Hannæs

Feggesund, Amtoft, Vestløs, Øsløs, Tømmerby, Lild og Bulbjerg

Feggesund

For mange år siden var der stor vandring mellem dværgene. Færgemanden ved Feggesund i Limfjorden hørte således en nat en stemme råbe udenfor hans vindue, at han skulle rejse sig og ro over. Han vægrede sig noget derved, da han ingen folk så, men han måtte dog ud til sin båd og roede over til Mors. Han kunne ikke se, at han havde nogenting i båden, men han kunne mærke, at den var meget hårdt ladet, da den var færdig at synke. Det var dværgene, han havde roet med, da de, som de sagde, ikke længere kunne være nordpå for klokkesang og ding dang, og Guds ord fik for meget magt; derfor måtte de nu sydefter. En tid efter skal det samme være foregået ved Sallingsund, da de igen måtte forlade Mors.
Efter Svend Grundtvig.

Amtoft

Amtoft er en lille by, som ligger en halv mil fra Feggesund og tæt ved fjorden. På en gård der havde de en nisse, som passede køerne fortræffelig, så de havde de bedste køer, som fandtes i hele Amtoft by. Det eneste, nissen forlangte til løn derfor, var, at han vilde have grød med smør i hver aften, og det fik han også redelig. Men en aften fandt en af pigerne på at ville spille nis et lille puds. Hun lagde derfor smørret i bunden af fadet og kom så grøden ovenpå.

Da nissen skulde til at spise sin grød, troede han ikke, at der var smør i, og han blev derfor vred og gik hen og slog begge forbenene i stykker på den bedste ko, de havde, så koen døde straks. Da nis nu blev mere sulten, syntes han dog alligevel, at det var bedst at få grøden i sig. Han gik så hen og fortærede den og opdagede nu, at smørret lå på bunden. Nu fortrød han rigtig nok, hvad han havde gjort, og besluttede at ville gjøre den lidte skade god igjen. Men der var kun èt sted, hvor han vidste, at de havde sådan en ko, og det var på Fur. Det var rigtig nok lovlig langt henne, for det ligger tre mil derfra, når man regner lige tværs over vandet. Det fik dog at gå, som det kunde, ti nissen angrede meget sin gjerning, og da der var stærk is på fjorden, tog han trøstig den døde ko på nakken og vandrede af sted.

I den gård, hvor han ville have koen byttet, var der også en nisse, og det var da ej underligt, at han var lidt bange for ubehageligheder af ham, eller at han skulde sætte sig til modværge. Nis blev derfor meget glad, da han slet ingen tegn fandt til den anden, og byttede så den døde ko med den levende, som han nu tog på nakken og skyndte sig bort med.

Da han igjen kom et stykke ud på fjorden, så han, at der fra den anden side af vandet kom et stort kornhæs vandrende, og da de kom nærmere sammen, opdagede han, at det var nissen fra den gård, hvor han havde byttet koen, som havde været i Amtoft og stjålet et læs korn, ti der var fodertrang på Fur. Da de nu kom sammen, opstod der slagsmål, ti Amtoft-nissen vilde have foderet igjen, og den anden vilde have koen, som han kunde kjende, og ingen af dem vilde give slip. Men enden på kampen blev dog, at nissen fra Fur tabte og måtte skynde sig hjem og lade kjærvene ligge. Den sejrende gik stolt hjem med koen og lagde sig så til hvile og sov den hele dag efter den anstrængende kamp.

Om morgenen, da folkene i Amtoft kom op, blev de jo meget forundrede over at finde et helt læs korn ude på fjorden, men snart opdagedes det dog, hvis det var, og de fik så travlt med at få det slæbt hjem igjen.
Meddelt af Georg Himmelstrup til Evald Tang Kristensen.

Vesløs

Ane Søes søn eller eftermand til Vesløsgård, Svinth, var en stor regnemester. Man sagde, at han havde udregnet sin dødsdag, og havde af den gejstlige øvrighed fået tilladelse til at måtte jordes i sin store have, hvor han havde udpeget en plet dertil. Det blev imidlertid ikke til, thi han ligger på Vesløs kirkegård. Skjøndt han var en regnemester, gjorde han dog en gang en fejl beregning over en ting, vist nok angående nogen afgrøde eller en ydelse, som en fæstebonde skulde betale ham. Denne, der ikke var tabt bag af en vogn, så fejlen og dristede sig til at gjøre en indvending, hvorover den vrede herremand foer op og jog ham på døren. Imidlertid summede han sig, opdagede sin fejltagelse og lod sin foged ride efter manden for at kalde ham tilbage. Bonden kom da atter ind, og herremanden tilstod, at han havde regnet fejl. “Ja, De mangler…”, stammede bonden, men afbrødes af den på ny vrede herremand med de ord: “Hvad mangler jeg, hvad mangler jeg da?” – “De mangler tålmodighed,” skyndte bonden sig at sige. “Nå, ja såmænd,” bejaede herremanden noget sindigere, “men hvad mangler du?” – “Mange ting,” svarede bonden, “således mangler jeg en fed bede at slagte.” den fik han, og sagen endte godt.
Meddelt af N.P. Jensen, Hassing til Evald Tang Kristensen.

Øsløs

I Øsløs sogn er der en jævn stor bondegård, som kaldes Bisgård eller Bispegård, for der er sagn om, at her har været et bispesæde. På den gårds mark var der en meget stor høj, som næsten al tid stod grøn. En meget varm sommerdag, fortælles der, kom en uhyre stor fugl, som kunde skygge over hele højen, når den bredte sine vinger ud. Beboerne, som så det fæle uhyre, blev meget bange for det, og ingen af dem turde komme i nærheden af det.

Nu havde de på Bisgård en tyr, som var gal, og der var kun èn af gårdens folk, som turde komme til den. Der bestemtes da, at den skulde prøve en dyst med fuglen, og de fik den da drevet ud. Da den nu følte sig fri, løb den først hornene i en harve og splittede den så aldeles ad, at der ikke blev det mindste tilbage, som kunde kaldes en hel pind, eller bruges til nogen ting. Alle lovede sig nu god held og lykke med tyren og troede, at den nok skulde få bugt med fuglen.

De fik den da også op til højen efter, og lige så snart den fik øje på fuglen, så sparkede den i jorden med benene og stangede i den med hornene og brølede, så det kunde høres milevidt hen. Fuglen begyndte nu at forsvare sig og slog så eftertrykkelig med vingerne, at tyren ikke kunde komme den nær. Nu vendte tyren sig om og vilde gjøre et hovedangreb på højen, og den løb og brølede og stampede i jorden, så det var grueligt at se. Da den nu igjen kom hen imod fuglen, fløj denne op og ned igjen på tyren, slog sine kløer i den og fløj så til den forskrækkede mængdes store forbavselse med den ud over Limfjorden ad Himmerland til, og væk var den. Lang tid efter spurgtes der, at en uhyre fugl med en tyr i sin klo var dreven i land på Bjørnsholms klosters ejendom, som er en mil syd for Løgstør.
Meddelt af Georg Himmelstrup til Evald Tang Kristensen.

Der var en pige i Søndergård i Øsløs, hun havde fået et barn i dølgsmål, og det smed hun hen til bindehunden, og så blev der sådant spøgeri; hunden var så gal og urolig, så de kunde ikke have den, men de kunde lige godt ikke få den af med livet, for det den havde fået kristent blod. Det spøgeri gik altid og sagde: “Frels mig, frels mig!” Det var, når pigerne sad og malkede i nødset, de hørte det. Så gik den ene pige hen til præsten og spurgte efter, hvad hun skulde sige til det. Han sagde, hun måtte nok snakke til det, men hun måtte ikke love det noget.

Om anden dags aften, de sad og malkede, kom det igjen og sagde: “Frels mig!” Så siger hun: “Ja, kan det ske i Guds navn?” Men det ja skulde hun ikke have haft med, for hun måtte jo ikke love den noget. Så blev hun tåbelig for det, og der kom bud efter præsten, han skulde hen og gjøre det klar. Men det kunde han ikke rigtig have med at gjøre. Så kom der bud efter en anden præst nede fra Vendsyssel, der var så klog. Han satte det ned på det uderste af deres ejendom, og så kommer det hvert år skridende et kokketrin længere hen på andre deres ejendom. Der kom en gang en pige og gik over det, hun blev også tosset og var det til hendes død, for hun vidste ikke, det var der. Ja, hun var ikke tosset hele tiden, men en gang imellem, a kjendt godt pigen.
Meddelt af N.-Vissing til Evald Tang Kristensen.

På en gård i Han herred tjente en gang en pige, der ved manden blev moder til et barn, som hun imidlertid undlivede straks efter fødselen. Kort efter døde både manden og pigen, og barnemordet var endnu ikke blevet opdaget. Så fik pigen ingen ro i graven, men gik igjen hver nat, ja, hun havde endog så megen magt, at hun kunde vise sig før solnedgang. Især holdtes der et forskrækkeligt styr ved hundehuset, hvor hun først skulde have gjemt barnets lig, og i svinestien, hvor det derefter skulde være blevet nedgravet, og ingen kunde om aftenen eller om natten komme igjennem den port på gården, hvor spøgeriet havde sin gang. Men der var en pige i gården, som havde kjendt den afdøde, og en gang, da spøgelset viste sig ganske tydelig, talte hun det til med de ord: “Skal jeg ikke hjælpe dig i Jesu Kristi navn?” – “Nej, nej,” snærrede det og vendte sig truende imod hende, hvorpå det fortsatte sin gang, men pigen gik fra forstanden og blev en stakkel, indtil hun døde. Enkekonen, som beboede gården, bestemte sig nu til at sælge den, da hun syntes, at det blev for galt, men inden dette skete, kom en kapellan til sognet, og han manede gjenfærdet bort fra gården, men det fik lov at beholde en lille rund plet på marken så stor som bunden af et kar, mere magtede kapellanen ikke. Intet kan gro på dette sted og der går spøgeriet endnu.
Meddelt af A.C. Nielsen, Malle til Evald Tang Kristensen.

I Søndergård i Øsløs på Hannæs har det, så længe man kan mindes, ikke “været rigtig fat”. Derom vèd de fleste, som har færdedes i gården, at fortælle, og det er kun 8-9 år siden spøgeriet holdt op. Om aftenen kunde man høre klirren i kjøkkenet og muslen i afsides værelser næsten til stadighed. En skrædderpige gik sent i seng en aften og skulde ligge i et sengkammer på den anden side storstuen; i denne mødte hun en stor sort puddelhund, der ikke kunde være af gårdens. Hun skyndte sig i seng. Da hørte hun stønnen og pusten. Pusleriet forsvandt i et mørkt lille kammer ved siden af hen ad natten. Lignende fortællinger har flere at berette derfra. Mest omtalt er dog den kvindeskikkelse, som indtil for ni år siden om natten bevægede sig ved gården. Det var en høj og kraftig kvinde med hovedet stærkt indbyldtet. Hun kom udefra og standsede altid i porten, hvor hun opholdt sig lidt og syntes at famle med hånden. Derpå skred hun ud af porten om laden og forsvandt i kjæret. En gudfrygtig pige i gården opfattede skikkelsen som en hvileløs gjenganger og vilde gjerne hjælpe den til ro. Efter at have rådført sig med præsten, nærmede hun sig en aften til gjengangeren, men siden blev hun meget syg og blev ved at være det. Efterhånden udeblev skikkelsen.
Meddelt af Joh. Skjoldborg, Kollerup til Evald Tang Kristensen.

En mand på Hannæs havde en meget lyksom gås. Formodentlig har dette vakt et ondt menneskes misundelse, ti gjæjlinger, der var sunde og friske, blev èn gang, som om de var fra samlingen, vilde hverken æde eller drikke, dandsede rundt i oprejst stilling og stillede sig til sidst med ryggen mod væggen, gabte og døde. Ejeren søgte råd mod den formentlige forhekselse hos en klog mand, og denne rådte ham at give hver af de efterlevende tre peberkorn. Dette blev gjort ved de tre, der var tilbage, og disse kom sig og blev til dejlige gjæs.
Meddelt af Joh. Skjoldborg, Kollerup til Evald Tang Kristensen.

Anders Mauridsen, der af nogle kaldes hr. Einar, var i 1603 præst i Øsløs, Vesløs og Arup i Vester Hanherred i Vendsyssel. Han var der imidlertid kun ét år, eftersom han døde under den hårde pest, der rev en stor del af befolkningen i hans sogn bort. Han fik sin helsot, fordi han af mangel på folk selv måtte give en hånd med for at få liget af en pestbefængt sænket ned i graven, og i sin ligtale skal han samtidig have taget afsked med menigheden, da han følte, at dette ville blive hans død.
J. M. Thiele

Tømmerby

Det forstenede brudetog.Ved Højstrup på Hannæs står der en hel del oprejste sten. Derom vil nogle vide, at det er en stensætning fra oldtiden, hvorimod andre hævder, at det drejer sig om et brudetog. En eller anden havde noget imod, at et ungt par giftede sig, og vedkommende gik til en troldkvinde, som mod en god betaling lovede at klare paragrafferne, så der intet bryllup blev. Da derfor brudetoget var på vej til Vesløs kirke, koglede hun over det, så både brud, gom og alle de øvrige sprang i sten.
Genfortalt af Gorm Benzon.

Sydøst for Tømmerby ligger en ypperlig stor gård, kaldes Terpager, som tilforne haver været en herregård og nu besiddes af bønder.

På samme Terpager mark findes tvende høje. Den første ligger nordøst fra gården, kaldes Deggerhøj, udi hvilken siges en gammel broder ved navn Anker Gammelhest med sin hustru ved navn Rold at være begraven, og fortælles, at nogle skulde en gang taget sig fore at randsage udi samme høj efter bytte, og imidlertid syntes dennem en lam gad og tvende haner at drage en hølæs og der en siger: “Se, se, der kommer en lam ged og tvende kokke for en hølæs”, bliver bytten dem forvildet.
Meddelt af Bramming. Jens Pedersen Vorgod. Præsteindberetn. til O. Worm til Evald Tang Kristensen.

I en gård nede i Frøstrup, Tømmerby sogn, har de et gammelt skab, der er muret ind i væggen. Man kan endnu se mærker i skabet af, at låsen er bleven brudt op, og der siges, at det har Svenskerne gjort for at finde penge og kostbarheder. Skabet er blevet muret ind i det våningshus, der er blevet bygget siden den tid.
Meddelt af lærer Bliksted, Hillerslev til Evald Tang Kristensen.

Syd for Tømmerby ligger Sallingshøj, hvor en general eller stor ridder ved navn Salling skal ligge begravet. i en anden lille høj, der nu er sløjfet, men lå lige nordvest for, ligger hans hest begravet med sine fire guldsko. Han selv ligger med 17 pund guld på sig.
Meddelt af P.A. Møller, Tømmerby til Evald Tang Kristensen.

En gammel mand i Tømmerby har fortalt følgende: Et sted i Ty var der en mand, som var noget klog. En dag kom en kone hen til ham og sagde, at hendes køer blev malkede ved nattetid. Så lovede han at komme hen til hande en dag, og så skulde han nok hjælpe hende og give hende et sikkert kjendetegn på, hvem der var gjerningsmanden. En dags tid efter kom en nabokone ind og bad hende være sig behjælpelig med at trække en stoppenål ud af hendes ene hånd. Den var kommen ind ved den ene side og ud ved den anden. Det var jo et sikkert kjendemærke, og konen siger så til hende: “Nå, det er dig, bitte mo’r, der går og malker vore køer.” På den måde var hun opdaget og lod den bedrift fare siden.
Meddelt af Martinus Povlsen, Testrup højsk. til Evald Tang Kristensen.

Det er ikke længe siden, at der i Lild og Tømmerby sogne var røvere, som havde deres opholdssted i en lang lyngbakke, der strækker sig langs hovedlandevejen gjennem begge sogne og kaldes Langvad bjærge. De havde lænker over vejen og narrede derved ofte de rejsende, men det kunde også ske, at en eller anden snild bondemand spillede dem et puds.

En mand i Lild havde tit haft sammenstød med dem, men var dog altid sluppen helskindet. En gang fortalte han om et af disse sammentræf således: Jeg kom en aften kjørende med et læs ål ad den berygtede vej, da der pludselig viste sig en fyr med et sort ansigt og en lang kniv i hånden, og han forlangte, at jeg skulde aflevere en del af mine ål. Jeg så jo nok, at jeg ikke kunde gjøre modstand med de bare hænder, men jeg tabte ikke modet, og idet jeg bad røveren om lov til at gå om til siden af vognen og binde hestene, som for resten ikke var så kraftige, at de behøvedes at bindes for at stå stille, gik jeg om til siden, hvor jeg vidste, at en af vognkjæppene sad løs. Jeg fik den snart i hånden, trådte hurtig frem og gav røveren et vældigt slag over den ene arm med de ord: “Dæær håer do den føøst oel.” Han blev helt forskrækket og fik endnu et par af samme slags, inden han fik tid til at samle sine tanker. Jeg spurgte ham: “Wel do ha flier, så ka do fo dem.” Men da han nu ikke syntes videre godt om den slags ål, smurte han haser det bedste han kunde, og jeg skyndte mig at komme hjem, for ikke at få flere bejlere til mine ål.

I siden af lyngbakken er endnu en stor grøn plet med nogle store huller lig gamle rævegrave, og pletten kaldes Røverstuen.
Meddelt af P. Bliksted til Evald Tang Kristensen.

Tømmerby kirke

På Tømmerby kirkegård lå en lindorm og rugede. For at betvinge den opfødte folk en tyr med hvedebrød og mælk og sendte den mod ormen. De to kjæmpede voldsomt, men ormen blev ved at drive tyren ned til et vandhul, hvor de begge dræbte hverandre. Dette hul kaldes nu Dødens tanke.
Meddelt af V. Bennike til Evald Tang Kristensen.

Han, der byggede Tømmerby kirke på Hannæs, så, da han havde fået den opført, at tårnet stod skjævt; så gik han over imellem Vust og Holme, tog en stor sten og stod der og kylte den efter tårnet. Den nåede ikke helt dertil, men faldt ned i Kjærup kjær øst for kirken. Der ligger den endnu, og alle hans fem fingre er kjendt i den. Han tog så en til, og den faldt lige ved siden af kirkegårdsdiget, hvor den ligger endnu. Han blev begravet i Wålleshyw, og hans fader ligger begravet i Wæggelhyw, der ligger en fjerdingvej syd for kirken ved siden af landevejen.
Meddelt af Peder Tovsig Møller, Tømmerby til Evald Tang Kristensen.

Byen Vust i Han herred ligger nærmest op til Hannæs, er altså den sidste i han herred. Tagrygningen på tårnet af kirken vender modsat tagbygningen på det øvrige af kirken, hvilket siges at være tilfældet med tårntagbygningerne af alle de kirker, som ligger ved grændserne af herrederne. Den gang Tømmerby kirke på Hannæs, der altså ligger på den modsatte side af fjorden, skulde bygges, opdagede bygmesteren i Tømmerby, at tårnet på Vust kirke vendte fejl. han blev herover så vred, at han tog en meget stor kampesten for at kaste den mod Vust kirketårn. Stenen faldt, inden den nåede kirken, nemlig et stykke udenfor byen. Foruden det, at den nåede ikke så langt, som den skulde, var den tillige gået lidt til højre. Stenen lå der indtil for nogle få år siden. Den er nu slået i stykker og anvendt til broer, og der fremvistes mærke i den af kjæmpens hånd, sådan havde han knuget den. På en af stenene i Tømmerbys kirkemur skal kjæmpens hoved være afbildet.
Meddelt af N. Kjær, Trund til Evald Tang Kristensen.

Der var en kjæmpe, der byggede Vust kirke i han herred, og da han var færdig, rejste han over på den anden side af fjorden og byggede en kirke der. Det var Tømmerby kirke, og der er en halv mil imellem dem. Da han så var færdig med denne sidste kirke, så han over til Vust kirke og opdagede, at tårnet vendte avet på den. Så blev han vred og tog en ualmindelig stor sten og hyttede den over fjorden for at slå tårnet ned, men han ramte ikke. Stenen faldt et stød derfra, og hans fingre sidder synet i den endnu.
Meddelt af E.T.K. til Evald Tang Kristensen.

Tømmerby mølle

Der var spøgelse i Meldmølle i Tømmerby, og det blev sådan, at ingen kunde være der. Det kunde tage borde og sengen og alle mulige ting og smide for dørene, og så snart de vilde sætte noget på bordet, krus eller andre ting, tog spøgeriet det og væltede bordet omkring. Når de skar hakkelse, kunde det tage kisten og smide op mod hanebåndet og gjorde sådan mange gange.

Folkene i møllen turde til sidst ikke være der, og der blev nogen bojet til at skulde sidde der om natten. Der var også tre karle, som bandte på, at de skulde nok holde det ud. De satte sig ved bordet, og de to tog hver i sin ende af det, men spøgeriet tog og vred bordet omkring, så de beholdt kun stumperne. Så tog møllerkonen en stor dreng ved hånden og gik over til hr. Weise, der var præst i Ust, og han spurgte hende: “Det skader vel ikke eders legeme?” Nej, sagde hun det havde det ikke fået magt til. Ja, så drev han det hele væk, så de kunde gå hjem og rolig være der for eftertiden. Da han kom tilbage fra den tur, var han gjennemvåd af sved. Min moder var så gammel, at hun kunde huske det.
Meddelt af Ane Bolette Justdatter til Evald Tang Kristensen.

I en mølle, kaldet Mellem-mølle, begyndte det på èn gang hen ad vinteren at pusle og knage i alle husene, og denne uro steg omsider til den grad, at en vagt af sognets mest behjærtede mandskab ordentligvis tilsagdes til at møde, indtil også disse blev betagne af forfærdelse, og til sidst stod møllen tom for mennesker.

I denne tid havde onde magter en forbavsende kraft over alt, hvad der var i huset. Sækkene blev af en usynlig hånd kastede imellem hverandre og ud af døren. Et stort bord, som flere stærke karle holdt på, blev med alt, hvad der var derpå, kastet langt bort. Alt løst blev kastet hulter til bulter og dandsede omkring. Det var et spektakkel og en rumsteren uden mage, uden at nogen synlig kraft kunde opdages. Forfærdelse udbredte sig rundt omkring. Der blev nu søgt råd hos alle klogere folk, men ingen havde lyst til at indlade sig med Ham selv. Stedets præst mødte i fuldt ornat, men da han fik en overhaling af nogle tønder mel og blev klemt mellem de omvæltede sække, så gjorde han ingen flere forsøg.

Da henvendte ejeren sig til præsten i Vust, dr. phil. Weise, der stod i ry for at kjende mere end sit Fadervor, og han viste også, at han forstod at opdage de skjulte fjedre, der drev værket; ti efter han et par gange havde besøgt stedet, hørte spektaklet op og har siden aldrig vist sig.
Meddelt af Lars Dybdal til Evald Tang Kristensen.

Det er sandsynligt, at det var Djævelen, der rasede i Mellem-mølle i Tømmerby. En usynlig kraft rasede og tumlede således over alt i huset, at menneskene rent måtte rømme der fra. Før denne tummel begyndte, fandt møllerkonen en dukke på loftet, som hun tog ned, og med den kunde hun gjøre store kunster. Når deres køer skulde have vand, så kunde vandtruget selv komme hjem fra åen fuldt af vand, og når køerne havde drukket, så gik det selv tilbage igjen, men til sidst blev truget hjemme, og så begyndte først tummelen. De kunde bære deres mad ind og sætte på bordet, og før de vidste af nogen ting, kunde det stå langt henne på gulvet. En fremmed kone kom ind en gang og bad om noget at drikke; da kom ølkanden af sig selv hen til konen. Manden vilde en dag til at skjære hakkelse, så tog han sine vanter eller handsker og lagde dem ved siden af sig på en bjælke og betegnede dem med Kristi kors, men han havde knap vendt sig om, før de lå oppe i hjalden i et hanebånd. En dag han gik og kjørte møg ud af stalden på en trillebør, kom hans nabokone og spurgte om det ikke var blevet bedre. “Nej såmænd er det ikke”, svarede manden meget bedrøvet, og i det samme løb hjulet af børen og bag efter konen langt hen ad vejen. Al ting i huset var, som om det havde liv og kunde af sig selv bevæge sig og gjøre, hvad det lystede.
Meddelt af Lars Dybdal til Evald Tang Kristensen.

Tømmerby mølle blev for omtrent 100 år siden berygtet for spøgeri. Der begyndte på èn gang at blive spektakkel om natten ikke alene i møllen, men også i møllehuset, og det rumsterede alle vegne både i kjælder og på loft, og flere gange, når folkene sad ved bordet, kom ølkovsen spaserende hen ad bordet fra den ene ende til den anden. Også hørtes undertiden underlige lyde, uden at det kunde afgjøres, om det var mennesketale eller ej. Tunge møbler og dragkister blev flyttede omkring på en ubegribelig måde. Mølleren kunde ingen møllerkarl få, og tjenestefolkene forlod huset, den ene efter den anden. Til sidst blev det ham for broget, og han var da nødt til at sende bud efter stedets præst. Han kom ved nattetid, iført ornat, og gik alene op i møllen. Omtrent et kvarter efter kom han igjen, fuldstændig hvid af alt det mel, han havde fået dænget over sig, vilde ikke sige et ord, var helt bleg og tog straks hjem. Han kom altså galt fra det og fik intet udrettet. Så var der en præst i et af nabosognene, som var doktor og meget anset for sin lærdom, han hed vistnok Buch. Ham betroede mølleren sig nu til, og han lovede at gjøre et forsøg. En dag kom han da og gik og undersøgte møllen og hele ejendommen, og derefter kom han og sagde, at nu var det hele forbi, nu skulde alting holde op, men mere vilde han ikke sige. Det slog også til, at spøgeriet holdt op, og så kom møllen igjen i godt ord.

Vel en 15 år efter boede i Tisted en mand, der havde hørt den historie, og den havde gjort et svært indtryk på ham. Imidlertid var den kloge præst bleven forflyttet til en egn syd for Limfjorden, og da Tistedmanden netop en gang kom til sognet, gjorde han bekjendtskab med ham og var fast bestemt på at vilde have gåden opklaret. En dag greb han så lejligheden og siger til præsten: “Vil De fortælle mig, hvordan det hængte sammen med spøgeriet i Tømmerby mølle?” Præsten blev ubehagelig berørt og vilde ikke nærmere ind på sagen, men da manden blev ved at trænge på, sagde han til sidst: “Jeg vil ikke forklare Dem sagen, da jeg har lovet at tie, kun så meget vil jeg sige, at det var et så sort og djævelsk anslag, at man næsten ikke kan forstå, hvordan det kunde opkomme i et menneskes hjærne.
Meddelt af adjunkt Dybdal, Ribe til Evald Tang Kristensen.

Fra Mellem-mølle i Tømmerby sogn på Hannæs blev en karl i begyndelsen af dette århundrede indkaldt til kongens tjeneste i Kjøbenhavn, og medens han var borte, holdt man skifte i hans hjem, hvorved man nok forurettede ham en del. Da han havde fået dette at vide, gik han en dag mismodig på hovedstadens gader. Da kom en fremmed mand hen til ham og spurgte, hvad han gik og sørgede over. Karlen vilde ikke sige det, men nu fortalte den fremmede ham det selv og føjede til, at han nok skulde hjælpe ham til at hævn. Karlen sagde da, at det ikke måtte være noget, som kunde skade hans slægtninge, og det lovede den fremmede også, samt bad ham om den næste dag at gå hen i den og den gade, der og der og kjøbe et tørklæde, som han så skulde sende hjem.

Næste dag gik karlen også der hen, og uden at han bad om det, leverede man ham straks et spraglet tørklæde, som han så sendte hjem til Mellem-mølle. Så snart det var kommet der, begyndte det at spøge så forfærdelig i møllen, at folkene aldrig havde ro, hverken nat eller dag. Det smed sækkene hulter til bulter mellem hverandre og karlen stod en dag og skar hakkelse, da hakkelseskisten pludselig fløj op og hang over hanebjælken. Fire stærke mænd sad ved et bord, og da dette også begyndte at dandse, bandte de på, at de nok skulde holde det, og hver greb fat i et hjørne af det, men alle fire hjørner brødes af, og bordet dandsede lystig videre.

En kone havde hørt tale om spøgeriet og vilde hen at se det, men medens hun var der, var alt roligt. Da hun så gik tilbage, lå der i vejgrøften en skovl, som sprang op og gav hende èn på øret. Omsider blev det folkene for meget, og da deres egen præst, pastor Friis i Kjærup, ikke kunde magte spøgeriet, gik konen ned til nabopræsten, dr. Weise i Vust. Han tog en bog og gik med den ud i sin lade; da han kom igjen, sagde han til konen, at nu kunde hun gå hjem, og siden mærkede man intet til det mærkelige spøgeri.
Meddelt af C. Kvolsgård til Evald Tang Kristensen.

Da Svenskerne kom til Tømmerby i han herred, flyede alle folk fra byen ud i et kjær vesten ude fra byen, der kaldtes Tømmerby kjær. men i Meld-Mølle, der både er vejr- og vandmølle var en karl, som var så modig, og han sagde, at han vilde blive der, han var ikke bange for Svenskerne. da han mærkede, at de nærmede sig gården, blev han lige godt ræd og skjulte sig. Så kom de ind og ledte omkring for at finde mennesker, og omsider fandt de karlen. To dragoner tog ham så og bandt ham med benene til halerne af deres haste, èt ben til hver hale, og så slæbte de ham med et langt stykke vej så længe, til han var halvt af med livet. Til sidst red de ud til hver sin side, så han blev flækket helt igjennem.
Meddelt af Lærer Bliksted, Hillerslev til Evald Tang Kristensen.

Lild

I Lild sogn på Hannæs findes Hulsted og Hulbakke. I Hulbakke er der dværgfolk. Manden i Hulsted havde gang til de dværge. Han gik derhen hver aften, og konen vidste ikke, hvor han blev af. Hun spurgte ham ofte ad, hvor han gik hen, men han gav hende en vendedask for det, og hun fik ingen besked. Så snakkede hun med karlen, om han ikke en aften vilde gå bag efter hendes mand og så siden fortælle hende, hvor han blev af. Næste aften skulde manden ud igjen, og karlen fulgte efter. Han så, hvordan manden forsvandt i højen, og han tænk¬te, at han kunde følge bag efter, men han kunde ingen indgang finde. Han lagde sig da ovenpå højen og hørte nu, hvorledes de sagde “skål” og “vær-så-god” der nede. Endelig var der èn, der sagde: “Glem ikke at drikke Hulmand til.” Så vidste karlen, hvem hans husbond var, og så kunde han jo gå hjem og fortælle konen det.
Meddelt af Nik. Christensen.

En Nordmand, de gik omkring som bissekræmmer, kom også til Lild sogn, toldkontrolløren boede der i sognet, og han var striks. En dag kom han kjørende på landevejen og så Nordmanden gå foran sig. Han kjørte da til for at få fat i ham, og begyndte at skjælde ham ud. Men Nordmanden lod til at tage det ganske rolig; Kontrolløren bandede og truede: “Nu skal du følge med, jeg kjører dig lige til herredsfogden!” men han svarede: “Det kan ikke nytte, for jeres heste kan ikke trække mig!”

Nå, ja kontrolløren han fik ham jo op i vognen, og han piskede på hestene, men de kunde ikke trække ham af stedet. De sprang og stejlede, men vognen stod, som den var naglet til pletten. Enden på det hele blev, at han blev bange for ham og lod ham gå. Siden vilde han ikke have med den karl at gjøre. Man fortalte også om samme kræmmer, at da en stor glubsk hund en dag var bleven hidset på ham og anfaldt ham, så pegte han med sin stok imod syd, og da begyndte hunden at løbe og blev ved at løbe, til man tabte den af syne. Der var nogen, der havde set det, og de spurgte, hvor den blev af. Han svarede: “Å, den sendte jeg bare af Tyskland til.”
Meddelt af lærer Bliksted, Hillerslev til Evald Tang Kristensen.

Udfor Glæde i Lild sogn strandede et skib, der førtes af en norsk kapitain, som selv var jer af skibet og ikke havde været hjemme i flere år, hans navn var Johan Plesner. Da han nu kom i nærheden af hjemmet, en by i det sydlige Norge, så kom der storm just den aften, da han kunde have kommet i land, og lige som han var ud for kysten, og han drev over mod den jyske kyst og strandede der på en af revlerne. Det var om natten, og der var ingen udsigt til hjælp.

Folkene surrede kapitainen i alle køjeklæderne og smed ham i havet for at få ham frelst, da han havde kone og mange børn hjemme. Han kom også i land, men da folk kom til ham, var han udplyndret og slået ihjel, og det var gjort for nylig, da han endnu var varm. En mand i omegnen blev mistænkt for at have gjort det. På Hjardemål kirkegård blev den døde kapitain begravet, og der står endnu over hans grav en mægtig jærnplade med indskrift på. Mange fortalte, at de havde seet kapitainen gå igjen, og navnlig var der to mænd, hvoraf den ene endnu lever, der påstod bestemt, at de en aften havde seet ham komme gående dem forbi hen til det hjem, hvor den mand boede, der var mistænkt. Det var en stor hvid skikkelse.
Meddelt af lærer Bliksted, Hillerslev til Evald Tang Kristensen.

A kom en nat kl. 12 følgesend med min fader og moder lige nord for Lund henne ved Bjergets kro. Der kommer en bitte gris eller noget hvidt noget ligesom en gris løbende hen med vejgrøften. Det vilde op på siden af vejen, men kom dog ikke. Vi vilde have været hen til det, men da det kom nærmere, turde vi ikke. Så gik vi et stykke vej længere hen og om ved siden af en bakke, der lå noget ild og brændte på. Det brød vi os ikke om og gik længere hen.

Da kom vi ind et sted, der sad nogle karle og læste Cyprianus. Så kom der en hel børren klude faldende ned i hovederne af dem, og det så mine forældre også, men a så det ikke. Der var også noget, der skrumlede på loftet. Så gik der bud efter præsten, og han kom. Han lagde tre bøger på bordet og tog den ene og læste i. Det var den Slemme, de havde læst derind, og han hug den første bog fra præsten, sådan kraft havde han. Så tog præsten den anden bog, og den gik det lige sådan med. Den tredje kunde han dog ikke hugge fra ham, og han blev ved at læse, og så gjente han det ud af vinduet. Så siger manden, de skulde gå hen og lade en so ud, for så snart han kom uden for, tog han det første, han kom til. Han tog også soen, og de så aldrig stump af den mere.
Meddelt af Nik N.-Vissing til Evald Tang Kristensen.

Et sted i Lild sogn er en gammel tornebusk, som har forgrenet sig vidt omkring og hæver sig til en anselig højde. Der siges, at vejen her omkring slet ikke er rar at færdes ad om natten, da der blandt andet viser sig en hovedløs kalv for de rejsende. På den plads lå for en del år siden en bondegård, hvor konen var berygtet for en heks. I en anden gård havde de bestandig uheld med besætningen, og ofte fandtes den bedste malkeko liggende død i båsen om morgenen. Manden i gården havde nok mistanke til nabokonen, og en dag fik han den bestyrket, idet han i krybberne fandt små pakker med menneskehår, negle og andre underlige ting som hjærtet af en ugle. Nu mindedes han også at konen flere gange havde været inde i stalden uden egentligt ærende.

Han sadlede nu sin hest og red hurtig over til en klog kone, som boede tre mil der fra. Hun så i noget vand, at det var nabokonen, der havde forhekset hans besætning, og var villig til at hjælpe ham. Han fik nogle småpakker med hjem, som han skulde kaste i krybberne. På hjemvejen vilde nabokonen komme imod ham og af yderste evne søge at komme i snak med ham. Men dersom han svarede et eneste ord, var midlets kraft borte. Han red så hjem, og meget rigtig kom heksen og hendes kjønne datter imod ham. De talte ham venlig til og søgte at lokke ham til at give dem et svar; men han holdt sig og måtte til sidst for at blive konen kvit gribe til kraftige midler, idet han slog hende over låret med en tornekjæp, så det brækkede. Fra den dag af trivedes hans besætning vel, men ulykkerne begyndte med fuld kraft at hjemsøge heksens gård. Inden ret længe brændte den, og på tomten opvokste den store tornebusk, hvorved den hovedløse kalv driver sit uvæsen.
Meddelt af P. Bliksted til Evald Tang Kristensen.

En gammel mand i Lild sogn gik en sankt-Hans aften ud for at besøge nogle venner. Han skulde over en hedestrækning, der havde et slet rygte på sig. Især var der et sted, hvor der havde stået en gård, som var bleven flyttet formedelst sandflugt. Da han kom der til, var han helt angst og læste sit fadervor. Med èt så han en flok harer, der løb omkring blandt grusdyngerne og legede. Han kunde straks skjønne, at det ikke var rigtige harer, ti deres bagben var ubøjelige. Med èt fattede han sin beslutning. Han gik hen til flokken og nævnede en kones navn, der var fra en gård i nærheden og kjendt for en heks. Straks stod konen for ham og sagde: “Det var den største fortræd, som nogensinde er tilføjet mig.” Derefter forsvandt hun, og kort efter var hun død. Men manden slap heller ikke helt godt fra det. Da han kom til bestemmelsesstedet, var han syg, og lå længe efter.
Meddelt af P. Bliksted til Evald Tang Kristensen.

Der er en gård der ude i Glæde der kaldes Mørup. Der ud for strandede for nogle år siden et skib, og skipperen han kom til at bo i Mørup i længere tid, indtil han kom i orden med sine sager. Han var èn af de Nordmænd, der kunde mere end sit Fadervor og gjøre mange kunster. Der var flere voksne sønner i gården, hvoraf flere endnu lever. De mente, at han ikke kunde gjøre dem bange med sine kunster.

En aften var den ene af sønnerne et stykke borte fra gården, og da kom der en karl efter ham uden hoved, og blodet stod ud af halsen på ham. Så blev han bange. En anden af sønnerne sagde: “Hvorfor lukker du ikke din kiste, når du går hen til Koldkjær” – det var en gård i nærheden. “Å”, siger han, “det gjøres ikke nødig, det er ikke værd, du går i den.” Så gik Nordmanden, og sønnen gav sig nu til at rode kisten igjennem fra ende til anden. Men han blev siddende fast og kunde ikke komme der fra, han sled svært, men måtte kjønt blive siddende, indtil Nordmanden kom hjem og hjalp ham der fra.

En dag skjænkede de en snaps for ham, og så siger han: “Hvor har I fået det brændevin fra?” – “Det har vi fået i Koldkjær gård, og det er den bedste slags, de har” – det var i de tider, da de brændte selv brændevin. “I kan tro nej”, siger han, og så satte han en hane i bjælken, og så tappede han. “Der kan I nu smage den bedste slags, de har.” Konen i huset sagde også, at han kunde ikke gjøre hende bange, ihvor meget kunster han så gjorde. Men så en aften, hun lå i sin seng, begyndte pludselig fire hjulsnav at dandse rundt på gulvet. Så blev hun forskrækket og begyndte at råbe på sin mand det bedste hun havde lært – han var ikke til stede. Men i stedet for manden kom en underlig stor mand ind, der var så høj, at han næsten måtte gå to lag der inde, og han kom så og vilde tage hende i hånden. Hun begyndte at skrige, og så forsvandt han.

Næste dag måtte hun rigtignok tilstå, at hun var bleven bange. To af sønnerne havde nok taget noget fra ham, og så vilde de ikke vedgå det. Så siger han til dem, om han måtte mærke tyvene. De sagde ja. Så slog han et søm op i bjælken og sagde, at med det søm vilde han nu slå et øje ud på tyvene. De to sønner blev siden enøjede. Ja, det er nu virkelig tilfældet, at de var det. Nordmanden druknede på hjemrejsen, og det sagde man, at han havde sagt for ud.
Meddelt af Nik lærer Bliksted, Hillerslev til Evald Tang Kristensen.

Bulbjerg

Holger Danske skal sidde i Bulbjærg og vil komme og frelse Danmark, når det er i stor nød og fare. En bonde gik en gang fra sit arbejde med en greb på nakken, men så gik han vild i klitten og traf omsider Bulbjærg, hvor han fandt en indgang og gik ind i bjærget. Der så han en gammel mand med et langt skjæg siddende ved et bord og støttende hovedet på begge hænder. Det var Holger Danske, som nu spurgte den indtrådte, der næsten havde tabt bevidstheden ved synet af den frygtlig store mand, om folk endnu var stærke i hans fædreland, og forlangte, om han vilde række ham sin hånd, for at han kunde prøve hans fingre. Manden rakte ham da grenene af greben, som han straks bøjede og sagde så, at i hans tid havde folket anderledes stærke fingre, end at man sådan kunde bøje dem, og det gjorde ondt, at folk nu til dags var så lidt stærke. Manden skyndte sig nu frygtsom til sit hjem.

På Skarreklit, som står udenfor Bulbjærg i havet, skal der stå en guldskål, som Holger Danske selv har sat der.
Meddelt af J.C. Overgård til Evald Tang Kristensen.

De siger, at Holger Danske boer i Bulbjærg. Der står en sten i havet uden for bjærget, og der fortælles om den, at Holger danske har sat den der på en guldfod, og der skal stå et guldbæger oven i den.
Meddelt af Kristen Jepsen, Rødehus til Evald Tang Kristensen.

I gamle dage, da Skarreklit ikke var så utilgjængeligt som nu, var der en konge, som, da han skulde i krig, samlede sine skatte sammen og gjemte dem i et meget stort guldfad, som han nedgravede på toppen af Skarreklit, men da han kom tilbage, havde Vesterhavet gjort klippen utilgjængelig, hvilket den siden den tid har været, og kongeskatten ligger der endnu urørt.
Niels Kjær, Trunderup Friskole til Evald Tang Kristensen.

Ved Bulbjerg ligger bakken Troldeting, og det navn har den fået, fordi troldene i gamle dage holdt ting netop dér. De kom fra hele Vendsyssel for at drøfte fælles vanskeligheder og få bilagt uoverensstemmelser.

Disse Vendsyssel-trolde var imidlertid frygtelig iltre, og det skete ofte, at de kom i totterne på hinanden over en eller anden bagatel; så greb de, hvad de havde ved hånden og brugte det som kasteskyts.

Rundt om på bakken ligger der nogle store sten, dem har troldene givet hinanden i hovedet, og at de har været godt gale kan man se deraf, at mange af stenene er knugede så hårdt, at der er aftryk af troldens fingre.

Forhen boede der nok også trolde i bakken, for undertiden hørte folk det rumle derinde, og især hvis menneskene holdt fest og larm kunne rumleriet blive faretruende kraftigt. Det var troldene, der gav til kende, at de ville have ro.

Der går det sagn, at når Skarreklit ved Bulbjerg væltede, skal verden forgå. Det første skete under en efterårsstorm i 1978, og nu kan vi så bare vente på, at anden del af den uheldssvangre spådom går i opfyldelse.

Kun et lille stykke af den hårde limstensklit er endnu synlig i havet, og folk med forstand på de dele siger, at den snart er helt forsvundet. Så mister de skarver, som holdt til dér, deres hjem.

På klittens top havde Holger Danske stillet en gylden skål fyldt med guldpenge. Han var en af kong Arthurs riddere om det runde bord, så det skulle vel aldrig være den hellige gral, der har balanceret på klitten i Vesterhavet? Den må i hvert fald ligge på havsens bund nu.

Der var ellers folk, som Sct. Hans aften søgte at nå op til toppen af klitten for at få fingre i det nøgle guld. En mand havde fået slået en løkke om en af spidserne på klitten og var i færd med at hejse sig op i et tov, da han blev overfaldet af en ravn, som Holger havde sat til at vogte skatten. Den huggede ham med næbbet, så han slap sit tag, styrtede ned og blev slået ihjel.

Et andet sagn lyder på, at det var en konge, der havde gemt sine skatte på Skarreklit, før han drog i krig. Det var ikke så vanskeligt, for klitten var dengang landfast. Da han omsider var kommet hjem fra krigen, havde havet imidlertid skyllet så meget af landet væk, at klitten stod isoleret, og kongen fik aldrig sin skat tilbage.
Genfortalt af Gorm Benzon.

Op