Bedsted – Boddum

Bedsted, Hassing, Boddum, Ydby

Bedsted

På en gård i Mårbæk i Bedsted sogn var der mange vætter. Underbostøjet kom tit og lånte et og andet i huset. En gang kom der en lille mand og lånte en saks af pigen. Dagen efter var der bryllup, og hun fik lov til at se den herlighed. “Men så snart du lèr, får du ikke mere at se.” Næste dag så pigen også vætterne komme og gå ned i en høj tæt ved gården. Hun gik hen og så ned i den, og der var en stor herlighed. Men som de bedst sad, blev et par af dem uenige, og da sprang en anden, som sad omme bag bordet, op og vilde over og skifte lyd imellem dem. Han havde pigens saks bunden ved siden i steden for en sabel, og da han sprang op på bordet, stødte saksen imod dette, og den kom således til at stikke ham i det ene lår. Pigen kunde da ikke bare sig for at le, og derfor fik hun intet mere at se.
Meddelt af Nik. Christensen til Evald Tang Kristensen.

I Bedsted er Tofthøj, og den gav ejeren sig til at kaste i. Da mistede han en plag og dagen efter en ko og kort efter atter et kreatur. Så kom han i tanker om, at det var højens skyld. Han gik op til provst Bentzon her og fortalte ham det og spurgte ham, om han troede, det var en straf for det. Han svarede, at dersom han selv tænkte det, skulde han lade højen være, men tænkte han det ikke, så vilde han ingen ting sige. Han gik så hjem og dækkede hullet til. Så hørte uheldet op. Han pålagde siden hans søn at frede højen, og denne atter hans svigersøn. Nu er den givet til staten.
Meddelt af Lærer Nørgård, Snedsted til Evald Tang Kristensen.

I Bedsted i Ty fortælles der om en præst, som skal have levet der for lang tid siden, at han holdt så meget af at gå på kirkegården om natten og færdes mellem de døde. En gang var der en karl, som vilde forskrække ham og i den hensigt tog et lagen over sig og gik op på kirkegården. Da præsten så ham, sagde han til ham: “Er du en levende, så tal; men er du død, så vig!” Da karlen blev stående og tav, blev præsten vred og råbte: “Følg!” Karlen måtte nu følge, og da de kom uden for kirkegården, begyndte præsten at mane karlen ned. Denne bad nu for sig, men ned måtte han. Derpå blev der lagt en stor sten oven på ham, som den dag i dag kaldes Præstestenen.
Meddelt af P. Hørlyk, Vinding højskole til Evald Tang Kristensen.

Ane Kjær i Skellebjerghøj. Fortalt af Laurits Bødker.
Min mors bedstefar Kræsten Hansen tjente hos Søren Klavsen i Bedsted, der var sådan en stortalende mand, som altid ville have sin vilje. Så en dag siger Kræsten til ham: – Det er nok galt fat med den høj deroppe. – Det er en høj, de kalder Skellebjerghøj.

- Det kan jeg ikke tro, siger Søren, har du da set noget?
- Ja, i går, da jeg red ned til dammen og ville vande hestene, kom der en lille mand op fra den vestre høj, og han red på et par bitte små heste. Såvidt jeg kunne se, var der sko under dem af guld eller sølv.

Så siger Søren: – Hvor langt var du fra ham?
- Ja, jeg var ved den østre ende og vandede, og han var ved den søndre.
- Er det sandt?
- Ja, Djævlen vælte mig er det sandt. – Det var nu hans måde at bande på.
- Mon vi ikke skulle tage og besøge den mand, Kræsten?
- Jeg er tjener, og vil gøre, hvad du forlanger.
- Ja, lad os så få fat på en greb og en skovl, og lad os så se, hvad der er i den høj.

Så graver de ned i det sydvestre hjørne, og da de kommer en alen ned, støder de på en hård genstand: – Nu skal du være forsigtig, Kræsten!

De kaster så fra den og opdager, det er et jernskrin.

- Hvorfor mon vi ikke kan rokke det af stedet? siger Søren.
- Vi skal nok være flere om det, siger Kræsten, jeg vil gå hjem og hente din kone. – Hun hed Ane Kjær, og hun kommer så derop:

- Der er nok ikke andet ved det, end at I er bange, siger hun, det skrin kan jeg tage alene. – Så tager hun skrinet og sætter det op på brinken.

- Du må hellere tage det med dig hjem, siger manden.
- Nej, det må I nok kunne bære hjem, sådan et par kraftige karle.

Så ville Kræsten Hansen tage fat, men han kunne ikke. Nu skulle de hjælpe hinanden, men de kunne heller ikke i fællesskab. Så tog Ane ved, og hun gik med skrinet, uden at det rørte hende.

- Jeg vil derop igen, siger hun, der er nok mere end det der. – Hun gik, og så blev hun væk. Så ville de op at se efter hende. Hun var deroppe, og manden siger da til hende: – Lad os nu komme hjem. Her udretter du jo ingenting.
- Nej, her er mit hjem, siger hun.
- Du kan da nok forstå, siger Søren Klavsen, at her kan du ikke bo.
- Jo, her vil jeg være, og her skal jeg være.

De overtalte hende dog til at følge med hjem, men hun var ikke kommet mere end et skridt fra højen, før hun blev tåbelig og blev ved at forlange at bo dér. Der blev nu holdt mange rådslagninger, og manden bestemte sig så til at indrette et pænt værelse i den samme udgravning, og hun fik så kammeret at være i. Når hun var der, fejlede hun ikke det mindste, men ligeså snart hun var uden for det, så var det det samme igen, og fødevarer og den slags bar de jo op til hende. Sådan levede hun i højen i elleve år, og det er sandfærdigt. Nøjagtig på 11-årsdagen kom hun igen til sans og samling og kunne følge med folkene hjem. Hendes bestilling deroppe var at spinde og binde, og hun havde besøg af mange mennesker. Min kones oldemoder var derinde og sad ved hende både dag og aften.

Et par dage efter, at hun var blevet sær, ville Søren og Kræsten køre ud til deres hedeskifte efter tørv, men de var ikke kommet længere end forbi Bedsted kirke, før de så, der var noget, der røg meget voldsomt oppe nordpå. Så vendte de jo om og lod hestene rende det, de kunne, og da var det gården, der brændte. Det første Søren spurgte om, da han kom hjem, det var om de havde reddet den kasse, som stod på loftet.

Så svarede hans nabo: – Den er reddet!
- Så er der ingen fare ved det, siger Søren, lad det så bare brænde. Den kasse kan betale den gård og én til. Før dette skete, kunne de såmænd kalde mig en fattig mand, men nu må de gerne kalde mig rig.

Gården blev så bygget op igen, og da Ane Kjær kom hjem efter at de elleve år var omme, da sagde hun:
- Søren, nu har jeg udtjent. Sig mig nu, hvad løn jeg har fået for min lange tro tjeneste?
- Ja, hvis du vil love, at det bliver mellem os to, siger han, så vil jeg sige dig rent ud, at det er dig, jeg kan takke for, at jeg har fået bygget gården op og tilmed har penge tilovers til at bygge én til. Du har tjent det altsammen, men nu må vi være enige om at rive kammeret ned og jævne det hele.

Det skete, og nu holdt de sig fremtidigt fra højen. Ane Kjær var en dygtig kone i mange år efter den dag.

___

Der er en hellig kilde vester i Tyland ved Tanderup. Den gamle Peder Lykke var bleven blind i børnekopper, men kunde dog skimte dag og nat. Så meget syn havde han da fået ved at komme til den kjelde, sagde han. han boede i Soldbjærg tæt norden for kirken.
Meddelt af Maren Dissing til Evald Tang Kristensen.

Hassing

I forhold til sognet er Hassing kirkegård stor, men den nordligste side af den har også hidtil stået ubenyttet og bærer navn af Han herredernes kirkegård, idet man siger, at ligene i ældgamle tider førtes op fra det til Ty grændsende Han herred og jordedes her. Man havde nemlig selv endnu ikke hverken kirke eller kirkegård der. Der findes og spor af gamle grave på Han herredernes kirkegård, og indtil vor tid har der ligesom været et dige som skjel imellem denne og den egentlige med grave opfyldte kirkegård.
N.P. Jensen, Hassing til Evald Tang Kristensen.

St. Tøgers kilde i Hassing er betragtet for et helligt sted, hvor de syge har kunnet hente lægedom. Om st. Tøger fortælles, at han vandrede om fra sted til sted for at finde husly, men dette blev ham nægtet. Træt og mødig lagde da den hellige vandringsmand sig til at sove i en dal vest for Hassing by, og til vidne om hans hellighed udsprang der, da han stod op igjen om morgenen, en kilde på det sted, hvor han havde hvilet sit hoved. denne uudtømmelige kilde blev betragtet som et helligt væld, hvor man valfartede til og søgte hjælp mod sygdomme. Da man i nutiden lod kilden rense, fandtes der en mængde messingknappenåle i den.
Meddelt af Lars Peter Eriksen, Hassing.

Et af de ældste sogne i Ty er Hassing, som har givet herredet navn. Som en følge deraf er Hassing kirke også gammel og sagnet fortæller, at en mester med sin svend arbejdede på murene således, at mesteren satte sydsiden, og svenden nordside. Da arbejdet var endt, så mesteren på sit arbejde og sagde: “Den side skal stå i tusinde år”, men svenden sagde: “Min skal stå, så længe verden står.” Herover blev mesteren vred og sagde: “Har du gjort evigt arbejde, skal du også have evig løn.” Dermed stak han sin dolk i brystet på ham, så han styrtede død om med det samme.
Meddelt af lærer N.P. Jensen, Hassing til Evald Tang Kristensen.

I Hassing, ikke langt fra St.-Tøgers kilde, findes en dal, kaldet Troldgab, og en høj, Troldhøj. Nogle mener, at det skal være Trollesgab og Trolleshøj, idet en anfører, Trolle, i en af svenskerkrigene med sin trop blev nedsablet der. han skulde så være begraven i højen, og denne da have fået sit navn. Til bekræftelse herpå kunde for resten tjene, hvor der nu graves tørv, har man fundet benrade af heste samt messingsporer.
Meddelt af N.P. Jensen, Hassing til Evald Tang Kristensen.

Maler Toftdal i Vestervig, der er født i Hassing siger, at der nede ved st.-Tøgers kilde i Troldgab ved midnatstide går en hovedløs hest.
Meddelt af Joh. Nielsen, Randrup til Evald Tang Kristensen.

Den samme præstekone i Hassing, der brugte karlen til ridehest, når hun red til Troms kirke, og til sidst fik jærnsko på hænder og fødder, hun øvede også en kommers i hendes forrige mands tid. Han var provst, men om det var mere end navnet, han bar, skal jeg lade være usagt. Så var der et bryllup i sognet, hvor han også var indbuden. Mens gjæsterne sad ved bordene, kom en hvid kat gående frem og tilbage på gulvet. En af gjæsterne, der havde mere end almindelig kundskab, sagde til en af de andre: “Vær så god at stå til side, og lad provstinden gå om.” Men aldrig så snart hendes navn var nævnt, før hun stod helt nøgen, som hun var født til verden, i steden for katten. Så snart hendes mand så dette, sank han ned under det bord, han sad ved, og døde straks.
Meddelt af Lars Dybdal til Evald Tang Kristensen.

På Gisselbækgård i Hassing skal efter sigende en kræmmer være bleven myrdet i et tørvehus, der var blevet ham anvist til natteleje. Siden den tid skal det være slemt til at rumstere på nævnte sted, ja, endog den dag i dag mener man at høre tummel i pigekammeret, der netop er på den plads, hvor tørvehuset har stået.
Meddelt af Lærer N.P. Jensen, Hassing til Evald Tang Kristensen.

Man skal i gamle dage have kunnet sejle ind i Limfjorden fra Vesterhavet gjennem Ove sø. Indsejlingen var ved Lillebjærg nede ved fjorden, og sejladsen gik syd for Hassing og Villerslev byer. Der skal have været en borg i gammel tid, som hed Lilleborg, tæt ved indsejlingsstedet, og der har stået et oldtidsslag, idet de mange småhøje der nede beviser det.
Meddelt af Lars Peter Eriksen, Hassing til Evald Tang Kristensen.

Boddum

Da Boddum kirke, der ligger i det sydlige Ty, skulde bygges, var beboerne uenige om byggestedet, og da enighed ikke kunde tilvejebringes fordi enhver vilde have den nærmest ved sit hjem, toges endelig efter nogen rådslagning den beslutning at sammenlænke to stude samt binde dem for øjnene, så de ikke kunde se, og hvor de valgte deres natteleje, der skulde kirken bygges. Beslutningen blev udført, idet man sammenlænkede to stude og gav dem bind for øjnene, og derefter blev de slupne løs. Deres natteleje valgte de nede ved fjorden, et kjønt stykke for byen. Derfor ligger Boddum kirke så afsides.
Meddelt af Niels Kjær, Trunderup til Evald Tang Kristensen.

Fra vestenden af dover kil, som går norden om halvøen Boddum, strækker sig i syd til Skibsted fjord, der går sønden om, et lavt engdrag, Brokjær, hvor der fordum har stået en borg, af hvis grund der endnu sees levninger.
Meddelt af Joh. Nielsen.

Hvem der har været i Boddum, vil sande og sige, at når der bliver enten får eller høveder henne, så er det næsten umulig at finde det, og det kommer af den forskrækkelig store hoben bakker og dale der er, så dersom de skal finde det, får det selv at komme. det var ret en plads for ellefolk og sådan noget skidt, før der blev kristendom til, og I kan tro, der var så mange af det slags, som der er sand i strand. Skibsted fjord flød over Brokjær og i Dovverkiel, sådan at Boddum var en ø.

Som der så en gang blev et hors og et føl henne for en mand i Ydby, og de kunde aldrig finde dem eller spørge til dem nogen steder, da var der en mand, der kom i tanker om at vide, hvad der kunde være bag det vand, hvor der altid var tåge. han fik nogle flere til hjælp, fik standet en båd og roede over det her vand. Så langt som de kom, lettede tågen, og der de kom til land på æ østre side, blev der ret dag og dagslysen, ti nu blev det betrådt af kristne mennesker. Deres heste gik der og var vel i behold, dem tog de jo med tilbage, for de kunde jo vade over. Nu har der boet folk der siden, og for det te de fandt landet med båden, kaldte de det Bådum (Bwojem).
Meddelt af Joh. Nielsen til Evald Tang Kristensen.

Underjordiske og elverfolk. Genfortalt af Gorm Benzon.
Bodum kirke ligger på Doverodde, der fra Thys sydlige del skyder sig ud i Limfjorden mellem de to vige, som kaldes Doverkil og Skibsted fjord. Kirken er en tårnløs, romansk granitkvaderbygning, og om den fortælles, at den oprindelig skulle have ligget midt inde i Dover by.

Ligegyldigt hvor meget man imidlertid byggede op om dagen, så blev det lige så hurtigt revet ned den efterfølgende nat, og folk var nok klar over, at det var de underjordiske, som ikke ønskede kirken. Da det således ikke var muligt at få Gudshuset rejst på det oprindeligt udpegede sted, spurgte man en gammel klog mand, hvad man vel kunne stille op. Efter hans råd spændtes der et par blinde stude for en vogn, som var godt belastet med store sten, og ved solnedgang blev de drevet afsted.

Næste morgen ved solopgang drog de Bodum mænd ud for at finde stedet, hvor studene havde lagt sig, thi dér kunne kirken rejses. På nordsiden af Doverodde næsten helt ude, hvor de stejle skrænter flader ned mod Limfjorden, havde studene anbragt sig og lå roligt og tyggede drøv.

Stenene løftedes ned fra vognen og lagdes i grunden, og oven på dem tog man fat på at rejse kirken, som da også denne gang blev stående og står endnu.

Egnen omkring Bodum skal i øvrigt have været særlig rig på underjordiske og ellefolk: På den lille ø, Lindholm, der ligger i fjorden ikke langt fra byen, boede der således en ellekone, som havde to røde køer. Dem lod hun græsse inde på Bodum-boernes enge, og selvom de vist ingen skade gjorde, passede det ikke de gode folk. De opsøgte hende derfor en dag i hendes hytte på øen og bad hende venligt, men bestemt om for fremtiden at holde køerne for sig selv.

Hun lovede godtnok, at hvis køerne måtte blive ved med at græsse på stedet, så skulle Bodum engang blive en købstad, hvilket åbenbart ikke må have interesseret dem synderligt. Da kom en af dem til at kigge over mod byen, og så kan det ellers være, at de fik travlt, for hvert eneste hus stod i flammer. De styrtede afsted for at slukke og redde, hvad der reddes kunne, men da de kom til byen, var alt som før, og der var hverken brand eller røg.

De Bodum mænd var udmærket klar over, at blændværket var noget, som ellekonen havde påført dem, og nu ville de nok snakke med hende om sagerne, for hva kunne det næste ikke blive?

Da de imidlertid på ny nåede ud ved stranden, så de hende stage afsted over mod Mors i et kæmpemæssigt asketrug, og hos sig havde hun de to røde køer.

- “Ja, må jeg ikke være i min jordkove på Lindholm, så flytter jeg til min stenstue på Mors!” Råbte hun, så det gjaldede, og viftede i det samme uheldsvarslende efter mændene med sin knyttede næve. De så hende aldrig siden, og Bodum blev aldrig en købstad. Men i fjorden mellem Thy og Mors er der siden en blank stribe i vandet, når det da ikke stormer alt for slemt. Det er kølvandet efter ellekonens asketrug.

Ellekonen på Lindholm. (Genfortalt af Laurits Bødker)
Ude i Limfjorden mellem Thy og Mors ligger en lille holm, der kaldes Lindholm, og her skal der i gamle dage have boet en ellekone, som ejede to røde køer. De gik på Boddumboernes græsgange om natten, og skønt folk ikke mærkede til, at de gjorde nogen skade, kunne de alligevel ikke tåle det, og de blev så enige om at følges ad hen til den høj, hvor ellekonen boede, for at sige hende, at hun helst måtte holde sine køer ved sig selv.

Hun bad dem om at få lov til at være i fred, og hvis hun måtte det, skulle Boddum blive til en købstad, og Brokær mellem Boddum og Dover skulle blive en stor skov; men dersom de ikke ville det, så skulle de aldrig blive fri for onde tider og gale folk. Og hun fortsatte:

Hvis jeg ikke må blive i Thy i min jordkove, så flytter jeg til Mors i Min stenstove!

I det samme hun havde sagt det, kom mændene til at se sig om, og det så nu ud for dem, som Boddum by stod i lys lue. Uden at svare ellekonen noget skyndte de sig hjem, men da de kom til byen, var der ikke spor af ildebrand. De ville nu gerne give ellekonen lov til at lade hendes køer gå og vendte derfor om for at lade hende vide, at hun herefter skulle have lov til at være i fred. Men da de kom ned til fjorden, så de, at hun allerede var rejst af, for hun sejlede ude på fjorden i sit asketrug og det med begge sine røde køer.

Hendes sejlads efterlod en blank stribe i vandet, og den kan ses endnu.

Ydby

Om Ydby kirke havde der snoet sig en lindorm, som var så lang, at hovedet lå ved den ene side af kirkemuren, og halen ved den anden. På èn gang kunde den æde en hest og en ko, og den slugte alle dem, der kom i nærheden. Da nu folk ikke kunde komme i kirke for den, fødte de en tyrekalv op, og folk fra sognet bar i tre år nymalket mælk sammen til den, hvorpå de førte den til kirken. Men ormen var for stærk, og med nød og næppe frelstes tyren. I fire år til fødtes den nu på samme måde og overvandt da lindormen, hvis skrog blev ført ud på en i fjorden liggende ubeboet holm, som er østen for Boddum og deraf har fået navnet Lindholmen. Den blev ført derhen, fordi den var giftig, og for at den ikke skulde forpeste luften.
Meddelt af H.A.B til Evald Tang Kristensen.

I gamle dage var der kommet en lindorm på Ydby kirkegård. Den voksede og blev meget farlig, ti den vilde tage både mennesker og dyr, og til sidst var den så lang, at den nåede helt rundt om kirken, så ingen turde komme der. Så hittede manden i æ Kjærregård på råd. Han lagde en tyrekalv til, og den fik i fire år al den nymalkede mælk, den kunde drikke. Længe havde den været mandvolm, og ingen kunde komme den nær uden pigen, som gav den mælken. Da den nu var fire år, sagde manden til hende: “Å, tag æ spand og list æ tyr med dig op på æ kirkegård, og så kan du jage æ spand inden æ stette og så rende hjem.” Skjøndt pigen var gruelig bange, blev dette gjort. Men da lindormen nu så tyren, kastede den sig over den, og der kom til at stå en frygtelig kamp. Men tyren vandt sejr, og lindormen blev stukken ihjel. Den er nu begravet i den lille høj lige vest for kirken, som endnu hedder Lindormehøjen.
Meddelt af Joh. Nielsen til Evald Tang Kristensen.

Norden for Ydby kirke på kirkegården er der en stor flad høj, og efter sagnet er der så meget guld deri, at kirken kan bygges op derfor, når den brænder tredje gang. Men hvem der vover at grave i højen, før kirken er brændt, skal dø, inden året er omme. – Den nuværende kirkesanger siger, at højen efter hans undersøgelser består af murbrokker under grønsværen. Ydby fik sit kapel ligesom Vestervig m.fl. kirker, da stiftet var i band for drabet på biskop Oluf Glob.
Meddelt af Joh. Nielsen til Evald Tang Kristensen.

På Ydby kirkegård ligger enhøj, hvori der skal være en kjedel med penge, som ikke kan optages, før en gang kirken brænder. Flere har forsøgt på at grave i højen efter dem, men er straks blevne så syge, at de ikke har kunnet grave videre. De penge skal bruges til at bygge kirken op for, når den en gang brænder.
H.A.B.- Evald Tang Kristensen

Det skete en gang i Flarup, da folkene kom ud fra deres juleaftensnætter, at der sad en kat i kjeldetruget. Så tog tjenestedrengen en pisk og bankede den kat i, men da spyttede den noget på ham, og så døde han om anden dagen.
Johan Jensen, Mollerup til Evald Tang Kristensen.

I Ydby boede en gammel kone, der kaldtes Ma’ Dappes (rundfed, en dappes: højst trivelig person); hun var slem til at hekse. Så var der en slem smed i Kobberød, der vilde drive løjer med hende, og han gik til hende og bildte hende ind, at han vilde lære hendes klogskab. “Ja, mit barn”, siger hun, “vil du gjøre, som a siger, så må du komme til mig på søndag aften ved midnatstide oppe på kirkegården.” Det lovede han og kom også til bestemt tid. Kjællingen var mødt.

“Nu mit barn”, sagde hun, “gjør nu, som æ gjør”, og dermed slængte hun hendes træsko, rendte hen til kirkedøren, fløjtede ind ad nøglehullet og sagde: “Æ gi’r mig Fanden i vold.” Han rendte bag efter og skreg: “Æ gi’r dig Fanden i vold.” – “Du må ikke sige sådan..” Men han blev ved at sige det alle tre gange, for de løb jo tre gange rundt. “Gjør det igjen, så skal du aldrig glemme mig”, sagde hun, men han blev ved sit.

Just som han havde sagt det sidste ord, kom der så mange katte, te han kunde ikke tælle dem, og deres øjne var glød, og de mjavede og pustede og tog svært afsted. Smeden rendte uden træsko ud af stetten, men med et fælt følgeskab. Vester ud ad landevejen lod han stå, og djævlene fulgte ham, til han kom til en ager hør, dèr slængte han sig i og lå til dag, og der var han i fred. den gang solen kom, pillede han af hjem. Siden den tid var der aldrig så en kjæbe på ham som før.
Meddelt af Joh. Nielsen til Evald Tang Kristensen.

I Tingbakkerne østen for Sinnerup by i Udby sogn var der i gamle dage en røverbande på 12 personer, og den plyndrede fjernt og nær, og var til stor plage. Gjærne var nogle af dem hjemme, men somme tider var de også alle borte. Så trængte de til en husholderske, og en dag trak de da en lille pige fra Sinnerup ind i hulen, og hun måtte tjene dem og blive hos dem i flere år.

Ved hulens munding havde de en klokke, og fra den var der spændt en snor over til de østlige bakker, for at den kunde lyde, når nogen vejfarende kom forbi om natten. Således fortsatte de deres uvæsen år efter år, og det i mange år. Men en sommerdag, pigen stod derude, red en karl, en af hendes barndoms venner, der forbi. Hun sprang hen imod ham, han greb hende op på hesten og red til Sinnerup med hende, alt hvad han kunde.

Nu blev røverierne værre end før, og folk tænkte til gavns på at blive plagen kvit. Af pigen fik de at vide, at de gudsforgående karle holdt juleaften hellig. Da skulde ikke alene deres håndværk ligge ned, og deres våben forvares inde i et lille kammer, men kunde de gjøre noget godt, så vilde de, kun blev der som sædvanlig sat vagt. Så lod de Sinnerup folk en af deres karle gå ud på Tyholm lille-juledags formiddag, og om aftenen skulde han komme tilbage.

Det gjorde han, og da han var kommen over vadestederne mellem fjorden og vejen, gav han sig til at råbe, at han var gået vildt. Røvernes vagt gik da hen til ham og vilde hjælpe ham på ret vej, til Sinnerup nemlig, men han lod, som han blev ved at være forstyrret og kunde ikke blive ret vendt. Røveren måtte da blive ved længere, end han vel vilde, og pludselig rejste der sig bag ham og den anden en hel række kraftige karle. Disse overmandede skurken, bandt og kneblede ham, og nu drog de til kulen. Der blev kampen kort, ti man besatte først kammerdøren, og enden blev, at alle røverne blev fangede levende. Og for deres mange ugjerninger måtte de bøde med livet. Nogle siger, at de blev sønderslidte af løbske heste, andre, at de blev satte i pigtønder og rullede ihjel efter løbske heste. Men kløften i Tingbakken viser endnu stedet, og den kaldes Røwerståww den dag i dag.

Når man er kommen over Tyholm ad Udby til, over Vejlebro altså, har man Tingbakkerne på venstre hånd. Der, hvor jærnbanen går bakkerne nærmest, sees kløften. Nogle hundrede alen sydvest for var det oldtidens tingsted, som har givet højene og bakkerne der omkring deres navne af Tingbakker og Tinghøje. Tingstedet blev opbrudt omtrent 1810.
Meddelt af Joh. Nielsen til Evald Tang Kristensen.

Bunden opsparing (gendigtning af Egon Nielsen om lindormen ved Ydby kirke))
Det hændte engang da den kristne livsstil endnu ikke var solidt indøvet og de gamle synder stadig havde magt, at gudsfolket i Ydby lagde sig sådan ud med den himmelske Fader at han måtte spærre dem vejen til nådens midler. I dag ved ingen hvad der var kommet parterne imellem, men at det var noget slemt, er uomtvistelig. Havde den himmelske Fader ikke for længst sat regnbuen til tegn på at han aldrig mere vil hjemsøge verden med Syndflodens rædsler, kan der næppe være tvivl om at han i al fald havde ladet Skibsted fjord gå et godt stykke over sine bredder. Men Gud stod ved sit tegn. Ja han vendte endnu en gang sin store vrede til et forunderligt gode. Det er der bevis for.

Selvfølgelig kender den himmelske Fader alt og alle. Han vidste udmærket at ydbyboerne nemt vender vrangen til. Der måtte træffes strenge foranstaltninger for at hindre dem adgang til kirken. De var stolte af deres store kirke med det høje tårn som kan ses så langt bort at det vel var tvivlsomt om der boede mennesker så dybt inde under himmelranden. men hvis der gjorde, kunne de se Ydby kirke. Ingen behøvede at spørge om folket i Ydby var et kristent folk. Det så man på afstand. Og nu havde de altså alligevel misforstået noget – de var kommet til at fornærme den himmelske Fader. Præster og munke havde bildt dem ind at dét var så godt som umuligt, bare man huskede at bøde med mange lys til alteret. Og det huskede de, for det var jo i grunden billigt sluppet. Således tullede de troskyldigt videre i de gamle synders mangfoldighed. men hver eneste helligdag knælede de dybt og gjorde mange korstegn for pande og bryst og alle udsatte steder. Man tager ikke munden for fuld når man siger at de forlystede sig i troen. Indtil den søndag morgen da det gik op for dem at der var noget galt.

Det var en dag i den tidlige sommer. Vandet pludrede i bækkene og man kunne høre alt det grønne gro – eller var det kirkeklokkens sprøde klang? Det er ikke nemt at høre forskel. Ydbyboerne var kommet agende og gående fra fjern og nær, men de nåede ikke længere end til porten i kirkegårdsdiget. Dér var der myldrende sort af mennesker. Den blege angst lyste i deres ansigter. – Gud er blevet gal! sagde de til hinanden. Vi har lagt os ud med den himmelske Fader! Anden forklaring kunne ingen finde på det frygtelige der var sket: i nattens løb var der lagt en lindorm foran kirkedøren! Dér lå den med ild i det skummende gab da de førstankomne var nået gennem porten frem til kirken. De kom hastigt tilbage og smækkede porten efter sig. Efterhånden var hele sognet forsamlet i rædsel. De dristigste kappedes om at stikke næserne ind mellem portens tremmer for at få et glimt af uhyret. En enkelt havde endda mod til at kravle op på diget hvor han rejste sig i fuld højde. Men han kom snart ned igen. Kvinderne stod længst tilbage – med ryggene klemt mod jordemoderens hus. De græd og holdt små tørklæder for næserne. men midt i rædselen var alle grebet af stor undren – for kirkeklokken klang. Det var Helligånden der drev den, mente de klogeste af mændene. Anderledes kunne det ikke forholde sig eftersom ringeren stod aldeles lamslået iblandt dem. Han havde fået et chok da han som den allerførste bogstavelig talt var ved at falde over lindormen foran kirkedøren. Præsten og munkene havde det ikke meget bedre. Den himmelske Fader havde spærret sit ejendomsfolk adgang til nådens midler. Ingen tvivl om det.

Det blev en langstrakt historie. Tiden gik og lindormen voksede. Til sidst snoede den sig omkring hele kirken og bed sig selv i halen, men blev i øvrigt liggende. Kun Gud ved hvad den tog næring af. Den bulnede ud. Den antog giftige farver. Og når nogen af nysgerrighed dristede sig hen til kirkeporten, spyede den ild og edder i lange stråler. Det hjemsøgte folk måtte lade deres børn døbe i fjordene. For de ville ikke opgive troen – skønt det var svært at bevare den. Når det skulle være på den måde! Unge mennesker som var kommet hinan¬den nærmere end godt er, blev viet i dølgsmål. De døde blev flyet til jorde under gamle træer. Meningen var at ligene skulle graves op igen og sænkes i indviet jord når Guds vrede var drevet over. Det havde nok lange udsigter.

Dengang var der i Ydby sogn en gård som hed Helvede. Og nu hittede manden i Helvede på at han ville opdrætte tre tyrekalve. Der har altid været gode penge i avlstyre. Kalvene blev udelukkende fodret med sødmælk og det varede ikke længe inden de var så farlige at ingen kunne komme dem nær. De brummede og stangede ad hvem som helst, undtagen malkepigen. Hun kom flere gange om dagen med svingfyldte spande til de uvorne dyr og så var de så blide som lam. For hun havde forstand på tyrekalve. Derfor slog det en dag ned i hende af de kunne ordne lindormen. Hun snakkede ikke med nogen om det – manden i Helvede ville blive tåbelig hvis han hørte hvad hun havde i sinde. Hun pøsede sødmælk i de tre tyrekalve til det gnistrede i deres øjne og brunsten hang som blylodder mellem deres ben. Så bad hun en aften sit Fadervor toogtyve gange – syv for hver tyr og én gang for sig selv. Herefter hun listede op til kirkeporten med en stor balje sødmælk. Hjertet hamrede i hende da hun åbnede porten – den havde ingen åbnet i tre år. Uden en lyd satte hun den tunge balje fra sig lige indenfor. Lindormens øjne flammede, men den opdagede intet. Så listede hun hjem igen. Men hun lod kirkeporten stå på klem.

Den nat sov alle i Helvede trygt og godt, bortset fra malkepigen. Hun holdt sig vågen. i det første dagslys hentede hun de farlige tyrekalve i stalden og førte dem i tøjr til kirken. Da de nåede frem, kunne tyrene se mælkebaljen mellem tremmerne i porten. Der stod damp ud af deres næsebor. De sænkede hovederne og tog tilløb – med bagbenene først. Jord og grus føg fra deres klove. Da slap malkepigen tøjret og lod dem springe. porten røg op med et brag. Mælken sprøjtede. Lindormen løftede hovedet og spyede ild. Kampen var i gang. Tyrenes horn rev alenlange flænger i lindormens bug. Men den holdt ud til solen stod højt på himlen. Da havde der samlet sig mange mennesker i en kreds omkring malkepigen. De gruede da hun gik gennem porten for at klø de frygtindgydende tyrekalve i panden. Men da viste det sig hvordan den himmelske Fader vender ondt til godt. Thi ormelejet skinnede af purt guld – barre ved barre hele vejen rundt om Ydby kirke. Det var nær kommet til tumulter. Folk kom farende med deres gode råd om hvad al den usandsynlige rigdom kunne bruges til. Manden i Helvede var inde på at han burde have en rimelig part da det dog var hans tyrekalve der havde sat livet på spil. Men malkepigen sagde at han kunne få sin betaling hos hende og så var der ikke mere snak om det. Enden blev at Guds ejendomsfolk i Ydby kom på kristlige tanker. De besluttede at gemme alt guldet i en stor høj på kirkegården. Dér skal det henstå som bunden opsparing indtil kirken, som det er forudsagt, brænder tredje gang. Det kan snart ske, for den er brændt to gange. Til den tid skal der så bygges en ny kirke, større og flottere end nogen anden i landet. Da vil det, om ellers holder sin pris, kunne ses endnu dybere ind under himmelranden at folket i Ydby er et kristent folk. For de gamle synders mangfoldigheds skyld er der dog lagt den klausul på kapitalen at hvis nogen i utide hæver selv det mindste forskud, skal det gå vedkommende ukristeligt ilde.

Op