I Lild sogn på Hannæs findes Hulsted og Hulbakke. I Hulbakke er der dværgfolk. Manden i Hulsted havde gang til de dværge. Han gik derhen hver aften, og konen vidste ikke, hvor han blev af. Hun spurgte ham ofte ad, hvor han gik hen, men han gav hende en vendedask for det, og hun fik ingen besked. Så snakkede hun med karlen, om han ikke en aften vilde gå bag efter hendes mand og så siden fortælle hende, hvor han blev af. Næste aften skulde manden ud igjen, og karlen fulgte efter. Han så, hvordan manden forsvandt i højen, og han tænk¬te, at han kunde følge bag efter, men han kunde ingen indgang finde. Han lagde sig da ovenpå højen og hørte nu, hvorledes de sagde “skål” og “vær-så-god” der nede. Endelig var der èn, der sagde: “Glem ikke at drikke Hulmand til.” Så vidste karlen, hvem hans husbond var, og så kunde han jo gå hjem og fortælle konen det.
Meddelt af Nik. Christensen.
En Nordmand, de gik omkring som bissekræmmer, kom også til Lild sogn, toldkontrolløren boede der i sognet, og han var striks. En dag kom han kjørende på landevejen og så Nordmanden gå foran sig. Han kjørte da til for at få fat i ham, og begyndte at skjælde ham ud. Men Nordmanden lod til at tage det ganske rolig; Kontrolløren bandede og truede: “Nu skal du følge med, jeg kjører dig lige til herredsfogden!” men han svarede: “Det kan ikke nytte, for jeres heste kan ikke trække mig!”
Nå, ja kontrolløren han fik ham jo op i vognen, og han piskede på hestene, men de kunde ikke trække ham af stedet. De sprang og stejlede, men vognen stod, som den var naglet til pletten. Enden på det hele blev, at han blev bange for ham og lod ham gå. Siden vilde han ikke have med den karl at gjøre. Man fortalte også om samme kræmmer, at da en stor glubsk hund en dag var bleven hidset på ham og anfaldt ham, så pegte han med sin stok imod syd, og da begyndte hunden at løbe og blev ved at løbe, til man tabte den af syne. Der var nogen, der havde set det, og de spurgte, hvor den blev af. Han svarede: “Å, den sendte jeg bare af Tyskland til.”
Meddelt af lærer Bliksted, Hillerslev til Evald Tang Kristensen.
Udfor Glæde i Lild sogn strandede et skib, der førtes af en norsk kapitain, som selv var jer af skibet og ikke havde været hjemme i flere år, hans navn var Johan Plesner. Da han nu kom i nærheden af hjemmet, en by i det sydlige Norge, så kom der storm just den aften, da han kunde have kommet i land, og lige som han var ud for kysten, og han drev over mod den jyske kyst og strandede der på en af revlerne. Det var om natten, og der var ingen udsigt til hjælp.
Folkene surrede kapitainen i alle køjeklæderne og smed ham i havet for at få ham frelst, da han havde kone og mange børn hjemme. Han kom også i land, men da folk kom til ham, var han udplyndret og slået ihjel, og det var gjort for nylig, da han endnu var varm. En mand i omegnen blev mistænkt for at have gjort det. På Hjardemål kirkegård blev den døde kapitain begravet, og der står endnu over hans grav en mægtig jærnplade med indskrift på. Mange fortalte, at de havde seet kapitainen gå igjen, og navnlig var der to mænd, hvoraf den ene endnu lever, der påstod bestemt, at de en aften havde seet ham komme gående dem forbi hen til det hjem, hvor den mand boede, der var mistænkt. Det var en stor hvid skikkelse.
Meddelt af lærer Bliksted, Hillerslev til Evald Tang Kristensen.
A kom en nat kl. 12 følgesend med min fader og moder lige nord for Lund henne ved Bjergets kro. Der kommer en bitte gris eller noget hvidt noget ligesom en gris løbende hen med vejgrøften. Det vilde op på siden af vejen, men kom dog ikke. Vi vilde have været hen til det, men da det kom nærmere, turde vi ikke. Så gik vi et stykke vej længere hen og om ved siden af en bakke, der lå noget ild og brændte på. Det brød vi os ikke om og gik længere hen.
Da kom vi ind et sted, der sad nogle karle og læste Cyprianus. Så kom der en hel børren klude faldende ned i hovederne af dem, og det så mine forældre også, men a så det ikke. Der var også noget, der skrumlede på loftet. Så gik der bud efter præsten, og han kom. Han lagde tre bøger på bordet og tog den ene og læste i. Det var den Slemme, de havde læst derind, og han hug den første bog fra præsten, sådan kraft havde han. Så tog præsten den anden bog, og den gik det lige sådan med. Den tredje kunde han dog ikke hugge fra ham, og han blev ved at læse, og så gjente han det ud af vinduet. Så siger manden, de skulde gå hen og lade en so ud, for så snart han kom uden for, tog han det første, han kom til. Han tog også soen, og de så aldrig stump af den mere.
Meddelt af Nik N.-Vissing til Evald Tang Kristensen.
Et sted i Lild sogn er en gammel tornebusk, som har forgrenet sig vidt omkring og hæver sig til en anselig højde. Der siges, at vejen her omkring slet ikke er rar at færdes ad om natten, da der blandt andet viser sig en hovedløs kalv for de rejsende. På den plads lå for en del år siden en bondegård, hvor konen var berygtet for en heks. I en anden gård havde de bestandig uheld med besætningen, og ofte fandtes den bedste malkeko liggende død i båsen om morgenen. Manden i gården havde nok mistanke til nabokonen, og en dag fik han den bestyrket, idet han i krybberne fandt små pakker med menneskehår, negle og andre underlige ting som hjærtet af en ugle. Nu mindedes han også at konen flere gange havde været inde i stalden uden egentligt ærende.
Han sadlede nu sin hest og red hurtig over til en klog kone, som boede tre mil der fra. Hun så i noget vand, at det var nabokonen, der havde forhekset hans besætning, og var villig til at hjælpe ham. Han fik nogle småpakker med hjem, som han skulde kaste i krybberne. På hjemvejen vilde nabokonen komme imod ham og af yderste evne søge at komme i snak med ham. Men dersom han svarede et eneste ord, var midlets kraft borte. Han red så hjem, og meget rigtig kom heksen og hendes kjønne datter imod ham. De talte ham venlig til og søgte at lokke ham til at give dem et svar; men han holdt sig og måtte til sidst for at blive konen kvit gribe til kraftige midler, idet han slog hende over låret med en tornekjæp, så det brækkede. Fra den dag af trivedes hans besætning vel, men ulykkerne begyndte med fuld kraft at hjemsøge heksens gård. Inden ret længe brændte den, og på tomten opvokste den store tornebusk, hvorved den hovedløse kalv driver sit uvæsen.
Meddelt af P. Bliksted til Evald Tang Kristensen.
En gammel mand i Lild sogn gik en sankt-Hans aften ud for at besøge nogle venner. Han skulde over en hedestrækning, der havde et slet rygte på sig. Især var der et sted, hvor der havde stået en gård, som var bleven flyttet formedelst sandflugt. Da han kom der til, var han helt angst og læste sit fadervor. Med èt så han en flok harer, der løb omkring blandt grusdyngerne og legede. Han kunde straks skjønne, at det ikke var rigtige harer, ti deres bagben var ubøjelige. Med èt fattede han sin beslutning. Han gik hen til flokken og nævnede en kones navn, der var fra en gård i nærheden og kjendt for en heks. Straks stod konen for ham og sagde: “Det var den største fortræd, som nogensinde er tilføjet mig.” Derefter forsvandt hun, og kort efter var hun død. Men manden slap heller ikke helt godt fra det. Da han kom til bestemmelsesstedet, var han syg, og lå længe efter.
Meddelt af P. Bliksted til Evald Tang Kristensen.
Der er en gård der ude i Glæde der kaldes Mørup. Der ud for strandede for nogle år siden et skib, og skipperen han kom til at bo i Mørup i længere tid, indtil han kom i orden med sine sager. Han var èn af de Nordmænd, der kunde mere end sit Fadervor og gjøre mange kunster. Der var flere voksne sønner i gården, hvoraf flere endnu lever. De mente, at han ikke kunde gjøre dem bange med sine kunster.
En aften var den ene af sønnerne et stykke borte fra gården, og da kom der en karl efter ham uden hoved, og blodet stod ud af halsen på ham. Så blev han bange. En anden af sønnerne sagde: “Hvorfor lukker du ikke din kiste, når du går hen til Koldkjær” – det var en gård i nærheden. “Å”, siger han, “det gjøres ikke nødig, det er ikke værd, du går i den.” Så gik Nordmanden, og sønnen gav sig nu til at rode kisten igjennem fra ende til anden. Men han blev siddende fast og kunde ikke komme der fra, han sled svært, men måtte kjønt blive siddende, indtil Nordmanden kom hjem og hjalp ham der fra.
En dag skjænkede de en snaps for ham, og så siger han: “Hvor har I fået det brændevin fra?” – “Det har vi fået i Koldkjær gård, og det er den bedste slags, de har” – det var i de tider, da de brændte selv brændevin. “I kan tro nej”, siger han, og så satte han en hane i bjælken, og så tappede han. “Der kan I nu smage den bedste slags, de har.” Konen i huset sagde også, at han kunde ikke gjøre hende bange, ihvor meget kunster han så gjorde. Men så en aften, hun lå i sin seng, begyndte pludselig fire hjulsnav at dandse rundt på gulvet. Så blev hun forskrækket og begyndte at råbe på sin mand det bedste hun havde lært – han var ikke til stede. Men i stedet for manden kom en underlig stor mand ind, der var så høj, at han næsten måtte gå to lag der inde, og han kom så og vilde tage hende i hånden. Hun begyndte at skrige, og så forsvandt han.
Næste dag måtte hun rigtignok tilstå, at hun var bleven bange. To af sønnerne havde nok taget noget fra ham, og så vilde de ikke vedgå det. Så siger han til dem, om han måtte mærke tyvene. De sagde ja. Så slog han et søm op i bjælken og sagde, at med det søm vilde han nu slå et øje ud på tyvene. De to sønner blev siden enøjede. Ja, det er nu virkelig tilfældet, at de var det. Nordmanden druknede på hjemrejsen, og det sagde man, at han havde sagt for ud.
Meddelt af Nik lærer Bliksted, Hillerslev til Evald Tang Kristensen.