Ty har vel ikke lidt mest ved fjendens indfald, dog skal der være nogle minder om dem. Således på herregården Lyngholm, Hvidbjærg v.-Å, hvor der på bjælkerne i laden endnu sees sabelhug, fremkomne ved, at Svenskerne afhug havren til deres heste der.
Meddelt af N.P. Jensen, Hassing til Evald Tang Kristensen.
En gang før påske vilde a gå ud at fiske og skyde vilddragier. Der var et par små drenge med, og de bar lysteret. Den gang vi går så sønder mellem Pors sø og Tyrkjær op efter Overgård til i Hvidbjærg, da hører vi en en sær elendig jammer og ryg. Allerførst hørte vi to kvinder, der skrannigrinnede, og så kom der en karlerøst, der råbte lige så højt, som den kunde: “Gå af æ vej, gå af æ vej!” Dernæst lød det, som der var kommen èn og havde taget i det karlfolk med pigge og fløjet op i luften med ham, og det kom oven over os. A turde ikke se op, for a var bange for, det var en natravn. De bitte drenge sagde: “Å, der tog de et menneske.” A svarte: “Det betyder aldrig det mindste, bryd jer aldrig om det.” Vi kunde høre det helt hen over Svankjær hede og Ove sø og Sønderhave hede, al den jammer og skrigen, og det var en sørgelig ting at høre. Natravnen skal have et hul i højre vinge, og den må dø inden fire og tyve timer, der ser igjennem det hul.
Meddelt af Anders Kristensen Istrup, Hedegårde. Ørum til Evald Tang Kristensen.