Kåstrup

Der findes en hest ude i en dal i marken vesten for Kåstrup by med saddel på, og den havde tilhørt en rig hørkræmmer, men ham selv vidste ingen hvor var bleven af. For nogle år siden sank bryggersgulvet ned et sted i byen, hvor det gamle våningshus var blevet stående, men selve gården flyttet ud og der så kommet nye folk. De blev forskrækkede, grov ned og fandt nogle ben. Herredsfogden og sognefogden kom, men det hele blev dysset ned. Der hviler ligesom en forbandelse over familien. Sønnesønnen, der bor her i byen, har været sindssvag.
Meddelt af Niels Vig, Ø.-Vandet til Evald Tang Kristensen.

 

Stærke Niels Kristian fra Thy. Genfortalt af Laurits Bødker
Niels Kristian Kåstrup i Hillerslev var et fattigt barn, og han kom tidligt ud at tjene. Hen på efteråret gik kreaturerne løse, og en dag, da folkene kom ind til mellemmad, siger husbonden til drengen: – Har du fået kreaturerne samlet ind?

Så giver drengen sig til at græde og siger, at han kunne ikke finde dem.

– Ingen tuden, knægt, og ingen mellemmad! Kreaturerne skal findes, inden du får noget at spise.

Drengen måtte ud i marken igen, selvom det både regnede og var koldt og meget mørkt. Så kommer han til en stor høj, der ligger vest og nord for gården, og dér går han hen for at finde lidt læ. Mens han sidder dér og græder, kommer der et usselt lille kvindemenneske hen til ham og siger: – Hvad er der dog i vejen med dig?

– Jeg skulle have vore kreaturer samlet hjem, men jeg kan ikke finde dem, og nu kan jeg heller ikke finde gården igen.
– Det har ingen nød med kreaturerne, siger konen, men jeg kan se på dig, at du er sulten.
– Ja, jeg har ingen mellemmad fået, men bare jeg dog havde kreaturerne.
– Jah, nu må du hellere få en bid brød først, så skal jeg bagefter sige dig, hvor de er. – Hun tager så et lille fad med grød og mælk op af sit forklæde: – Det er en passende portion, siger hun, spis nu det!

Drengen giver sig med glæde i lag med det, og da han er færdig, siger han: – Vil I nu være så god at sige mig, hvor kreaturerne er?

Ja, nu skal du lade dem gå, hvor de er.

– Jamen, så får jeg hug, når jeg kommer hjem, siger drengen, jeg har sådan en streng husbond.

Ja, jeg vil dog kun dit bedste, siger konen, og du får ingen hug. Når du kommer hjem, kommer din husbond ud ad yderdøren med en lygte i hånden, og han spørger efter kreaturerne.

Så skal du gå hen og sætte din hånd i ringen i bindestenen og rykke den op, og så skal du svinge den tre gange over dit hoved og sige: Nu skal jeg kyle den efter dig, men du må ikke ramme ham, og du må endelig huske, at du for fremtiden ikke må forgribe dig på noget som helst.

De gik så hver til sit, og drengen fandt hjem til gården. Manden stod udenfor med lygten og var gal, men så går drengen hen til bindestenen, rykker den op, svinger den over hovedet, så grus og sten røg hen på manden og siger så: – Nu skal jeg kyle den efter dig.

– Gå du bare ind i seng, Niels Kristian, siger manden, da han ser det, – nu er det nok for i dag.

Da manden og konen kommer i enrum, fortæller han hende om drengen og så siger hun: – Lad ham da prøve sine kræfter. I morgen tidlig kan han passende gå hen og flytte tyren. – Den var noget olm, og ingen andre end manden turde gå til den.

Næste morgen, da folkene sad ved davren, kommer manden og siger til Niels Kristian: – Kan du sætte køerne længere vester, og så flytte tyren bagefter? – Det sagde han rask ja til og trak så køerne vester og går hen til tyren, men da han vil rykke tøjrpælen op, kommer den farende imod ham og vil tage ham med hornene. Drengen griber imidlertid fat i dem og drejer dem lige en omgang, så tyren styrter om. Han bliver noget forknyt over det, men går da ind og fortæller det til husbonden: – Ja, jeg tog noget hårdt ved den, for jeg blev jo ivrig. Ja, jeg er bange for, at den er død. – Det passede også, og det blev nu snart bekendt, hvor stærk drengen var; ja, hans kræfter var ligefrem uden grænser.

Engang var en stærk mand fra Mors kommet over til Thy for at se Niels Kristian Kåstrup. Han gik netop ude på marken, da den anden kom og spurgte ham om, hvor den stærke mand boede. Niels Kristian løftede så ploven i vejret, pegede med den hen imod en lille gård og sagde:

– Dér bor han!