Omkring Hørdum kirke lå en gang en lindorm. I førstningen var den ikke ret stor, men til sidst voksede den op til sådant et dyr, at den nåede syv gange omkring kirken og kunde endda tage sin egen hale i munden. Men den blev til en uhyre plage for folk der omkring, ti ikke alene kom der naturligvis i mange Herrens tider ikke et eneste menneske i kirke, men den dræbte også mange mennesker der på egnen, den krævede al tid sine visse ofre. Hverken ild eller stål bed på den, og det var en hård tid at leve i. Men så blev der en gang rådt dem, at de skulde lade en tyr opføde ved nymalket mælk, til den var syv år gammel, ikke en smule andet måtte den få, og når den havde nået den alder, så skulde de lade den med samt dens bur føre til kirkegården og slippe den løs der, så skulde den nok gjøre kål på goden lindorm.
Tyren blev da også opfostret på herregården Irup, hvorhen hele omegnen hver eneste dag måtte bringe deres mælk i svære mængder, for tyren var en karl, der kunde tage til sig. Et uhyre jærnbur havde man fået lavet til den, og det var da også svært, hvor den voksede, så efter de syv års forløb var den rigtig nok også bleven til et mægtigt stykke karl.
Efter svære omstændigheder fik man endelig ved mange hestes hjælp buret kjørt til kirken, hvor tyren allerede begyndte fælt at brøle, før den slap ud, så man mærkede straks, at den øjeblikkelig havde fornummet lindormen. Men da den så var kommen ud – Vorherre bevares, den snusede og brølte, og den skrabte og sparkede i jorden, så hele egnen måtte ryste derved – og så foer den lige løs på lindormen, der imidlertid også lod sin stemme høre ved at stille an med en hvæsen, så det var grue¬ligt. Nu begyndte da en kamp på liv og død mellem de to uhyrer, og hele omegnen gruede derved, ti det var klart, at dersom lindormen sejrede, så blev den ikke længere ved kirken, men vilde gå en blodig vej gjennem landet både nær og fjern, til måske det halve af verden var bleven ødelagt. I begyndelsen spyede den både edder og ild, så det røg højt op i luften, og tyren blev ilde tilredt, gav også somme tider slemme brøl fra sig, medens dog også lindormen måtte døje adskillige slemme puf af tyrens pande, indtil denne så lejlighed til fuldkommen at spidde den på sine horn. Dermed var det ude med lindormen, men også tyren havde fået nok, edderet havde dræbt den.
Meddelt af P. Uhrbrand til Evald Tang Kristensen.
I Skyum og Hørdum i Ty var for mange år siden et helt kompagni af hekse, der gjorde megen fortræd og frygtedes meget af beboerne. De uddøde efterhånden, men det er dog først i de seneste år, og endnu mindes der i egnen adskillige af de ulykker, de gjorde.
I Hørdum boede en mand, som hed Niels Drejer, hvis moder vævede for folk. Så havde hun fået et stykke tøj på væven for Boles kone der af byen. Garnet var så dårligt og tøjet så besværligt at væve, at hun nær aldrig havde fået det færdigt. Da hun bragte det hjem og skulde have sin betaling, forlangte hun en skilling mere for alen, end hun var vant til, men Boles kone blev der over vred og ytrede, at den skilling skulde blive hende dyr nok. Straks efter begyndte et frygteligt kogleri der i huset hos Niels Drejer. I stuen foer der på kryds og tværs en mængde fine gloende syle, så lange omtrent som en halv strikkepind. Disse små tingester gjennemskar alt, hvad der ikke var under lås og lukke. Klæder, bøger og andet blev fordærvet, og et kostbart stykke tøj, som konen havde på væven, blev aldeles ødelagt. Undertiden marsjerede gryden ned af ovnen og ud i dammen uden for huset og stod og kogte. Tøjrekøllerne, der lå uden for huset, foer op i luften og sloges, træerne holdt ligeledes slagsmål indbyrdes, kreaturerne på marken blev vilde og rev sig løse, og under alt dette såes bestandig en stor sort hund luske omkring på marken og ved huset. Niels Drejers broder Anders kunde se det hele, og han fortalte det til andre, men der over blev heksene vrede på ham især. Han skulde passe kvæget i en udmark, men blev så fortumlet, at han blev halvtosset og blev heller aldrig rigtig klog, så længe han levede.
De søgte præsten om råd for kogleriet i huset, men han kunde ikke hjælpe, og så søgte man endelig råd hos en berømt heksebesværger, Kristen Spåmand, der boede nør i landet, altså i nærheden af Tisted. Han ilde nok tage sig af sagen og lovede at skaffe alle heksene, 12 i tallet, op at ride på rygningen af Hørdum kirke. Da de fik nys om det, fik de det forpurret ved, at de fik ham forført til drik og anden liderlighed, der gik så vidt, at han stjal en hest, og så var hans magt borte, og heksene slap for rideturen.
Meddelt af A.C.P. til Evald Tang Kristensen.
I Hørdum boede en mand og en kone, de havde ingen børn. Manden var døvstum og hed Jens, og konen hed Ane Harring. Disse ægtefolk levede meget lykkelig med hinanden; hun var væver, og de var begge stræbsomme og samlede endog velstand efter deres huslige stilling. Men på èn gang forandrede lykken sig, på en ubegribelig måde blev èt stykke borte efter et andet, og en usædvanlig buldren hørtes; uden at mærke til noget synligt kunde gryder, potter og hvad de således kunde sætte fra dem på et sted på èt øjeblik stå et andet sted.
En dag, som konen sad i hendes væv og vævede, faldt væven, som hun havde på, lige fra hverandt, som det var klippet med en saks; men det mærkelige af dette var, at der just i dette øjeblik sad èn, som hed Anders Drejer, og han kunde se, at det var en rødglød strikkepind, der kom og løb gjennem væven. De havde en del gammelt sølvtøj, som svandt hen og blev borte, og denne Anders Drejer kom der tit, og han kunde se flere gange èt stykke efter et andet at skride ud og hen i nogle lergrave; men han kunde alligevel ikke se, hvem eller hvad det var, der således havde denne kraft. Da de nu fornam, at deres gode sådan svandt bort, så besluttede de at samle det bedste af, hvad de havde, i en klædekiste, samt låse den og selv beholde nøglen, og derpå få en broder, hun havde boende i Tøttrup, til at kjøre den hjem til sig. Men han var knap nok kommen den halve vej, før der blev sådan buldren i kisten, og hestene gik rent i stå og kunde ikke trække vognen. Han spændte den da fra og red tilbage efter hans søster.
Da de kom og fik kisten oplukket, ser de, at alt det bedste af, hvad de havde lagt i den, var borte. Så kunde de kjøre kisten tilbage. Et par duer havde de under deres seng, som plejede hver dag at more dem ude på gulvet, men siden denne forunderlige tummel blev i huset, så de dem aldrig uden for sengen og heller ikke hørte de dem, men de stod bestandig og hængte op til hinanden. Endelig udspurgte de, at der boede en mand i Han herred, som var klogere end andre folk. Til ham søgte de om råd og hjælp, og han hjalp også. Mærkeligt var det, de lejede en mand til at udrette dette ærende, og selv samme time han kom der, kom duerne ud fra sengen og begyndte med deres forrige kurren. Denne kloge mand sagde, at ingen havde godt af det, der således blev borte, det var kun til at optænde andres ulykke med.
Meddelt af Lars Dybdal til Evald Tang Kristensen.
Thors fisketur ved Hørdum. Genfortalt af Gorm Benzon.
Om man ellers kender nordjyderne ret, er ingen af dem i tvivl om, at helteguden Thor var af nørrejysk oprindelse. Nærmere betegnet skal han have været thybo. Sammen med jætten Hymer var han en dag taget på fisketur – om det nu har været på Limfjorden eller på Vesterhavet.
Ordentlig madding måtte man selvsagt have med, og derfor huggede Thor hovedet af Hymers bedste okse. Både hovedet og kroppen slængte han op i båden, og så roede de ellers ud med deres medestænger. Det var Thor, der sad ved årerne, og han lagde så mange kræfter i, at de bøjede, og båden havde skum for boven. Hymer sad ned i agterstavnen og klamrede sig fast, medens han rystede i bukserne – eller brogene, som det dengang hed – af skræk for at de skulle komme ud på det dybe vand, hvor Midgårdsormen holdt til.
Da Thor omsider syntes, at man måtte være over en god fiskeplads, holdt han op med at ro, satte oksehovedet på krogen og smed fiskelinen ud. Der gik nogen tid, så var der bid, og det var ellers en krabat, der kunne tage ved. Den trak line ud i én uendelighed, ligemeget hvor godt guden holdt igen. Til sidst viklede Thor linen om hånden og stemte imod af alle kræfter. Resultatet var, at hans fødder gik gennem bådens bund, så han stod på havbunden. Så begyndte han at trække ind, og langsomt måtte fangsten følge med. Det viste sig naturligvis at være ingen ringere end Midgårdsormen, som omslynger hele jorden med sin krop.
Til sidst havde Thor krapylet helt inde ved båden, og de to stirrede hadefuldt på hinanden. Thor rodede i båden med den frie hånd for at finde sin hammer, men Hymer, den kujon, turde ikke lade asen slå lindormen ihjel. Om han nu frygtede, at bæstets blod skulle forgifte havet, så han selv og alt andet i og på det omkom, eller om han var bange for at det i sin dødskamp skulle lægge verden øde, er ikke godt at sige, nok er det: Med sin økse kappede han fiskelinen, så Midgårdsormen sank tilbage i bølgerne.
Thor blev meget vred, og vrede ord talte han. Men ikke nok med det: Han lempede Hymer udenbords, så denne måtte svømme i land, medens Thor blev i båden og gik ind. Midgårdsormen ligger altså stadig i havet – sikkert med hovedet et sted uden for Thy, og når ragnarok, som er verdens ende, kommer, skal vi nok høre fra den.
I 1955 fik Hørdum kirke nyt tårn, og da man gravede ud til det, fandt man en billedsten. På den er Thors og Hymers fisketur indridset så livfuldt, at man næsten tør tro, at værket skyldes et øjenvidne. Båden har nærmest kanoform, i den sidder Thor og Hymer. Gudens fødder stikker ud gennem bådens bund, og på hans fiskeline sidder Midgårdsormen. Hymer har netop hævet sin økse til det hug, der skal kappe linen. Stenen er utvivlsomt fra førkristen tid.
Alt i alt har der åbenbart været rigeligt med orme i overstørrelse omkring Hørdum i Thy: Engang kom således et lille kræ af en orm krybende og lagde sig ved kirken. Folk syntes, at det var en meget festlig lille fyr, og havde ofte en godbid med til den, når de gik til gudstjeneste. Imidlertid voksede ormen hurtigt, og det endte med, at den blev så stor, så den kunne nå syv gange rundt om kirken. Samtidig fik den nogle kedelige kostvaner, den forlangte nemlig at få unge jomfruer serveret, hvis den da ikke i sin vrede skulle lægge egnen øde.
I det lange løb kunne den slags naturligvis ikke gå, og det endte med, at der overhovedet ikke kom folk i kirken. Man anskaffede sig da efter en klog mands råd en tyrekalv, den blev sat ind i et jernbur på herregården Irup, og her opfodredes den i samfulde syv år med ene sødmælk, som egnens bønder kom med. Den drak alt, hvad man kunne skaffe og blev til slut en sådan krabat, at man måtte undre sig over, at buret i det hele taget kunne holde til den.
Da tyren var syv år, blev buret med den lempet op på en stor vogn, og nogle heste trak den ud i nærheden af kirken, hvor buret blev åbnet. Vildt brølende gik tyren løs på lindormen, som lå vundet op om kirken og hvislede faretruende.
Det kom til en rasende kamp, og den varede flere timer. Tyren skovlede jorden op med sine klove, og lindormen fejede hele træer om, når den slog med sin skællede hale. Dertil spyede den edder og forgift, så der udbredtes en kvælende stank over hele området. Omsider blev den dog træt, og det lykkedes tyren at spidde den på sine spidse horn. Lindormen var overvundet.
Folk havde nok spekuleret noget over, hvordan de vel skulle klare den vilde tyr bagefter, men de kunne have sparet sig bekymringerne, for den var så medtaget af lindormens gift, at den kort efter døde.
En gårdmand i Hørdum havde en kjæmpehøj på sin mark, som han besluttede at sløjfe. Nogle arbejdere begyndte så en dag derpå. Men da de næste dag kom for at fortsætte arbejdet, var den jord, der var kjørt fra dagen før, nu atter kjørt tilbage om natten. Der blev så ikke gjort mere ved højen, og den ligger usløjfet den dag i dag.
Meddelt af Jens Kr. Krabbe til Evald Tang Kristensen.
Sidste vinter gik min fader i følge med en mand fra vor naboby Villerslev forbi Hørdum station, og han fortalte ham da, at for en del år siden gik han en aften sildig over Hørdum hede. Med et så han foran sig en mængde bygninger og en del folk. Han blev noget underlig til mode, da han vidste, at der ikke var et eneste hus på heden, men bestemt på det sted, hvor han så de bygninger, er Hørdum station bygget. Det var altså er forvare.
Meddelt af Kr. Holm, Sønderhå til Evald Tang Kristensen.