Langdyssen

Tæt nordvest for Tilsted ligger en stor kjæmpegrav Langedås. På vestre ende er der en fordybning, og for en snes år siden var det endnu skik, at byens indvånere ofrede her hvert år på anden pinsedag, enhver efter sin evne, somme penge og andre en knappenål. Jeg vèd intet om oprindelsen til denne skik, og ikke heller, om den er i brug endnu.
Meddelt af Nik. Christensen til Evald Tang Kristensen.

Vest for Tisted ligger en langstrakt høj, kaldet Lang-Dås. Der skal den bekjendte stærke Niels Kristian Iversen Kåstrup have fået sin ualmindelige styrke. Som dreng lå han en middagsstund ved højen og faldt i søvn. Da han vågnede, blev han bange, han skulde få skjænd, når han kom hjem, fordi han ikke var kommen i rette tid, og han gav sig derfor til at græde. Men så kom højmanden ud med en skefuld grød og sagde: ” Du må ikke græde! spis denne grød.” Drengen spiste, og da grøden smagte godt, bad han om endnu en skefuld; men højmanden sagde: “Du kan ikke tåle mer, så bliver du for stærk. Gå nu hjem og sig, du har fået af højmandens grød, så lader de nok være at skjænde på dig.”

Fra den dag af voksede drengens kræfter, så at han snart blev vidt bekjendt for sin store styrke. Der fortælles om ham, at da han en dag gik og pløjede, kom en fremmed til ham og spurgte, hvor den stærke mand boede. “han boer i den gård, du kan se der,” svarede han og tog i det samme ploven med den højre hånd og pegede med udstrakt arm mod den nærliggende gård.
Meddelt til Evald Tang Kristensen.

Der er kraft i troldegrød. Genfortalt af Gorm Benzon.
Langdaas er navnet på høj vestligst i Thisted, og i den bor der en bjergmand, som skal være et elskværdigt gemyt. En dag lå der en lille vogterdreng, som hed Niels Kristian Iversen, og hvilede sig på højen. Han var sat til at vogte en flok køer, og han skulle være tilbage med dem ved gården ved middagstid. Det gik imidlertid hverken værre eller bedre, end at Niels Kristian faldt i søvn, og det var et godt stykke ud på eftermiddagen, da han omsider vågnede.

Han blev meget bange og begyndte at græde, for han kunne nok tænke sig, at der ikke var noget godt i vente, når han kom hjem med flere timers forsinkelse.

Pludselig begyndte det at bævre så sært i højen, den ene side revnede, og ud trådte bjergmanden, han balancerede med en stor hornske, hvorpå der lå en rygende varm grødklat. Han rakte drengen skeen med de ord, at hvis han spiste grøden og fortalte hjemme, at han havde fået bjergmandsgrød, så var der næppe nogen, der havde lyst til at gøre ham noget. Drengen fulgte opfordringen, og grøden smagte ham så godt, at han bad om at få nok en skefuld, men det gik ikke, sagde bjergmanden, for så ville han få så megen kraft, at han kom i vanskeligheder dermed. Så gik bjergmanden atter ind i højen, som lukkede sig efter ham, og drengen fik samling på køerne og gik hjem.

Det gik ganske som bjergmanden havde sagt, og fra den dag tog knægtens kræfter voldsomt til. Da han blev karl kunne ingen tumle ham, men eftersom han var en godmodig fyr, gjorde det nu ikke så meget. Som voksen nedsatte han sig i Kaastrup, hvortil folk snart valfartede for at se fænomenet. En dag var en københavner kommet til egnen, og han ville også nok se den stærke mand i Kaastrup. På marken uden for byen fik han øje på en bonde, som stod og ordnede noget ved en af de gode gammeldags træplove. Han gik hen til ham og spurgte, om ikke han kunne udpege stedet, hvor den stærke bonde boede.

Joh, det kunne han da nok, og med den ene hånd tog han ploven, løftede den op og pegede ned mod en gård i byen. – “Manden bor såmænd dér, og i øvrigt er han mig,” sagde han.

Langdaas ligger der endnu, og det er da muligt, at en og anden, der trænger til lidt ekstra styrke her i livet, kan få bjergmanden i tale.