Ved Hundborg degns skal der også være spøgeri. En gang havde de fået en ny pige, der var uvant med et og kom om aftenen løbende ind og spurgte, om hun også skulde malke den sorte ko med et store yver, der stod ude ved stalddøren, for hun vidste jo ikke rigtig, om det var deres. Nej, for Guds skyld, nej, hun måtte ikke røre den, for den passede nok sig selv, for de vidste jo, hvad det var. Da hun nu kom ud, stod koen der alligevel, men var nu bleven så stor, 3, 4 gange så stor som før, og yveret og patterne hængte rent ned på jorden. Som hun nu med forbavselse står og ser på denne her ko, bliver den større og større, øjnene som døre, og kroppen nåede til sidst til skyerne, og yveret og alt det øvrige blev derefter. Men da det var blevet så stort, at hun slet ikke kunde se, hvor stort det var længere, svandt det hele hen som af sig selv.
Meddelt af P. Uhrbrand til Evald Tang Kristensen.
Ved herregården Ulstrup i Hundborg sogn ligger en vejrmølle, hvor for nogle år siden en møllerkarl hængte sig af kjærestesorg, og han går igjen. Gravers i A…. havde været oppe i Hundborg, og da han gik hjem lidt over midnat just ved den tid, da man sagde, at gjengangeren skulde være til færds, fik han en person ved siden af sig, og skjøndt det var klingrende frost var der dog ikke den ringeste lyd ved hans fodskifte, han lige som svævede hen ad jorden. Kaskjet og kort trøje havde han på, og gusten så han ud i ansigtet, så Gravers kunde aldrig være i tvivl om, hvem han havde for sig. Af og til prøvede han på at gå af vejen ud på marken, men spøgelset var al tid rede til at møde for ham, og han gav sig da Gud i vold.
Spøgelset bøjede sig over imod ham, som om der var noget, han vilde. Men Gravers skulde have snakket til ham, så var han bleven forløst, og det var synd, han ikke gjorde det, for et spøgelse kan aldrig selv begynde at tale, når det går på den måde. Nu kan det måske vare 100 år, før nogen kommer igjen til ham på den måde, og så kan det være, han heller ikke bliver tiltalt og må gå til Dommedag. Nu gik det hen ad vejen ud og ind i emmer (zigzag) fra vejgrøft til vejgrøft. Da de kom til Ulstrup mølle gik spøgelset fra vejen og blev borte ved døren ned til kjælderen. Glad var Gravers, og det kan nok være, han brugte ben hjem.
Meddelt af P. Uhrbrand til Evald Tang Kristensen.