En dreng i Fårtoft gik en juleaften udenfor døren og blev rent henne med det samme. Mange år efter red en mand ved midnatstid på landevejen og blev indhentet af èn, der red på en trebenet hest. “Å,å!” siger manden, “hvem er dette her menneske?” – “Har I aldrig hørt tale om en dreng, der blev henne juleaften? ti det er mig.” – “Å, så! hvordan er det gået til?” – “Ja, jeg var jo noget let i munden; da jeg var kommen uden døren, kommer der en karet lige gjennem vor gård, og jeg giver mig til at råbe: Å, lad mig komme op at age! men lige med det samme sad jeg bag på kareten og kjørte med lige ind i Bulbjærg.” – “Er der da ikke råd til at komme derfra?” – “Nej, såmænd er der ej! Jeg passer deres høveder og får mad og drikke nok; men det er jo ikke min slags folk, og du kan nok tænke, det er kjedsomt for mig aldrig at høre et Guds ord eller komme til alters; det eneste, jeg har at ro mig ved, er den krumme, jeg kan uden ad. Men de har deres væsen for dem selv, og det kan nu ikke blive anderlunde. Men jeg har ellers travlt, for vor gamlemo’r er død, og jeg skal byde folk til begravelse fra Gasbjærg og mange store høje, og jeg skal være hjemme i morgen årle.” Siden har man ikke hørt til ham.
Meddelt af Fru E. Dybdahl, Sennels, til Evald Tang Kristensen.
I en gård i Malle i Ty, er der i stalden en bås, hvor der aldrig kan stå rødt kvæg bundet om juleaften. I en anden gård høres ofte en hest gå i stalden, slæbende med et jærngrimeskaft, men der er dog ingen.
Meddelt af J.C. Overgård til Evald Tang Kristensen.