De havde en jæger eller skytte på Irup, som så mange steder endnu er brugeligt på herregårde. For ham indtraf det en gang flere gange i rad og på èt og samme sted, at han skød på en hare, men aldrig ramte den, og hans hunde kunde heller ikke tage den, ti det var nær ved et hus, og når de kom den nær, så løb den altid ind igjennem et hønsehul. Han fortalte dette for hans husbond, hvortil denne svarde: “Jeg har arvet en sølvknap, den skal du tage og lægge i geværet.” Næste dag han kom ud igjen, træffer han godt nok på samme sted haren; han lagde da an imod den, og den fik skuddet i låret, men humpede alligevel på tre ben ind i hønsehullet. Jægeren kom da hjem og fortalte dette. Noget op ad dagen kom manden fra dette hus ned til Irup og bad herremanden, om hans befordring ikke måtte hente doktoren, for hans kone var bleven så meget dårlig, og da doktoren kom, skar han knappen ud af hendes lår.
Meddelt af L. Dybdal, Hundborg til Evald Tang Kristensen.
Irup skal først have heddet Yderup og ligget en tre, fire hundrede alen længere mod nord. haven er anlagt af munke, og der findes fire gamle taxtræer i den vestlige del af haven, som siges at være plantede af dem.
Meddelt af lærer Olsen, Hassing til Evald Tang Kristensen.
På Irup boede der en frue, som førte sig så pragtfuldt, at hun kjørte med fire for. En dag, hun var ude at kjøre, løb hestene løbsk, og de kom hjem gjennem en by, som hedder Vebberstoft, der ligger tæt ved gården. Der løb de ned ad en bakke og styrtede ned i en tørvemose, og både kareten og hestene og fruen kom ned i et hul og forsvandt. Hun havde haft en skat med i vognen, og både den og de kostbarheder, hun havde på sig, er nede i dybet, men så dybt så dybt nede, at intet menneske kan nå dem. Der er endnu en kilde, som kaldes Frue kilde. Nytårsnat kan man se hende komme kjørende hen over bakkerne og forsvinde nede i kilden. Den er der endnu og de siger, at der er ingen bund at finde i den.
Meddelt af P. Krogh-Jensen, Holstebro til Evald Tang Kristensen.
I en høj ved Irup opholdt der sig nogle bjærgfolk. Det var sådan for en tid siden, at folkene fik så ussel en kost på Irup, at de næsten ikke kunde spise den. Der blev tit klaget til herskabet, og dette undredes selv over, da maden var god, når den blev indbåren, hvordan den så på et øjeblik kunde forandres og blive så dårlig; men hændelsesvis kom man dog efter, hvorledes det hængte sammen.
En dag da et stort stykke skjødesløs dreng, der vogtede fårene, lå i middagsstunden ved benævnte høj, hørte han, i det der blev ringet til middag i gården, at der blev råbt af flere stemmer i højen: “Hvor er min hat, hvor er min hat?” I det samme råber drengen: “Der er ingen uden en gammel pjalt af min faders, lad mig få den.” Han havde knap nok sagt dette, før der lå en hat ved ham. Han satte den uden videre på sit hoved, og straks kunde han se, at højfolkene strømmede ud af højen og ned i gården, og drengen bag efter for at se, hvad de vilde der. Da så han, at de sad rundt om på bordet og spiste, og så snart de havde afspist, vendte de deres bagdel til og gjorde fadene fulde igjen, og derpå gik de. Straks derpå kom folkene og skulde spise, så fortalte drengen den hele historie. Avlskarlen tog da hatten for næste dag at se dette; det gik, ligesom drengen havde sagt, og just da de var i færd med at gjøre fadene fulde igjen, tog avlskarlen en skarp kniv og snittede værktøjet fra den ene af dem. Dette hjalp, og siden den tid kunde folkene godt spise deres mad.
Meddelt af Lars Dybdahl til Evald Tang Kristensen.