Rasmus Jensen i Brund fortæller: Den gang min søn var kommen hjem og lå syg i længere tid, måtte jeg af mangel på plads gå om til naboens og ligge om natten. En nat vågenede jeg ved en sær tummel uden for, eller også var det i stuen tæt ved, men det brød jeg mig ikke mere om, for jeg tænkte, at pigerne måske ikke var komne i seng endnu. Men så døde min søn, og han kom til at ligge lig omme ved naboens i den stue, hvor jeg havde ligget. Den gang de så lagde låget på kisten, hørte jeg akkurat den selvsamme lyd, som jeg hørte den nat, da jeg vågnede. Dette var mig noget sært påfaldende, men jeg kan ikke tænke mig andet, end det var et varsel for hans død, jeg havde hørt.
Meddelt af Søren Hansen til Evald Tang Kristensen.
Nord for Thisted ligger byen Brund. Fra denne by gik tre drukne bønder en aften hen over en mark, der kaldes Kronens Mark, fordi den er skænket til byen af kongen. Som de nu gik der, fik den ene af dem det indfald at ønske sig en hest, som de alle tre kunne ride hjem på. Da stod der pludselig foran dem en vældig stor sort hest, og på dens ryg mente de nok, at der var plads til dem alle; men da de to var kommet derop, udbrød den tredie forbløffet:
Herre, Jesu kors!
Aldrig så jeg sådan hors!
Og i samme øjeblik forsvandt hesten, og de lå alle tre og sprællede på jorden.
J. M. Thiele