Hørdum

Sønderho, Hørdum, Irup, Skyum og Vibberstoft

Sønderhå

Bavnehøj i Sønderhå, Hassing herred, kan ikke udgraves. En gang skal nok nogle have forsøgt derpå, men så snart de begyndte at grave, blev der sådan en banken og dundren i højen, at de blev bange, og siden er det ikke blevet forsøgt. Nogle påstår at have set højfolkene gå ud og ind af højen. Der er også nogle, som vil have set højen stå på gloende pæle, og i fuld oplysning set højfolkene dandse. En gang var der stor festlighed på en gård i nærheden, og der var nogle lystige unge mennesker samlede. En af disse, en ung forvoven karl, vilde vædde med en anden karl af selskabet om, at han skulde besøge højfolkene. Han gik da op til højen, men kom aldrig tilbage, og ham er det, folk mener, der tømrer og dundrer i højen.
Meddelt af Kristoffer Holm, Sønderhå til Evald Tang Kristensen.

En klog mand i Sønderhå sad for hans bordende og kunde ingen steder gå, for han havde nemlig besøg af den Slemme, som han havde kaldt til sig, og for at blive ham kvit skikkede han bud efter Hans Plovmand i Skyum. Men denne sagde, at det hastede ikke. Lad ham bare drages lidt med ham. Endelig kom han og drev ham væk. “No hår a ræjet dæ tåw gånng, kommer han treddi gång, så kan a Fanden grot mæ et ræjj dæ.”
Meddelt af Nik Lars Peter Eriksen, Hassing til Evald Tang Kristensen.

Tobakshøj ligger i Sønderhå i Hassing herred og har får sit navn på følgende måde: For mange år siden gik en kræmmer fra by til by og falbød sine varer. En aften var det blevet ham for sent, og han foer vild mellem bakkerne, men da kom han til en høj, som havde en udgravning i den ene side, og vinden var tilfældigvis således, at der var ly i den side, som hullet var. Så satte han sig til ro der, tog fyrtøj, pibe og tobak frem og gav sig til at røge for at holde sig varm, og da han om morgenen gik derfra, glemte han sin tobak, som blev funden af en hyrdedreng. Siden kaldes højen Tobakshøj.
Meddelt af Kristoffer Holm, Sønderhå til Evald Tang Kristensen.

Hørdum

Omkring Hørdum kirke lå en gang en lindorm. I førstningen var den ikke ret stor, men til sidst voksede den op til sådant et dyr, at den nåede syv gange omkring kirken og kunde endda tage sin egen hale i munden. Men den blev til en uhyre plage for folk der omkring, ti ikke alene kom der naturligvis i mange Herrens tider ikke et eneste menneske i kirke, men den dræbte også mange mennesker der på egnen, den krævede al tid sine visse ofre. Hverken ild eller stål bed på den, og det var en hård tid at leve i. Men så blev der en gang rådt dem, at de skulde lade en tyr opføde ved nymalket mælk, til den var syv år gammel, ikke en smule andet måtte den få, og når den havde nået den alder, så skulde de lade den med samt dens bur føre til kirkegården og slippe den løs der, så skulde den nok gjøre kål på goden lindorm.

Tyren blev da også opfostret på herregården Irup, hvorhen hele omegnen hver eneste dag måtte bringe deres mælk i svære mængder, for tyren var en karl, der kunde tage til sig. Et uhyre jærnbur havde man fået lavet til den, og det var da også svært, hvor den voksede, så efter de syv års forløb var den rigtig nok også bleven til et mægtigt stykke karl.

Efter svære omstændigheder fik man endelig ved mange hestes hjælp buret kjørt til kirken, hvor tyren allerede begyndte fælt at brøle, før den slap ud, så man mærkede straks, at den øjeblikkelig havde fornummet lindormen. Men da den så var kommen ud – Vorherre bevares, den snusede og brølte, og den skrabte og sparkede i jorden, så hele egnen måtte ryste derved – og så foer den lige løs på lindormen, der imidlertid også lod sin stemme høre ved at stille an med en hvæsen, så det var grue¬ligt. Nu begyndte da en kamp på liv og død mellem de to uhyrer, og hele omegnen gruede derved, ti det var klart, at dersom lindormen sejrede, så blev den ikke længere ved kirken, men vilde gå en blodig vej gjennem landet både nær og fjern, til måske det halve af verden var bleven ødelagt. I begyndelsen spyede den både edder og ild, så det røg højt op i luften, og tyren blev ilde tilredt, gav også somme tider slemme brøl fra sig, medens dog også lindormen måtte døje adskillige slemme puf af tyrens pande, indtil denne så lejlighed til fuldkommen at spidde den på sine horn. Dermed var det ude med lindormen, men også tyren havde fået nok, edderet havde dræbt den.
Meddelt af P. Uhrbrand til Evald Tang Kristensen.

I Skyum og Hørdum i Ty var for mange år siden et helt kompagni af hekse, der gjorde megen fortræd og frygtedes meget af beboerne. De uddøde efterhånden, men det er dog først i de seneste år, og endnu mindes der i egnen adskillige af de ulykker, de gjorde.

I Hørdum boede en mand, som hed Niels Drejer, hvis moder vævede for folk. Så havde hun fået et stykke tøj på væven for Boles kone der af byen. Garnet var så dårligt og tøjet så besværligt at væve, at hun nær aldrig havde fået det færdigt. Da hun bragte det hjem og skulde have sin betaling, forlangte hun en skilling mere for alen, end hun var vant til, men Boles kone blev der over vred og ytrede, at den skilling skulde blive hende dyr nok. Straks efter begyndte et frygteligt kogleri der i huset hos Niels Drejer. I stuen foer der på kryds og tværs en mængde fine gloende syle, så lange omtrent som en halv strikkepind. Disse små tingester gjennemskar alt, hvad der ikke var under lås og lukke. Klæder, bøger og andet blev fordærvet, og et kostbart stykke tøj, som konen havde på væven, blev aldeles ødelagt. Undertiden marsjerede gryden ned af ovnen og ud i dammen uden for huset og stod og kogte. Tøjrekøllerne, der lå uden for huset, foer op i luften og sloges, træerne holdt ligeledes slagsmål indbyrdes, kreaturerne på marken blev vilde og rev sig løse, og under alt dette såes bestandig en stor sort hund luske omkring på marken og ved huset. Niels Drejers broder Anders kunde se det hele, og han fortalte det til andre, men der over blev heksene vrede på ham især. Han skulde passe kvæget i en udmark, men blev så fortumlet, at han blev halvtosset og blev heller aldrig rigtig klog, så længe han levede.

De søgte præsten om råd for kogleriet i huset, men han kunde ikke hjælpe, og så søgte man endelig råd hos en berømt heksebesværger, Kristen Spåmand, der boede nør i landet, altså i nærheden af Tisted. Han ilde nok tage sig af sagen og lovede at skaffe alle heksene, 12 i tallet, op at ride på rygningen af Hørdum kirke. Da de fik nys om det, fik de det forpurret ved, at de fik ham forført til drik og anden liderlighed, der gik så vidt, at han stjal en hest, og så var hans magt borte, og heksene slap for rideturen.
Meddelt af A.C.P. til Evald Tang Kristensen.

I Hørdum boede en mand og en kone, de havde ingen børn. Manden var døvstum og hed Jens, og konen hed Ane Harring. Disse ægtefolk levede meget lykkelig med hinanden; hun var væver, og de var begge stræbsomme og samlede endog velstand efter deres huslige stilling. Men på èn gang forandrede lykken sig, på en ubegribelig måde blev èt stykke borte efter et andet, og en usædvanlig buldren hørtes; uden at mærke til noget synligt kunde gryder, potter og hvad de således kunde sætte fra dem på et sted på èt øjeblik stå et andet sted.

En dag, som konen sad i hendes væv og vævede, faldt væven, som hun havde på, lige fra hverandt, som det var klippet med en saks; men det mærkelige af dette var, at der just i dette øjeblik sad èn, som hed Anders Drejer, og han kunde se, at det var en rødglød strikkepind, der kom og løb gjennem væven. De havde en del gammelt sølvtøj, som svandt hen og blev borte, og denne Anders Drejer kom der tit, og han kunde se flere gange èt stykke efter et andet at skride ud og hen i nogle lergrave; men han kunde alligevel ikke se, hvem eller hvad det var, der således havde denne kraft. Da de nu fornam, at deres gode sådan svandt bort, så besluttede de at samle det bedste af, hvad de havde, i en klædekiste, samt låse den og selv beholde nøglen, og derpå få en broder, hun havde boende i Tøttrup, til at kjøre den hjem til sig. Men han var knap nok kommen den halve vej, før der blev sådan buldren i kisten, og hestene gik rent i stå og kunde ikke trække vognen. Han spændte den da fra og red tilbage efter hans søster.

Da de kom og fik kisten oplukket, ser de, at alt det bedste af, hvad de havde lagt i den, var borte. Så kunde de kjøre kisten tilbage. Et par duer havde de under deres seng, som plejede hver dag at more dem ude på gulvet, men siden denne forunderlige tummel blev i huset, så de dem aldrig uden for sengen og heller ikke hørte de dem, men de stod bestandig og hængte op til hinanden. Endelig udspurgte de, at der boede en mand i Han herred, som var klogere end andre folk. Til ham søgte de om råd og hjælp, og han hjalp også. Mærkeligt var det, de lejede en mand til at udrette dette ærende, og selv samme time han kom der, kom duerne ud fra sengen og begyndte med deres forrige kurren. Denne kloge mand sagde, at ingen havde godt af det, der således blev borte, det var kun til at optænde andres ulykke med.
Meddelt af Lars Dybdal til Evald Tang Kristensen.

Thors fisketur ved Hørdum. Genfortalt af Gorm Benzon.
Om man ellers kender nordjyderne ret, er ingen af dem i tvivl om, at helteguden Thor var af nørrejysk oprindelse. Nærmere betegnet skal han have været thybo. Sammen med jætten Hymer var han en dag taget på fisketur – om det nu har været på Limfjorden eller på Vesterhavet.

Ordentlig madding måtte man selvsagt have med, og derfor huggede Thor hovedet af Hymers bedste okse. Både hovedet og kroppen slængte han op i båden, og så roede de ellers ud med deres medestænger. Det var Thor, der sad ved årerne, og han lagde så mange kræfter i, at de bøjede, og båden havde skum for boven. Hymer sad ned i agterstavnen og klamrede sig fast, medens han rystede i bukserne – eller brogene, som det dengang hed – af skræk for at de skulle komme ud på det dybe vand, hvor Midgårdsormen holdt til.

Da Thor omsider syntes, at man måtte være over en god fiskeplads, holdt han op med at ro, satte oksehovedet på krogen og smed fiskelinen ud. Der gik nogen tid, så var der bid, og det var ellers en krabat, der kunne tage ved. Den trak line ud i én uendelighed, ligemeget hvor godt guden holdt igen. Til sidst viklede Thor linen om hånden og stemte imod af alle kræfter. Resultatet var, at hans fødder gik gennem bådens bund, så han stod på havbunden. Så begyndte han at trække ind, og langsomt måtte fangsten følge med. Det viste sig naturligvis at være ingen ringere end Midgårdsormen, som omslynger hele jorden med sin krop.

Til sidst havde Thor krapylet helt inde ved båden, og de to stirrede hadefuldt på hinanden. Thor rodede i båden med den frie hånd for at finde sin hammer, men Hymer, den kujon, turde ikke lade asen slå lindormen ihjel. Om han nu frygtede, at bæstets blod skulle forgifte havet, så han selv og alt andet i og på det omkom, eller om han var bange for at det i sin dødskamp skulle lægge verden øde, er ikke godt at sige, nok er det: Med sin økse kappede han fiskelinen, så Midgårdsormen sank tilbage i bølgerne.

Thor blev meget vred, og vrede ord talte han. Men ikke nok med det: Han lempede Hymer udenbords, så denne måtte svømme i land, medens Thor blev i båden og gik ind. Midgårdsormen ligger altså stadig i havet – sikkert med hovedet et sted uden for Thy, og når ragnarok, som er verdens ende, kommer, skal vi nok høre fra den.

I 1955 fik Hørdum kirke nyt tårn, og da man gravede ud til det, fandt man en billedsten. På den er Thors og Hymers fisketur indridset så livfuldt, at man næsten tør tro, at værket skyldes et øjenvidne. Båden har nærmest kanoform, i den sidder Thor og Hymer. Gudens fødder stikker ud gennem bådens bund, og på hans fiskeline sidder Midgårdsormen. Hymer har netop hævet sin økse til det hug, der skal kappe linen. Stenen er utvivlsomt fra førkristen tid.

Alt i alt har der åbenbart været rigeligt med orme i overstørrelse omkring Hørdum i Thy: Engang kom således et lille kræ af en orm krybende og lagde sig ved kirken. Folk syntes, at det var en meget festlig lille fyr, og havde ofte en godbid med til den, når de gik til gudstjeneste. Imidlertid voksede ormen hurtigt, og det endte med, at den blev så stor, så den kunne nå syv gange rundt om kirken. Samtidig fik den nogle kedelige kostvaner, den forlangte nemlig at få unge jomfruer serveret, hvis den da ikke i sin vrede skulle lægge egnen øde.

I det lange løb kunne den slags naturligvis ikke gå, og det endte med, at der overhovedet ikke kom folk i kirken. Man anskaffede sig da efter en klog mands råd en tyrekalv, den blev sat ind i et jernbur på herregården Irup, og her opfodredes den i samfulde syv år med ene sødmælk, som egnens bønder kom med. Den drak alt, hvad man kunne skaffe og blev til slut en sådan krabat, at man måtte undre sig over, at buret i det hele taget kunne holde til den.

Da tyren var syv år, blev buret med den lempet op på en stor vogn, og nogle heste trak den ud i nærheden af kirken, hvor buret blev åbnet. Vildt brølende gik tyren løs på lindormen, som lå vundet op om kirken og hvislede faretruende.

Det kom til en rasende kamp, og den varede flere timer. Tyren skovlede jorden op med sine klove, og lindormen fejede hele træer om, når den slog med sin skællede hale. Dertil spyede den edder og forgift, så der udbredtes en kvælende stank over hele området. Omsider blev den dog træt, og det lykkedes tyren at spidde den på sine spidse horn. Lindormen var overvundet.

Folk havde nok spekuleret noget over, hvordan de vel skulle klare den vilde tyr bagefter, men de kunne have sparet sig bekymringerne, for den var så medtaget af lindormens gift, at den kort efter døde.

En gårdmand i Hørdum havde en kjæmpehøj på sin mark, som han besluttede at sløjfe. Nogle arbejdere begyndte så en dag derpå. Men da de næste dag kom for at fortsætte arbejdet, var den jord, der var kjørt fra dagen før, nu atter kjørt tilbage om natten. Der blev så ikke gjort mere ved højen, og den ligger usløjfet den dag i dag.
Meddelt af Jens Kr. Krabbe til Evald Tang Kristensen.

Sidste vinter gik min fader i følge med en mand fra vor naboby Villerslev forbi Hørdum station, og han fortalte ham da, at for en del år siden gik han en aften sildig over Hørdum hede. Med et så han foran sig en mængde bygninger og en del folk. Han blev noget underlig til mode, da han vidste, at der ikke var et eneste hus på heden, men bestemt på det sted, hvor han så de bygninger, er Hørdum station bygget. Det var altså er forvare.
Meddelt af Kr. Holm, Sønderhå til Evald Tang Kristensen.

Irup

De havde en jæger eller skytte på Irup, som så mange steder endnu er brugeligt på herregårde. For ham indtraf det en gang flere gange i rad og på èt og samme sted, at han skød på en hare, men aldrig ramte den, og hans hunde kunde heller ikke tage den, ti det var nær ved et hus, og når de kom den nær, så løb den altid ind igjennem et hønsehul. Han fortalte dette for hans husbond, hvortil denne svarde: “Jeg har arvet en sølvknap, den skal du tage og lægge i geværet.” Næste dag han kom ud igjen, træffer han godt nok på samme sted haren; han lagde da an imod den, og den fik skuddet i låret, men humpede alligevel på tre ben ind i hønsehullet. Jægeren kom da hjem og fortalte dette. Noget op ad dagen kom manden fra dette hus ned til Irup og bad herremanden, om hans befordring ikke måtte hente doktoren, for hans kone var bleven så meget dårlig, og da doktoren kom, skar han knappen ud af hendes lår.
Meddelt af L. Dybdal, Hundborg til Evald Tang Kristensen.

Irup skal først have heddet Yderup og ligget en tre, fire hundrede alen længere mod nord. haven er anlagt af munke, og der findes fire gamle taxtræer i den vestlige del af haven, som siges at være plantede af dem.
Meddelt af lærer Olsen, Hassing til Evald Tang Kristensen.

På Irup boede der en frue, som førte sig så pragtfuldt, at hun kjørte med fire for. En dag, hun var ude at kjøre, løb hestene løbsk, og de kom hjem gjennem en by, som hedder Vebberstoft, der ligger tæt ved gården. Der løb de ned ad en bakke og styrtede ned i en tørvemose, og både kareten og hestene og fruen kom ned i et hul og forsvandt. Hun havde haft en skat med i vognen, og både den og de kostbarheder, hun havde på sig, er nede i dybet, men så dybt så dybt nede, at intet menneske kan nå dem. Der er endnu en kilde, som kaldes Frue kilde. Nytårsnat kan man se hende komme kjørende hen over bakkerne og forsvinde nede i kilden. Den er der endnu og de siger, at der er ingen bund at finde i den.
Meddelt af P. Krogh-Jensen, Holstebro til Evald Tang Kristensen.

I en høj ved Irup opholdt der sig nogle bjærgfolk. Det var sådan for en tid siden, at folkene fik så ussel en kost på Irup, at de næsten ikke kunde spise den. Der blev tit klaget til herskabet, og dette undredes selv over, da maden var god, når den blev indbåren, hvordan den så på et øjeblik kunde forandres og blive så dårlig; men hændelsesvis kom man dog efter, hvorledes det hængte sammen.

En dag da et stort stykke skjødesløs dreng, der vogtede fårene, lå i middagsstunden ved benævnte høj, hørte han, i det der blev ringet til middag i gården, at der blev råbt af flere stemmer i højen: “Hvor er min hat, hvor er min hat?” I det samme råber drengen: “Der er ingen uden en gammel pjalt af min faders, lad mig få den.” Han havde knap nok sagt dette, før der lå en hat ved ham. Han satte den uden videre på sit hoved, og straks kunde han se, at højfolkene strømmede ud af højen og ned i gården, og drengen bag efter for at se, hvad de vilde der. Da så han, at de sad rundt om på bordet og spiste, og så snart de havde afspist, vendte de deres bagdel til og gjorde fadene fulde igjen, og derpå gik de. Straks derpå kom folkene og skulde spise, så fortalte drengen den hele historie. Avlskarlen tog da hatten for næste dag at se dette; det gik, ligesom drengen havde sagt, og just da de var i færd med at gjøre fadene fulde igjen, tog avlskarlen en skarp kniv og snittede værktøjet fra den ene af dem. Dette hjalp, og siden den tid kunde folkene godt spise deres mad.
Meddelt af Lars Dybdahl til Evald Tang Kristensen.

Skyum

I Skyum ligger Storehøj, hvor en dreng fandt en ovnskåde, som var i stykker. Han kunde da forstå, at bjærgfolkene var ved at bage, og gjorde den så i stand, men skrev på den, at han vilde have noget for sin ulejlighed. Da han kom tilbage, lå der en fin-meldmad, og da han nu spiste den, blev han siden så vældig stærk.

I samme høj bor en smed, som har en hest, og hver nat trækker han med hesten til en kjelde for at vande den. Derved er der blevet en sti fra højen og ned til kjelden. På samme ejendom ligger en mindre høj, som kaldes Lillehøj. Sønnen i gården lovede en gang, at når han blev mand der, skulde han snart få højen jævnet ud. Han holdt sit ord, men så blev hans kreaturer syge, og straks efter han selv. Han lod da kjøre lige så meget jord til højen igjen, som han havde taget, og den dag i dag ligger højen usløjfet.
Meddelt af J. Kr. Krabbe, Skyum til Evald Tang Kristensen.

En aften sendte præsten i Skyum sin karl et hastigt ærende ned til Irup. For at gjøre det hurtigt tog karlen den bedste af præstens heste, som de kaldte “Slumplykke”, og red på den. Da han var kommen midtvejs, så han en hel del harer, der var forsamlede og sprang og legede uafladelig. “Mon det også er rigtige harer”, tænkte han, “siden der er så mange forsamlede.” Han sukkede efter dem og klappede i hænderne, men de lod sig slet ikke forjage. Han lagde sig da ned på hesten, lettede hovedstykket af bidslet og så mellem det og hesten, for på den måde kunde alt unaturligt kjendes. Da kunde han kjende en stor del af byens gamle koner; men disse mærkede straks, at han så dem, og begyndte at samle sig rundt om ham, og hvem vèd, hvad de havde gjort ved ham, hvis hesten ikke havde været så god til at løbe, som den var, men så satte den straks i fuld galop, og således slap han lykkelig fra dem.

Næste dag var det søndag, og karlen vilde i kirke. Som han nu stod uden for kirken og talte med andre af menigheden, så han de samme gamle koner, som også vilde i kirke, komme, nogle på krykker, andre ved kjæppe, og for alderdomsskrøbeligheder kunde de næsten ikke gå. Nogle beklagede dem og sagde, at de måtte vist være meget gudfrygtige, siden de ikke kunde blive fra kirken, hvor skrøbelige de end var; men karlen svarede: “I dag er de ikke så lette til bens, som de var i aftes, for havde Slumplykke da ikke været så god til at løbe, som den var, var jeg vist ikke sluppet fra dem.” I det samme kom præsten, og der blev ikke talt mere den gang, men midt under gudstjenesten tog karlen sin hue og gik ud, og fra den dag af så ingen ham mere. Enhver troede, at disse hekse havde skaffet ham væk ved deres djævelskunster, for at han ikke skulde røbe dem.
Meddelt af Lars Dybdal, Hundborg til Evald Tang Kristensen.

Salig hr. Højer i Skyum havde en broder, som ejede Irup i Hørdum. En søndag efter sidstpræken var præsten henne at besøge herremanden, og om aftenen da de kjørte hjem, kom de over et kjær, der har navn efter en lille bæk, som hedder Årbæk. Da de kom der, holdt karlen, vender sig om og siger: “Fåer!” – “Hvad er der min søn?” – “Fåer, æ troer et, vi kan komme længere.” – “Hvi så?” – “Æ heste kan ikke mere trække æ vuen.” – “Let dig op, min søn og tag min bog i vognskrinet.” Det gjorde karlen. “Stig nu af vognen og tag den højre lundstikke af, og når jeg så læser, så tager du hjulet og lægger det bag op i vognen, og springer op og kjører, så skal du se, hestene vil nok trække.” – “Hwans fore skal æ gjøre det?” – “Jo, min søn, for jeg mener, at den Slemme vil age med os bag i vognen.” Så kjørte de.

Da de var komne ind i præstegården og holdt for de brede døre, havde præsten imidlertid glemt den hele historie. Men karlen blev stående inden for i gangen og kløede sig i hovedet. “Nå, hvad vil du min søn?” siger præsten. “Æ vilde spørge fåer, hwans æ skulde gjøre med ham, der står og holder på den ene ovsel af æ wuen.” Så siger præsten: “Bi lidt, min søn, jeg skal komme med min bog. Men hvor skal vi gjøre af ham?” siger præsten. “Æ tænker, fåer, om vi kunde ikke stille ham an nede i æ lade.” Det skete, præsten læste, og karlen kjørte ned i laden, hvorpå præsten lukkede dørene. men om morgenen, da karlen kom op, så lå den ene side af vognen på jorden, og den Slemme var der ikke, han var rejst ud på den nordre gavl under mønningen oppe ved storkereden, hvor der fandtes et hul i taget på en halv alens gjennemsnit, hvilket hul aldrig nogen sinde senere kunde holdes tættet og var der endnu 1866, da fortælleren har set det. Der var tækket om torsdagen, og om fredagen var det der. Da laden senere blev bygget op af ny, var det forbi.
Meddelt af Pastor Bille, Vesterbølle til Evald Tang Kristensen.

På en mands mark i Skyum var der en høj, i hvilken der boede bjærgfolk. Manden var meget gjerrig på jord; han gav sig en dag til at pløje nogle furer ned fra siden af højen; men knap nok havde han pløjet tre furer, før den ene hest styrtede. Som han og hans kone meget bekymrede sad om aftenen og talte med hinanden derom, hører de en stemme uden for vinduet, som siger: “Hvis du vil lægge disse tre furer tilbage igjen, så skal de være dig lige så gode som denne hest.” Næste dag lagde han igjen furerne tilbage og pyntede højen af, og morgenen derefter, da han kom ud i stalden, stod der en hest i den døde hestes sted.
Meddelt af Lars Dybdah til Evald Tang Kristensen.

Nissens smør i grøden var bare hyllet til, for at det kunde bredes. Han fik travlt med at slæbe den døde ko ud og få den begravet, og så få en ny hentet ovre på Mors. Dette skete i Bangsgård i Skyum. Der havde de en søn, som rejste bort en dag, og ingen vidste, hvor han var bleven af. Mange år efter kom han tilbage som præst og blev så præst i Skyum. Men siden han kom hjem, var der ingen, der så færd til nissen.
Meddelt af J.Kr. Krabbe til Evald Tang Kristensen.

I Skyum boede i nærheden af skolen en mand, hvis kone kunde hekse. Hun var bleven vred på sin tjenestepige, der skulde vogte kreaturerne og nok en gang havde jaget for stærkt efter fårene, eller hvad det var. Konen gravede nu noget troldtøj ned et sted, hvor hun vidste, at pigen skulde komme over, men hendes egen datter gik først over stedet og blev straks så dårlig, at hun måtte ligge til sengs og kom heller aldrig op mere, men lå i mangfoldige år og skal have lidt store pinsler. Virkningen på datteren var stærkere, end den vilde have været på den fremmede, heller ikke kunde heksen gjøre det om igjen, hvor gjærne hun end vilde, netop fordi det havde truffet hendes eget kjød og blod.
A.C.P. til Evald Tang Kristensen.

Heksen i Skyum var bleven vred på hendes nabo, degnen. det var nu i den tid, da man brugte parykker, og en skjøn morgen kommer konens lille søn ind til degnen med en smuk paryk, som han skulde forære ham fra sin moder. Men degnen var klogere end som så, hvorfor han siger til drengen: “Sæt den på dit hoved, min søn, og lad os se, hvordan den kan stå dig.” Drengen gjorde det, men da han tager parykken af hovedet igjen, fulgte ikke blot alt hovedhåret med, men hvert hår på hele hans legeme faldt af og voksede ikke ud mere, så han blev i strængeste forstand skaldet, så længe han levede. Han blev for resten en gammel mand og beboede sin fødegård til sin død. Som barn gik jeg i Skyum skole og så da ofte manden. Hovedhåret havde han erstattet ved en paryk, men øjenbryn og skjæg manglede ganske, hvilket gav hans ansigt et eget udtryk. Min moder kan tydelig mindes heksen, hun var altid så sleg og talte så sødt.
Meddelt af A.C.P. til Evald Tang Kristensen.

I en gård i Skyum var der tre søstre, af hvilke de to havde lært at hekse, men den tredje, Kirsten, havde ikke lært det, kunde nok heller ikke lære sådanne kunster, fordi hun var den førstefødte. Beboerne havde i den tid meget vanheld med deres kreaturer, hvoraf flere tit blev pludselig syge, uden at nogen kunde forstå, hvoraf eller hvorledes sygdommen kom, navnlig var det galt, når kvæget om efteråret gik til Dybdal, en stor dal nordøstlig for byen, der den gang var fællesmark og nyttedes til græsning. Nu blev den ene, jeg tror den yngste, af disse søstre tosset og åbenbarede da, at der på flere steder i Dybdal var gravet troldtøj ned for kvæget, der voldte syg¬dommen. Hun betegnede de steder, hvor de lå, og man gravede og fandt også mange sære ting, og nu kunde kreaturet uden fare gå i dalen. Den samme pige plejede tit i vanvid at sige: “Ja, Kjesten kommer nok til Himmerig, mæn mæ å Ann vi æ fåsuer.”
Meddelt af A.C.P. til Evald Tang Kristensen.

Mads Mulli boede i Skyum. En dag kom en mand fra Gjerup ind at besøge ham, og konen var ikke hjemme, hvorfor Mads søgte rundt på hylderne for at finde noget at traktere den fremmede med. Til sidst fandt han en pandekage. Denne spiste den fremmede, og kort efter gik han. Men da han var kommen et stykke ud på vejen, begyndte han at kagle og lægge æg, og inden han kom hjem, havde han gjort 15 æg, der ganske så ud som hønseæg på det nær, at der ingen blomme var i dem. Siden efter kom atter den samme mand til Mads Mulli, og konen beklagede sig da over, at hendes mand havde taget fejl, den pandekage havde hun lavet til sine høns. Om nu pandekagen var bestemt for dem eller for hende selv er ikke godt at vide, men i ethvert tilfælde var sagtens de æg, den frembragte, uden blommer og altså til at narre folk med.
Meddelt af A.C. Povlsen til Evald Tang Kristensen.

Man havde en gang forsømt at give en frugtsommelig kone i Skyum nål og tråd, og hvad der hører til, med i kisten, og så gik hun igjen. Manden dristede sig til at spørge, hvad hun gik efter. Det sagde hun, og så blev det lagt på et bestemt sted, hvor hun siden hentede det.
Meddelt af P. Uhrbrand til Evald Tang Kristensen.

Vibberstoft

Velberstoft blev en pige bortført af en bjærgmand. En gang som hendes broder pløjede ved siden af højen, hvor bjærgmanden boede så han hende af og til uden for højen, men lige som han så hende, så forsvandt hun igjen. Deres ind- og udgange var der ingen, der kunde forstå. Endelig er han så nær, en gang hun er ude, at han kom imellem hende og højen, og så kommer han til at tale med hende. Hun sagde da til ham: “Det eneste råd at komme herfra på er, at du pløjer tre furer lige her fra højen og hjem til døren, derpå spænder du den frahånds hest fra og rider på den på disse tre furer; jeg skal nok være færdig, når du kommer, at sætte mig op til dig; men vogt dig for, at hesten ikke træder uden for furerne; ti så er det forbi med os begge, for bjærgmanden kommer nok bag efter os. Når vi så kommer hjem, så kommer han og vil skjænke dig vin i et guldbæger. Du skal også tage det og lade, som om du drikker, men alligevel kaste det over din aksel og putte bægeret i din lomme.” Som sagt, så skete det, og pigen blev således frelst.
Meddelt af Lars Dybdahl, Sennels til Evald Tang Kristensen.

Der boede en mand i Vebberstoft, som hed Anders Godrum, han havde en datter, som hed Ingeborg. Hun var noget fjottet og kunde næsten ikke tale så rigtig, at man vel kunde forstå hende. Da hun blev så stor, at forældrene kunde skjønne derpå, så bar de næsten tvivl om, at det var deres eget naturlige barn; de henvendte dem derfor til en klog mand, og denne sagde: “Jo, det er eders eget barn, men I var, medens det var spædt, en gang fraværende, og det har grædt, og der boede en ellekone under eders naboers hyldetræ; hun har hørt det græde, er så gået ind og har givet det die, og dette,” siger han, “er der ingen råd til.” Der var også mange, der påstod, at de tit havde set, at disse hyldetræer hængte fulde af linnedstykker, og på et øjeblik kunde de forsvinde.
Meddelt af Lars Dybdahl, Sennels til Evald Tang Kristensen.

Der er en høj nede ved Vibberstoft her i Villerslev, som hedder Wolshøj, og der skal have været en nisse, men han blev forjaget, og så tog han bolig nede ved en gård, hvor der lå en lille høj, som kaldes Stjenkow. Det var den østligste gård i Vibberstoft by. Da han skulde jages derfra, sagde han:

“Ja, mo æ ett i Wolshyw blyww, så skal di mæ ett a Stjænnkåw dryww.”
Meddelt af Lærer P.C. Sørensen, Villerslev til Evald Tang Kristensen.

Op