Hillerslev – Hjælpensbjerg

Kåstrup, Hillerselv, Skovsted, Brund, Nors og Hjælpensbjerg

Kåstrup

Der findes en hest ude i en dal i marken vesten for Kåstrup by med saddel på, og den havde tilhørt en rig hørkræmmer, men ham selv vidste ingen hvor var bleven af. For nogle år siden sank bryggersgulvet ned et sted i byen, hvor det gamle våningshus var blevet stående, men selve gården flyttet ud og der så kommet nye folk. De blev forskrækkede, grov ned og fandt nogle ben. Herredsfogden og sognefogden kom, men det hele blev dysset ned. Der hviler ligesom en forbandelse over familien. Sønnesønnen, der bor her i byen, har været sindssvag.
Meddelt af Niels Vig, Ø.-Vandet til Evald Tang Kristensen.

Stærke Niels Kristian fra Thy. Genfortalt af Laurits Bødker
Niels Kristian Kåstrup i Hillerslev var et fattigt barn, og han kom tidligt ud at tjene. Hen på efteråret gik kreaturerne løse, og en dag, da folkene kom ind til mellemmad, siger husbonden til drengen: – Har du fået kreaturerne samlet ind?

Så giver drengen sig til at græde og siger, at han kunne ikke finde dem.

- Ingen tuden, knægt, og ingen mellemmad! Kreaturerne skal findes, inden du får noget at spise.

Drengen måtte ud i marken igen, selvom det både regnede og var koldt og meget mørkt. Så kommer han til en stor høj, der ligger vest og nord for gården, og dér går han hen for at finde lidt læ. Mens han sidder dér og græder, kommer der et usselt lille kvindemenneske hen til ham og siger: – Hvad er der dog i vejen med dig?

- Jeg skulle have vore kreaturer samlet hjem, men jeg kan ikke finde dem, og nu kan jeg heller ikke finde gården igen.
- Det har ingen nød med kreaturerne, siger konen, men jeg kan se på dig, at du er sulten.
- Ja, jeg har ingen mellemmad fået, men bare jeg dog havde kreaturerne.
- Jah, nu må du hellere få en bid brød først, så skal jeg bagefter sige dig, hvor de er. – Hun tager så et lille fad med grød og mælk op af sit forklæde: – Det er en passende portion, siger hun, spis nu det!

Drengen giver sig med glæde i lag med det, og da han er færdig, siger han: – Vil I nu være så god at sige mig, hvor kreaturerne er?

Ja, nu skal du lade dem gå, hvor de er.

- Jamen, så får jeg hug, når jeg kommer hjem, siger drengen, jeg har sådan en streng husbond.

Ja, jeg vil dog kun dit bedste, siger konen, og du får ingen hug. Når du kommer hjem, kommer din husbond ud ad yderdøren med en lygte i hånden, og han spørger efter kreaturerne.

Så skal du gå hen og sætte din hånd i ringen i bindestenen og rykke den op, og så skal du svinge den tre gange over dit hoved og sige: Nu skal jeg kyle den efter dig, men du må ikke ramme ham, og du må endelig huske, at du for fremtiden ikke må forgribe dig på noget som helst.

De gik så hver til sit, og drengen fandt hjem til gården. Manden stod udenfor med lygten og var gal, men så går drengen hen til bindestenen, rykker den op, svinger den over hovedet, så grus og sten røg hen på manden og siger så: – Nu skal jeg kyle den efter dig.

- Gå du bare ind i seng, Niels Kristian, siger manden, da han ser det, – nu er det nok for i dag.

Da manden og konen kommer i enrum, fortæller han hende om drengen og så siger hun: – Lad ham da prøve sine kræfter. I morgen tidlig kan han passende gå hen og flytte tyren. – Den var noget olm, og ingen andre end manden turde gå til den.

Næste morgen, da folkene sad ved davren, kommer manden og siger til Niels Kristian: – Kan du sætte køerne længere vester, og så flytte tyren bagefter? – Det sagde han rask ja til og trak så køerne vester og går hen til tyren, men da han vil rykke tøjrpælen op, kommer den farende imod ham og vil tage ham med hornene. Drengen griber imidlertid fat i dem og drejer dem lige en omgang, så tyren styrter om. Han bliver noget forknyt over det, men går da ind og fortæller det til husbonden: – Ja, jeg tog noget hårdt ved den, for jeg blev jo ivrig. Ja, jeg er bange for, at den er død. – Det passede også, og det blev nu snart bekendt, hvor stærk drengen var; ja, hans kræfter var ligefrem uden grænser.

Engang var en stærk mand fra Mors kommet over til Thy for at se Niels Kristian Kåstrup. Han gik netop ude på marken, da den anden kom og spurgte ham om, hvor den stærke mand boede. Niels Kristian løftede så ploven i vejret, pegede med den hen imod en lille gård og sagde:

- Dér bor han!

Hillerslev

I Hillerslev var der for få år siden en degn, der blev kaldt Langhalset Pedersen, fordi han aldrig gik med halstørklæde på. Om årsagen hertil fortælles: Han vilde en gang prøve, om det var sandt, at man kunde få den Slemme i tale ved at gå tre gange baglæns om kirken. Han begyndte altså sin gang og havde en kat med sig. Hver gang han kom forbi kirkedøren, fløjtede han ind ad nøglehullet og kaldte på Fanden. Da han gjorde det tredje gang, kom Djævelen også, og nu kunde han ikke blive fri for ham igjen, førend han måtte love ham, at han vilde miste noget. Da degnen mente, at han bedst kunde undvære sit halstørklæde, gav han ham det og måtte siden gå foruden.
Meddelt af Lærer J. Sø, Gudum til Evald Tang Kristensen.

Der var en lærer i Hillerslev, som havde studeret. Han havde været sammen med Jens Jensby ved et gilde, og der blev de uenige, da de havde fået nogle punse. På hjemvejen kom de forbi en staldmødding, og da siger P., at dersom han ikke var føjelig, skulde han mane ham ned i møddingen. manden gav ham først lov til det, men det varede kun et øjeblik, så blev han bange.
Meddelt af lærer Hansen, Kåstrup.

Der har været en borg en 3, 400 alen nordøst for Hillerslev kirke, og der skal have boet en konge, som hed Terkild den lange. Han førte krig med en konge på Sjørring borg, der hed Knud. Der har også boet en konge i Ballerum, Tved sogn, han hed Baller, og højen, som borgen lå på, kaldes Kongens høj og er østligst i sognet. Der var også et afgudstempel. Den gang gik havet jo ind til Kåstrup og Hillerslev og Kjølbygård.
Meddelt af Jens Mikkelsen, Kåstrup til Evald Tang Kristensen.

En mand i Hillerslev stod en aften vesten for hans gård, og så en ligskare komme ud af naboens gård, og da den skred hen over toften, kunde han kjende alle dem, der var i ligfølget, så nær som èn, og det var en lang skrummel, der gik så sært og slentrede i tøjet og var så hvid og kalket på ryggen af væggene. Kort efter døde èn i gården, og da var manden selv med i ligfølget, og han så ud akkurat som den, han forhen havde set. De andre, der havde hørt fortællingen derom, kunde nu fortælle ham, at det måtte være ham selv.
Meddelt af Jens Bisgård, Hurup til Evald Tang Kristensen.

På vejen mellem Skovsted og Hillerslev i Ty ligger en stor stendysse, kaldet Hillerslev dysse. Her skulde Hillerslev kirke have været bygget, og derfra hidrører den mængde sten, som findes der. Men det reves ned om natten o.s.v.
Meddelt af J.C. Overgård til Evald Tang Kristensen.

En pige fra Hillerslev sogn forsvandt aldeles. En snes år efter kommer hendes broder en aftenstund forbi Dalshøj øst for Skinderup kirke og så hende sidde der. “Hvad, sidder du der!” siger han. “Ja, nu kan du frelse mig, for herskabet er til barselgilde i Skadhøjene – de er nordvest for Skinderup kirke, – og når du nu får hingsten for ploven og pløjer tre furer rundt omkring højen, før de kommer hjem, så er jeg frelst.”

Karlen kom hjem i en fart, og hingsten blev spændt for. De tre furer blev pløjede, og imidlertid slæbte pigen ud af højen alt det guld, hun kunde. Ligesom hun var færdig, kom højfolkene hjem og indbød karlen til at følge dem. Men i steden for tog han pigen og alt guldet op til sig på hingsten. Nu vilde de have givet ham noget at drikke af et bæger, men han sprængte hesten over de tre furer. Så kastede de drikken efter ham. Indholdet faldt på hingstens hale, og den blev afsveden. Men før end trolden kunde komme på langs omkring med de tre furer, var karlen nået hjem med pigen.

Til tak for frelsen byggede hun Skinderup kirke. Der var virkelig på den gamle altertavle malet en sort hingst uden hale, hvis betydning provst Sørensen ofte grundede på. På den nordre side af kirken findes også udhugget en galopperende hingst uden hale.
Meddelt af Yde, Stagstrup til Evald Tang Kristensen.

Skovsted

En dreng fra Hov i Sennels sogn gik en st. Hans aften på bakken ved Bromølle, som kaldes Møllebjærget. Her mærkede han, at troldfolk havde travlt med at skjævte sig til at ride til Troms kirke. Han hørte mange stemmer, men kunde ingen se uden en karl fra møllen. “Å, kan jeg ikke komme med?” sagde drengen. “Nej, ikke denne gang, men kom igjen i morgen aften så kan du blive indskreven”, var svaret.

Næste aften møder drengen og finder godt nok karlen, der bad ham ikke blive ræd for, hvad han vilde få at se. Kort efter kom et brændende neg raslende forbi dem og gled ned ad bakken, og lidt efter endnu èt men så kom der en tyr med gloende øjne og horn, og den brølede fælt. “Nu bliver jeg ræd” hviskede drengen. Til sidst kom der en pæn blåklædt karl med en stor bog og spurgte drengen, om han var den, der vilde indskrives, hvortil drengen svarede “Ja.” Den fremmede skrev nu noget i bogen og sagde så til drengen, at han skulde skrive sit navn underneden. Men drengen skrev: “I Jesu navn”, og så kunde den Slemme ikke tage bogen. Han og karlen forsvandt, og drengen tog bogen med sig hjem. I bogen var en stor mængde folk fra Hillerslev og Sennels indskrevne. Det rygtedes snart, og Sennels præst kaldte drengen for sig og siden de indskrevne og talte dem så djærvelig til, at han friede dem alle af Satans kløer.
Meddelt af Fru Elise Dybdahl til Evald Tang Kristensen.

Lindormen i Kløvenhøj. Genfortalt af Gorm Benzon.
Der har altid været så rædsomt mange lindorme i Thy, men den værste er så ubetinget den, der har til huse i Kløvenhøj nord for Thisted. Den har ligget der siden de ældste tider og er vedblevet at vokse, og når verdens ende er for hånden, skyder den ud af højen og begynder at slå om sig med halen, så alting går under.

Inden det kommer så vidt, har der været udkæmpet et par vældige slag på engene nær højen, og her er først de sidste danske soldater med den danske konge i spidsen blevet dræbt af de tyrkere, som har invaderet landet. Kongen har bundet sin hvide hest til et tregrenet træ på en af engene, og den bliver således herreløs.

Nu vågner Holger Danske imidlertid midt i al elendigheden, han samler en hær af 12-års drenge og 60-års mænd, og med denne hær vil han besejre tyrkerne. Desværre får hverken han selv eller de unge og gamle krigsmænd nogen glæde deraf, for kamptummelen har vækket lindormen i Kløvenhøj, og således begynder dommedag.

Det lyder unægtelig ildevarslende, og da det altså var lindormen, der ville blive skyld i de sidste ødelæggelser, besluttede en læge fra Thisted, at han ville komme den i forkøbet. Han fremstillede en blå væske, som han hældte på en lille flaske, og denne væske besad hin fortræffelige egenskab, at den ville dræbe enhver lindorm, som fik tre dråber af den på et bestemt sted i nakken.

Med flasken kørte han til Kløvenhøj, hvor han fik fat på nogle af bønderne. Han talte med dem om lindormen, hvis tilstedeværelse de alle var bekendt med, og han foreslog, at man skulle tilintetgøre den, hvad bønderne da også var svært med på.

Den plan, der skulle følges, lød som så: Doktoren vidste nøje, hvor ormen lå, og hvor dens hoved befandt sig. Man skulle foran dette sted med passende mellemrum tænde et bål og så ellers give sig til at grave et stykke nede på højen. Selv ville doktoren tage opstilling just der, hvor hovedet brød frem af jorden og så hælde de blå dråber i nakken på bæstet.

Det var sådan set en rimelig plan, som alle kunne tilslutte sig, men så fortalte doktoren videre, at når nu ormen var kommet ud, måtte den nødvendigvis kravle gennem de tre bål. Hvis så dens hale daskede sammen, inden den var kommet igennem bål nummer tre, var den uskadeliggjort. Skete det imidlertid ikke, havde han ikke ramt det rigtige sted med væsken, og så var det bare om at løbe for livet, for den med rette opbragte orm ville da optage forfølgelsen og hastigt gøre kål på fredsforstyrrerne, hvorefter den antagelig gled ud i verden og ødelagde alt, hvad den kom i nærheden af.

Bønderne kiggede lidt på hinanden. Så fik de pludselig travlt med både det ene og det andet, for den jagt lød nok lidt vel risikabel. Strengt taget kunne det jo også vare generationer, før den dumme lindorm overhovedet rørte på sig, og indtil da var det sikkert rådeligst at lade den være i fred, hvor den var.

Så takkede bønderne af og gik hjem, og der stod doktoren alene med sin gode vilje og de blå dråber, og det er ikke hans skyld, at en lindorm engang vil ødelægge både Thy og resten af verden.

Kommentar fra Thisted Museum: Kløvenhøj ligger på Oddershede Mark i Skovsted, men på grund af navneligheden har sagnet i nyere tid fejlagtigt været knyttet til Kløv bakke.

Brund

Rasmus Jensen i Brund fortæller: Den gang min søn var kommen hjem og lå syg i længere tid, måtte jeg af mangel på plads gå om til naboens og ligge om natten. En nat vågenede jeg ved en sær tummel uden for, eller også var det i stuen tæt ved, men det brød jeg mig ikke mere om, for jeg tænkte, at pigerne måske ikke var komne i seng endnu. Men så døde min søn, og han kom til at ligge lig omme ved naboens i den stue, hvor jeg havde ligget. Den gang de så lagde låget på kisten, hørte jeg akkurat den selvsamme lyd, som jeg hørte den nat, da jeg vågnede. Dette var mig noget sært påfaldende, men jeg kan ikke tænke mig andet, end det var et varsel for hans død, jeg havde hørt.
Meddelt af Søren Hansen til Evald Tang Kristensen.

Nord for Thisted ligger byen Brund. Fra denne by gik tre drukne bønder en aften hen over en mark, der kaldes Kronens Mark, fordi den er skænket til byen af kongen. Som de nu gik der, fik den ene af dem det indfald at ønske sig en hest, som de alle tre kunne ride hjem på. Da stod der pludselig foran dem en vældig stor sort hest, og på dens ryg mente de nok, at der var plads til dem alle; men da de to var kommet derop, udbrød den tredie forbløffet:

Herre, Jesu kors!

Aldrig så jeg sådan hors!

Og i samme øjeblik forsvandt hesten, og de lå alle tre og sprællede på jorden.
J. M. Thiele

Nors

Det er en gammel tale, at når Nors s¢ var fuld til kirkegårdsdiget og gik op på det, så var Skadekjær fuldt helt op til brinkerne. Når vandet stod højt op det ene sted, gjorde det også det andet. der kommer et væld ud af marken ved Skinnerup, det sagde de gamle var udløbet af Nors s¢. Den østlige ende af søen er nu udtørret, idet der er sat en dæmning over ved Søgaard. Da den blev sat, sank vandet af sig selv i den ud tørrede del og forsvandt i jorden. For en otte, ni år siden blev der et jordfaldshul ved østre ende af søen, og der sank alt det vand ned, der kunde komme i det. Der er flere af disse huller oppe på marken. En dag vi havde sat en plag i tøjr oppe på en banke og kom ud at flytte den, var den væk. da var jorden sunken, og den stod nede i hullet. den kunde både vende og dreje sig, men ikke komme op, da væggene var bratte.
Meddelt af Niels Vig, Ø.-Vandet til Evald Tang Kristensen.

Da dæmningen blev lagt over Nors s¢, blev østerenden tør, og man mener da, at vandet sivede ned gjennem jordfaldshuller. Brøndene der omkring er huggede ned i kalken, og kuns de øverste seks, otte alen er murede. de kan godt stå på den måde. man skal ned til samme dybde som søens vandspejl for at få vand.
Meddelt af L.N. Bertelsen, Ø.-Vandet.

Ude i klitten, Tved sogn, skal have ligget en by, de kalder Åtved. den sidste mand, der flyttede derfra, sagde: “Å Tved!” for byen hed før blot Tved, men nu fik den det navn.
Meddelt af Niels Vig, Østen-Vandet til Evald Tang Kristensen.

Hjælpensbjerg

Hjælpensbjærg er en bakke tæt ved Vestervig sogneskjel i Gjættrup sogn med dale rundt omkring. Der er to høje på den, og i den øverste kant af den er en kilde. I denne bakke står et guldskib med en mast op i hver af højene, og når der bliver sådan trang, at der ikke er andre råd, så skal det hjælpe noget til.

Således er det også med skatten i den firkantede høj på Ydby kirkegård, den skal findes, når kirken er brændt tredje gang og skal så hjælpe til at bygge kirken op for. Kirken er allerede brændt de to gange.

Lige sådan er det med en guldplov i Tidselhøj i Sennels.
Meddelelse fra Gettrup til Evald Tang Kristensen.

I Hjælpensbjærg er et guldskib gjemt, og Sybille har spået, at når der bliver den største hungersnød i Danmark, skal dette skibs værdi være tilstrækkelig til at føde alle landets beboere. Men dersom nogen før den tid vover at gjøre så meget som et spadestik i bjærget i den hensigt at bemægtige sig skibet, han skal ikke alene ikke få det, men dø, før året er omme.
Meddelt af Joh. Nielsen til Evald Tang Kristensen.

Hjælpensbjærg, beliggende i Kobberø, Sydthy, har oven på to knolde eller småhøje. Bakken skal dække et skib med gyldne skatte. Masterne dækkes af knoldene.
Meddelt af N.P. Jensen, Hassing til Evald Tang Kristensen.

Oppe mellem Kobberø og Randrup i Sydthy er der i heden en stor kjæmpehøj, der hedder Hjælpensbjærg. Ved den er der den mærkelighed, at der paa den ene side næsten oppe ved toppen er en kilde, som sjælden – nogen siger aldrig – bliver tør. I ældgammel tid, da vort fædreland var hærget af fjender, samledes alle de kostbareste skatte sammen i en af landsdelene, og disse kostbarheder blev ladede på et skib, som sejlede med dem ind i Limfjorden. Men da skibet var kommet ind i det inderste af en smal bugt eller et vandløb, sattes det paa grund, og folk samledes i store skarer og kastede en høj op, der var så stor, at den helt skjulte skibet.

Man kaldte så højen Hjælpensbjærg, og det var folkets mening, at når Danmark en gang rigtig blev stedt i nød, da skulde højen graves ud, og skatten bringes for lyset til fædrelandets frelse. Der skal da graves ind i nordsiden af højen, sådan at solen ikke kan skinne ind i åbningen, og når de så kommer til skibet, så sidder der en konge på en guldstol ved et guldbord, og det første, der må gjøres, det er at rive stolen fra ham, så er magten taget fra ham, og så har man adgang til skatten.
Meddelt af Bertelsen til Evald Tang Kristensen.

På Hjælpensbjærg er en hellig kilde, som flyder endnu, og den havde i fordums tid stor lægedomskraft, så mange lidende hentede sig der både lindring og helbredelse, særlig når de søgte derhen st. Hans nat. Men så var der en mand i den nordvestlige gård i Gjetrup, han toede sine skabede helmisser i kildens vand, og dermed var lægekraften borte.

Kilden på Hjælpensbjærg er bundløs. En gang vilde dog nogle for løjers skyld prøve dybden, og i denne hensigt bandt de enden af et langt stykke reb om en sten og firede den ned, de firede og firede, men mærkede ingen bund, og da de endelig trak rebet op, var det svedent i enden, og stenen var borte.
Meddelt af Joh. Nielsen til Evald Tang Kristensen.

Den gamle Ole Knudsgårds faders moder, der levede i Knudsgård i Kobberrød, var bjærgtagen i Hjælpensbjærg og kunde ikke komme derfra, uden ved at manden pløjede en fure fra bjærget og til gården, som hun skulde have at gå i.
Meddelt af Gjætrup til Evald Tang Kristensen.

.

I Hjælpensbjærg er der bjærgfolk. De havde en gang taget konen af Knudsgård i Kobberrød ind til sig, og det skete en juleaften. Så blev der søgt råd hos en klog mand, og han sagde, at der skulde pløjes en fure fra Knudsbjærg bosdør (bohusdør) hen rundt om bjærget og tilbage igjen, så skulde konen nok komme. Dette skete, og næste juleaften kom bjærgfolkene og afleverede hende.

Hjælpensbjærg er en rund bakke nordligst i Gjætrup sogn og lige nord for Kobberrød by, og det ligger helt isoleret. Der er et par kjæmpehøje oven på, og mærkeligt nok er der tillige en kilde i nordsidens overkant. Vandet deraf flyder norden ned ad bjærget. Man kunde tænke sig vandforbindelse med Kobber-højes bakke, der er noget højere, med vandholdige lag, hvis ikke, er Kildens beliggenhed mærkelig. Kildens gjennem snit er vel en fire, fem alen, og vandet i bunden skal være uhyre koldt, meget koldere end i de omværende kjær i lige dybde.
Meddelt af Johan Nielsen, Randrup til Evald Tang Kristensen.

Midt imellem Gjetrup og Randrup skole ligger der en stor bakke enlig for sig selv vesten for vasen, det er Hjælpensbjærg. Der siger de, der skal sidde et guldskib og når Danmark er gået så rent i armod, at der er ingen råd på nogen måde, så kan skibet graves ud, og det kan klare det hele. Men før den tid er der ingen, der kan grave i bjærget. Jansen, der var her omme på æ Rønne ved det store dampskib, vilde have været i lag med det det andet år, men det blev ikke til, ikke heller bliver det, før tiden kommer.
Meddelt af Joh. N. til Evald Tang Kristensen.

Skatten i Hjælpensbjerg. Genfortalt af Laurits Bødker.
På heden oppe mellem Kobberød og Randrup i Sydthy er der en stor kæmpehøj, der hedder Hjælpensbjerg. Der er det mærkelige ved den, at der på den ene side næsten oppe ved toppen er en kilde, som sjældent – nogle siger aldrig – bliver tør.

I ældgamle dage, da vort fædreland var hærget af fjender, samledes alle de kostbareste skatte sammen i en del af landsdelene, og disse kostbarheder blev ladet på et skib, som sejlede med dem ind i Limfjorden. Da skibet var kommet ind i det inderste af en smal bugt eller et vandløb, blev det sat på grund, og folk samledes i store skarer og kastede en høj op, der var så stor, at den helt skjulte skibet. Man kaldte så højen for Hjælpensbjerg, og det var folkets mening, at når Danmark engang rigtig blev stedt i nød, da skulle højen graves ud, og skatten bringes for lyset til fædrelandets frelse. Der skal da graves ind i nordsiden af højen, sådan at solen ikke kan skinne ind i åbningen, og når de så kommer til skibet, så sidder der en konge på en guldstol ved et guldbord, og det første, der må gøres, det er at rive stolen fra ham, for da er magten taget fra ham, og så har man adgang til skatten.

En ældre mand fra Vestervig har fortalt mig følgende: En aften gik a på landevejen fra Randrup skole og syd på. Ligesom a nu gik, så hørte a noget, der kom fuslende bag efter mig. Så siger a sådan for spøg: “Vil du med, så hæng på!” A kunde ingen ting se, for det var mørkt. Straks var der noget, der hængte sig på ryggen af mig så tungt, at det var al det, a kunde bære det, og det måtte a gå med, indtil a kom forbi de to kjæmpehøje, der ligger èn på hver side af landevejen et stykke syd for skolen. Der forsvandt det igjen, a ved ikke, hvad det var.
Meddelt af L.N. Bertelsen til Evald Tang Kristensen.

Op