På vejen fra Gjersbøl til Kallerup ret nord for Snedsted er et vadested over Kallerup å, som kaldes Kallerup vadested. Der er ikke andet end vand og dynd at se, men man kjører dog dristig over uden at synke igjennem, hvorimod der er bundløst ved siden af. En sølle hyrdedreng havde læst Fanden til sig og kunde ikke blive af med ham igjen. Han spurgte: “Hvad har min herre at befale?” Så sagde han, at han skulde vende alt høet i Beersted kjær. Det var straks gjort, og han spørger så om, hvad mere han skal gjøre. “Gå nu hen og lav mig en bro over åen der henne, den må hverken være til at høre eller se, og den skal altid holde sig, så man behøver aldrig at bygge anden bro der”
(Nu er der dog en bro). Så foer Fanden løs i bjærgene og sten og grus foer ud i åen. Men mange af de store sten tabtes også på vejen, og de ligger strøet med vejen fra Gjersbøl over Kallerup vadested ad Tisted til. Det er så livagtig, at man næsten kan tænke sig til, hvor han har sat foden for hvert evige skridt han har taget. Drengen var ham endnu ikke kvit, men endelig finder han på at rive èn af og beder Fanden stoppe den ind igjen, hvor den var kommen ud fra. Men det kunde Fanden ikke forrette, han rendte 7 sognemarker over efter den, og kunde dog ikke få så meget som et eneste svøbeslag på den. Så måtte han give sig tabt, og drengen blev fri.
Meddelt af P. Uhrbrand til Evald Tang Kristensen.
En herremand i Todbøl nedbrød en kirke og tog stenene til at bygge en studefold af; men det var ikke muligt at holde studene der en eneste nat.
Meddelt af Fru E. Dybdahl til Evald Tang Kristensen.
I Hunskjær mellem Aarup og Gjersbøl skal ellers også være spøgeri; der skal være set et svin der engang. Det var just om julen, og folkene af Christen Christiansens hus havde været ude i besøg; stærk frost var det, og et fint lag sne var der på jorden. I det lag de nu går over Hunskjær og hjem, så hører de et svin komme gående der vester fra: “Øf, øf, øf!” sagde det, og så kom det nærmere, og de kunne godt se det allesammen, for det var ikke så lille endda. Drengen ville havt det ind til om morgenen, men kvindfolkene blev bange og tog flugten hjem efter, og tilsidst blev han også forskrækket og løb med. Men så kom svinet bagefter helt hen til døren; “Drengen havde ligesom indbudt det ved det, at han vilde havt det ind”, sagde manden. Men døren fik de lukket, og det var i en hast, og en pind blev der sat for, og så gjorde svinet heller ikke videre ud af det, så lod det dem være i ro.
Men drengen kunne alligevel ikke få i sir hoved, andet end det måtte været et virkeligt svin, og han stod tidlig op næste morgen og så sig godt for, om der ikke skulle være spor i sneen, men der var ingenting at se, og han kunne heller aldrig få opspurgt, at der var nogen, der havde savnet sit svin. Sært nok er det, for det var stærk frost, og et svin kunne ikke holde det ud ret længe i sådan en kulde.
Efter Svend Grundtvig.