Hanstholm – Klitmøller

Hanstholm, Ræhr, Klitmøller, Vandet og Nystrup

Hanstholm

Der fortælles fra Hanstholm, som ligger to mil nord for Tisted, at der en gang boede en kone, som fødte et lille barn. Hun havde barnet i flere år, men det blev aldrig større end som et svøbelsebarn. Hun troede så, at barnet var forbyttet af troldfolk, og rådførte sig med en klog kone, som gav hende det råd, at hun skulde foretage sig en bestilling, som aldrig var set før, og det skulde hun lade barnet sidde og se på. Gav det så nogen lyd eller tegn fra sig, så hun bestemt kunde vide, at det var et troldbarn, skulde hun give det en ordentlig kindhest, og så skulde hendes eget barn nok komme.

Konen blev meget glad ved rådet og løb hjem, satte barnet på kjøkkenbordet og gav sig i færd med at brygge i æggeskaller. Hun tog nemlig den ene æggeskal og gjorde et lille hul i, og der satte hun en lille pind. Den anden gjorde hun også et lille hul i, og i den kom hun så malt og vand og satte den i den anden æggeskal, for at vandet skulde rende deri.

Da nu barnet havde siddet og set på det i en tid, udbrød det ganske forfærdet: “Nu har jeg levet så længe, at jeg har set Rold skov opbrændt tre gange, og Hanstholm kirke flyttet tre gange, men aldrig har jeg dog set mage til dette her.” Konen blev glad over denne tale og løb hen og gav puslingen en så eftertrykkelig kindhest, at den trimlede ned af bordet, men lige med èt stod der en lille kjælling ved konen med et barn ved hånden, som heller ikke var større end puslingen, ti det var heller ikke vokset. Puslingen forsvandt straks, og konen løb meget fornøjet ind med hendes barn. Han voksede nu stærkt til og fik snart en til sin alder passende højde.
Meddelt af Mette Skrædder, Sundby til Evald Tang Kristensen.

I en gård tæt ved Bavn i Ræær havde man en Cyprianus. Da en nabomand en gang sendte bud derom for at låne en bog, fik han af en fejltagelse udleveret Cyprianus. Han gav sig uden at tænke derover, til at læse i den, og jo mere han læste, des større lyst fik han dertil. Men kort tid efter at han havde begyndt, kom der en stor sort puddelhund ind og lagde sig under kakkelovnen. Han kom så i gale tanker og holdt med læsningen, men hvor han siden stod og gik, var den sorte hund i hælene på ham. En nabomand, som han klagede sin nød til, forstod, at det var den Slemme selv, og derfor måtte de have bud efter den kloge mand i Nors. Denne lykkedes det da også efter megen umage at mane hunden ned, og man viser endnu stedet som liggende ved sognegrænsen imellem Torp og Hansted jorder.
Meddelt af Nik J.G. Pinholt til Evald Tang Kristensen.

Der boede en mand i Hansted, de kaldte Bitte-Per. Han var skipper, og da det nu var i den tid, da Norge var afspærret fra al tilførsel, og de der oppe næsten led mangel på alle levnetsmidler, så gav han sig til at føre gryn derop og sælge dem til Nordmændene. det var en vovelig forretning, men der var også penge at tjene, for han gav kun 19 gryn for en skilling. Derfor kaldtes han der oppe for Per Nittengryn. På en hjemtur strandede han lige ud for hjemstedet og druknede. Skibet tilligemed alle hans penge gik i havet, men endnu finder man af dem, de skyller af og til op på stranden, og jeg har seet af dem.
Meddelt af lærer Olesen, Harring til Evald Tang Kristensen.

Der var en mand ude på Hanstholmen, der hed Jens Vinter, han havde fået Cyprianus af en gammel kone og sad en dag og læste i den. Da kom der en stor hund ind ad døren og stod og gloede på ham med et par store øjne. Manden vilde jage den ud, men hunden stillede sig imod ham. Så blev han lidt sær ved det og gik hen igjen og læste, men hunden kom ham så sært for, og han stod da atter op og gik ud for at fodre kreaturerne, idet han tænkte, at den så skulde forsvinde. Men da han kom ind igjen, sad hunden endnu på sin plads. Så blev han ræd for at læse længere i den bog og vilde lægge den på hylden. Men hunden kunde han ikke få ud. I det samme kom der en gammel fisker ind, der hed Ole Bjørn, og han var i sin tid kommen fra Norge og havde bosat sig der. Da han så, hvordan det havde sig, gav han sig til at læse over hunden og fik den også til at gå. Så siger han til Jens Vinter: “Den bog er det ikke værd du læser i, for det er en slem bog, du må helst lade mig få den, for ellers kan du let komme i værre ulykke.” Han var glad ved at komme af med bogen.
Meddelt af Nik lærer Hansen, Vester-Hornum til Evald Tang Kristensen.

På vejen mellem Hansted og Torp, lige hvor en snæver dal fører op fra den gamle herregård Torp, som nu er nedlagt, der går en hvid jomfru, som kaldes Skejsdals frue, og enhver er bange for at møde hende. Sådan var hun en gang efter en mand, der kom kjørende med vejen. I nærheden findes en høj, Skejsdalshøj, hvor hun efter sigende skal have sin bolig. Den ligger norden for landevejen lige op for dalen. I nærheden findes et hus, hvor der hver nat viser sig en mand inde i værelserne. Ejeren hedder Kristen Knudgård, og han har slået efter ham. Da fløj han ud af vinduet.
Meddelt af Læreren i Vester-Hornum til Evald Tang Kristensen.

På Nørtorp i Ræær døde den gamle kone. Kort efter hørte hendes efterlevende mand tydelig hans navn blive nævnet, mens han lå i sengen inde i sovekammeret. Så siger han til sin plejesøn, der tillige var hendes dattersøn, som også lå der inde: “Det var Kirsten, der kaldte.” Sønnen svarede: “Ja, det var bedstemoder, der talte.” Næste dag gik han til præsten og bad ham sige sig, hvordan det var. Han mente, at det var en alvorsrøst til ham fra den afdøde, for at han skulde berede sig på døden.
Meddelt af Lærer Olesen, Harring til Evald Tang Kristensen.

Ræhr

I Ræær skole kom der noget vand til at stå på et af skolebordene. Læreren tørrede det af, men det kom igjen. Så siger han til hans kone, hvad det var for vand, der var bestandig på det bord? Ja, hun vidste ikke af noget vand at sige. Så hørte det op. En tid efter druknede mange fiskere på èn gang ved Hansted strand, og de blev kjørte op i Ræær, og nogle af dem til skolen, hvor noget af det våde tøj blev smidt op på loftet over det sted, hvor der var kommet vand ned på skolebordet, og det var altså varsel derfor, læreren havde set.
Meddelt af Lærer Nørby, Hurup til Evald Tang Kristensen.

I Nørby i Tved ved Tisted er der en gård, som kaldes Grobgård, og den ejedes af et par rige folk, som havde en eneste datter. Hun skulde nu giftes med èn, som hun nødig vilde have. Trolovelsen blev holdt, og man var i færd med store forberedelser til brylluppet. men et par dage før dette skulde holdes, hængte pigen sig. Hun blev begravet i al stilhed, som man den gang begrov selvmordere. Men efter begravelsen mærkede man hende næsten hver aften, og forældrene henvendte sig da til præsten i Nors, som også var deres præst. Men han havde ikke lært den kunst at mane de døde, og så henvendte man sig til præsten i Ræær, der var en ung mand. Han lovede også at komme en aften til Tved kirke. Den ligger afsides helt inde mellem klitterne, så der rundt om kirken er høje sandbjærge, og de er næsten lige så høje som kirketårnet. Sognet er for en stor del bleven øde af sandflugt, og kirken ligger nu i den ene side af den beboede del, meget ubelejligt for beboerne. Rygtet om gjengangeren var bleven meget udbredt, og alle folk vidste af det.

Den aften præsten tog af sted, tog han ind i den nordligste gård i Tved, der hedder Skjelsgård, for han skulde der forbi, og da det var temmelig tidlig, han var kommen på veje, vilde han tøve lidt der. Han sagde naturligvis ikke, hvor han vilde hen, eller hvad ærende han red i, men det faldt dog beboerne ind, at han skulde hen til kirken og mane, både for det de havde hørt rygtet, og for det han var meget bekjendt for sin klogskab. Så fik manden sin karl til at spænde for og kjøre henefter et læs strøsand, der skulde tages i sandgraven tæt vesten for kirken, og da skulde han jo give agt på, hvordan det gik. Karlen kjørte og holdt sig skjult mellem bakkerne, så præsten kunde ikke se ham.

Lidt efter at solen var gået ned, forlangte præsten at få sin hest og red så efter kirken, der ligger en god fjerdingvej sønden for Skjelsgård. Da han kom der, bandt han sin hest ved ligporten, gik hen til pigens grav, tog en bog op af lommen og begyndte at læse. Alt det så karlen, der lå og kigede over kirkegårdsdiget. Han så, at da præsten begyndte at læse, steg der fire røgsøjler op, èn fra hvert hjørne af graven. Dem omfavnede præsten, og straks stod den unge pige foran ham; men hun slog øjeblikkelig bogen fra ham. Han tog da en anden bog op af lommen, men det gik ikke bedre med den. Nu blev præsten ængstelig, da han så, at pigen stadig havde sit øje vendt mod et vist hjørne af kirkegården, og han så da også der hen, og blev karlens hoved vaer oven over diget. Nu tilkjendegav han ham ved tegn, at han skulde fjærne sig, som han da også gjorde. Så fik præsten hende manet, men på tilbageturen tog han atter ind ad Skjelsgård og gav dem en alvorlig irettesættelse for deres næsvished. “Jeg havde kuns èn bog til,” sagde han, “og dersom hun også havde fået den slået fra mig, så havde det kostet mit liv.” Pigen var borte og gik aldrig mer igjen.
Meddelt af K.N. Nørby til Evald Tang Kristensen.

I et sogn, der hedder Rær, to mil norden for Tisted, der var en karl, og han forlangede en pige til at gå op i kirken at hente en bog sådan i mørkningen, hun skulde få så og så meget for det. Hun var jo ikke meget for det, og dersom hun havde vidst, at de vilde forskrække hende, så havde hun vel heller ikke gjort det. Men hun vilde nu vise, at hun var ikke ræd, og så går hun sin gang op til kirken og op til alteret. Den gang hun vil så gå op fra kirken igjen, er hun så gesvindt og hun hugger døren i, men der står èn bag ved, og han siger: “Vil du ikke se, hvor røde mine øjne er?” Hun er hastig betænkt og svarer: “Vil du ikke se, hvor rød min r.. er?” Dermed gik hun hjem til præsten, som hun tjente ved, og det kom ind for dem selv, hvad folkene havde haft for. Så vågner det op for præsten, og han havde ingen ro, men må derop den samme aften og se ad, hvordan det forhar sig. Da lå hans træsko imellem stolene og var gruttede lige så små, men ingen mennesker var der at se. Ja, det var alt for sildig, sagde præsten, da han kom tilbage, og karlen så de aldrig mere.
Meddelt af Mads Garder, Vejby til Evald Tang Kristensen.

En præst i Ræær, der hed Børge Pontoppidan, han blev en gang enig med hans avlskarl om at flytte en skjelsten, fordi der gik en bred vej imellem præstegården og kirken, og den vej syntes han kunde nok gjøres noget smallere, det var unyttigt, at den jord lå der, og når han flyttede stenen, kunde han få næsten en halv ager til. Men det blev også bestemt, at når den mark skulde lægges ud igjen, skulde stenen flyttes tilbage. Det var nu lige før der skulde pløjes.

En dag vilde præsten kjøre til Tisted, men da de var komne på Skjelsgård bakke, kom karlen til at se om, og da sad præsten og var død. Så vendte han naturligvis og kjørte hjem igjen. Efter at præsten var begravet, mærkede karlen hver aften en puslen i karlekammeret. Han blev bange og puttede hovedet under dynen, men det blev ved, og så omsider vovede han da at se op, og da så han præsten stå uden for sin seng. Det skete flere aftener, men han turde ikke tiltale præsten, skjøndt han så så alvorlig bedende på ham.

Endelig en aften tog han mod til sig, rejste sig pludselig af sengen og spurgte præsten, hvorfor han stod der. Han svarer: “Ja, følg med uden for, så skal du få det at vide.” Sagen var, at drengen lå også i samme kammer. Karlen sagde nu: “Gå I foran, fåer, så skal a følge efter.” Det havde netop præsten lært ham, han skulde sige, når han nogen sinde, mødte en gjenganger. Da de så kom uden for, sagde præsten: “Du kan vel nok huske, vi flyttede den skjelsten, og inden den bliver sat tilbage, kan jeg ingen fred få i graven.” Han bad derfor karlen om at sætte den på sit sted. Da karlen hertil bemærkede, at han ikke bestemt kunde huske, hvor den skulde stå, sagde præsten: “Tag en stok med dig og følg mig.” Da de kom hen til stedet, sagde præsten igjen: “Sæt nu stokken der og læg stenen på den plads i morgen.” Det lovede karlen, og derefter opstod ligesom en lys tåge. Han syntes, den tåge var rundt omkring ham, og så var præsten forsvunden. Det første han tog sig for næste morgen, var at sætte stenen på det anviste sted, og siden den tid så han ikke præsten.
Meddelt af K.N. Nørby til Evald Tang Kristensen.

Klitmøller

En skipper fra Klitmøller var kommen over til Norge og skulde have en ladning tømmer med sig hjem. Så mødte han en mand på gaden i èn af kjøbstæderne der oppe, og han hilser ham og siger: “Goddag, dødens mand.” Det blev skipperen lidt underlig ved. Næste dag møder han igjen den samme mand og får den samme hilsen. Han møder ham den tredje gang og atter den samme hilsen. Så standser han og spørger ham, hvad han mente med de rod. “Hvorfor kalder du mig dødens mand?” – “Jo, for du døer, inden du kommer hjem. Der vil komme en sendkugle (en kugle, der sendes og er bestemt til at ramme) og vil dræbe dig.” – “Nå, hvor skulde den komme fra?” siger skipperen. “Ja”, svarer han, “din kone er bleven gode venner med en anden, og så gjælder det jo om at rydde dig af vejen, de vil altså gjøre det på den måde. Men du kan blive fri for at få den til at ramme dig, når du vil følge det råd, jeg nu giver dig. Du har jo en stor kjedel om bord, og når du nu sejler hjem, skal du fylde den med vand så nær til randen, at når du sætter dig i vandet, du så kan have hovedet fri, uden at det dog rager op over bredden af kjedelen. Du skal sætte dig i kjedelen på et bestemt klokkeslet” – som han nævnede ham – “og så vil du se, at kuglen kommer og stryger lige over kjedelbredden. Hvis du så vil vente med at komme hjem indtil en vis tid” – som han også sagde ham – “så kan du lige komme hjem til din kones bryllupsdag.” Skipperen fulgte rådet og kom også netop hjem til brylluppet, hun holdt med den anden. På den måde nåede sendkuglen ikke at ramme ham.
Meddelt af Nik L.N. Bertelsen til Evald Tang Kristensen.

Vandet

Der var en provst Eeg her i Agerholm præstegård. Så havde de en syg ko, og folkene rådede ham til at tage en klog kone, der boede i nærheden, til at læse over den, og hun blev hentet. Så får hun i kjøkkenet en meldmad i hendes hånd, og den tager hun med sig ud i stalden til koen. Provst Eeg vilde høre, hvad hun læste eller gjorde ved den, og så var han til stede, men det vidste hun ikke. Så siger hun: “Her står æ med byge, æ stryger koen på ryge, gjør et et gåt, så gjør et heller et undt.” Men så står provsten tæt ved og hører dether, og så siger han: “Her stander hr. Eeg ret op imod væg med såstang i hænde og slår Kjæsten Ås i hendes ende; gjør et et undt, så gjør et da heller et godt.”
Meddelt af Niels Vig, Ø.-Vandet til Evald Tang Kristensen.

Min fader hed Bærtel Vig, og han var nævnt efter en karl, der var født i vor gård, og hed Bærtel Klemmensen. Det går helt tilbage til det sekstende århundrede. da denne her første Bærtel var et barn, skal der have været Tyrker her i landet, og de vilde slå alle de små drenge ihjel, de kunde få fat på. Bærtel var kun to år den gang, han gik med en rød strikket hue på hovedet, og Tyrkerne havde set ham, men hans moder var kommen fra dem med ham, og hvordan det var gået til, vèd vi ikke, men hun fik ham da op under hendes skjørter, og der havde han det vid, at han flyttede hans ben ligesom hun, så de fik ikke lagt mærke til ham, og han blev henne for dem. da han blev gammel, sagde han, at han vilde ligge på kirkegården lige ud for prækestolen, og han ligger også ved søndre side af kirken, og fik et ligtræ over sig. Hans navn står på lysekronen her i tårnet.
Meddelt af Niels Vig, Ø.-Vandet til Evald Tang Kristensen.

I Hjardal i Østen-Vandet har der i gammel tid gået et hovedløst svin.
Meddelt af L.N. Bertelsen til Evald Tang Kristensen.

Fra Nørtorp i Ræær har kjøren spøgeriet gjennem en dal i Øster-Vandet, der kaldes Hjardal, op til Sjørring volde ved nattetid, og det kjører der endnu. En mand kom ridende og kunde ikke komme videre, da hesten standsede og veg til siden, han fornam da stjærten af spøgelsesvognen.
Meddelt af Niels Vig, Ø.-Vandet til Evald Tang Kristensen.

På den nuværende skolelod i Østen-Vandet, noget syd for kirken, har været en hellig kilde. den er kun et lille hul, men dog stadig med vand i.
Meddelt af Niels Vig, Østen-Vandet til Evald Tang Kristensen.

Skadekjær vesten for Østen-Vandet grændser imod Vesten-Vandet sø og har åbenbart været den inderste ende af søen i gammel tid, men nu er der lagt en dæmning imellem søen og kjæret, så man kan kjøre derover. Der har været færgested over kjæret, og for få år siden kom man til færgebroen ved at grave efter sten. Vestergård i Sandgårde er bleven kjøbt med fiskeret og færgeret over Skadekjær, og marken der omkring kaldes endnu Søndensø og Nordensø og Søbrinkerne.

Der har ligget en gammel herregård sønden for Skadekjær; den hed Vig, og marken der omkring kaldes endnu Vigs mark. Hovedbygningens plads kan sees, og i kirken har der været stolesæder, hvorpå var malet: Vigs stole.
Meddelt af Niels Vig, Østen-Vandet til Evald Tang Kristensen.

Da Vig var i kraft, var Tøfting ikke større, end at de gjorde arbejdet med en hest og en tyr. På Tøfting gårds mark var 30 fruentimmer samlede, der stod og slog lyng, de var vel tilsagt til det. Det var kun en fri bindegård, men de ejede dog både bønder og tiender.
Meddelt af Niels Vig, Østen-Vandet til Evald Tang Kristensen.

Nystrup

I nærheden af Nyestrup er der nogle bakker med dal imellem, der kaldes Fruerbjærge. Her lurede nogle røvere på fruen og vilde undlive hende. En dag vilde hun til kirke i Vang, for det var tåget vejr, og hun var kjørende i karet; men så havde hun en lille hund med sig, og den gjøde og røbede hende. Røverne kom over hende, og hun blev dræbt i den dal.
Meddelt af Niels Vig, Ø.-Vandet til Evald Tang Kristensen.

I Vang sogn tæt ved den sydlige side af Vester-Vandet sø ligger gården Nystrup. Endnu er den en dejlig gård, men er dog kun en sørgelig levning af en overordentlig stor gård, der i ældre tider skal have ligget tæt ved havet, men som er bleven forfulgt af sandflugten og tre gange har måttet flyttes ind i landet, og sandet har forvandlet de fordum dejlige marker til dele af klitterne. Gården ligger nu en stiv halv mil fra havet, og beplantningen af sandet har sat en grændse for dets magt.

To af Nystrups gamle stader vil man endnu vide at vise der ude i klitterne, og medens gården lå på et af dem, boede der en mægtig herre ved navn Karl Blek. Det var en karl for sig selv især med hensyn til sine hunde, for dem holdt han mange af, men de var så små. Altid havde han en flok med sig af den slags, der ved den bjæffen, de stilte an, gjorde ham kjendelig i stor frastand, ihvad vejr der var på sky. En gang kom han i strid med en slem adelig frue langt nede i Vendsyssel, og de blev dødsfjender. Til sidst blev hun så ivrig på ham, at hun snakkede med sin skytte om at slå ham ihjel og lovede ham svære penge derfor. Til tegn på, at han virkelig havde gjort det af med ham, måtte han bringe fruen de guldknapper, som Karl Blek altid bar på sit bryst, og før fik han ikke sin løn. Efter at fruen havde sagt ham, hvordan han bedst skulde passe Karl Blek op, og sagt ham, at han kunde kjendes på sine hunde, rejste skytten til Ty og så lejligheden an.

Endelig en søndag så han lejlighed til at udføre sit forsæt. Det var just lige den dag, at Karl Blek red til Vang kirke, som sædvanlig fulgt af sine hunde. Ved kirken advarede man ham rigtig nok, da man havde mærket lidt til, hvad der var i vente, men det brød han sig ikke om og red hjem ad. Men skytten havde passet sit snit og lå i skjul nordvest for Vang, hvorfra han vejledet af hundenes glam styrtede løs på ham. Så gav det et puf, og så var det forbi. Knapperne sprættede skytten af klæderne og rejste hjem igjen.

Lang tid efter traf en del herrer sammen oppe i Norge, eller hvor det var, og hver roste sig af sine bedrifter, den ene værre end den anden, indtil èn af dem råbte: “Det er alt sammen ingen ting, for jeg har slået en kalv ihjel, der bar guldbær under hagen, det har I andre ikke.” – “Så er det også dig, der har skudt min broder Karl Blek,” sagde en anden, og skytten blev forskrækket, så han tilstod sin gjerning og måtte lide sin straf. For ikke mange år siden fortalte en gl. fisker sine kammerater, at da han som dreng i tåget vejr vogtede får på det sted, hvor Karl Blek faldt, hørte han pludselig et puf, og fårene tog da flugten, så han nær aldrig havde fået styr på dem igjen.
Meddelt af P. Uhrbrand til Evald Tang Kristensen.

Der er en herregård, der hedder Nystrup og ligger ude ved Vesterhavet i Vang sogn. Her skal have boet en herremand, som hed Kalv. Han bliver snigmyrdet, og så har han en søn, der vil hævne ham og opdage hans faders morder, om han kan. Han rejser ud som jæger og har ligesom en anelse om, at han skal finde ham i Norge. Sønnen rejser altså dertil, og langt oppe i Norge, hvor der er bjørnejagt, træffer han flere jægere. En aften, der er flere samlede sidder de og fortæller jagthistorier for hinanden. Hver vil jo være den bedste jæger og fortælle det meste, han har udrettet. men så er der èn, der siger, at han har vist skudt det kostbareste, nogen har skudt, for han havde skudt en kalv i Danmark med guldkjæde om halsen. Sønnen tager da ordet og siger, at sådanne historier skulde han ikke bilde ham ind. Jo, for her havde han guldkjæden. Da greb den anden ham og sagde: “Du er min faders morder.”
Meddelt af Niels Vig, Ø.-Vandet til Evald Tang Kristensen.

Der var en herremand på Gammeltoft, det nuværende Nystrup, han hed Karl Blak (Karl Blik). Da han var bleven enkemand og skulde til at giftes igjen, var det hans første svigermoder så meget imod. Så lejede hun en skytte til at skyde ham. Kalv var gjærne omgivet af hunde, da han var en god skytte, men skytten skjulte sig i klitskårene, og da herremanden en søndag red hjem fra Vang kirke, kom skytten til og skød ham og plyndrede liget. Iblandt andet tog han nogle guldknapper, der sad i hans frakke. Stedet, hvor dette skete, hedder Korsbåretoften, fordi der blev rejst et kors til minde om det. Stundom lyder der et skud på stedet, som forskrækker fårene, så at de farer sammen i en flok. En gammel pige, der levede i århundredets begyndelse, har set korset.

Den myrdedes brodersøn, som lignede Kalv meget, kom en tid efter over til Norge i besøg hos en ven, og mens de begge var ude på jagten, brød et uvejr løs. De søgte da hen til en hytte, hvor nogle forvovne ulvejægere var samlede og underholdt hverandre med at fortælle deres bedrifter. den ene af dem rejste sig og udbrød: “Det er altsammen intet imod, hvad jeg har udrette. Jeg har en gang skudt en kalv med to guldhorn.” Brodersønnen kunde af udtalen slutte, at det var en Jyde, og så rejste han sig og slog i bordet: “Så var det dig, skurk, der skød din herre imellem Vågen (Vang) og Gammeltoft!” Da han nu lignede den afdøde, troede morderen, at kalv var stået op fra de døde, og gik straks til bekjendelse.
Meddelt af lærer Olesen, Harring til Evald Tang Kristensen.

Op