Da Boddum kirke, der ligger i det sydlige Ty, skulde bygges, var beboerne uenige om byggestedet, og da enighed ikke kunde tilvejebringes fordi enhver vilde have den nærmest ved sit hjem, toges endelig efter nogen rådslagning den beslutning at sammenlænke to stude samt binde dem for øjnene, så de ikke kunde se, og hvor de valgte deres natteleje, der skulde kirken bygges. Beslutningen blev udført, idet man sammenlænkede to stude og gav dem bind for øjnene, og derefter blev de slupne løs. Deres natteleje valgte de nede ved fjorden, et kjønt stykke for byen. Derfor ligger Boddum kirke så afsides.
Meddelt af Niels Kjær, Trunderup til Evald Tang Kristensen.
Fra vestenden af dover kil, som går norden om halvøen Boddum, strækker sig i syd til Skibsted fjord, der går sønden om, et lavt engdrag, Brokjær, hvor der fordum har stået en borg, af hvis grund der endnu sees levninger.
Meddelt af Joh. Nielsen.
Hvem der har været i Boddum, vil sande og sige, at når der bliver enten får eller høveder henne, så er det næsten umulig at finde det, og det kommer af den forskrækkelig store hoben bakker og dale der er, så dersom de skal finde det, får det selv at komme. det var ret en plads for ellefolk og sådan noget skidt, før der blev kristendom til, og I kan tro, der var så mange af det slags, som der er sand i strand. Skibsted fjord flød over Brokjær og i Dovverkiel, sådan at Boddum var en ø.
Som der så en gang blev et hors og et føl henne for en mand i Ydby, og de kunde aldrig finde dem eller spørge til dem nogen steder, da var der en mand, der kom i tanker om at vide, hvad der kunde være bag det vand, hvor der altid var tåge. han fik nogle flere til hjælp, fik standet en båd og roede over det her vand. Så langt som de kom, lettede tågen, og der de kom til land på æ østre side, blev der ret dag og dagslysen, ti nu blev det betrådt af kristne mennesker. Deres heste gik der og var vel i behold, dem tog de jo med tilbage, for de kunde jo vade over. Nu har der boet folk der siden, og for det te de fandt landet med båden, kaldte de det Bådum (Bwojem).
Meddelt af Joh. Nielsen til Evald Tang Kristensen.
Underjordiske og elverfolk. Genfortalt af Gorm Benzon.
Bodum kirke ligger på Doverodde, der fra Thys sydlige del skyder sig ud i Limfjorden mellem de to vige, som kaldes Doverkil og Skibsted fjord. Kirken er en tårnløs, romansk granitkvaderbygning, og om den fortælles, at den oprindelig skulle have ligget midt inde i Dover by.
Ligegyldigt hvor meget man imidlertid byggede op om dagen, så blev det lige så hurtigt revet ned den efterfølgende nat, og folk var nok klar over, at det var de underjordiske, som ikke ønskede kirken. Da det således ikke var muligt at få Gudshuset rejst på det oprindeligt udpegede sted, spurgte man en gammel klog mand, hvad man vel kunne stille op. Efter hans råd spændtes der et par blinde stude for en vogn, som var godt belastet med store sten, og ved solnedgang blev de drevet afsted.
Næste morgen ved solopgang drog de Bodum mænd ud for at finde stedet, hvor studene havde lagt sig, thi dér kunne kirken rejses. På nordsiden af Doverodde næsten helt ude, hvor de stejle skrænter flader ned mod Limfjorden, havde studene anbragt sig og lå roligt og tyggede drøv.
Stenene løftedes ned fra vognen og lagdes i grunden, og oven på dem tog man fat på at rejse kirken, som da også denne gang blev stående og står endnu.
Egnen omkring Bodum skal i øvrigt have været særlig rig på underjordiske og ellefolk: På den lille ø, Lindholm, der ligger i fjorden ikke langt fra byen, boede der således en ellekone, som havde to røde køer. Dem lod hun græsse inde på Bodum-boernes enge, og selvom de vist ingen skade gjorde, passede det ikke de gode folk. De opsøgte hende derfor en dag i hendes hytte på øen og bad hende venligt, men bestemt om for fremtiden at holde køerne for sig selv.
Hun lovede godtnok, at hvis køerne måtte blive ved med at græsse på stedet, så skulle Bodum engang blive en købstad, hvilket åbenbart ikke må have interesseret dem synderligt. Da kom en af dem til at kigge over mod byen, og så kan det ellers være, at de fik travlt, for hvert eneste hus stod i flammer. De styrtede afsted for at slukke og redde, hvad der reddes kunne, men da de kom til byen, var alt som før, og der var hverken brand eller røg.
De Bodum mænd var udmærket klar over, at blændværket var noget, som ellekonen havde påført dem, og nu ville de nok snakke med hende om sagerne, for hva kunne det næste ikke blive?
Da de imidlertid på ny nåede ud ved stranden, så de hende stage afsted over mod Mors i et kæmpemæssigt asketrug, og hos sig havde hun de to røde køer.
– “Ja, må jeg ikke være i min jordkove på Lindholm, så flytter jeg til min stenstue på Mors!” Råbte hun, så det gjaldede, og viftede i det samme uheldsvarslende efter mændene med sin knyttede næve. De så hende aldrig siden, og Bodum blev aldrig en købstad. Men i fjorden mellem Thy og Mors er der siden en blank stribe i vandet, når det da ikke stormer alt for slemt. Det er kølvandet efter ellekonens asketrug.
Ellekonen på Lindholm. (Genfortalt af Laurits Bødker)
Ude i Limfjorden mellem Thy og Mors ligger en lille holm, der kaldes Lindholm, og her skal der i gamle dage have boet en ellekone, som ejede to røde køer. De gik på Boddumboernes græsgange om natten, og skønt folk ikke mærkede til, at de gjorde nogen skade, kunne de alligevel ikke tåle det, og de blev så enige om at følges ad hen til den høj, hvor ellekonen boede, for at sige hende, at hun helst måtte holde sine køer ved sig selv.
Hun bad dem om at få lov til at være i fred, og hvis hun måtte det, skulle Boddum blive til en købstad, og Brokær mellem Boddum og Dover skulle blive en stor skov; men dersom de ikke ville det, så skulle de aldrig blive fri for onde tider og gale folk. Og hun fortsatte:
Hvis jeg ikke må blive i Thy i min jordkove, så flytter jeg til Mors i Min stenstove!
I det samme hun havde sagt det, kom mændene til at se sig om, og det så nu ud for dem, som Boddum by stod i lys lue. Uden at svare ellekonen noget skyndte de sig hjem, men da de kom til byen, var der ikke spor af ildebrand. De ville nu gerne give ellekonen lov til at lade hendes køer gå og vendte derfor om for at lade hende vide, at hun herefter skulle have lov til at være i fred. Men da de kom ned til fjorden, så de, at hun allerede var rejst af, for hun sejlede ude på fjorden i sit asketrug og det med begge sine røde køer.
Hendes sejlads efterlod en blank stribe i vandet, og den kan ses endnu.