To mil nord for Thisted ligger herregården Kølbygård, der skal være bygget af justitsråd Bjerregaard (d. 1731) og hans hustru Anna Søe (d. 1736), hvis portrætter begge findes malet i salen. Det fortælles om fruen, at hun engang havde gjort nogle af sine børn uret, ja, endog forskudt en af sine sønner, hvorover denne blev så fortvivlet, at han tog sig af dage på gården. Derfor kan fru Anna, der ligger begravet i Thisted kirke, ikke hvile roligt i sin grav, men må hver julenat køre op til gården for at vaske blodpletterne af salens gulv og af tapeterne.
J. M. Thiele
På Kølbygård boede i midten af forrige århundrede justitsråd Enevold Bjerregaard og hans hustru Anna Søe. De skal have været overmåde rige, og de skal også have gjort sig meget til af deres rigdom. I forstuen stod der adskillige kister fyldt med penge, og disse penge var stoppet så fast derned, at det var umuligt at tage nogen af dem med de bare hænder. Det siges, at når der kom gæster på gården, havde man megen morskab af at lukke kisterne op og tilbyde gæsterne at tage så mange penge op af dem, som de havde lyst til.
J. M. Thiele
Når man rejser fra Ålborg til Thisted og er kommet igennem Østerild, ligger der på højre side af vejen i en dal en gård, der hedder Kølbygård. her boede engang en frue, som var meget rig og lige så ond, og desuden gav hun sig af med trolddom. Det var hendes største glæde at høre, at der blev sviret og spillet kort i kroen om søndagen. Blandt tjenestefolkene på gården var der en karl, som stod særlig højt i hendes gunst, og hun viste ham derfor ofte en stor kiste med sølvpenge og sagde, at han måtte tage lige så mange af dem, han ville, men han var aldrig i stand til at løfte en eneste af dem op af kisten. Når han da undertiden sagde, at han nok kunne ønske at have så mange penge, fordi livet så ville blive en ren fornøjelse, sukkede hun altid og svarede: “Det er sandt nok, hvis der ikke var den grusomme død!”
En aften kom en af hendes fæstebønder op til gården for at betale rentepenge, men der var mørkt, og alle var gået i seng. Han gik da rundt om gården og kom ind i et lille kammer, hvor han så, at der brændte lys. Her opdagede han, at der stod en tønde midt på gulvet, og i samme øjeblik kom en sort hund af et afskyeligt udseende ind i kammeret og gøede ned i tønden. Men hver gang den havde gøet, faldt der sølvpenge ud af hundens gab ned i tønden, og den holdt ikke op, før tønden var fuld. Da fik manden lyst til at tage nogle af disse sølvskillinger, og han tog tredive stykker og puttede dem i sin pung. Om morgenen gik han da op til fruen for at betale sine renter, men da hun så de nye pengestykker, påstod hun, at de var stjålet fra hende. Bonden fortalte da, hvad han havde set om natten, og herover blev hun så forskrækket, at hun skænkede ham den gård, han havde i fæste, for at han, så længe hun levede, skulle tie stille med, hvad han havde oplevet.
Efter at fruen i mange år havde ført et så ugudeligt levned, befalede hun en aften sin karl at spænde for vognen, fordi hun ville køre en tur. Karlen indvendte, at det var mørkt, at han ikke ville kunne finde vejen, men hun svarede, at hestene nok skulle finde den. Så kørte hun over stok og sten i mere end to timer, indtil hestene standsede ved en oplyst gård, som karlen aldrig før havde set. Der kørte de ind, og fruen stod af og gik ind i storstuen, som var oplyst. Imidlertid ventede karlen på vognen, og da det varede temmelig længe, listede han sig hen til vinduet og kiggede ind. Da så han Hendes Nåde sidde afklædt midt på gulvet; ved siden af hende brændte der et bål, og en mand stod ved siden af og redte hendes hår. Umiddelbart efter fik karlen ordre til at køre hjem, og siden da var der ingen, der så noget til fruen, og karlen var af den mening, at hun samme nat var blevet ført til helvede. Rigtignok lod hendes slægtninge sig forlyde med, at hun var kommet tilbage til gården, hvor hun i det samme blev syg og var død, men der var folk, som påstod, at der kun lå en visk halm i kisten ved hendes storslåede begravelse.
J. M. Thiele
Hver aften, når Anna Søe vilde have penge, kom der en sort puddelhund, og så gik hun ind i et særskilt kammer med den og piskede den. Så spyede den dukater op, til hun fik så mange, hun vilde have.
Meddelt af Niels Vig, Ø.-Vandet til Evald Tang Kristensen.
Fru Anna Søe, der skal have boet i Thomas Ravns gård i Torup, hun havde dværge til at male malt for sig. De malede jo selv deres malt den gang, og da de skulde til at brygge, så sagde hun til pigerne om aftenen, at de kunde gå hen at lægge dem, hun skulde nok male maltet for dem. Så vilde pigerne dog op at kige efter, hvordan det kunde gå til. Da sidder der to bitte dværge med røde luer på og maler, og fruen stod med en svøbe og piskede på dem.
Meddelt af Ane Bolette Justsdatter, Klim til Evald Tang Kristensen.
På Kjølbygård levede en frue, der skulde høre den Slemme til. En aften bad hun kusken om at spænde for, og hun kom ud og satte sig i kareten. Karlen spurgte, hvor han skulde kjøre hen. Hun sagde, at han skulde give hestene løs tøjle og lade dem råde, så fandt de nok hen, hvor de skulde. Da kjørte de hen over veje og stier, og karlen undrede sig over, at de ikke væltede. Endelig kom de til et stort guldslot, og lys var der tændt i hvert vindue, så der var klart som om dagen, endskjøndt det var midt om natten. Han kjørte da ind ad porten, og der kom store herrer ud at tage mod fruen.
Nu ventede han en stund efter hende, endelig slog han skrald, men hun kom ikke. Han tøvede endnu en halv time og slog skrald igjen, men hun kom ikke. Han ventede en halv igjen og slog tredje gang skrald, men hun blev endda borte. Da steg han af vognen og vilde se efter hende, og han keg ind ad vinduet. Der så han, at hun sad midt på gulvet, og de kæmmede hende, så blodet randt ned i hendes skjød. Da mente kusken, at det ikke var rådeligt at blive her længere, og lod hestene drage sig hjem igjen. Så fortalte han fruens slægtninge, hvad han havde set. De kom da en sten i en kiste, og gjorde hendes begravelse.
Meddelt af Nik. Chr. til Evald Tang Kristensen.
Fru Anne Sø på Kjølbygård forskrev sig til Fanden for at få penge. Da han kom for at hente hende, vilde hun naturligvis nødig med og henvendte sig til to præster, der skulde hjælpe hende ud af forlegenheden. De dajede hende så til kirken i Tisted, til hvilken hun lovede at skjænke en smuk altertavle, og efter at have opfyldt det løfte forlod Fanden hende og kom aldrig igjen. Folk vil ved midnatstide have set fru Sø komme kjørende ind ad Østerporten til kirken i en karet med 4 kulsorte heste for, og straks efter igjen tage bort.
Meddelt af Nik Oluf Obel til Evald Tang Kristensen.
I førstningen af forrige hundredeår levede der en borgmester i Tisted, som hed Berregård; han blev adlet 1726 og fik samme år Kjølbygård i Ty og Vesløsgård på Hannæs, som han begge ejede, oprettede til et stamhus. Det er ikke så længe siden de kom ud af hans slægt. hans frue, Ane Søe, går der mange sagn om i Ty; her er èt fra Hannæs.
Vesløsgårds jorder grændser til Øsløs byes, og skjellet fulgte og følger et lidet dalføre. Fru Ane Sø var meget gjerrig, og tragtede efter at udvide sine grændser. Med det hensyn påstod hun uden videre, at så og så meget jord af de Øsløs mænds var hendes, dette førte da både til ting og trætte. Stridens endeligt blev imidlertid den, at retten tilkjendte fruen jorden. Hun bar nemlig muld fra sin egen jord i sine sko, og stående på Trædejord, som det siden kaldtes, svor hun en høj og drøj ed på, at hun stod på sin egen jord. den dag i dag skjærer Vesløsgårds mark sig over på den anden side af dalføret og ind i Øsløs ejendom i en temmelig skarp firkant, der er omgivet af et højt dige og kaldes Trædejord.
Meddelt af Joh. Nielsen Skjoldborg, Kollerup til Evald Tang Kristensen.
Om fru Ane Søe, Kjølbygård, begravet i Tisted kirkes kapel, høres mange vidunderlige ting. Hun ejede foruden Kjølbygård i Ty også Vesløsgård, Hannæs. Til denne herregård hører endnu den dag i dag et stykke mark, der kaldes Trædejord, og navnet skal være fremkommet derved, at den stridbare frue på en mindre pæn måde skal have lagt dette stykke jord til herregården. Ved at tage jord fra sin mark og lægge i sine sko svor hun, stående på trædejord, højt og dyrt på, at hun stod på egen jord; derved kom hun i besiddelse af den omstridte jord, der danner en unaturlig udvækst på herregårdens jorder.
En mand skulde betale landgilde til hende og mødte også, men uden penge; hun afviste ham dog ikke, men lod ham endog få natteleje. I det kammer, hvor han lå, så han om natten en stor sort hund med gloende øjne komme ind; den gav sig til at kaste op i en stor gryde eller kjedel, der stod i et hjørne, og var dermed forsvunden. Det klirrede i kjedelen, da hunden kastede op, og om morgenen, da manden stod op og så i den, blev han vaer, at der lå penge i den; glad tog han så mange, som han havde brug for, og betalte dermed fruen. Hun spurgte, hvor han havde fået de penge fra, og han måtte da fortælle det hele. Dertil sagde hun, at når han vilde tie, skulde landgildet for denne gang ansees for betalt, hun kunde nemlig kjende pengene, ti hunden skulde være den Slemme, der hver nat kom med penge til hende, intet under derfor, at almuen har en vis respekt for hende, da den således troede, at hun stod i pagt med den Onde.
Hun frygtede for døden og skulde en gang have sagt, at det var ingen sag at få Kjølbygård til at stå på guldsøjler, når bare det ikke var den slemme død. Mange trætter skulde hun have haft med Fanden. En gang kjørte de om kap, hun over og han under jorden; det kneb for hende, men hun kom dog på en eller anden måde først. Ligeledes væddede de om, hvem der lettest kunde nævne tre trænavne; han sagde: “Eg, bøg, birk!” hun sagde: “El, pil, vie!” og havde dermed vundet.
Den død, hun så meget frygtede, skulde også være kommen underlig. hendes kusk skulde på det sidste flere gange kjøre hende til et bestemt sted og vente på bukken, til hun kom tilbage, men en gang, da han syntes, at det varede så længe, vilde han gå til vinduerne og se ind, men hvilket syn! Inden for så han en, der redte Ane Søes hår med guldkam, så blodet drev ned ad hende. Nu steg kusken op og kjørte hjemad, og hun kom ikke med. Men toldbetjenten, der passede bommen ved den østre indkjørsel til Tisted, blev siden efter tit vækket med råb om at lukke op, og da han kom til vinduet, så han Ane Søe kjørende med fire for lukt gjennem den lukkede indkjørsel.
Meddelt af lærer N.P. Jensen, Hassing til Evald Tang Kristensen.
Fru Anna Søe på Kjølbygård var så ualmindelig gjerrig. En dag hendes mand var ude i Tisted, spurgte hun kokkepigen, hvad hun mente, de skulde have til aftensmad til ham, når han kom. “Det er et underligt spørgsmål,” siger pigen, “vi har jo alt muligt i huset. Så kan vi koge nogle æg til ham.” – “Hm, nej, det skulde der lyst til. Du siger æg, ja, vi kunde jo koge et æg og klyve det og lade ham få det halve.” Manden døde så omsider, enten han nu sultede ihjel eller ikke, skal a ikke kunne sige, men nok er det, hun blev da enke. Så tog hun rigtig fat på at have med den Slemme at bestille, hvad hun ikke havde før, og han skulde skaffe hende penge.
En gang, en aparte aften, opdagede en tjenestepige, at der var lys i hendes værelse, og så keg hun ind ad vinduet. Da stod der en heks og kjæmmede fruens hår. Pigen tænkte jo ved det, men talte ikke om det. Kort efter døde Anna Søe og blev begravet i Tisted, formodentlig ved hendes mand. Men årsdagen efter kunde de hvert år træffe en guldkaret med fire heste for kjøre mellem Hundstrup og Tisted.
Meddelt af Mads Møller, Hundborg til Evald Tang Kristensen.
Fru Ane Søe på Kjølbygård var så gjerrig, at hun ikke nænnede at få sit korn malet i nogen mølle. hendes piger skulde derfor op 2-3, ja undertiden 4 timer hver morgen før dag for at male på hendes håndkværn. Da de en aften bad fruen om at blive fri næste morgen for dette besværlige arbejde, så svarede hun ja. Men så skal I blive i eders senge, så skal jeg male i morgen,” og det gik også således.
Næste morgen vågnede pigerne ved den forfærdelige alarm, som kværnen gjorde, hvilket var så voldsomt, at de aldrig havde hørt magen; de hviskede da til hinanden, at de vilde op at kige ved døren. De listede sig da stille hen til nøglehullet, og der kunde de se en lille dreng med en lang rød hue på hovedet, som malede, og fruen stod bag ved ham med en hundepisk og piskede til ham af alle kræfter. Endelig holder han stille og siger: “Her er for mange øjne,” og i det samme forsvandt han. Pigerne futtede da ind i deres seng, men næste dag siger fruen til dem: “Nu skal I få lov til at male for eftertiden, I kunde, som jeg bad jer om, være bleven liggende i eders senge.”
Meddelt af Lars Dybdahl til Evald Tang Kristensen.
Der var en frue på Kjølbygård, hun hed Anne Sø, og efter gammelt sagn skal hun have været så ualmindelig gjerrig og nærig mod hendes bønder, og have haft tankerne så gruelig henvendt på penge. Når bønderne ikke kunde udrede, hvad de skulde, plagede hun dem hårdt. Hun skulde have sagt, at var det ikke for den hårde død at gå i møde, så skulde hun have fået Kjølbygård til at stå på 4 guldpæle. Hun havde gjort akkord med den Gamle, pengesager angående, og var kommen så vidt i det med ham, og have fået penge af ham så længe, te der skulde komme en befordring efter hende til en bestemt tid. Den gang tiden så var udrunden, gav hun kusken ordre, te han skulde møde i sildig mørkning med befordring. men den gang han så var ved at lave sig til, kom der en gloende vogn, hun skulde med. Hun var ved at sætte hendes hår, men fik ikke tid til at sætte hendes smykker rigtig i lave, og kom ud af døren i en trekant og så på vognen, og det rejste af i en sådan fart, te der blev sådan susen i luften, og de kunde høre den lange veje hen. Så var hun væk.
Lem, Salling til Evald Tang Kristensen.
Anne Søe på Kjølbygård var meget rig. Det var hendes mundheld: Det er ingen sag at være her i verden, og man kan sagtens være rig, var det blot ikke for den slemme død. Der fortælles om, hvordan hun fik sin rigdom, at hver morgen sad der en lille sort hund i sengen, og den brækkede en guldskilling op til hende. Hun havde en aften ordret sin kusk til at spænde for og kjøre op for døren, og hun kom så og satte sig op. Da han spurgte hende, hvor han skulde kjøre hen, svarede hun: “Kjør bare, du skal ikke bryde dig om, hvorhen.”
Det var om natten, og han kjørte længe, indtil han omsider kom til et sted, hvor det lyste ud af alle vinduer, og der stod hun af og gik ind. Kusken ventede længe, og hun kom ikke. Så dristede han sig til at gå hen og kige ind ad et vindue, og der så han, at der var så mange småvæsener omkring fruen, og de stod og havde så travlt med at pynte hende og kjæmme hendes hår. Kusken kjørte så hjem igjen, og siden så man ikke noget til Anne Søe. Efter den tid spøgte hun på gården. Der blev så sendt bud efter en præst, som forstod sig på at mane, og han måtte indgå et væddemål med hende om, hvem af dem der først kunde komme gjennem Morsland, han oven på jorden, og hun under jorden, og han måtte endda ride på sin raskeste hest. Det var gjennem Flade bakker, de skulde, og da præsten holdt på bakkekanten på østsiden af Mors, stak hendes heste ud af bakken neden for, men præsten havde dog sejret, for han var jo allerede kommen i hold.
Meddelt af L.N. Bertelsen til Evald Tang Kristensen.
Fru Anna Søe havde stået på et stykke jord og svoret sig til det, men hun stod med muld i hendes sko. En gang vilde hun vise sin kusk en kiste fuld af penge, og han måtte tage af dem, ligesom han vilde. Men han kunde ikke løfte en eneste. Der lå en sort hund i gangen uden for hendes dør. Kusken kjørte med hende en nat til et hus, der var stærkt belyst, og der gik hun ind. Da det varede ham for længe, kikkede han ind ad vinduerne, og da så han, de kjæmmede ild af hendes hår.
Meddelt af M. Nielsen, Hvidbjærg til Evald Tang Kristensen.