Uden for den nordre kirkedør i Vestervig ligger der en usædvanlig lang gravsten med et indhugget kors og en ulæselig indskrift. Under den ligger kong Valdemar den Førstes søster, Liden Kirsten, begravet. Engang mens kongen var ude på rejse, var hun kommet i kærlig forståelse med dronningens broder, prins Buris af Venden, og var blevet med barn ved ham. Da kongen ved sin tilbagekomst erfarede dette, lod han Liden Kirsten kalde op til dans og dansede hende til døde; og han lod prins Buris blinde og kastede ham i fængsel.
Da kongens vrede senere havde lagt sig lidt, tillod han den ulykkelige prins Buris at vælge sig et andet fængsel, og han valgte da Vestervig kloster, hvor han lige til sin død blev holdt i fangenskab i et tårn, der dengang stod der, hvor kirkegården nu er, og det fortælles, at han om livet havde en lænke, der var så lang, at han fra sit tårn kunne nå hen til Liden Kirstens grav, som han daglig besøgte. Men hans søster, dronningen, der altid havde været hadefuld over for Liden Kirsten, kom engang ridende forbi graven, og hun red da for sports skyld hen over ligstenen; men stenen var ikke så hård som hendes hjerte og der blev derfor spor i den af hestens hov.
J. M. Thiele
En kærlighedstragedie. Genfortalt af Gorm Benzon.
På Vestervig kirkegård ligger en dobbelt, romansk gravsten, og under den er ifølge sagnet Valdemar I’s søster, Liden Kirsten og prins Buris begravet. Stenen findes ud for kirkeskibets norddør, og det er skik, at brude efter vielsen lægger deres buket til parret, der elskede hinanden så højt, men først i døden forenedes.
Medens kongen var i felten, indledte prins Buris et forhold til hans søster, og det endte med, at Liden Kirsten blev frugtsommelig. Da Valdemar vendte hjem og opdagede hvad der var sket, dansede han Liden Kirsten ihjel, medens han lod øjnene udstinge på prinsen og kastede ham i fængsel.
Liden Kirsten blev begravet på Vestervig klosters kirkegård, og nogle år senere, da kongens vrede var kølnet lidt, lod han prins Buris flytte til Vestervig, hvor han hensattes i et tårn, der vendte ud mod kirkegården. han var bundet om livet med en jernlænke, og den var så lang, at han kunne nå hen på sin elskedes grav, som han her dag besøgte.
Dronningen, som var søster til Buris, havde altid hadet liden Kirsten og viste engang sin hån ved at ride over hendes grav. Stenen var dog ikke så hård som dronningens hjerte, og hestens hov satte et kendeligt mærke i den.
Da prins Buris døde, blev han gravsat ved siden af Liden Kirsten, og hermed var en såre bedrøvelig kærlighedsaffære slut.
Det fortælles, at paven lod grundlæggeren af Vestervig kirke og kloster, Sct. Thøger helgenkåre, og hans jordiske rester blev, som skik og brug var, fremdraget fra jorden og blev ved en højtidelighed nedlagt i et helgenskrin. Det skal angiveligt være sket i 1117. Sct. Thøger var imidlertid ikke tilfreds, for en nat åbenbarede han sig for præsten i kirken. Han trak stærkt på det ene ben og sagde, at skavanken skyld¬tes, at man havde glemt en af hans knogler i jorden, da man gravede ham op.
Det blev naturligvis nu rettet, og Sct. Thøger følte sig ikke foranlediget til at spøge mere.
Bispen havde imidlertid nægtet at være til stede ved Thøgers helgenkåring, og da højtideligheden var overstået, kom han til Vestervig, hvor han fik helgenskrinet åbnet. Så tændte han et bål på gulvet og smed en af Thøgers knogler på ilden åbenbart i den hensigt efterhånden at tilintetgøre hele skelettet. Men hvad skete? – Knoglen sprang af sig selv ud af ilden og landede på alteret. Endnu engang forsøgte bispen sig, men da resultatet blev det samme, bøjede han sig for Thøgers hellighed.
Sandt et sige, er det dog yderst tvivlsomt, hvorvidt Thøger nogensinde blev helgenkåret, men for den danske befolkning stod han som en helgen, og især i Nørrejylland dyrke¬des han.
——
I klosterkirken hørte man ofte et lille barn græde og klage, ja, det blev nogle gange så slemt, at præsten måtte afbryde sin prædiken. I midten af forrige århundrede hændte det imidlertid, at et stykke af kirkemuren nær det sydøstlige hjørne i skibet, skred ud, og indenfor viste der sig et lille, firkantet rum på hvis bund lå en hob aske og nogle ben. Distriktslægen undersøgte knogleresterne og oplyste, at de stammede fra et ganske lille barn. Efter dette fund, er der aldrig hørt barnegråd i kirken, uden at det har haft en naturlig forklaring.
——
Klosteret var sæde for munke af augustinerordenen, og det hændte, at disse viste en uheldig interesse for væsener af det modsatte køn. De lavede således en løngang under Limfjorden over til Kabbel, hvor der var nonner (!) – Der er under pløjning fundet murrester i jorden, som folk troede var noget af en stensat gang.
——
En munk fra klosteret forførte en kone fra Vestervig, men hun fik skrupler og tilstod alt for sin mand. Han greb en økse, styrtede op i kirken og fandt munken liggende på knæ foran alteret. Manden tog intet hensyn til stedets hellighed; han kløvede munkens pandebrask, og det blod, som udrandt, farvede kirkens gulv rødt. Siden blev det blodfarvede gulvstykke fjernet, men hvis en ulykke truer Vestervig by, bliver pletterne på ny synlige. Der er også flere gange set spøgende munke på stedet, hvor klosteret har stået.
En frue på Vestervig kloster skulle ud at rejse, og da hun var kommet ud i kareten løb forvalteren til med et stykke papir, som han bad hende skrive under på. I skyndingen nåede hun ikke at læse det igennem, inden hun prentede sit navnetræk, og det viste sig senere, at hun ved sin underskrift havde givet ham skøde på gården. Det var den berygtede bondeplager, senere kammerassessor Mollerup (d. 1737), der på denne måde skaffede sig herremandsværdigheden.
(I sandhedens interesse må det påpeges, at helt så enkelt gik det ikke til, men historien dækker ganske godt de metoder, som hr. Mollerup, hvorom lidet eller intet godt er at sige, betjente sig af.)