Hjælpensbjærg er en bakke tæt ved Vestervig sogneskjel i Gjættrup sogn med dale rundt omkring. Der er to høje på den, og i den øverste kant af den er en kilde. I denne bakke står et guldskib med en mast op i hver af højene, og når der bliver sådan trang, at der ikke er andre råd, så skal det hjælpe noget til.
Således er det også med skatten i den firkantede høj på Ydby kirkegård, den skal findes, når kirken er brændt tredje gang og skal så hjælpe til at bygge kirken op for. Kirken er allerede brændt de to gange.
Lige sådan er det med en guldplov i Tidselhøj i Sennels.
Meddelelse fra Gettrup til Evald Tang Kristensen.
I Hjælpensbjærg er et guldskib gjemt, og Sybille har spået, at når der bliver den største hungersnød i Danmark, skal dette skibs værdi være tilstrækkelig til at føde alle landets beboere. Men dersom nogen før den tid vover at gjøre så meget som et spadestik i bjærget i den hensigt at bemægtige sig skibet, han skal ikke alene ikke få det, men dø, før året er omme.
Meddelt af Joh. Nielsen til Evald Tang Kristensen.
Hjælpensbjærg, beliggende i Kobberø, Sydthy, har oven på to knolde eller småhøje. Bakken skal dække et skib med gyldne skatte. Masterne dækkes af knoldene.
Meddelt af N.P. Jensen, Hassing til Evald Tang Kristensen.
Oppe mellem Kobberø og Randrup i Sydthy er der i heden en stor kjæmpehøj, der hedder Hjælpensbjærg. Ved den er der den mærkelighed, at der paa den ene side næsten oppe ved toppen er en kilde, som sjælden – nogen siger aldrig – bliver tør. I ældgammel tid, da vort fædreland var hærget af fjender, samledes alle de kostbareste skatte sammen i en af landsdelene, og disse kostbarheder blev ladede på et skib, som sejlede med dem ind i Limfjorden. Men da skibet var kommet ind i det inderste af en smal bugt eller et vandløb, sattes det paa grund, og folk samledes i store skarer og kastede en høj op, der var så stor, at den helt skjulte skibet.
Man kaldte så højen Hjælpensbjærg, og det var folkets mening, at når Danmark en gang rigtig blev stedt i nød, da skulde højen graves ud, og skatten bringes for lyset til fædrelandets frelse. Der skal da graves ind i nordsiden af højen, sådan at solen ikke kan skinne ind i åbningen, og når de så kommer til skibet, så sidder der en konge på en guldstol ved et guldbord, og det første, der må gjøres, det er at rive stolen fra ham, så er magten taget fra ham, og så har man adgang til skatten.
Meddelt af Bertelsen til Evald Tang Kristensen.
På Hjælpensbjærg er en hellig kilde, som flyder endnu, og den havde i fordums tid stor lægedomskraft, så mange lidende hentede sig der både lindring og helbredelse, særlig når de søgte derhen st. Hans nat. Men så var der en mand i den nordvestlige gård i Gjetrup, han toede sine skabede helmisser i kildens vand, og dermed var lægekraften borte.
Kilden på Hjælpensbjærg er bundløs. En gang vilde dog nogle for løjers skyld prøve dybden, og i denne hensigt bandt de enden af et langt stykke reb om en sten og firede den ned, de firede og firede, men mærkede ingen bund, og da de endelig trak rebet op, var det svedent i enden, og stenen var borte.
Meddelt af Joh. Nielsen til Evald Tang Kristensen.
Den gamle Ole Knudsgårds faders moder, der levede i Knudsgård i Kobberrød, var bjærgtagen i Hjælpensbjærg og kunde ikke komme derfra, uden ved at manden pløjede en fure fra bjærget og til gården, som hun skulde have at gå i.
Meddelt af Gjætrup til Evald Tang Kristensen.
.
I Hjælpensbjærg er der bjærgfolk. De havde en gang taget konen af Knudsgård i Kobberrød ind til sig, og det skete en juleaften. Så blev der søgt råd hos en klog mand, og han sagde, at der skulde pløjes en fure fra Knudsbjærg bosdør (bohusdør) hen rundt om bjærget og tilbage igjen, så skulde konen nok komme. Dette skete, og næste juleaften kom bjærgfolkene og afleverede hende.
Hjælpensbjærg er en rund bakke nordligst i Gjætrup sogn og lige nord for Kobberrød by, og det ligger helt isoleret. Der er et par kjæmpehøje oven på, og mærkeligt nok er der tillige en kilde i nordsidens overkant. Vandet deraf flyder norden ned ad bjærget. Man kunde tænke sig vandforbindelse med Kobber-højes bakke, der er noget højere, med vandholdige lag, hvis ikke, er Kildens beliggenhed mærkelig. Kildens gjennem snit er vel en fire, fem alen, og vandet i bunden skal være uhyre koldt, meget koldere end i de omværende kjær i lige dybde.
Meddelt af Johan Nielsen, Randrup til Evald Tang Kristensen.
Midt imellem Gjetrup og Randrup skole ligger der en stor bakke enlig for sig selv vesten for vasen, det er Hjælpensbjærg. Der siger de, der skal sidde et guldskib og når Danmark er gået så rent i armod, at der er ingen råd på nogen måde, så kan skibet graves ud, og det kan klare det hele. Men før den tid er der ingen, der kan grave i bjærget. Jansen, der var her omme på æ Rønne ved det store dampskib, vilde have været i lag med det det andet år, men det blev ikke til, ikke heller bliver det, før tiden kommer.
Meddelt af Joh. N. til Evald Tang Kristensen.
Skatten i Hjælpensbjerg. Genfortalt af Laurits Bødker.
På heden oppe mellem Kobberød og Randrup i Sydthy er der en stor kæmpehøj, der hedder Hjælpensbjerg. Der er det mærkelige ved den, at der på den ene side næsten oppe ved toppen er en kilde, som sjældent – nogle siger aldrig – bliver tør.
I ældgamle dage, da vort fædreland var hærget af fjender, samledes alle de kostbareste skatte sammen i en del af landsdelene, og disse kostbarheder blev ladet på et skib, som sejlede med dem ind i Limfjorden. Da skibet var kommet ind i det inderste af en smal bugt eller et vandløb, blev det sat på grund, og folk samledes i store skarer og kastede en høj op, der var så stor, at den helt skjulte skibet. Man kaldte så højen for Hjælpensbjerg, og det var folkets mening, at når Danmark engang rigtig blev stedt i nød, da skulle højen graves ud, og skatten bringes for lyset til fædrelandets frelse. Der skal da graves ind i nordsiden af højen, sådan at solen ikke kan skinne ind i åbningen, og når de så kommer til skibet, så sidder der en konge på en guldstol ved et guldbord, og det første, der må gøres, det er at rive stolen fra ham, for da er magten taget fra ham, og så har man adgang til skatten.
En ældre mand fra Vestervig har fortalt mig følgende: En aften gik a på landevejen fra Randrup skole og syd på. Ligesom a nu gik, så hørte a noget, der kom fuslende bag efter mig. Så siger a sådan for spøg: “Vil du med, så hæng på!” A kunde ingen ting se, for det var mørkt. Straks var der noget, der hængte sig på ryggen af mig så tungt, at det var al det, a kunde bære det, og det måtte a gå med, indtil a kom forbi de to kjæmpehøje, der ligger èn på hver side af landevejen et stykke syd for skolen. Der forsvandt det igjen, a ved ikke, hvad det var.
Meddelt af L.N. Bertelsen til Evald Tang Kristensen.