På en gård i Mårbæk i Bedsted sogn var der mange vætter. Underbostøjet kom tit og lånte et og andet i huset. En gang kom der en lille mand og lånte en saks af pigen. Dagen efter var der bryllup, og hun fik lov til at se den herlighed. “Men så snart du lèr, får du ikke mere at se.” Næste dag så pigen også vætterne komme og gå ned i en høj tæt ved gården. Hun gik hen og så ned i den, og der var en stor herlighed. Men som de bedst sad, blev et par af dem uenige, og da sprang en anden, som sad omme bag bordet, op og vilde over og skifte lyd imellem dem. Han havde pigens saks bunden ved siden i steden for en sabel, og da han sprang op på bordet, stødte saksen imod dette, og den kom således til at stikke ham i det ene lår. Pigen kunde da ikke bare sig for at le, og derfor fik hun intet mere at se.
Meddelt af Nik. Christensen til Evald Tang Kristensen.
I Bedsted er Tofthøj, og den gav ejeren sig til at kaste i. Da mistede han en plag og dagen efter en ko og kort efter atter et kreatur. Så kom han i tanker om, at det var højens skyld. Han gik op til provst Bentzon her og fortalte ham det og spurgte ham, om han troede, det var en straf for det. Han svarede, at dersom han selv tænkte det, skulde han lade højen være, men tænkte han det ikke, så vilde han ingen ting sige. Han gik så hjem og dækkede hullet til. Så hørte uheldet op. Han pålagde siden hans søn at frede højen, og denne atter hans svigersøn. Nu er den givet til staten.
Meddelt af Lærer Nørgård, Snedsted til Evald Tang Kristensen.
I Bedsted i Ty fortælles der om en præst, som skal have levet der for lang tid siden, at han holdt så meget af at gå på kirkegården om natten og færdes mellem de døde. En gang var der en karl, som vilde forskrække ham og i den hensigt tog et lagen over sig og gik op på kirkegården. Da præsten så ham, sagde han til ham: “Er du en levende, så tal; men er du død, så vig!” Da karlen blev stående og tav, blev præsten vred og råbte: “Følg!” Karlen måtte nu følge, og da de kom uden for kirkegården, begyndte præsten at mane karlen ned. Denne bad nu for sig, men ned måtte han. Derpå blev der lagt en stor sten oven på ham, som den dag i dag kaldes Præstestenen.
Meddelt af P. Hørlyk, Vinding højskole til Evald Tang Kristensen.
Ane Kjær i Skellebjerghøj. Fortalt af Laurits Bødker.
Min mors bedstefar Kræsten Hansen tjente hos Søren Klavsen i Bedsted, der var sådan en stortalende mand, som altid ville have sin vilje. Så en dag siger Kræsten til ham: – Det er nok galt fat med den høj deroppe. – Det er en høj, de kalder Skellebjerghøj.
– Det kan jeg ikke tro, siger Søren, har du da set noget?
– Ja, i går, da jeg red ned til dammen og ville vande hestene, kom der en lille mand op fra den vestre høj, og han red på et par bitte små heste. Såvidt jeg kunne se, var der sko under dem af guld eller sølv.
Så siger Søren: – Hvor langt var du fra ham?
– Ja, jeg var ved den østre ende og vandede, og han var ved den søndre.
– Er det sandt?
– Ja, Djævlen vælte mig er det sandt. – Det var nu hans måde at bande på.
– Mon vi ikke skulle tage og besøge den mand, Kræsten?
– Jeg er tjener, og vil gøre, hvad du forlanger.
– Ja, lad os så få fat på en greb og en skovl, og lad os så se, hvad der er i den høj.
Så graver de ned i det sydvestre hjørne, og da de kommer en alen ned, støder de på en hård genstand: – Nu skal du være forsigtig, Kræsten!
De kaster så fra den og opdager, det er et jernskrin.
– Hvorfor mon vi ikke kan rokke det af stedet? siger Søren.
– Vi skal nok være flere om det, siger Kræsten, jeg vil gå hjem og hente din kone. – Hun hed Ane Kjær, og hun kommer så derop:
– Der er nok ikke andet ved det, end at I er bange, siger hun, det skrin kan jeg tage alene. – Så tager hun skrinet og sætter det op på brinken.
– Du må hellere tage det med dig hjem, siger manden.
– Nej, det må I nok kunne bære hjem, sådan et par kraftige karle.
Så ville Kræsten Hansen tage fat, men han kunne ikke. Nu skulle de hjælpe hinanden, men de kunne heller ikke i fællesskab. Så tog Ane ved, og hun gik med skrinet, uden at det rørte hende.
– Jeg vil derop igen, siger hun, der er nok mere end det der. – Hun gik, og så blev hun væk. Så ville de op at se efter hende. Hun var deroppe, og manden siger da til hende: – Lad os nu komme hjem. Her udretter du jo ingenting.
– Nej, her er mit hjem, siger hun.
– Du kan da nok forstå, siger Søren Klavsen, at her kan du ikke bo.
– Jo, her vil jeg være, og her skal jeg være.
De overtalte hende dog til at følge med hjem, men hun var ikke kommet mere end et skridt fra højen, før hun blev tåbelig og blev ved at forlange at bo dér. Der blev nu holdt mange rådslagninger, og manden bestemte sig så til at indrette et pænt værelse i den samme udgravning, og hun fik så kammeret at være i. Når hun var der, fejlede hun ikke det mindste, men ligeså snart hun var uden for det, så var det det samme igen, og fødevarer og den slags bar de jo op til hende. Sådan levede hun i højen i elleve år, og det er sandfærdigt. Nøjagtig på 11-årsdagen kom hun igen til sans og samling og kunne følge med folkene hjem. Hendes bestilling deroppe var at spinde og binde, og hun havde besøg af mange mennesker. Min kones oldemoder var derinde og sad ved hende både dag og aften.
Et par dage efter, at hun var blevet sær, ville Søren og Kræsten køre ud til deres hedeskifte efter tørv, men de var ikke kommet længere end forbi Bedsted kirke, før de så, der var noget, der røg meget voldsomt oppe nordpå. Så vendte de jo om og lod hestene rende det, de kunne, og da var det gården, der brændte. Det første Søren spurgte om, da han kom hjem, det var om de havde reddet den kasse, som stod på loftet.
Så svarede hans nabo: – Den er reddet!
– Så er der ingen fare ved det, siger Søren, lad det så bare brænde. Den kasse kan betale den gård og én til. Før dette skete, kunne de såmænd kalde mig en fattig mand, men nu må de gerne kalde mig rig.
Gården blev så bygget op igen, og da Ane Kjær kom hjem efter at de elleve år var omme, da sagde hun:
– Søren, nu har jeg udtjent. Sig mig nu, hvad løn jeg har fået for min lange tro tjeneste?
– Ja, hvis du vil love, at det bliver mellem os to, siger han, så vil jeg sige dig rent ud, at det er dig, jeg kan takke for, at jeg har fået bygget gården op og tilmed har penge tilovers til at bygge én til. Du har tjent det altsammen, men nu må vi være enige om at rive kammeret ned og jævne det hele.
Det skete, og nu holdt de sig fremtidigt fra højen. Ane Kjær var en dygtig kone i mange år efter den dag.
___
Der er en hellig kilde vester i Tyland ved Tanderup. Den gamle Peder Lykke var bleven blind i børnekopper, men kunde dog skimte dag og nat. Så meget syn havde han da fået ved at komme til den kjelde, sagde han. han boede i Soldbjærg tæt norden for kirken.
Meddelt af Maren Dissing til Evald Tang Kristensen.
Den ene af kulerne i Hurup lå ved Ashøje. Stedet kjendes endnu af et lille hul i jorden, som skal føre der ned til. Der er nemlig ingen, som tør vove at betræde kulen. Røverne der nedstammede fra en pige, som var bleven lokket og havde født en dreng, der siden blev hendes mand. Hun havde fra først af gravet kulen og boede deri tillige med sit barn.
Den anden kule i Hurup har været ved Refsbøl. Den blev funden derved, at en del bøller blev spændte for en stor sten, som de trak i jærnlænker over marken. Da den kom over det sted, faldt den ned deri. Refsbøl har sit navn af disse bøller.
Kulen ved Gramstrup lå oppe ved nogle høje. En mand i G. gav anledning til, at røverne blev grebne, han så nemlig en dag nogle af dem komme, og da han nok kunde skjønne, at de vilde ind til ham, lagde han op med sin dreng, som stod i stuen hos ham, at han vilde lade, når de kom ind, som han var kommen i trætte med drengen, og så give ham en ørefigen, hvorpå drengen skulde sige, at han vilde ikke være der længere, og så løbe ud og tage en hest og ride til Vestervig Kloster og bede om hjælp. Som sagt så gjort, manden skjændte på drengen, da de kom ind, og gav ham en ørefigen, hvorpå han løb ud og red til klosteret, og fik krigsfolk med sig, der så kom og tog røverne til fange, imedens de sad og nød den gode levemåde, manden i Gramstrup havde sat for dem.
Evald Tang Kristensen.
Sejerskilde smed i Hurup mødte en gang en hovedløs hest. Så siger han til den: “Hvor har du gjort af dit hoved, bitte karl?” Straks gav den sig til at fnyse, så ild og røg stod ud af halsen på den.
Meddelt af L.N. Bertelsen til Evald Tang Kristensen.