Der fortælles fra Hanstholm, som ligger to mil nord for Tisted, at der en gang boede en kone, som fødte et lille barn. Hun havde barnet i flere år, men det blev aldrig større end som et svøbelsebarn. Hun troede så, at barnet var forbyttet af troldfolk, og rådførte sig med en klog kone, som gav hende det råd, at hun skulde foretage sig en bestilling, som aldrig var set før, og det skulde hun lade barnet sidde og se på. Gav det så nogen lyd eller tegn fra sig, så hun bestemt kunde vide, at det var et troldbarn, skulde hun give det en ordentlig kindhest, og så skulde hendes eget barn nok komme.
Konen blev meget glad ved rådet og løb hjem, satte barnet på kjøkkenbordet og gav sig i færd med at brygge i æggeskaller. Hun tog nemlig den ene æggeskal og gjorde et lille hul i, og der satte hun en lille pind. Den anden gjorde hun også et lille hul i, og i den kom hun så malt og vand og satte den i den anden æggeskal, for at vandet skulde rende deri.
Da nu barnet havde siddet og set på det i en tid, udbrød det ganske forfærdet: “Nu har jeg levet så længe, at jeg har set Rold skov opbrændt tre gange, og Hanstholm kirke flyttet tre gange, men aldrig har jeg dog set mage til dette her.” Konen blev glad over denne tale og løb hen og gav puslingen en så eftertrykkelig kindhest, at den trimlede ned af bordet, men lige med èt stod der en lille kjælling ved konen med et barn ved hånden, som heller ikke var større end puslingen, ti det var heller ikke vokset. Puslingen forsvandt straks, og konen løb meget fornøjet ind med hendes barn. Han voksede nu stærkt til og fik snart en til sin alder passende højde.
Meddelt af Mette Skrædder, Sundby til Evald Tang Kristensen.
I en gård tæt ved Bavn i Ræær havde man en Cyprianus. Da en nabomand en gang sendte bud derom for at låne en bog, fik han af en fejltagelse udleveret Cyprianus. Han gav sig uden at tænke derover, til at læse i den, og jo mere han læste, des større lyst fik han dertil. Men kort tid efter at han havde begyndt, kom der en stor sort puddelhund ind og lagde sig under kakkelovnen. Han kom så i gale tanker og holdt med læsningen, men hvor han siden stod og gik, var den sorte hund i hælene på ham. En nabomand, som han klagede sin nød til, forstod, at det var den Slemme selv, og derfor måtte de have bud efter den kloge mand i Nors. Denne lykkedes det da også efter megen umage at mane hunden ned, og man viser endnu stedet som liggende ved sognegrænsen imellem Torp og Hansted jorder.
Meddelt af Nik J.G. Pinholt til Evald Tang Kristensen.
Der boede en mand i Hansted, de kaldte Bitte-Per. Han var skipper, og da det nu var i den tid, da Norge var afspærret fra al tilførsel, og de der oppe næsten led mangel på alle levnetsmidler, så gav han sig til at føre gryn derop og sælge dem til Nordmændene. det var en vovelig forretning, men der var også penge at tjene, for han gav kun 19 gryn for en skilling. Derfor kaldtes han der oppe for Per Nittengryn. På en hjemtur strandede han lige ud for hjemstedet og druknede. Skibet tilligemed alle hans penge gik i havet, men endnu finder man af dem, de skyller af og til op på stranden, og jeg har seet af dem.
Meddelt af lærer Olesen, Harring til Evald Tang Kristensen.
Der var en mand ude på Hanstholmen, der hed Jens Vinter, han havde fået Cyprianus af en gammel kone og sad en dag og læste i den. Da kom der en stor hund ind ad døren og stod og gloede på ham med et par store øjne. Manden vilde jage den ud, men hunden stillede sig imod ham. Så blev han lidt sær ved det og gik hen igjen og læste, men hunden kom ham så sært for, og han stod da atter op og gik ud for at fodre kreaturerne, idet han tænkte, at den så skulde forsvinde. Men da han kom ind igjen, sad hunden endnu på sin plads. Så blev han ræd for at læse længere i den bog og vilde lægge den på hylden. Men hunden kunde han ikke få ud. I det samme kom der en gammel fisker ind, der hed Ole Bjørn, og han var i sin tid kommen fra Norge og havde bosat sig der. Da han så, hvordan det havde sig, gav han sig til at læse over hunden og fik den også til at gå. Så siger han til Jens Vinter: “Den bog er det ikke værd du læser i, for det er en slem bog, du må helst lade mig få den, for ellers kan du let komme i værre ulykke.” Han var glad ved at komme af med bogen.
Meddelt af Nik lærer Hansen, Vester-Hornum til Evald Tang Kristensen.
På vejen mellem Hansted og Torp, lige hvor en snæver dal fører op fra den gamle herregård Torp, som nu er nedlagt, der går en hvid jomfru, som kaldes Skejsdals frue, og enhver er bange for at møde hende. Sådan var hun en gang efter en mand, der kom kjørende med vejen. I nærheden findes en høj, Skejsdalshøj, hvor hun efter sigende skal have sin bolig. Den ligger norden for landevejen lige op for dalen. I nærheden findes et hus, hvor der hver nat viser sig en mand inde i værelserne. Ejeren hedder Kristen Knudgård, og han har slået efter ham. Da fløj han ud af vinduet.
Meddelt af Læreren i Vester-Hornum til Evald Tang Kristensen.
På Nørtorp i Ræær døde den gamle kone. Kort efter hørte hendes efterlevende mand tydelig hans navn blive nævnet, mens han lå i sengen inde i sovekammeret. Så siger han til sin plejesøn, der tillige var hendes dattersøn, som også lå der inde: “Det var Kirsten, der kaldte.” Sønnen svarede: “Ja, det var bedstemoder, der talte.” Næste dag gik han til præsten og bad ham sige sig, hvordan det var. Han mente, at det var en alvorsrøst til ham fra den afdøde, for at han skulde berede sig på døden.
Meddelt af Lærer Olesen, Harring til Evald Tang Kristensen.