– Min kone er sgu strandet i nat!
– Jamen godmorgen kære sognebarn. Hvad er det dog han melder?
– Han melder sgu at hun ligger og hugger med agterstavnen langt oppe i klitterne!
– Jamen…
– Og hele besætningen klamrer sig til hende!
– Jamen kære…
– Masterne er for længst revet af. Der stritter kun et par små stumper i vejret!
– Jamen, jamen…
Om det nu skyldtes præstens dødblege ansigt eller det var fordi Jeppes vejrtrækning var begyndt at komme i ro, er ikke til at sige. men det gik da op for ham at han havde sagt noget vrøvl. Det undskyldte han meget.
– Om forladelse. Det var sandelig en stor fristelse. Om forladelse endda. Men jeg rev mig løs – for jeg skulle jo melde til Guds bog at min kone har fået en skonnert i nat!
– En skonnert?
– Nej ikke en skonnert sgu da. En lille, begribeligvis!
– Ja begribeligvis! gentog præsten. Begribeligvis! Og hvad er så det for en lille én?
– Forstår sig: Jeg så mest agterenden. Men jeg mener bestemt, det er en hollænder!
Sådan omtrent melder sagnet om den morgen da Jeppes Nummer 14 blev indskrevet i kirkebogen i Vestervig. Hvad der egentlig blev ført til protokols, står hen i det uvisse – Jeppe var allerede på vej tilbage til strandingen da detaljerne skulle specificeres. Men det gjorde såmænd hverken fra eller til, for Nummer 14 fik ikke megen brug for udskrifter af kirkebogen. Han var formentlig blandt de 25 karle som “bleve dræbte ved det græselig mord som skede ved Vesterhaff den 3. oct. 1657” i en batalje med svenskerne. De “bleff begraffuen” tre dage senere, den 6. oktober. Og blandt dem var en ung mand hvis herkomst næppe har været fyldestgørende nedfældet. I al fald betegnes han som “Jeppes Kones søn”. Hvoraf vi kan drage den lære at ægtemænd bør give ordentlig besked når de anmelder et barns fødsel. Ikke mindst hvis der har været hollændere i nabolaget.