I nærheden af Nyestrup er der nogle bakker med dal imellem, der kaldes Fruerbjærge. Her lurede nogle røvere på fruen og vilde undlive hende. En dag vilde hun til kirke i Vang, for det var tåget vejr, og hun var kjørende i karet; men så havde hun en lille hund med sig, og den gjøde og røbede hende. Røverne kom over hende, og hun blev dræbt i den dal.
Meddelt af Niels Vig, Ø.-Vandet til Evald Tang Kristensen.
I Vang sogn tæt ved den sydlige side af Vester-Vandet sø ligger gården Nystrup. Endnu er den en dejlig gård, men er dog kun en sørgelig levning af en overordentlig stor gård, der i ældre tider skal have ligget tæt ved havet, men som er bleven forfulgt af sandflugten og tre gange har måttet flyttes ind i landet, og sandet har forvandlet de fordum dejlige marker til dele af klitterne. Gården ligger nu en stiv halv mil fra havet, og beplantningen af sandet har sat en grændse for dets magt.
To af Nystrups gamle stader vil man endnu vide at vise der ude i klitterne, og medens gården lå på et af dem, boede der en mægtig herre ved navn Karl Blek. Det var en karl for sig selv især med hensyn til sine hunde, for dem holdt han mange af, men de var så små. Altid havde han en flok med sig af den slags, der ved den bjæffen, de stilte an, gjorde ham kjendelig i stor frastand, ihvad vejr der var på sky. En gang kom han i strid med en slem adelig frue langt nede i Vendsyssel, og de blev dødsfjender. Til sidst blev hun så ivrig på ham, at hun snakkede med sin skytte om at slå ham ihjel og lovede ham svære penge derfor. Til tegn på, at han virkelig havde gjort det af med ham, måtte han bringe fruen de guldknapper, som Karl Blek altid bar på sit bryst, og før fik han ikke sin løn. Efter at fruen havde sagt ham, hvordan han bedst skulde passe Karl Blek op, og sagt ham, at han kunde kjendes på sine hunde, rejste skytten til Ty og så lejligheden an.
Endelig en søndag så han lejlighed til at udføre sit forsæt. Det var just lige den dag, at Karl Blek red til Vang kirke, som sædvanlig fulgt af sine hunde. Ved kirken advarede man ham rigtig nok, da man havde mærket lidt til, hvad der var i vente, men det brød han sig ikke om og red hjem ad. Men skytten havde passet sit snit og lå i skjul nordvest for Vang, hvorfra han vejledet af hundenes glam styrtede løs på ham. Så gav det et puf, og så var det forbi. Knapperne sprættede skytten af klæderne og rejste hjem igjen.
Lang tid efter traf en del herrer sammen oppe i Norge, eller hvor det var, og hver roste sig af sine bedrifter, den ene værre end den anden, indtil èn af dem råbte: “Det er alt sammen ingen ting, for jeg har slået en kalv ihjel, der bar guldbær under hagen, det har I andre ikke.” – “Så er det også dig, der har skudt min broder Karl Blek,” sagde en anden, og skytten blev forskrækket, så han tilstod sin gjerning og måtte lide sin straf. For ikke mange år siden fortalte en gl. fisker sine kammerater, at da han som dreng i tåget vejr vogtede får på det sted, hvor Karl Blek faldt, hørte han pludselig et puf, og fårene tog da flugten, så han nær aldrig havde fået styr på dem igjen.
Meddelt af P. Uhrbrand til Evald Tang Kristensen.
Der er en herregård, der hedder Nystrup og ligger ude ved Vesterhavet i Vang sogn. Her skal have boet en herremand, som hed Kalv. Han bliver snigmyrdet, og så har han en søn, der vil hævne ham og opdage hans faders morder, om han kan. Han rejser ud som jæger og har ligesom en anelse om, at han skal finde ham i Norge. Sønnen rejser altså dertil, og langt oppe i Norge, hvor der er bjørnejagt, træffer han flere jægere. En aften, der er flere samlede sidder de og fortæller jagthistorier for hinanden. Hver vil jo være den bedste jæger og fortælle det meste, han har udrettet. men så er der èn, der siger, at han har vist skudt det kostbareste, nogen har skudt, for han havde skudt en kalv i Danmark med guldkjæde om halsen. Sønnen tager da ordet og siger, at sådanne historier skulde han ikke bilde ham ind. Jo, for her havde han guldkjæden. Da greb den anden ham og sagde: “Du er min faders morder.”
Meddelt af Niels Vig, Ø.-Vandet til Evald Tang Kristensen.
Der var en herremand på Gammeltoft, det nuværende Nystrup, han hed Karl Blak (Karl Blik). Da han var bleven enkemand og skulde til at giftes igjen, var det hans første svigermoder så meget imod. Så lejede hun en skytte til at skyde ham. Kalv var gjærne omgivet af hunde, da han var en god skytte, men skytten skjulte sig i klitskårene, og da herremanden en søndag red hjem fra Vang kirke, kom skytten til og skød ham og plyndrede liget. Iblandt andet tog han nogle guldknapper, der sad i hans frakke. Stedet, hvor dette skete, hedder Korsbåretoften, fordi der blev rejst et kors til minde om det. Stundom lyder der et skud på stedet, som forskrækker fårene, så at de farer sammen i en flok. En gammel pige, der levede i århundredets begyndelse, har set korset.
Den myrdedes brodersøn, som lignede Kalv meget, kom en tid efter over til Norge i besøg hos en ven, og mens de begge var ude på jagten, brød et uvejr løs. De søgte da hen til en hytte, hvor nogle forvovne ulvejægere var samlede og underholdt hverandre med at fortælle deres bedrifter. den ene af dem rejste sig og udbrød: “Det er altsammen intet imod, hvad jeg har udrette. Jeg har en gang skudt en kalv med to guldhorn.” Brodersønnen kunde af udtalen slutte, at det var en Jyde, og så rejste han sig og slog i bordet: “Så var det dig, skurk, der skød din herre imellem Vågen (Vang) og Gammeltoft!” Da han nu lignede den afdøde, troede morderen, at kalv var stået op fra de døde, og gik straks til bekjendelse.
Meddelt af lærer Olesen, Harring til Evald Tang Kristensen.